Postkort fra Politikens USA-korrespondent: "Min normale kuffert indeholder en hjelm, gasmaske og skudsikker vest"
Mens vi venter på at få stillet vores rejselyst, vil vi på euroman.dk i den næste tid bringe en række postkort fra udenlandsdanskere, der giver os et indblik i deres liv og hverdag ude i den store verden. Denne gang tager Sandra Brovall, 36, os med i sit hektiske arbejde som korrespondent i USA og udpeger sine stamsteder i New York, hvor hun bor.
SIDEN SOMMEREN 2018 har jeg været udsendt til USA som Politikens USA-korrespondent. Her fortæller jeg om, hvad der sker i USA til avisens læsere. Den seneste uge har jeg eksempelvis dækket, at Trump blev stillet for en rigsret for anden gang. Hvad der skete, da jeg pludseligt stod midt i, at Trumpstøtter stormede Kongressen i D.C. Dagene før det var jeg i Georgia og dække de afgørende senatsvalg og Trumps sidste rally som præsident.
JEG BOR I BROOKLYN i et område, der hedder Crown Heights tæt på Brooklyn Museum og Prospect Park. Det var oprindeligt et primært caribisk og jødisk område. Nu bor her masser af forskellige slags mennesker, men der er eksempelvis stadig mange caribiske restauranter, og i gadebilledet kan man ofte se folk iklædt traditionelle hatte, som er typisk for den hasidiske forståelse af den jødiske tro.
Brooklyn er mit hjem, men jeg er her kun cirka halvdelen af tiden og for tiden en hel del mindre. Når jeg ikke er i New York, rejser jeg rundt i USA for at dække, hvad der sker. I de seneste måneder har jeg været i Washington D.C., Georgia, Delaware, Florida, Texas, South Dakota, Massachusetts og Minnesota.
Annonse
Når der ikke lige er indsættelsesceremoni, rigsretssag, statskupforsøg eller præsidentvalg, så er jeg også en del af tiden i upstate New York to timer nord fra byen langs Hudson-floden. Der bor min mand, som har en diner fra 1953 i en lille by, der hedder West Taghkanic.
Ude for at dække BLM March i Philadelphia.
DET MEST KARAKTERISTISKE ved min hverdag er, at den er utrolig forskellig fra dag til dag. Jeg skal ofte rejse med kort varsel, så jeg har en forudpakket kuffert, der altid er klar til afgang.
Min normale kuffert indeholder – efter det seneste år i USA med voldsomme BLM-demonstrationer, aggressivt og voldeligt politi, bevæbnede milits-grupper og antifa-sympatisører – en hjelm, gasmaske og skudsikker vest. Udstyret havde jeg dog ikke med, da jeg stod midt i stormløbet på kongressen sidste uge, fordi jeg var fløjet direkte fra juleferie i København til Georgia for at dække senatsvalg og derfra direkte videre til Trumps march i D.C., der jo så mildest talt udviklede sig voldsomt.
Da jeg stod på plænen foran Kongressen og så urostifterne bryde igennem politiets sidste barriere, stod jeg derfor iklædt en lyserød fake fur-frakke, jeg havde købt på udsalg i Danmark. I hænderne havde jeg en næsten døende telefon, en kuglepen og en notesblok. Politiet smed med tåregas og urostifterne sprøjtede med peberspray, så jeg var rimelig træt af ikke at have mit sikkerhedsudstyr med, men jeg var egentlig ikke bange. Adrenalinen kørte nok for meget. Samtidig med at folk var ved at kæmpe sig ind i kongressen og råbte ”dræb kongressen”, var der også nogle af Trump-støtterne, der gav mig tøj-komplimenter. Sådan ”fed pink frakke” midt i det hele. Det var en virkelig surrealistisk oplevelse.
