Kaspar Colling Nielsens jul: "Da jeg fik børn, gav juleaften pludselig mening for mig igen"

”Jeg var 10 år gammel, da jeg fik en Salomon-rygsæk med et stort S bag på. Jeg var så glad for den, at jeg gik rundt med den uden noget i hele juleferien. Da jeg kom i skole efter jul, havde næsten alle den samme taske. Det var tasken, man skulle have dengang i ’84.”

”Min mor døde 19. december 1994. Jeg var 19 år gammel og var lige flyttet hjemmefra. Hun blev kun 47 år og døde fra den ene dag til den anden af en hjerneblødning. Min mor havde været meget opofrende i hele min barndom, og netop som hendes liv endelig skulle handle om hende selv, gik hun bort. I mange år efter brød jeg mig ikke om julen. Jeg fejrede den med min fars nye familie, alle var søde og rare, men jeg følte mig som et tragisk tredje hjul. I virkeligheden handlede det nok om, at jeg slet ikke havde lyst til at fejre jul. Det var en del af en lang sorgproces, som til dels stadig foregår i dag.”

”Da jeg fik børn, gav juleaften pludselig mening for mig igen. I dag fejrer jeg jul for mine børns skyld, og jeg nyder at gøre dem glade. Børn kan blive helt syge af forventningsglæde. Jeg har et billede af min 18-årige søn, fra da han var to-tre år gammel, hvor han sidder helt rød i hovedet og med et manisk blik i øjnene efter at have flået papiret af sine gaver. Til sidst blev det så meget, at han brød sammen i gråd.”

”Som barn var jeg vild med at spille bordtennis. Jeg spillede hver dag efter skole på fritidshjemmet, og til jul ønskede jeg mig inderligt et bordtennisbat. Men da jeg åbnede gaven fra min far juleaften, var det i stedet andet bind af Dostojevskijs ’Idioten’. Sagen var bare, at jeg hverken ejede første bind eller havde læst den.”

”Vi fejrer jul hos min kærestes mor, og det er hende, der står for at lave maden, men jeg er altid med til at lave sovsen. Det er et fælles projekt, hvor den går på runde, og alle lige skal smage, om den er, som den skal være.”

”Jeg har en gruppe venner, som jeg har kendt, siden jeg var teenager. I en del år mødtes vi hvert år til jul. Det år, hvor min kæreste var gravid med min søn, var vi på Drop Inn i København lillejuleaften. Jeg blev så fuld, at jeg kollapsede. Mine venner prøvede at få mig på benene, men forgæves. Da ambulancen kom, lå jeg ude i sneen. Der var to ambulanceførere, en ung og en gammel. Den gamle sagde til den unge: ’Det, jeg gør nu, er, at jeg løfter hans arm op over hans hoved og slipper den. Hvis han ikke selv kan stoppe den, tager vi ham med.’ Han løftede min arm, slap den, og jeg endte med at slå mig selv hårdt i hovedet. ’Prøv du,’ sagde den gamle ambulancefører til den unge, og så slog jeg mig selv i hovedet igen. Jeg røg til udpumpning, og min gode ven Jakob tog med. På hospitalet fortalte han sygeplejerskerne, at min kæreste var gravid. De hadede mig, men heldigvis tog min kæreste det pænt, da jeg kom hjem. Den juleaften stod jeg først op klokken 17.”