Jeg er besat af fugle. Allermest af de utilnærmelige rovfugle. Som freelancefotograf i Jylland har jeg et højt kørselsfradrag, så det er heldigt, at jeg kan lide at køre bil. Men en af de ting, jeg elsker allermest ved at køre på de jyske motorveje, er rovfuglene. Falkene står stille i luften og venter på at dykke, musvågerne sidder majestætiske på hegnspælene, og glenterne flyder langt oppe med deres karakteristiske, kilede halefjer. Jeg skriger af glæde, når de glider over bilen, og jeg kan se deres fulde vingefang gennem soltaget på min lille Peugeot.
Så nu har jeg købt en kikkert. Bare en helt standard-uden-dikkedarer-kikkert, som jeg kan rive ud af handskerummet, når jeg holder ind til siden ude på landet og ser en glente slås i luften mod en krage. Hvis jeg aldrig får brugt kikkerten på farten, tager jeg den med op i min lejlighed. Så kan jeg sidde og følge med i gærdesmuttens liv, når den mellemlander på min altan, inden den rammer reden helt oppe under taget. Uanset virker det som en god investering.
Amerikanske billeder
Jeg køber mange fotobøger, og lige siden jeg så de første fotografier fra Magnum-fotografen Matt Blacks projekt for år siden, har jeg glædet mig til at få fat i bogen, når den en dag udkom. For nylig faldt jeg så over bogen, som er udkommet i hardback på Thames & Hudson uden stor ståhej. Matt Black har brugt seks år på at rejse 161.000 kilometer på kryds og tværs af USA for at dokumentere nationens fattigdom.
Resultatet er en dyster beretning fra den modløse virkelighed, som mange amerikanere desværre lever i. ’American Geography’ er en enormt flot bog, og blandt de sort-hvide fotografier er der fine uddrag fra Blacks notesbog om hans rejser gennem de fattige lokalsamfund. Jeg tror, bogen bliver en klassiker i genren.
Magnus Fuglsang Søgaard, Journalist
Annonse
Kombinationskunst
Hver vinter lover jeg mig selv, at i år skal det være. I år skal jeg have købt mig et par vinterstøvler, så jeg undgår den klamme følelse af 10 gennemfrosne og desperate tæer, der lægger sig oven på hinanden i håb om at mærke blodets rus. Alligevel formår jeg aldrig at få dem købt. En dårlig undskyldning kommer altid i vejen: ’Vinteren slutter om lidt,’ ’den næste uge ser ikke så kold ud,’ ’jeg vil hellere ud at spise’, og jeg kunne blive ved. I virkeligheden har det nok handlet om, at jeg ikke havde fundet de rette par støvler – indtil nu.
Diemme var i mange år ikke min kop te. Der var for meget Italien på den dårlige måde over designet, for meget metal og grimme konstruktioner. Heldigvis er meget forandret hos det italienske støvlebrand, der forrige år lancerede modellen ’Balbi’. Det er den perfekte hybrid mellem den pæne Chelsea boot og den grove duck boot og lige præcis det, jeg leder efter. Nu handler det bare om at holde de dårlige undskyldninger stangen.
En rejseven for livet
Jeg har aldrig før ejet en kabinekuffert af høj kvalitet. Det har mest af alt været noget bras købt i den lokale Neye med dårlige hjul og en stang, der har mistet sin spændstighed efter et par ture, hvilket er en meget overset irritationsudløser. Efterhånden er jeg nået til et sted i livet, hvor den store kuffert sjældent findes frem, hvorimod kabinekufferten hyppigt hentes ned fra loftet. Derfor er tiden moden til, at jeg puster til klichéen om, at god kvalitet er billigere i den lange ende, og køber mig vaskeægte Rimowa.
Er du ikke bekendt med selve brandet, kan du i det mindste trøste dig selv med, at du kender designet. For det gør alle, der har opholdt sig i en lufthavn i bare fem minutter. Kufferten, der er lavet i det lette, men hårdføre polycarbonat, er kufferten over alle kufferter, og mens min sidemakker i flyet skal bakse med sin stofkuffert, der er ved at revne i alle syninger, kan jeg i fremtiden glide let og elegant gennem kabinen.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
