Martin Høgsted sender postkort fra Stockholm: ”Kom i det mindste herop for deres ’lunch’-tradition, hvor man altid kan få sovs og kartofler for en hundrede-mand”

MIN KÆRESTE OG JEG HAR altid ville prøve at bo et andet sted end Danmark, og da hun fik ‘hul igennem’ til den svenske mediebranche, rykkede vi til Stockholm. Hun laver det samme som mig og har blandt andet lavet to tv-serier til SVT, siden vi kom herop. En vigtig detalje er nok, at hun er svensk.

VI BOR LIGE SYD for ‘Söder’ i et område, der hedder Enskede. Det er mit første hus, og jeg føler mig mere voksen end nogensinde. Det er et gult træhus. Jeg nægtede at bo i andet, nu hvor jeg var flyttet til Sverige. Jeg føler, jeg er med i en Astrid Lindgreen-fortælling, hver gang jeg går ud af huset.

I FORHOLD TIL MIN hverdag heroppe tør jeg jo næsten ikke fortælle, at jeg stadig kan gå ud og få en kaffe og sådan. Men jeg må indrømme, at jeg på grund af corona mest sidder hjemme og skriver. Ellers cykler jeg igennem byen og sidder på forskellige steder, og så er jeg også på optagelser i Danmark i ny og næ. Jeg elsker lige at titte hjem, det gør nok, at jeg aldrig rigtigt når at savne København.

JEG ER IKKE KÆMPE tilhænger af stamsteder. Jeg havde heller ikke så mange i København. Men selvfølgelig er der steder, man kommer tilbage til, fordi de på den ene eller anden måde er gode for én.

Det første sted, jeg sad meget, var Kaffebar på Hornsgatan. Det har lidt noget københavner-råhed, som Stockholm ellers mangler. Den er også ejet af en mand fra Skåne, og når jeg hører ham snakke, kan jeg sidde og drømme mig hjem til København og Fields.

Det sted, jeg dog nok hænger mest, er Stockholm Roast. Der står et par gutter og laver det mad, som de har lyst til den dag, det er af høj kvalitet. Og så har de styr på kaffen og musikken. Den ligger uden for centrum i det område, der hedder Slakthusområdet. Det minder om Kødbyen, bare lidt længere fra byen. Jeg fatter ikke, området ikke svømmer med restauranter. Rygtet siger dog, at det er på vej.

LIGE PRÆCIS i forhold til restauranter, må jeg indrømme, at jeg savner København. Du kan godt finde god mad heroppe, men så er det også ret dyrt. Jeg savner steder som Osteria 16, Italo Disko, Donda, Spaghetteria, Jah Izakaya og Mangia. Der er lidt losse-stemning, hvor du sætter dig og siger ‘menu’, og man føler, man får meget value for money og gerne må snakke lidt højt. Det er stadig lidt 'bestil en fin forret-agtigt' heroppe. Nu er der sikkert stockholmere, som bliver sure, men jeg har ikke fundet stederne endnu. Det tætteste, jeg har været, er Lilla Ego eller Cafe Nizza, som til gengæld også er hyggelige steder.

Jeg har kun har boet her siden 2019, og der er områder, jeg stadig mangler at udforske. Eksempelvis det ydre Östermalm.

NÅR JEG FÅR en ven på besøg, viser jeg altid vedkommende Pelikan eller Tennstopet. Det svarer nok til at invitere en turist i København på Schönnemann – bare med lidt mere plads og lidt mere larm. Der er sikkert stockholmere, som synes, at især Pelikan er blevet lige lidt for populært, men for mig som stadig er semi-turist, må jeg sgu indrømme, at det er meget fedt at sidde og føle sig lidt som Karl Ove Knausgaard og drikke sig fuld i en Grosshandlare.

HVAD STOCKHOLM skulle eksportere til Danmark? Pop. Deres mere poppede tilgang til livet. Deres “ABBA-tradition”. Vi havde Aqua, som vi var stolte af, men det var jo også lidt for sjov, var det ikke? Vi kan jo godt lide at være Skandinaviens Charles Bukowski. Vi ryger mere, drikker mere og børnene ser John Dillermand. Men nogle gange kan vi sgu også blive lidt for seje og drukne i sære Lars Von Trier-film og sarkasme – hvor vi måske ikke helt fatter en skid af, hvad der egentligt sker, eller hvad vi egentligt mener.

I Sverige er du en stjerne for livet, hvis du vinder Eurovision. I Danmark er du heldig, hvis du kan lave en storcenter-tour, og du ryger ikke engang i Å-rotation på P3. For Eurovision er vi for seje til. Bare spørg Emmilie de Forest og Loreen. P3 i Danmark forsøger at sabotere Vild Med Dans, P3 i Sverige interviewer deltagerne. Jeg synes generelt, modsat af hvad mange tror, at det er lidt lettere at slappe af heroppe.

JEG KOMMER ALDRIG til at forstå ved Sverige, at de udtaler engelske ord på svensk. Man græmmes lidt, når en radiovært siger ‘Monthy Pyton’. Udtalt, som vi ville udtale slangen hjemme i Danmark.

DET, JEG SAVNER ved Danmark, er så latterligt kliché-fyldt, at jeg skammer mig over at sige det. Jeg fylder kufferten med rugbrød, hver gang jeg er hjemme. Man kan købe rugbrød alle steder heroppe, men det er proppet til renden med sirup. Det smager af krydderkage for en dansker.

MIN BEDSTE OPLEVELSE i Stockholm har været deres høflige velkomst. Generelt synes jeg, svenskere er lidt mere høflige. Nogle vil sige, at de er sådan lidt overfladiske a la “how are you?” i USA, og så vil man ikke høre svaret. Men jeg kan godt lide, at folk er høflige, når man bestiller kaffe, så får man sådan en lyst til at være høflig tilbage. I Danmark kan man sgu godt nogle gange bare føle, man er i vejen, når man sidder et sted.

HVIS IKKE ovenstående lyder tiltalende, så kom i det mindste herop for deres ’lunch’-tradition, hvor man altid kan få sovs og kartofler for en hundrede-mand – og så selvfølgelig skærgården.

Se, hvad vi ellers skriver om: Sverige, Stand-up og Interview