Det kan virke bizart, men jeg hader øjenkontakt.
Jeg er elendig til at kigge folk i øjnene, og jeg skammer mig over, ikke at kunne vise folk den tillid det er at kigge dem i øjnene. Når jeg gør det, bliver jeg oftest distraheret og glemmer, hvad jeg vil sige og høre ordenligt efter. Det kan sågar være svært for mig at kigge min egen familie i øjnene. Sådan har jeg altid haft det, og jeg aner egentlig ikke hvorfor.
Ved en hurtig Google-søgning kan jeg se, at der mange, der kæmper med at mestre kunsten og som føler, at det er intimiderende at kigge folk i øjnene. Frygten er, at vi virker uinteresserede og distraherede i vores samtaler med andre, når vi lytter og kigger væk. For selvom det er en ufrivillig refleks at undvige andres blik, kan det virke svært irriterende på en samtalepartner.
Derfor sidder jeg også på første række og beundrer de mennesker, der mestrer øjenkontakten. Det udstråler et psykologisk og menneskeligt overskud, og at kunne skabe og bevare en øjenkontakt, er en af de vigtigste former for nonverbal kommunikation og essentielt for at kunne læse en modparts følelser. Det virker ærligt og selvsikkert.
Og så emmer det af troværdighed og lederskab. Søger du internettet tyndt for how to-guides til at blive en god leder, et godt menneske eller at vinde i livet på andre måder, figurerer øjenkontakten nærmest altid på de her hverdagsoptimeringslister.
Derfor kan det også være en hård erkendelse og et dunk i hovedet at være velvidende om, at man mangler så vital en egenskab.
Selv har jeg arbejdet en del med mestre øjenkontakten, og selvom jeg nok aldrig bliver blikkenes Vladimir Klitjko, vil jeg mene, at jeg med tiden har gjort fremskridt.
En af metoderne er næse-finten, som nok er den mest gængse, hvor man skal se på modpartens næse i stedet for øjnene. Faren er dog, at du bliver så fokuseret på at kigge på næsen, at du glemmer at høre efter. Det med at multitaske kan være sværere end som så.
Et andet trick er kun at fokusere på ét øje. At have fokus på to øjne på én gang kan virke overvældende, mens man ved skiftevis at kigge på ét øje kan virke mindre stirrende.
Derudover kan man træne sig ud af de værste øjenkontaktssituationer ved tage tyren ved hornene og opsøge øjenkontakten. Det er øjenkontaktens Alpe d’Huez. Det er hårdt at bestige, men nedkørslen er det hele værd.
Og ligesom det er svært at helgardere sit hjem mod en indbrudstyv, kan det være svært at totalsikre sig mod frygten for en intens øjenkontakt. Balancen mellem at kigge folk i øjnene uden at stirre for meget er hårfin og for nogle af os, er det en lektie, der tager årtier at lære.
