Pisterne kalder: Her er tre ski, der får dig elegant igennem sneen

Her er tre bud på ski til forskellige præferencer. Om du er til brede carving-ski, stive ski eller all-round ski.

Pisterne kalder: Her er tre ski, der får dig elegant igennem sneen
Offentliggjort

Fischer RC4 World Cup

Er du til aggressive sving og til at angribe pisten med høj hastighed, er østrigske Fischers RC4 et godt bud.

Skiene reagerer hurtigt på den mindste bevægelse og kan snildt tåle at blive udfordret af hårdt pres fra den nederste del af dine ben. Kernen er konstrueret af træ og titanium og er stivere end gennemsnittet, hvilket gør dine sving hurtigere og mere dynamiske.

Læg dertil, at de indeholder den såkaldte Concave Sidewall-teknologi, som sikrer endnu bedre kantgreb. Et par potente og stabile ski til dem, der gerne vil køre stærkt uden så mange dikkedarer.

Til 9.999 kr. hos opensky.dk.

K2 Disruption

K2 er et af de mest hypede brands inden for skisporten. De blev stiftet i Washington State i 1962, og det var dem, der opfandt glasfiber-skiene, men de har bestemt ikke stået stille i deres teknologiske udvikling siden da.

Disruption er et par ret tunge carving-ski med en taljebredde på 78 mm, så det kræver både muskler, teknik og stor kunnen for at få det optimale ud af dem. Til gengæld vil du så få ekstra fart på.

De byder på K2’s nyeste teknologi, Dark Matter Damping, som reducerer vibrationer markant, når du kaster dig ud i de helt store sving.

Til 7.299 kr hos k2snow.com.

Extrem Project 83

Hvis du på er på udkig efter et par ski, der passer til al slags terræn og inviterer til leg, behøver du ikke lede længere.

Svenske Extrem, som producerer deres ski i Åre, leverer her de perfekte, lidt smallere allmountain-ski, som har et intuitivt og stabilt kantgreb. Du kan således så let som ingenting kaste dig ud i carving i høj fart og de mere risikofyldte ridt ind mellem træerne på skovstierne.

Skiene er baseret på Extrems to succesfulde serier Project 90 og 100, men er blevet tilpasset til at kunne fungere både på hårde pister, når sneen falder tungt og på de mere sjappede nedfarter.

Til 5.799 kr hos extremskis.com.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ski og Guide