Det skete omkring den 25. juni i år, ligesom det sker på samme tidspunkt hvert eneste år: Der er udsolgt. Min kreativitet når endegyldigt et lavpunkt, jeg har ikke mere at byde på. Det kommer så præcist, at jeg kan stille uret efter det.
I år var det meget konkret til et møde med en samarbejdspartner, der gerne ville høre vores idéer til en udgivelse, vi havde overvejet at sende på gaden i løbet af vinteren.
En slags brainstormmøde, som godt nok lå tæt på sommerferien, men som man med lidt god vilje havde fået i kalenderen en måneds tid i forvejen, med tanke på at det plejer der normalt at komme noget konstruktivt ud af.
Og hvor jeg til møder almindeligvis gør en dyd ud af at kende værdien af min stol og ivrigt bringe mig selv i spil, var lystavlen nu gået ud. Jeg plejer at være både velforberedt og idérig, men her var jeg det modsatte. Stemplerne var i bund. Jeg trængte til ferie.
Med alder kommer visdom, og jeg bliver mere og mere klar over årets rytmer: Efter sommerferien skal de sidste lige hjem fra ferie, før hjulene for alvor ruller fra september og frem til slutningen af november. Så kommer december, hvor intet nyt kan blive sat i søen, fordi alle har travlt med at lukke året og sparke ting i mål.
I starten af et nyt år har folk stadig julen siddende i kroppen, og så kommer der lige en vinterferie, men så er det ellers op i gear. Marts til juni er store arbejdsmåneder, kun afbrudt af påsken, hvor optimismen tiltagende er lige så grøn som de træer, der springer ud omkring os – og hvor jeg hælder så meget kul på kedlerne, at jeg ender med at slukke. Ferie.
’If you get tired, learn to rest, not to quit,’ er et meget godt mundheld, når det kommer til at bide sig fast – og trække vejret undervejs.
Jeg ved, hvad der sker med mig: Min koncentration forsvinder, og det indre rum, der normalt er fyldt med idéer og fyndige formuleringer, er tomt og uskønt som et kælderlokale i en dårligt drevet andelsforening.
For Lars Løkke Rasmussen sker der noget andet, når han arbejder for meget og sover for lidt. Han begynder at stamme. Det er hans indre alarmklokke, der lyser rødt og fortæller ham, at nu er vi ude på overdrevet, makker.
Det er, som om det ikke slår til, hvis man kalder Lars Løkke Rasmussen for en arbejdsnarkoman. Den negative klang, ordet har, lyder forkert i samspil med formanden for Moderaterne, der som udenrigsminister i disse år rejser mere, læser mere og snakker mere, end andre mennesker formår på et helt liv.
Det er snarere en arbejdslyst. Et kald til at knokle og være helt tæt på der, hvor beslutningerne bliver taget og magten udøvet. Han befinder sig så godt netop der, at det er naturstridigt for ham at lade være.
Euromans journalist Magnus Kraft fulgte med Løkke på både regeringsleder-charmetur til Jylland og til FN-topmøde i New York. Portrættet, som du kan læse i dette magasin, tegner et billede af en mand, der om nogen tydeliggør forskellen på en politiker og en toppolitiker. Det handler om brændstofforbruget.
Løkke kører længere på literen, kan klare flere knubs og trives så hjemme-vant på en international arena, at et besøg i USA blandt verdens pinger blot er endnu en rejse, endnu flere ansigter, endnu flere nætter uden for meget søvn og endnu et par dage på kanten af overdrevet, hvor han gør det, han er bedst til.
Der er møder, der starter før solopgang, lovforslag, udspil og behandlinger, der skal læses igennem på tidspunkter, hvor andre enten spiller Wordfeud eller tænder for Netflix. Løkke har to ministersekretærer, der snart bliver til tre, fordi to ikke længere er nok til at dække hans døgn af, samt to særlige rådgivere og en pressechef. Men der vil stadig kun være én Lars Løkke.
Læser man portrættet af vores udenrigsminister, kan man komme til at tænke på den russiske forfatter Anton Tjekhov, der skulle have skrevet:
’Any idiot can face a crisis. It’s this day-to-day living that wears you out.’
Jeg ved faktisk ikke, om det gælder for Lars Løkke Rasmussen. Der har været rigeligt med kriser i hans politiske liv. Men sandt for dyden kan jeg simpelthen være i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er muligt at køre manden træt med møder, rejser, diskussioner, gennemlæsninger, partifnidder og politikudvikling. Der er et andet gear, der gør, at han er tæt på uopslidelig.
Jeg tror i hvert fald ikke, han skal bruge lang tid efter juleferien på at komme i gear, ligesom han nok heller ikke er tom for idéer før en sommerferie. Holder han overhovedet ferie? Jeg kan være i tvivl.
Mød Lars Løkke i det nye Euroman og på euroman.dk. God fornøjelse, for det går stærkt. Bagefter kan du puste ud med resten af magasinet.
Tak for at læse med. Og husk, at jeg altid er på kristoffer@euroman.dk, hvis du har idéer eller feedback, du vil dele med mig og resten af redaktionen.
Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør
