At tale et sprog kan åbne mange døre, men i Rom er du først inde i varmen, når du er flydende i køkkenets kulturelle koder. Den lange frokost er en kunst. At bestille maden kræver kun et kreditkort, at fortære den er et spørgsmål om appetit, men den raffinerede kunst består i at gennemføre den lange frokost, forlade stedet i kontrol og fortsætte arbejdsdagen uden at gå kold.
Gert K’s Lov siger, at grænsen mellem ægte og wannabe hiphoppere går ved indgangen til Burger King, og den italienske pendant siger, at simple turister bestiller en enkelt ret, mens de lokale behersker menuen. Antipasto, primo, secondo, dolce, espresso. Vin på en god dag. For tiden bor jeg i Rom, og jeg har spist frokost ude i to måneder. Da jeg i begyndelsen nøjedes med en massiv pasta, sendte tjenerne mig dømmende blikke. De gav mig en kniv til min spaghetti, og det var en hån. Jeg vil gerne ind i varmen og øver mig i at imitere romerne; avisen under armen, pauser, samtaler på tværs af lokalet. At strække måltidet. Men ikke for langt, så jeg mister balancen. Selvbeherskelse møder hovmod i en duel om anerkendelse fra lokalmiljøet og evnen til at modstå kroppens krav om en lur. Det er en tilbagevendende magtkamp. Mand mod menu.
I går forsøgte jeg at få revanche på Betto e Mary, et ældre trattoria langt væk fra centro. Møgbesværlig at finde. Man skal følge sporvognen ud af bymidten, ud af bohemehjørnet Pigneto, til forstadskvarteret Certosa. Sidst jeg var her, fik jeg en lussing af en lokal frokost. Jeg havde bedt om at se et fysisk menukort. Det har et trattoria typisk ikke. Min sårbare uskyld var blottet, og tjeneren trak sit sværd. ”Jeg er Menuen,” sagde han. Jeg kneb øjnene sammen og forstod, at han bestemte slagets gang derfra. På vejen hjem måtte jeg holde pitstop på en plastikstol. Resten af dagen var tåget.
Andet forsøg. Menuen var den samme, så jeg. Jeg hilste. Han løftede det ene øjenbryn. ”Scusi,” sagde han, ”men du skal tage dit slips af.” Menuen tog pis på mig, troede jeg naivt, og jeg var glad for den udvikling i vores relation. Men nej. Et skilt i baren cementerede dresscoden: På Betto e Mary er der forbud mod slips. Virkelig? Jeg havde skippet morgenmaden, havde loafers på og lært at rulle på R i buongiorrRRRRrrno og alt muligt. ”Seriøst?” spurgte jeg. ”Seriøst,” sagde Menuen. ”Seriøst!” sagde tre mænd ved bordet til højre, opmuntrende som et kor i en græsk tragedie.
Menuen forlod lokalet og lod mig overveje mit næste træk. Jeg havde større behov for den, end den havde for mig. På trævæggene var mindst 50 slips sømmet fast, og det var åbenbart ikke uskyldig pynt. Et ungt par til venstre forklarede mig, at det var ofringer fra gæster udsat for samme dilemma. Kvinden, Elena, havde selv set det ske for 10 år siden. Jeg lod min knude falde, og med den min rygrad. Menuen vendte tilbage med en karaffel af husets rødvin, et anerkendende nik og en applaus. Koret klappede med. Jeg var klædt af. Menuen havde genvundet kontrollen, og den var indstillet på at lære mig en lektie. Hvad ligner det at komme tilbage helt lapset klædt og tro, at jeg er herre over Menuen? Hybris!
Som straf bad Menuen mig blive på min plads, så den kunne fodre mig som en af sine italienske drenge. En gidseltagning ved højlys dag. Bagte peberfrugter, skinke, kalvefødder først, og derefter forret: Spaghetti amatriciana. Jeg var stakåndet og beruset og tryglede om lov til at skippe hovedretten. Men jeg var ikke slået helt ud. Husets tiramisu er den hidtil bedste, jeg har fået. Et must. Jeg bestilte den som afslutning på dramaet. Menuen smilte. ”Vi har tiramisu. Men jeg har selv stået og lavet karamel til panna cotta her til morgen, så det får du.” Og sådan blev det. Jeg forlod Betto e Mary og vaklede hjem med slipset i hånden. Det blev en lang, uproduktiv eftermiddag. Revanche næste gang.
Jeppe Bentzen
Jeppe Bentzen er journalist og er på ophold i Rom, hvor han udover at spise lange frokoster også skriver for Weekendavisen.
Se, hvad vi ellers skriver om: Rom, Italien og Gastronomi
