Kulde, kammerater, slagregn og bølger: Ny fotobog dokumenterer surfmiljøet i Thy

Kulde, kammerater, slagregn og bølger: Ny fotobog dokumenterer surfmiljøet i Thy

Fotograf Fredrik Clement flyttede til Thy for at jagte den høje himmel og inspirationen i naturen og bølgerne. Med fotobogen 'No Place Like Home', skildrer han kammeratskabet i bølgerne, hvor den rå natur lige så meget spiller hovedrollen. Vi har taget en snak med ham om arbejdet med den nye bog og livet som surfer i Thy.

Offentliggjort

Livet som surfer er omfattet af forestillingen om høj sol, langt hår, ingen deadlines og et ubekymret liv på bølgerne. Men i Thy og mere specifikt Klitmøller har stereotyperne hårde kår. Der er hårdt vejr, koldt vejr og gamle kassebiler uden varmeanlæg lige så meget en del af surfernes liv, som det lange hår er det.

'No Place Like Home' er fotografen Fredrik Clements portræt af surf-kulturen Thy. Og ikke kun den polerede sommer-version, men også den våde og blæsende vinter- og efterårsudgave.

Bogen har været to år undervejs, og er udelukkende fotograferet på analogt kamera, hvor billederne er fremkaldt i Clements eget hjem. 132 billeder i sort/hvid skildrer ærligt det tætte bånd mellem surfer og surfer, og surfer og hav. For Fredrik Clement er bogen kommet som produkt af inspirationen og tiden til fordybelse, han søgte, da han for fem år siden rykkede familien til Klitmøller i Thy.

"Jeg flyttede til Thy med en drøm om at bo et sted, hvor man blev inspireret af at være. Med frihed til at dykke ned i nogle projekter, der tager lang tid. Jeg kom fra reklamebranchen, hvor jeg havde løbet rundt og taget billeder af kondisko, og der kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at skifte den hverdag ud og være tættere på naturen. Jeg ville gerne prøve at forstå surf-kulturen heroppe og blive en del af den – det blev vi helt automatisk,” siger Fredrik Clement.

”Den validering, jeg fik fra nogle af de folk, der er i kernen af surf-miljøet heroppe, var virkelig vigtig for projektet. Jeg kunne mærke, at de var med på ideen om, at jeg tog billeder, når de surfede, og det betød meget for, at bogen landede det rigtige sted.

Jeg fandt ud af, at jeg havde noget gammelt mørkekammer-udstyr til fremkaldelse af analoge fotos liggende. Der er en langsomhed i det, og tonen og teksturen i det analoge, passer rigtig godt med naturen heroppe. Der er noget nostalgisk over det.

På en eller anden måde er bogen lavet til folk heroppe i Thy. Min søn og hans kammerater er meget med på billederne. I starten synes jeg, at det var en fed kommerciel ting at lave for mig som fotograf, men med tiden er det blevet til noget, jeg gerne vil give tilbage til miljøet heroppe i stedet.

Jeg vil gerne oprette et 'community dark-room', hvor folk kan komme og lære noget om fotografi og fremkalde deres analoge billeder. Det er også en del af det her projekt – jeg vil gerne føre fotografiet videre som håndværk."

Bogen udkommer i sommeren 2021, og kan forudbestilles her.

Fem billeder fra bogen, der fanger essensen:

”Det er Adam, en lokal pissedygtig surfer og musiker, som surfer et klassisk spot; ’Insiden’ i Klitmøller. Det var et af de første billeder jeg tog. Det lagde meget stilen for bogen. Jeg var vild med den rå tone og kornet.”

”Solopgangen fra revet i Klitmøller. Det viser oplevelsen, man har som surfer, når man sidder ude på vandet og ser ind på kysten. Man får en helt anden fornemmelse af naturen. Oplevelsen af at padle enormt tidligt ud på havet om morgenen er noget helt særligt. Når man bor heroppe, sætter man også pris på den slags, selvom det ikke er verdens bedste bølger nødvendigvis.”

”’Horseshoe’-surfspottet i Agger. Det er et af de første spots, man kommer til, når man kører derned. Jeg ville gerne vise så meget af kysten som muligt. Og så viser billedet den regnfulde og mere grå side af surfdagene heroppe – som bestemt også er en del af det.”

”Man kommer tæt på hinanden heroppe. Surfing er kernen i ungdomskulturen. Vi har allesammen en fælles reference, uanset om man mødes med unge eller gamle. Man snakker om bølgerne, vejret og hvornår der kommer god surf. Her står Mikkel og Holger oppe på bunkeren ved Klitmøller og tjekker bølger.”

”Billedet er af min søn Marius. Han er lige hoppet af en helt vildt fed bølge, og kameraet fanger bare alt omkring følelsen af at være heroppe. Han har det bare fedt. Og så har det et unikt analogt udtryk.”