Foråret er så småt ved at indtræffe i Danmark, og den lune sol er begyndt at titte frem i bider. Og skulle det så ikke være en god anledning til at pudse sommerformen af? Selv overvejer jeg, om det er ved at være tid til at finde mine halvslidte Hoka-løbesko frem, der ikke har set dagens lys siden september.
Tilbage i januar var motivationen for at tage i fitness at tabe de to kilo, der var kommet på sidebenene oven på en måned med julekager, flæskesteg og et glas champagne eller to. Jeg står i gangen til min lejlighed og overvejer, hvad der skal motivere mig denne gang?
Jeg sætter mig ved min computer og går i gang med at internetshoppe. Første step er at udskifte mine udtrådte løbesko med et par spritnye, lyserøde fra Nike som tegn på, at vi går varmere tider i møde. I kurven kommer også et par Oakley-briller i nuancer af blå. Nu begynder jeg i det mindste at ligne en seriøs løber. Mon ikke, det giver et par sekunder i ren placebo?
Jeg undersøger, hvor der er et løb inden sommer, fordi jeg ud fra erfaring ved, hvor vigtigt det er at have et mål at forholde sig til; noget, der kan få dig ud på selv de mest regnfulde morgener.
For mig er musikken et must, og der skal helst være et tungt, dunkende beat, der følger mine løbebevægelser. Min playliste på Spotify fra sidste år bliver opdateret, og nu begynder jeg at nærme mig mine første meter.
Det sidste skridt, der skal få min motivation helt i top, handler om at tjekke tidligere løbetider. For mange vil dette muligvis være demotiverende, da formen ikke er, hvad den har været. Men sådan har jeg det ikke: Jeg vil tilbage til tidligere meritter – og helst slå dem.
Når motivationen er ved at være fintunet, handler det om få genopfrisket de uskrevne løberegler: Bør jeg hilse på løberen, der kommer løbende mod mig? Hvordan er det med overhalinger? Er det dårlig skik at spytte slimet fra halsen væk? Min erfaring siger mig, at der er ikke entydige svar på spørgsmålene.
Det første kan være geografisk betinget. Når jeg har løbet op ad Strandvejen i Nordsjælland, hilser langt de fleste på hinanden. Rundt om Søerne i København bliver der kun givet et anerkendende nik, hvis du enten løber i cirka samme tempo som vedkommende eller har passeret hinanden op til flere gange.
Overhalinger bør være lidt ligesom alle andre steder i trafikken: altid venstre om. I særdeleshed, hvis du bevæger dig rundt om Søerne i København. Her kan en overhaling højre om give dårlige nerver.
Selvom der i fodboldverdenen ofte har været kutyme for spytklatter både på banen og i retningen af modspillere, så skal du ligesom Francesco Totti passe på, hvor spytklatten ender henne. Det bedste råd er nok at vurdere, hvor du er. Et roligt skovområde giver bedre mening end i et tætbebygget boligkompleks. Almindelig sund fornuft plejer at være vejen frem – også inden for løb.
Jeg tror, at jeg er ved at være klar til at få løbeskoene ud af sin isolation. Er du?
