Da jeg var omkring 12 år, kom jeg på Instagram, og blandt de mennesker, jeg fulgte, tog en overraskende stor del ofte til Louisiana. Det var jeg tit ret uforstående over for, for det var i 2012, hvor flybilletter til USA kostede en del, og hvad var det lige præcist ved den sydstat, der gjorde, at alle skulle lige præcis derhen?
Der gik et par år, og så opdagede jeg, at alle dem i mit feed ikke var taget til Louisiana, de var taget på Louisiana, der jo som bekendt ligger i Humlebæk. Jeg har aldrig rigtig bekymret mig om kunst, men for nylig var der gratis entré for alle under 27 år på en række af landets museer, heriblandt Louisiana. Og der fik jeg altså taget min Louisiana-mødom, om man vil.
Her skal det måske indskydes, at jeg havde tømmermænd og følte mig sårbar i forvejen, men jeg endte altså med at stå og fælde flere tårer til Ragnar Kjartanssons udstilling, og det i en sådan grad, at jeg besluttede mig for at vende retur to dage senere for at stå der igen og fælde flere tårer.
Annonse
Hvis noget rører én på den måde, hvor man begynder at græde, må det betyde, at man er vild med det. Så nu har jeg anskaffet mig et klubkort til Louisiana.
Det, der lidt er, er, at jeg har haft mareridt de fleste nætter i de seneste mange år, hvilket er blevet til en del mareridt efterhånden, specielt med det i mente, at man kan have flere mareridt per nat.
Det er ret ubehageligt, ikke mindst fordi man ofte vågner fuldkommen badet i sved, hvilket lader til at være den naturlige konsekvens af at se sin familie blive myrdet hver nat. Man kan ikke undgå disse svedeture helt, men man kan dog gøre dem mindre ekstreme ved at sove med et luftigt dynebetræk.
Dette i hør fra H&M Home gør det nemmere for den kolde luft at trænge ind. Det stopper ikke de natlige dæmoner, men det får sat en bremser for sveden. Desuden er det pænt.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
