Jonas er chef hos Meyers og har en 20 år gammel blommeeddike til flere tusind kroner literen derhjemme

Jonas Astrup, udviklings- og innovationschef i Meyers, vender sokkerne rigtigt på tørrestativet, overlader intet til tilfældighederne, når det gælder sin kaffe, og råder over en deciliter himmelske dråber, som han varsomt doserer over en kugle vaniljeis eller en grøn reineclaude-blomme.

Jonas er chef hos Meyers og har en 20 år gammel blommeeddike til flere tusind kroner literen derhjemme
Offentliggjort

Hvilken tid på dagen er den bedste for dig derhjemme?

”Jeg har tre små drenge på et, fem og seks år, så jeg må sige et tidspunkt, hvor vi alle er samlet. Det betyder meget for mig, at vi sidder sammen omkring bordet, når vi spiser aftensmad.

Vi forsøger at spise omkring klokken 17.30, og nogle gange går det så godt, at man tror, det er løgn, og andre gange er det, vi skal have, ikke lige det, de havde drømt om.

Hvis vi er heldige, sidder vi sammen i 20 minutter. Vi gør en dyd ud af at præsentere børnene for gode råvarer. De forgangne måneder er det, der har gjort os allermest lykkelige på madsiden, nogle gule og grønne stangbønner, vi har dyrket i haven. Blancherer man dem i letsaltet vand, er de et luksuriøst måltid.”

Hvordan er atmosfæren der, hvor du bor?

”Vi har et lille rækkehus i Trørød, tæt på skov, vand og marker. Jeg er opvokset i Silkeborg, så det er vigtigt for mig, at mine børn også vokser op ved vandet. Vi har istandsat huset, der er fra start-60’erne, og vi bor nok relativt udtryksfuldt, hvis man kan sige det sådan. Der er mange farver på de ting, vi har på væggene.”

Har du et favoritmøbel, du bruger mest tid i?

”Vores grå sofa, Mayor af Arne Jacobsen. Mig bekendt tegnede han den til Søllerød Rådhus (nærmere bestemt borgmesterkontoret, red.), der jo ikke ligger så langt herfra. Højden og vinklen på ryggen gør den enormt behagelig at sidde i. For mange er en sofa noget, man bare skal slænge sig i, men jeg kan godt lide, at den tager godt imod én, hvis man gerne vil sidde op.”

Hvad er det seneste, du har købt til dit hjem?

”En Cube-enhed til vores Quooker, fordi den gamle var slidt. Den gør, at vi ud over varmt vand kan få iskoldt vand og vand med kulsyre. Det er skønt, og hvis du har en lille smule most og blander med danskvand, får du pludselig en apfelschorle.”

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?

”En 20 år gammel balsamisk blommeeddike lavet af dobbeltfermenterede blommer fra de danske sydhavsøer. De har ligget på et solera-system (en måde at fadlagre på, red.) og er de mest himmelske dråber.

Jeg bruger den relativt sjældent, da jeg kun har knap en deciliter tilbage og fordi, den er kostbar. Vi snakker flere tusinde kroner literen. Jeg har købt den gennem Nordhavn Eddikebryggeri.

For et par måneder siden puttede jeg et par dråber på en kugle vaniljeis, og det var ret vildt. Næste gang bliver nok på en halveret grøn reineclaude, min yndlingsblomme. Få dråber er nok til at spæde dens syrlighed og sødme op.”

Hvad laver du oftest, når du er alene hjemme?

”Det sker ikke så tit, for der er næsten altid børn, men hvis jeg er alene hjemme midt på dagen, vil jeg brygge mig en kop kaffe, sætte mig i vores lille baghave og nyde roen. Kaffen er jeg rimelig pertentlig omkring.

Vi har et blødgøringsanlæg på vores vand, så der er næsten ingen kalk. Ud over at det er godt for hårde hvidevarer, kan man også smage det på kaffen.

Brygger du kaffe på meget hårdt vand, fratager du dig selv muligheden for at få det fulde aromatiske spektrum. Du får en mere lukket, introvert kaffe. Selve kaffen – bønner fra et af de københavnske risterier – brygger jeg på håndkværn, der giver en mere ensartet formalingsgrad end vores elektriske kværn og dermed en mere ensartet ekstraktion af kaffen. Og så laver jeg den perfekte kop filterkaffe.”

Er der huslige pligter, du gør en særlig dyd ud af, og som du faktisk værdsætter?

”Jeg har fundet ud af, at hvis jeg er en lille smule opmærksom på at skabe orden, kan jeg overkomme, hvad der ellers ville forekomme som sure pligter med relativt beskeden frustration.

Hvis man vender strømperne den rigtige vej, når man hænger dem på tørrestativet, og placerer det våde tøj, efter om det er til den ene, anden eller tredje dreng, er det nemmere at lægge sammen bagefter.”

Ser du paralleller mellem den kreativitet, du bruger i dit arbejde, og den måde, du har indrettet dig på derhjemme?

”Ja. Hos Meyers forsøger vi at folde nogle potentialer ud i vores fælles madkultur, som vi kan se, vil gøre en forskel for flere menneskers madliv. Det, der virkelig vækker min interesse, er, når noget ser indbydende ud.

Tag noget så ydmygt som en bælgfrugt fra Lolland. Den knytter sig til et særligt område af vores land og er dyrket af en dygtig, økologisk avler. Man dyrkede den også for 1.000 år siden, og vi synes, at flere fortjener at føle samme begejstring ved noget så ydmygt.

Herhjemme er mit yndlingsmaleri kæmpestort og forestiller en tunge, som symboliserer evnen til at smage på ting, men som også kan forbindes med løgn, seksualitet, tvetydighed, sprog etc. Jeg forsøger hele tiden at opsøge ting, der ræsonnerer i mig, gør mig begejstret eller henrykt og pirrer min nysgerrighed.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Design og Mænd