Kaspar Colling Nielsens jul: "Da jeg fik børn, gav juleaften pludselig mening for mig igen"
Den 46-årige forfatter om at miste sin mor seks dage inden juleaften, om at få børn og genfinde glæden ved julen, og om dengang en julefrokost endte i to selvpåførte slag i hovedet og en udpumpning.
Foto: Dennis Morton
”Jeg var 10 år gammel, da jeg fik en Salomon-rygsæk med et stort S bag på. Jeg var så glad for den, at jeg gik rundt med den uden noget i hele juleferien. Da jeg kom i skole efter jul, havde næsten alle den samme taske. Det var tasken, man skulle have dengang i ’84.”
”Min mor døde 19. december 1994. Jeg var 19 år gammel og var lige flyttet hjemmefra. Hun blev kun 47 år og døde fra den ene dag til den anden af en hjerneblødning. Min mor havde været meget opofrende i hele min barndom, og netop som hendes liv endelig skulle handle om hende selv, gik hun bort. I mange år efter brød jeg mig ikke om julen. Jeg fejrede den med min fars nye familie, alle var søde og rare, men jeg følte mig som et tragisk tredje hjul. I virkeligheden handlede det nok om, at jeg slet ikke havde lyst til at fejre jul. Det var en del af en lang sorgproces, som til dels stadig foregår i dag.”
”Da jeg fik børn, gav juleaften pludselig mening for mig igen. I dag fejrer jeg jul for mine børns skyld, og jeg nyder at gøre dem glade. Børn kan blive helt syge af forventningsglæde. Jeg har et billede af min 18-årige søn, fra da han var to-tre år gammel, hvor han sidder helt rød i hovedet og med et manisk blik i øjnene efter at have flået papiret af sine gaver. Til sidst blev det så meget, at han brød sammen i gråd.”
”Som barn var jeg vild med at spille bordtennis. Jeg spillede hver dag efter skole på fritidshjemmet, og til jul ønskede jeg mig inderligt et bordtennisbat. Men da jeg åbnede gaven fra min far juleaften, var det i stedet andet bind af Dostojevskijs ’Idioten’. Sagen var bare, at jeg hverken ejede første bind eller havde læst den.”