Kunsten at lave ingenting

For et stykke tid siden, før sommerens ankommen, og i hvert fald lang tid før hedebølgen trak op på vore breddegrader, hørte jeg om en bekendt, der simpelthen følte sig så stresset forud for sommeren, både fordi hun skulle nå at se alle mulige venner og bekendte, før der for alvor gik ferie i den landet over, og fordi hun i sine egne tre ugers ferie simpelthen havde fået strikket så hektisk et program sammen for sig selv, at også dét – selve ferien – pludselig var en stressfaktor.

Hvilket fik mig til at tænke på en befriende inaktiv sommer, jeg havde for nogle år tilbage. Jeg var studerende, så vidt jeg husker, i hvert fald havde jeg, hvad der føltes som et halvt års sommerferie. Planerne var ikke store, faktisk var de så godt som ikkeeksisterende. Sådan har jeg altid godt kunnet lide det, bare kick back i vores yndige land, tæt ved brede bøge og bølgen blå. For når solen skinner her, giver det hele sig selv, og når den ikke gør, er der cykelløb i fjernsynet, måske endda også en fodboldslutrunde, hvis man har lov at være heldig.

Nå, men, det var så den her specifikke sommer, og jeg startede min guldfarvede Toyota Yaris, som jeg dengang ejede, op og kørte hjem til min mor, der bor i den by, hvor jeg er vokset op. Byen hedder Møldrup, godt 1.300 mennesker bor der, og den er sandt at sige ikke kendt for ret meget, måske lige med undtagelse af at have haft Henrik Dalsgaard, forhenværende højre dør på fodboldlandsholdet, rendende på dets seriemandskab.

Hos min mor skulle jeg hænge ud med min barndomsmakker Peden, mere detaljeret var planen sådan set ikke, ud over at vi vidste, at hele uge 30 skulle gå med den store byfest Revlingefesten – en otte dages begivenhed, der for en møldrupgenser virkelig ikke er til at kimse ad.