Mads Nørgaard er så vild med dette ur, at han har købt det to gange

Helt tilbage i 1986 åbnede han herretøjsbutikken Mads Nørgaard på Amagertorv i København, og hvis der er én, der de seneste mange, mange år har dikteret den danske mode, så er det Mads Nørgaard. Her afslører designeren, modeskaberen, direktøren og ejeren af Mads Nørgaard Copenhagen sine 41 favoritter.

Mads Nørgaard er så vild med dette ur, at han har købt det to gange
Offentliggjort

Ansigtscreme → Vi har et nært forhold til Andrea Rudolph, så min kone, Sille, køber det meste hos hende, og jeg nasser på det, hun sætter på hylden.

Den britiske musiker og kunstner Brian Eno har lavet et sæt kort med diverse bespænd, som man så trækker af, når man går i stå i livet, i en kreativ proces eller lignende. Det er nu kommet som app’en ’Oblique Strategies’, og det er fedt.

Arvestykke → En messing-lysestage i rokokostil, som jeg har arvet fra min norske mormor, Thora.

Bog → Jeg læser hver aften i sengen og er med i halvanden bogklub. De sidste år er det især blevet til en del norsk litteratur.

Briller → Mykita. Jeg har adskillige stel derfra. Den, jeg går med lige nu, er transparent. Jeg så dem første gang på Jürgen Klopp og Matt Berninger. Jeg elsker i det hele taget Klopp, Tyskland og … The National.

Bukser → De er både blevet større og meget løsere de seneste par år. Hvis ikke jeg hopper i mit eget brand, er de fra Comme des Garçons eller Carhartt.

Bælte → Et tungt nittebælte fra Carhartt, som jeg dog har slidt op.

Cocktail → Jeg foretrækker hvidvin og lette rødvine, sjældent oversøiske og gerne natur.

Duft → Comme des Garçons ’Zero’.

Film → Grand Teatret, som jeg sidder i bestyrelsen i, er den biograf, jeg kommer mest i.

Fjende → Magtudøvere, der ikke udviser medmenneskelighed og som skaber frygt og mindre frihed.

Frakke → Jeg går meget mere i jakker end i frakker, men i denne sæson har vi lavet en (meget) klassisk cottoncoat, altså en enkeltradet frakke i beige bomuld. Den er sgu pæn.

Gadget → Min cykel.

Hat → Cap, også for at skærme mit ansigt mod solen.

Hotel → Higashiyama Roykan i Kanazawa, hvor vi var i efteråret. En ryokan, en klassisk japansk kro, hvor man bærer kimono, bader i store kar med varmt vand og i det hele taget opfører sig meget japansk.

Jakke → Min egen version af den klassiske grønne pilotjakke med orange for, pæne, slanke ærmer og ditto krop og smukke proportioner i rib, lommer og volumen.

Jakkesæt → En uldblazer i navy, to-knaps, og en slank silhuet fra Mads Nørgaard Copenhagen.

Kunstner → Sarah Lucas, som jeg oplevede på Tate Britain sidste år, Hun hænger på tavlen og fylder en del i inspirationen til vores næste kollektion.

Morgenmad → Noget salt og noget med æg. Jeg elsker også grød. Jeg har en ret høj forbrænding, så jeg har brug for at lægge en god bund, inden dagen starter.

Motionsform → Yoga og pilates fast en gang om ugen og en-to gange styrketræning ud over morgentræning efter det daglige dyp i havnen.

Motto → ’Anything worth doing is worth doing well.’

Musik → Beth Gibbons (eks-Portishead), som jeg skal ind og høre i juni. Og så håber jeg stadig vildt på, at Taylor Swift skal spille på Roskilde til sommer.

Møbel → En sofa fra Lauritz.com i lyst læder, som ligner nogle tofu-blokke, man sætter pænt sammen.

Overspringshandling → At gå på ’SeLoger.com’ og fortsætte søgningen efter leje-lejligheder i Paris.

Podcast → Rick Rubin, ’Genstart’ og ’Morgenandagten’.

Pung → Jeg har ikke en pung. Men jeg har en lille læderdims i eget design til at holde styr på de vigtigste kreditkort.

Rejsedestination → Paris. Eller steder, hvor jeg endnu ikke har været. Albanien, Georgien eller det græske fastland. Og så drømmer vi om Mellemamerika.

Råvare → Jeg er pescetar og en sucker efter tilberedt grønt, der knaser og har bid.

Sengetid → Typisk lige efter 23.

Skjorte → En klassisk skjorte i vasket poplin af eget design i off-white/meget svagt gul, som jeg bar et par gange sidste sommer.

Sko → Mine Church’s Chelsea-boots, som jeg har to par af. De er blevet omsålet flere gange i Northampton. Det er den eneste beklædningsgenstand, jeg er blevet stoppet på gaden og komplimenteret for af andre mænd – både herhjemme og i udlandet.

Slips → Meget, meget sjældent og for meget, meget længe siden.

Smykke → Et øresmykke fra Griegst, som jeg fik af Sille, da vi fejrede 25-års kærestedag. En guldkæde som jeg fik af mine børn i julegave – og min vielsesring, naturligvis.

Spiritus → Jeg drikker nødig stærk alkohol, da jeg alt for hurtigt bliver alt for beruset.

Strømper → Lysegrå, meleret uld-strømpe fra Pantherella. Et smukt produkt til en fair pris. Derudover forskellige bomuldsstrømper fra Mads Nørgaard eller pink (!) strømper.

T-shirt → Jeg er meget nørdet, når det kommer til T-shirt-kvalitet og -designs og går altid helst i mine egne. Hvem skulle ellers, hvis ikke jeg?

Taske → En diskret og velproportioneret sag fra eget brand i sort, grov nylon.

Transportmiddel → Min sorte cykel, som jeg arvede af Silles bror for mange år siden.

Trøje → Masser af forskellige pullovers, trøjer, strik, cardigan og sweatshirts. For tiden gerne med hætter.

Underbukser → Vi er ved at lave et collab med JBS, selvfølgelig med diskrete striber og enkelte neon-farvede elastikker – og en masse pink! Planen er, at de bliver lanceret til oktober.

Undskyldning → Hvis jeg har klokket i det, ja, klart!

Ur → Et Ole Mathiesen med romertal i guld-double (altså ikke ægte guld). Jeg er på mit andet, det første købte jeg for min første månedsløn efter gymnasiet. Jeg var lige flyttet hjemmefra og arbejdede på et boglager på Amager.

Tatovering → Nope, end ikke en prik.

Vågnetid → Halv syv-syv, og så op og i vandet. Hver dag, året rundt, altid. Og igen.