Beskriv ’seje ting at sige’ for en, der ikke kender profilen?
”Alle har lyst til at sige flere seje ting i hverdagen, og det her er en slags service. En daglig, sej ting, som man lige kan flette ind i samtalen. Så kan man få sine venner, kolleger eller dem bag én i køen i Fakta til at tænke ’sejt sagt.’”
Hvordan kom du på idéen?
”Jeg har længe dyrket sejtingsigning, men mest på hobbyplan. Det her er min måde at tage det videre, og heldigvis er der masser af brugere, der hjælper til ved at sende seje ting ind. Målet er at komme til at sige seje, sponsorerede ting som fx ’Den nye frappé med kirsebær og mandler fra Circle K er overraskende god.’”
Hvem er du?
”Sku’ du spørge fra nogen?”
Siger du selv mange seje ting?
”Skider bjørnen i skoven?”
Hvem er din inspiration?
”Michael Douglas i ’Iskoldt Begær’, Allan Olsen i samtlige filmroller og en, der hedder Mike fra min folkeskole.”
Hvad er den sejeste ting, man overhovedet kan sige?
”Hvis nogen vidste det, ville den person være for magtfuld. Gudskelov har ingen fundet ud af det endnu.”
Hvad er den sejeste ting, du har overhørt andre sige?
”Jeg har engang hørt en mand, der fejrede afslutningen af sin HF, med at sige ’Det kan godt være, at jeg kun fik 4 i snit, til gengæld har jeg fået 12 i bajerkævling – skål!’”
Og afslutningsvis … Hvad er den mindst seje ting, man kan sige?
”Alt der handler om afdragsfri lån, indkøbslister eller andre kedelige ting er useje – medmindre man bander, imens man snakker om det.”