Rasmus Tantholdt starter alle morgener med en quiz: ”Hvis jeg ender i minus, er det en dårlig morgen”

En god start på dagen er guld værd. Her fortæller TV 2’s korrespondent Rasmus Tantholdt om sin faste morgenrutine.

Rasmus Tantholdt starter alle morgener med en quiz: ”Hvis jeg ender i minus, er det en dårlig morgen”
Offentliggjort

JEG KAN SAGTENS fungere på to timers søvn. Der er mange nætter, hvor jeg ikke får sovet mere end to-tre timer. Men det er klart, at to timers søvn ikke er nok, hvis det er det, jeg får, 10 dage i streg.

Jeg kan godt have lidt svært ved at sove, specielt hvis jeg lige har været i fjernsynet. Men så hjælper det mig som regel at sætte klassisk musik på. Det kan godt påvirke min søvn, hvis jeg har været ude i situationer, hvor jeg har set børn, der har det rigtigt skidt. Døde mennesker rør mig ikke nødvendigvis så meget, for det ser jeg ser ofte, og de er jo døde. Men det påvirker mig at se de afdødes efterladte. Det er svært.

MIN FØRSTE LIVE-TRANSMISSION er typisk klokken seks om morgenen. Det ville ikke være rart for hverken seerne eller for mig, hvis jeg gik direkte fra sengen til fjernsynet, da jeg ikke ser specielt charmerende ud, når jeg lige er vågnet. Så jeg sætter min alarm til klokken fem.

Jeg er B-menneske og ikke typen, der står op med det samme. Jeg snoozer i et par 10 minutter, indtil jeg pludselig får meget travlt. Inden klokken seks skal jeg både nå at læse op på, hvad der er sket i løbet af natten, og gøre mig klar.

JEG HAR EN højttaler med på alle mine rejser, som jeg tænder som det første om morgenen. Jeg sætter en playliste på, jeg selv har lavet, hvorpå der er 150 klassiske værker. Så laver jeg musikquiz med mig selv, mens jeg går rundt i bar røv.

Quizzen går ud på, at jeg ikke må kigge på min telefon, men at jeg derimod skal gætte mig til, hvem komponisten er, og hvad værket hedder. Jeg får ét point for hvert korrekt svar: et point for komponist og et point til for værkets navn. Hvis jeg ikke gætter korrekt, mister jeg et point.

Jeg kan blive sindssygt sur på mig selv, når jeg svarer forkert på noget, som jeg helt åbenlyst burde kunne svare på. Men jeg kan også blive i enormt godt humør, hvis jeg svarer rigtigt på mange, eller hvis jeg har svaret rigtigt på et svært spørgsmål, måske endda et, hvor jeg tænker, at det var der faktisk ikke mange af mine venner, der kunne svare på.

Jeg er sådan et menneske, der godt kan lide at optimere hele tiden. Det ligger dybt i mig at optimere, optimere og optimere. Selv når jeg hører klassisk musik, kan jeg ikke slappe af, fordi jeg gerne vil gøre det til en lille konkurrence.

Jeg tæller pointene sammen. Hvis min morgen ender i minus, er det en dårlig morgen. Når jeg er på live klokken seks, ved folk slet ikke, hvad jeg har gået igennem af dramaer inden. Efter udsendelsen kan jeg godt gå et par timer og fortsætte med quizzen, mens jeg ordner andre ting.

JEG GÅR I BAD, inden vi sender klokken seks. Jeg skruer helt op for min højttaler, så jeg stadig kan høre den inde fra brusebadet. Jeg tænker altid på, hvad naboerne mon tænker om det høje klassiske musik klokken fem om morgenen.

Badet skal være meget, meget varmt. Jeg står der i lang tid og får vasket alle mine soverynker og folder ud af ansigtet, så jeg ser lidt friskere ud.

PÅ HOTELLER ER DER ALTID en bodylotion, man frit kan bruge. Den smører jeg i ansigtet. Der er nogen, der har tjent en masse penge på at lade som om, der er forskel på en bodylotion og en ansigtscreme.

Så tager jeg deodorant på. Det er bare er en neutral en fra et billigt mærke, der gør, at jeg ikke stinker. Det er der fare for, at jeg kommer til, da mange af de steder, jeg arbejder, er varme steder. Som parfume bruger jeg Acqua di Parma. Den har jeg har brugt i mange, mange, mange år.

DET ER NEMT FOR MIG at vælge, hvad jeg skal have på. Jeg har 50 af det samme par underbukser. Jeg er blevet for gammel til ikke bare at udelukkende have den slags underbukser, som jeg har det bedst i. Det der med at lede i sin skuffe efter det bedste par underbukser – det gider jeg sgu ikke mere.

Jeg tager altid et par lyse cargobukser på. En praktisk buks, som jeg synes er pæn. Det er vigtigt, at de har mange lommer. Jeg har alt muligt dernede i, som jeg skal bruge i løbet af en dag – fx mit pressekort og mit pas, som jeg nærmest ikke går nogen steder uden.

Gennem tiden har jeg lært, at mine fotografer ikke gider, at jeg tager lyse skjorter på. De synes, det er besværligt at arbejde med, det er noget med lyset. Så jeg har fundet ud af, at de bliver glade, når jeg har en mørkeblå skjorte på. Så siger de: ”Nej, hvor er det dejligt.”

Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg bare tager en mørkeblå skjorte på hver dag. Det er ikke den samme skjorte, jeg har haft på de sidste tyve år, hvilket der måske er mange, der tror. Og jeg ejer også mere end én mørkeblå skjorte: Jeg ejer masser af mørkeblå skjorter.

Nogle gange tager jeg dog ikke bukser på. Mange gange, når jeg er live, står jeg i underbukser. Det kan seerne jo ikke se, de kan kun se fra navlen og op. Hvis det er tidligt om morgenen et sted, hvor det er skidevarmt, og jeg står på min altan eller inde på mit hotelværelse, har jeg ikke bukser på.

JEG SPISER IKKE MORGENMAD, inden jeg går på live. Jeg forsøger at nøjes med at spise to måltider om dagen, da jeg bliver for fed, hvis jeg spiser for meget.

Jeg hader morgenmadsbuffeter. Siden den 7. oktober har jeg sovet syv dage i min egen seng, så det er blevet til mange morgenmadsbuffeter. Men jeg hader dem. Jeg foretrækker, at der er nogen, der er dygtigere end mig, der træffer et valg om, hvad jeg skal have på min tallerken. Problemet ved morgenmadsbuffeten er jo, at du lader mig vælge, hvad der skal ligge på min tallerken. Det bliver kaos. Jeg kommer til at tage alt muligt mærkeligt. Jeg kommer til at tage det, jeg allerhelst vil have, og det er jo sjovt nok ikke det sundeste. De to ting går aldrig sammen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Krig og Journalistik