Når jeg er hjemme hos mine forældre, elsker jeg at gå tilbage i gamle fotoalbum og se billeder fra deres ungdom og min egen barndom. For et års tid siden fik jeg selv en datter, og som alle andre forældre har jeg naturligvis foreviget hende i alskens situationer på min telefon, med mit digitalkamera og med analoge engangskameraer.
Det har resulteret i ret mange foto af hendes forholdsvist korte liv, og hvis kadencen fortsætter på denne måde, findes der hundredtusindvis af billeder af hende, inden hun bliver voksen. For at hun en dag ikke skal modtage en harddisk fyldt med ukategoriserede filer, som hun aldrig kommer til at finde hoved og hale i, har jeg besluttet mig for hvert år at få printet de bedste og samle dem i et fint, gammeldags fotoalbum.
Heldigvis har tyske Semikolon lavet nogle fine slags i forskellige farver, der pynter på reolen, indtil min datter en dag er gammel nok til at se tilbage på sin egen opvækst.
Jeg er så heldig, at jeg bor sammen med en mand, der elsker at bage morgenbrød. Min kæreste laver oftest dejen aftenen forinden, sætter den i køleskabet natten over, og så er der friskbagte, lune boller til morgenmad.
Det har dog været lidt af et problem at få plads til den noget høje, gamle, ikke-længere-hvide Margrethe-skål i køleskabet, uden at der hver gang skal en omgang Tetris til. Det har vi nu fundet løsningen på.
Vi har nemlig erhvervet os et såkaldt dejfad, der passer perfekt ind på en af hylderne, og tilmed pynter med sin dybrøde farve oven på køleskabet, når det ikke er i brug.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
