Det vrimler med loafers på redaktionen, og selvom jeg holder virkelig meget af den italienske skoelegance, så passer de bare ikke til mig. I stedet overvejer jeg at tilføje en klassisk sejlersko til min skogarderobe, som på mange måder kan det samme som loaferen, men er en tand mere afslappet. Jeg kommer desuden fra en rigtig sejlerfamilie, hvor den søsikre lædersko har været en fast del af især min fars, brors, fætres og onklers hverdagsgarderobe, og det er på tide, at de også finder vej til mine fødder. Der skal naturligvis et par autentiske og håndsyede fra Sebago til.
Annonse
Klarsyn
Livet som digital redaktør på Euroman betyder en del timer foran skærmen, og selvom mine 31-årige øjne endnu ikke har forlangt mere styrke, så vil jeg gerne beskytte dem lidt bedre mod alt det lys, der stråler ud af min MacBook Pro. Heldigvis findes der efterhånden en del muligheder derude, og jeg har mit blik rettet stift mod et par Blue Light-briller fra Moscot. Det ikoniske newyorker-brand har leveret et bedre syn til både Andy Warhol, Truman Capote og Johnny Depp, og deres klassiske Lemtosh-model går formentlig aldrig af mode.
Magnus Kraft, journalist
Spicey, ikke pricey
På en god dag kan man i de fleste europæiske storbyer opstøve røverkøb fra 90’ernes modefyrtårne i svært fremkommelige vintagebutikker. Jeg har imidlertid gjort mig en opdagelse, der sparer mig for besværet. Opdagelsen er Olde Spice – ikke aftershave-udgaven af Viagra, men en lille, dansk vintagebutik på internettet, der med sikker hånd indkøber vintagefund, vi andre blot kan drømme om, og videresælger til næsten altruistiske priser.
Annonse
Jeg rammes med jævne mellemrum af hjertesorgsagtige anfald, fordi jeg ikke nåede at købe den matte 2-i-1-jakke fra Dolce & Gabbana til 1.650 kroner (billedet), der naturligt nok blev flået ned fra hylden, da den landede hos Olde Spice. I mellemtiden har jeg trøstekøbt en strik fra farfar-eller-hooligan-mærket Paul & Shark.
Hiphop med mere
Mit første møde med den amerikanske musikjournalist Shea Serrano var, da han skrev et essay om at have sex med sin kone, mens han hørte Drake. Siden begyndte jeg selv at skrive om musik, og som en symbolsk opfordring til at holde dampen oppe fik jeg af anmelderlegende og det omvandrende hiphop-leksikon Peter ’PTA’ Aagaard meget gavmildt foræret Serranos bog ’The Rap Yearbook’.
Jeg læser i den hver aften, og Serrano er alletiders. Han skriver med det overskud og det overblik, du kun kan have, når du kan din hiphop-historie både forfra og bagfra. Og som jeg skriver dette, går jeg ind og bestiller hans nyeste bog, ’Hip-hop (and other things)’, der sikkert både handler om Drake og om at dyrke sex med Drake i ørerne.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.