Samtidig havde jeg ikke netforbindelse ved Kongressen under det meste af angrebet, så jeg kunne ikke orientere mig på internettet om, hvad der skete, udover hvad jeg selv kunne se. Det var først senere, jeg fandt ud af, hvor voldelige mange af urostifterne var blevet, og at flere journalister og pressefotografer var blevet angrebet og fem – derunder en politibetjent – døde. På et tidspunkt filmede jeg et CNN-crew, der blev angrebet verbalt og truet til at forlade området af en urostifter. Der gemte jeg mit pressekort væk inden under min lyserøde frakke.
I D.C., hvor jeg befinder mig lige nu, er der 20.000 soldater – det er flere end i Afghanistan, Syrien og Irak tilsammen. Stemningen er enormt anstrengt. Hele downtown er lukket ned, gaderne øde og butikker har træ for vinduerne. Mit første hotel aflyste min booking, fordi de lukker hele området ned. Der er ifølge FBI planlagt flere angreb i hovedstaden og alle 50 delstater. I et kæmpe område rundt om Kongressen, hvor Joe Biden skal tale onsdag, er der blevet rejst flere meterhøje hegn. Jeg måtte køre 10 omveje til mit hotel for at komme udenom alle de lukkede gader.
Annonse
Jeg var kort hjemme i New York efter angrebet. Her var det normalt – eller så normalt som det bliver under pandemien, hvor meget er lukket, og over 400.000 newyorkere er flyttet fra byen. De fleste newyorkere i den meget demokratisk-stemmende by hader det tidligere bysbarn Trump og har længe været dybt foruroligede over hans ageren. Mange her tænker – og skriver på sociale medier – variationer af: ”Hvad sagde jeg?”.
DET ER SVÆRT MED STAMSTEDER I New York under pandemien. Mange af mine favoritsteder er lukket. Inden jeg blev USA-korrespondent, var jeg i en årrække restaurantanmelder for Politiken, og noget af det bedste, jeg ved, er at gå ud at spise. Det er virkelig trist at se så mange gode steder dreje nøglen om. Heldigvis kan man stadig spise udendørs og med opvarmning flere steder i New York, hvis man tager varmt nok tøj og maske på.
Jeg elsker Le Crocodille i Williamsburg. Maden er klassisk fransk og supergedigen. Sidst jeg var der, spiste jeg østers og drak French 75 med cognac. Men ærlig talt går jeg disse dage lige så meget op i corona-tiltag som maden. Le Crocodille har en smuk udendørs og overdækket terrasse med varmelamper. Tjenerne holder god afstand, har k95-masker på, og de laver en vild afspritningsmanøvre efter hver seating.
Claro, der er et mexicansk sted i Gowanus, har en vildt hyggelig gårdhave med varmelamper. Jeg bestiller altid mole, aguachile og drikker mezcal og tænker på, da jeg var på Isla Holbox, dengang man stadig kunne rejse på ferie udenlands.
Min stambar Bar Meridian, der ligger 10 minutter fra, hvor jeg bor, sælger nu flyverdragter. Dem kan man iføre sig, når man drikker drinks og naturlig vin på deres hyggelige gadeterrasse. De laver også cocktails to go og deres egen håndsprit. Begge dele har jeg købt en del af i år.
Tæt på mit kontorfællesskab the wing i Dumbo. Det er nu lukket.
JEG HAR IKKE HAFT VENNER på besøg i snart et år nu på grund af pandemien. Jeg tror, mange af mine venner ville blive overraskede over, hvordan byen ser ud nu. Den normalt myldrende fulde Midtown har helt tomme gader. De fleste kommer ikke på kontorerne længere og food trucksne, der solgte frokost til kontorfolket, er forsvundet. Jeg ville normalt aldrig tage en ven med til Midtown, men jeg tror egentlig, jeg ville vise dem det, hvis de kom nu, fordi det er så usædvanlig en oplevelse, man måske aldrig kommer til at se igen.
