At finde de perfekte høretelefoner er noget, jeg længe har gået og brygget på. Mulighederne er jo uendelige, tilbuddene nærmest hænger på træerne. Derfor forhørte jeg mig rundt i min vennegruppe, og ham, der klart har mest forstand på det her, sendte mig i retning af Jabra og deres nye Elite 8 Active Gen 2-earbuds. Og der er sgu noget om snakken.
Annonse
Jeg skal ikke belemre dig, kære læser, med de utallige tekniske genialiteter, høretelefonerne besidder (fx et såkaldt LC3-kodeks, forbedret Spatial Sound og optimeret Natural HearThrough), men jeg kan blot konstatere, at kvaliteten er tårnhøj her, at de kan reducere vindstøj, og at hele brugerfladen faktisk også er ret smart.
Jeg lavede engang et interview med forfatteren Peter Høeg, og på et tidspunkt undervejs i samtalen erklærede den aldrende mester, at han ofte lægger sig på ryggen i vand og strækker hele sin krop ud, mens han svømmer. Det kom jeg i hu, da jeg for nylig besøgte spa-templet Aire Ancient Baths i Carlsberg Byen. Og så sad jeg der i de underjordiske, termiske bade og forsøgte at strække hele min krop ud – under vand. Det gik helt forrygende, må jeg sige.
Jeg følte mig straks hensat til en hammam i Istanbul eller Athen eller endda i Romerriget, og da jeg efter omkring en time i vandet havde drukket en frisk juice og tygget på et par kirsebær, ventede en massage med navnet ’Orange Garden’. Ren manna for sjælen, alle nervebanerne totalt gennemarbejdet, og oveni det fik jeg til slut en 25 minutter lang ansigtsmassage med Gua Sha-sten.
Stærkt anbefalelsesværdigt, hvis man har blot de mindste stresssymptomer.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.