Redaktionens favoritter: Fire ting, vi bruger vores penge på i december

Boris Schilling Weiss, journalist

Tankelæser

Til min fars store skuffelse er jeg ikke den store kortspiller. Jeg synes, det er kedeligt og langsommeligt – og det er ligegyldigt, om det er Texas Hold’em eller Davoserjazz. Jeg. Gider. Det. Bare. Ikke. Men for et år siden kom min ven Pelle til mig med et kortspil ulig alt andet, jeg havde prøvet: The Mind. Spillet består af kort, der er nummereret fra et til 100, som bliver fordelt ligeligt ud til selskabets deltagere. Herfra gælder det om, at deltagerne skiftevis skal lægge et kort på bordet i den korrekte, numeriske rækkefølge. Den store udfordring er så, at man ikke må tale sammen undervejs. Det gælder altså om at kende sine venner rigtig godt og at kunne aflæse hinandens kropssprog og mimik. Spillet er vanvittigt intenst, fordi du som en anden Sherlock Holmes hvileløst kigger rundt på de andres ansigter for at aflæse selv den mindste detalje, der kan afsløre, om det er din eller din vens tur til at lægge sit kort. Jeg kan klart anbefale, at man som minimum er halvsnalret, når man kaster sig ud i The Mind, for som med alle andre kortspil fungerer det bare bedre, når hjernen kører en smule langsommere.