HVIS MAN SKULLE EKSPORTERE noget fra New York til Danmark, ville jeg vælge de udendørs, opvarmede og overdækkede restauranter på gaden. Da jeg var hjemme i København var det ikke mange, der havde gjort det. Særligt her om vinteren er det langt fra det samme som en normal restaurantoplevelse. Men for en som mig, der er finder så meget livsglæde i det at spise et måltid ude på restaurant, så er det altid det værd, selvom jeg ofte kommer hjem med helt forfrosne fødder.
Annonse
Mange steder i New York har gjort virkelig meget ud af det. Plantet haver, sat lamper op og opsat telte eller bygget individuelle båse. Det vil jeg virkelig gerne støtte så meget, som jeg kan, og håbe de også er her på den anden side af den her pandemi.
HVAD JEG SAVNER VED DANMARK? At politikerne samarbejder partierne i mellem. At man i langt de fleste tilfælde ikke bliver smidt på gaden under en økonomisk krise. At man ikke skal være utryg over om ens sygeforsikring nu er god nok midt en pandemi. Og helt klart at cykle hver dag!
DEN STØRSTE FORSKEL TIL DANMARK er amerikanernes – ofte berettigede – mistro til staten. I Danmark er der generelt en større tiltro til, at staten vil en det godt. Det har de fleste amerikanere ikke med tanke på historien og nu med tanke på, at præsidenten lyver så massivt, at store dele af amerikanerne ikke længere befinder sig i samme virkelighed. Mange millioner amerikanere tror, at Donald Trump har vundet valget og er blevet franarret sejren på grund af valgsnyd. Der er intet, der peger på systematisk valgsnyd, og sagerne om valgsnyd er blevet slået ned af domstole helt op til højesteretten og af Trumps egen justitsminister. Men millioner af amerikanere tror stadig på det. Den alternative virkelighedsopfattelse er en del af forklaringen på sidste uges stormløb på kongressen. Det er på mange måder det mest uhyggelige ved at bo i USA lige nu.
MIN STØRSTE OPLEVELSE I NEW YORK var at dække BLM-demonstrationerne fra maj lige efter George Floyds død og resten af sommeren. De for størstedelens vedkommende fredelige, antiracistiske demonstrationer på cykler, i parkerne, ned ad Fifth Avenue – ja over hele byen - var som at stå midt i en ny borgerrettighedsbevægelse blev til. 2020’s ’long, hot summer’ glemmer jeg aldrig.
DET VAR VIRKELIG SURREALISTISK, da jeg interviewede Trumps tidligere ansatte Anthony Scaramucci i marts. Scaramucci var præsidentens kommunikationschef i 11 famøse dage, inden han fik sig selv fyret ved blandt andet at sige i et interview, han troede var off the record, at Steve Bannon suttede sin egen pik, og at de fleste ansatte i Det Hvide Hus skulle fyres. Han havde egentlig kun sat en halv time af til vores møde i hans nouveau riche-hjem i Long Island. Men Anthony Scaramucci, der nu har brudt med præsidenten, elsker et publikum.
Med Scaramucci.
Vi kørte rundt i Long Island i hans kæmpestore Rolls Royce, besøgte hans mor og snakkede om hans vilde oplevelser med at arbejde for Trump. Det var samtidig den dag, hvor New York senere lukkede helt ned i fuld karantæne på grund af pandemien. Så sidste gang jeg var ude blandt folk inden 2 ½ måneds næsten total isolation var, da jeg turede rundt på Longs Island med Anthony ’The Mooch’ Scaramucci i hans Rolls Royce med orange lædersæder.
Sandra Brovall
Født 1984. Politikens USA-korrespondent siden august 2018 og bosat i Brooklyn i New York. Før det var hun anmelder, featureskribent og undersøgende journalist på Politikens kulturredaktion. I 2018 blev hun nomineret til Cavlingprisen for den undersøgende serie ’De Misbrugte Filmbørn’. Serien vandt i 2018 ’Den lille Publicistpris’ samt en pris fra ’Foreningen for Undersøgende Journalistik’.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.