Jan Hellesøes jul: "Jeg har set ingeniører, der sad og slog hinanden i hovedet med tallerkener"

Den 38-årige mentalist og tv-vært fortæller om at få et svejseanlæg i gave af sin kæreste, om at optræde til en julefrokost for 125 stive murere og om glæden ved at nå en sidste jul med sin far, inden han gik bort.

Jan Hellesøes jul: 'Jeg har set højstående mennesker, der ikke kunne stå på deres egne ben, og ingeniører, der sad og slog hinanden i hovedet med tallerkener'
Offentliggjort

Hvad er den bedste gave, du nogensinde har fået?

”Som 17-årig troede jeg, at jeg skulle være smed. Jeg nåede at tage en halv smedeuddannelse, inden jeg tog hul på den karriere, jeg har i dag. Men jeg har det stadig lidt i mig, jeg synes, det er sjovt at smede, og da jeg havde talt om det i tilpas lang tid, gav mig kæreste mig et svejseanlæg. Det var som at være dreng igen. Jeg bruger det flittigt, og min nabo er også glad for det.”

Hvad var din værste jul nogensinde?

”Da jeg var midt i 20’erne, solgte jeg alt, jeg ejede, og flyttede til USA for at optræde. Jeg fejrede jul på Ocean Drive i Miami. For det første var det mærkeligt at se palmer med julepynt, for det andet var jeg helt alene. Hjemme var jeg vant til at få kalkun juleaften, så jeg endte med at gå ned og købe en turkey sandwich – i det mindste var den virkelig god.”

Hvad er din skøreste julefrokost-historie?

”Jeg har optrådt til julefrokoster i 25 år. Jeg har set højtstående mennesker, der ikke kunne stå på deres egne ben, og ingeniører, der sad og slog hinanden i hovedet med tallerkener. Engang optrådte jeg for et stort murerfirma med 125 murere. Da jeg ankom, sagde en af cheferne, at jeg ikke skulle blive overrasket, hvis der udbrød slåskamp, mens jeg optrådte – det var normalt. Han sagde også, at mikrofonen var gået i stykker, så jeg måtte råbe dem op. Da cheferne skulle introducere mig, kunne de ikke få ét ord indført. Der blev kastet ting efter dem på scenen. ’Det her ender galt’, tænkte jeg. Men da jeg trådte ind, blev der musestille. Og de næste 35 minutter kunne jeg tale til dem stille og roligt. Jeg ved stadig ikke, hvordan det gik til. Det var en vild oplevelse.”

Hvad er den værste gave, du har givet?

”Min far var typen, der aldrig ønskede sig noget. Jeg har engang givet ham et cover til hans grill. Mere ligegyldigt bliver det ikke, tænkte jeg. I dag er jeg selv ved at nå den alder, hvor jeg har svært ved at finde på ønsker – og hvis jeg selv fik et cover til min grill, ville jeg nok være godt tilfreds med det.”

Har du en juletradition, du aldrig viger fra?

”Mine kammerater og jeg plejede at køre rundt til alles forældre juleaftensdag og ønske god jul. Det startede, da en ven, som var enebarn, flyttede til Thailand for at blive dykkerinstruktør. Jeg tænkte, at det var synd for hans forældre, at de skulle sidde dér alene, så jeg samlede gutterne og kørte over til Egon og Bente. Desværre holdt vi op for nogle år siden. Det er en tradition, jeg savner.”

Hvad var din bedste jul nogensinde?

”For knap tre år siden døde min far af et fald fra en scene. Kort inden fejrede vi den første juleaften hjemme hos mig, lige efter jeg havde købt mit første hus. Jeg var stolt af at invitere mine forældre over til jul og vise dem mit hjem og min familie. Jeg optog en video fra aftenen, som jeg kan vise mine tre børn en dag. Jeg er taknemmelig for, at jeg nåede at få den oplevelse med ham, inden han gik bort.”