Det er sæson for bedrag. Det store kollektive selvbedrag, vi hver vinter indvilliger i: hygge.
Stearinlys, vamsede sweatre og krimi på skærmen; det er hyggen, der får os igennem.
Men hygge er et korrupt begreb. Er du ikke varsom, luller den dig ind i middelmådighedens søvnige trance. Algoritmen viser dig feel-good serier “udvalgt til dig,” bladene guider dig til slumretæpper og strikkeopskrifter, og flødebollefabrikken fremturer med blåstemplingen “du må godt.”
Tvangshygge er blevet en så integreret del af vores sociokulturelle sanseapparat, at det er den, vi automatisk griber til, når vi vil gøre noget godt for os selv.
Tiden er moden til at gøre op med hyggen.
Hvorfor? Fordi hygge kun er godt nok. Hygge er at tage til takke. Hygge er stilstand som tilstand, og det skal vi ikke bede om.
En klog mand sagde engang, at livet er som en boksekamp: den eneste vej frem er at læne sig ind i tæskene. Det er umuligt at komme ud af hjørnet ved at stå stille med armene oppe. Man må bevæge sig i takt med sin modstander og slå tilbage, når man ser sit snit.
Analogien er lidt søgt, men det gør den ikke mindre sand. Det er nemlig game time. Din modstander hedder vintermørke og den er nådesløs. Der er ingen dommer til at fløjte for dig, så du er bedst tjent med at finde din egen melodi, og vi vover den påstand, at den ikke bør lyde af hyggestunder, men af skønne og smukke øjeblikke – øjeblikke, der lader dig glemme det evindelige mørke.
Hygge er at tage til takke. Hygge er stilstand som tilstand, og det skal vi ikke bede om.
Som Hr. Larsen sådan cirka sagde til Buster i Bjarne Reuters udødelige værk: ’Verden kan kun rumme en vis portion kunst, magi og kærlighed af gangen, og man er et fjols, hvis man ikke opsøger det, før det er for sent.’ Han sagde også, at skønhed i livet er noget, man selv skaber. Det kommer ikke bare til dig.
Så hermed en opfordring: Lad hyggen ligge og opsøg i stedet noget sublimt. Ring til en ven, book et godt bord. Drik og le, bestil en and til deling og pynt lidt på historierne. Respekter bagkanten, men nævn den ikke med ét ord. Bestil den næste runde øl uden at spørge bordet. Drik ud og gå lige hjem. Når I debriefer dagen efter, så fjern hygge fra sproget: “dejligt at se dig min ven – skøn aften!”
Hvis din ven ikke vil med ud, så snørrer du skoene og løber en tur. Det er tilfredsstillende at give fanden i mørket, mens man løber kulden i sænk. Dit brændstof er visheden om, at alle de andre sidder i sofaen og nøjes. De hygger sig.
Den slags gør det ud for hundrede hyggelige aftener, og det bringer lyset tættere på.
