Redaktionen anbefaler: Her skal du spise, drikke og vinke farvel i Københavns Lufthavn

Hver gang vi rejser ud i verden, indser vi, hvor godt vi har det herhjemme. Det gælder især vores veludstyrede og effektive lufthavne. Københavns Lufthavn, der netop er udvidet, scorer højt både kulinarisk og med hensyn til planlægning. Her er redaktionens favoritter, inden vi letter.

Københavns Lufthavn
Offentliggjort

Mikkeller CPH Airport

”Hundredtusindvis af svenskere kan ikke tage fejl: I Københavns Lufthavn drikker man øl, uanset tidspunktet. Jeg ser med forventning frem til min næste formiddags-IPA hos Mikkeller, som har døgnåbent i Kastrup.”

Karl Erik Stougaard, chefredaktør

Kiss & Fly

”Lufthavnens relativt nye afsætningsområde er kulminationen på moderne, skandinavisk infrastruktur. Min mor er stewardesse, og jeg har ofte nydt godt af, at man på alle tider af døgnet på uhørt få minutter kan komme fra E20-motorvejen og sende sine nærmeste godt på vej, inden man igen kan vende snuden hjem. Rørende effektivt.”

Magnus Kraft, studentermedhjælper

Steff’s Place

”Hver gang jeg rejser, skal jeg have den store pølse med to brød og rigeligt med remoulade (ja, slå mig bare ihjel, men shit, det er lækkert) og enorme mængder ristede løg. Og så køber jeg en ’guldflaske’ i taxfree – det er en form for bobler, nok ikke noget lækkert, men den er i guld. Og så drikker jeg den med min kæreste af de papkrus, vi får i pølseboden. Det kan klart anbefales at få et skud gris, inden man forlader Danmark.”

Pernille Rosenkilde, modestylist

Lagkagehuset

”Jeg er kendt blandt mine nærmeste som rekordindehaveren af lufthavnsstress. Men når jeg er igennem security check, falder pulsen, og der er som regel god tid til at tanke til turen. Jeg kan spise ostemad på alle tider af døgnet, og det er perfekt at få en skive mellemlagret på en grov bolle med tandsmør, inden en uge med manchego, pecorino eller gruyère.”

Laura Labarca, redaktionschef

Pret á Manger

”Deres sandwich med æggesalat slår det meste. Æggesalaten er ikke for tør og ikke for våd. Jeg er engang kørt ud til lufthavnen, selvom jeg ikke skulle flyve, udelukkende for en sandwich.”

Jonas Langvad Nilsson, journalist

Joe & The Juice

"Min kæreste og jeg kalder det bare for ’Joes’. Det er vores guilty pleasure, og vi besøger det kun i lufthavnen, for her bliver vi ikke opdaget. Der er jo mange grunde til at grine af konceptet: De ansatte har taget en uddannelse for at kunne få titlen ’juicer’ (blender I ikke bare nogle frugter?), og så bruger de mere tid på at sætte håret end at arbejde. Men vi bilder os ind, at en ’Sex me up’-juice og en spicy tunasandwich indeholder så mange vitaminer, at det forhindrer os i at få blodpropper i vores sløve ben, mens vi sidder 10.000 meter oppe i luften. Eneste klage er, at man ikke kan bestille en hel almindelig æblemost, skulle jeg hilse at sige fra min svigerfar fra Assens."

Teis Jeppe Gørtz, journalist

LÆS MERE: Nicklas Bendtner om sine rejseritualer: ”Jeg foretrækker helt klart at rejse alene”

LÆS MERE: Takt og tone til festlige lejligheder

LÆS MERE: Skandinaviens største sexshop melder om rekordsalg på grund af sommervarmen