Martin Thorborg ved godt, at hans valg af kaffe kommer til at forarge: ”Men jeg synes faktisk, at der er et rigtigt godt produkt”

En god start på morgenen er guld værd. Her fortæller iværksætteren Martin Thorborg om sin faste morgenrutine.

Martin Thorborg ved godt, at hans valg af kaffe kommer til at forarge: ”Men jeg synes faktisk, at der er et rigtigt godt produkt”
Offentliggjort

JEG GÅR I SENG klokken 22.30, og inden jeg skal sove, gør jeg det, man ikke må gøre: Jeg ligger og hygger mig med Twitter på min telefon. Twitter opfylder mange behov for mig. Det er udgangspunktet for alle de nyheder, jeg forbruger. Når jeg læser artikler, starter jeg ikke inde på medierne; jeg starter med at scrolle ned gennem Twitter. Det er også et socialt sted for mig at være. Jeg kender mange derinde, som jeg sidder og hyggesnakker med, og så er jeg glad for at bruge det til at debattere, gerne med politikere og meningsdannere. Jeg er i hvert fald tre timer på Twitter hver dag.

MIT VÆKKEUR RINGER klokken syv. Jeg bliver ikke liggende i min seng, efter alarmen har ringet. Den er sat til at ringe i sidste øjeblik, så jeg skal op med det samme for at nå at lave morgenmad, der helst skal være færdig kvart over syv, til mine drenge.

Jeg rister noget brød og steger nogle spejlæg, som de får serveret sammen med deres udvalg af vitaminpiller. Holger, den lille, gider ikke at have noget at drikke, mens min ældre søn elsker et godt glas friskpresset appelsinjuice. Jeg køber den i Meny, der koster en halv million eller cirka det samme som en god Bourgogne.

JEG SPISER IKKE SELV morgenmad. Jeg prøver at holde en eller anden form for nogenlunde vægt, og morgenmåltidet er det, jeg godt kan undvære. Jeg kører typisk en faste fra klokken 19 til klokken 12 i hverdagene. I weekenden er jeg ikke så stringent omkring det. Jeg kan godt lide at gå i byen, og nogle gange er jeg fx først i seng klokken 5, så på den måde bliver det hele lidt vendt rundt.

NÅR DRENGENE HAR spist, laver jeg en kop kaffe til min kone og mig. Jeg har en Nespresso-maskine, og nu ved jeg godt, at jeg kommer til at slå mig på en masse mennesker, men jeg synes faktisk, at Nespresso er et rigtigt godt produkt.

Jeg har også en espresso-maskine, men den har været tilkalket i tre måneder nu, og jeg er for doven til at afkalke den. Så jeg bruger Nespresso-maskinen i stedet, men nu er den også ved at være kalket til, så jeg overvejer at tage en meget dyb indånding og få espresso-maskinen fikset.

Jeg kan godt lide god kaffe. Det skal være god all round kvalitet. Jeg gider ikke dårlig kaffe. Men jeg er også pisseligeglad med det der ’gourmet-gourmet’. Det er ligesom med vin: alt, der koster over 300 kroner, er jeg ikke i stand til at smage en stor forskel på.

VI DRIKKER KAFFEN inde i sengen, mens vi sidder med vores laptops og arbejder, snakker, knalder, eller hvad fanden vi nu finder på. Jeg svarer på beskeder og er også lige forbi Twitter for at se, hvad jeg har rodet mig ud i.

JEG TRÆNER EN HALV time hver morgen inde i stuen, mens min kone træner inde i soveværelset. Vi gider sgu ikke at træne sammen. For mig skal træning være så individuelt som overhovedet muligt. Jeg hader holdtræning, og jeg hader at være afhængig af andre mennesker i det hele taget.

Jeg har også et fitnessabonnement, men det er kun, fordi de har sådan en trappemaskine, jeg godt kan lide. Jeg bruger den i 30 minutter ad gangen i et højt tempo. Det er pissehårdt, men det er sindssygt effektivt. Jeg kan godt lide den. Det er virkelig underligt, for det er meget smertefuldt i benene. Måske det skyldes, at jeg er halv schweizer, så jeg har det i blodet at gå op ad bjerge. Jeg er ret stærk i benene. Jeg har også en stor røv.

NÅR JEG ER FÆRDIG med at træne, går jeg i bad og smukkeserer mig. Jeg har en meget nem hud, den bliver ikke tør. Nu bliver jeg jo sminket en gang om ugen, når jeg skal på tv til et eller andet, og hver gang siger de der sminkedamer: ”Hold kæft, hvor har du en pæn hud.” Det eneste, jeg gør, er at tage solcreme på om sommeren. Når jeg skal i byen, hvilket jeg skal en gang om ugen, har jeg et produkt fra Ren Clean Skincare, som jeg smører under øjnene. Det siger ”svup”, og så har man to minutter senere ingen poser under øjnene. Men det gider jeg simpelthen ikke at bruge hver dag. Det er kun, når jeg skal gøre lidt ekstra ud af mig selv.

JEG GÅR IKKE i jakkesæt. Mit skab består af en blanding af arbejdstøj med logo på, en god samling dyre sko, enkelte dyre ting her og der og en masse almindelige ting, fx fra Shaping New Tomorrow. Hvis jeg bare skal på arbejde, er det meget nemt. Så tager jeg bare et par Shaping-bukser på sammen med en Dinero-T-shirt og en Dinero-hoodie. På fødderne har jeg et par dyre sneaks, der koster cirka 5-6.000 kroner, for at bryde det lidt kedelige.