“Så kan du lidt igen”: Kunsten at konversere med sin frisør
I frisørstolen foregår samtalen ofte på et næsten uudholdeligt banalt niveau. Sådan behøver det dog ikke at være. Men man skal passe på, for når først man har krydset frisørsamtalens hårdt opsatte grænse, er der ingen vej tilbage.
Jeg vælger ofte at blive klippet om formiddagen midt på ugen. Det kan man fint gøre som freelancer i modsætning til de fleste andre, der har en normal arbejdsdag. Som regel er jeg derfor også den eneste kunde i butikken. Denne torsdag formiddag er det anderledes.
Der sidder kunder i alle stole. Det er december og snart sidste udkald for dem, der vil have nettet manken inden jul. Det skal jeg selvfølgelig have gjort, så jeg slår mig ned i sofaen og venter på min tur i frisørstolen.
Jeg mærker, at jeg bliver en smule utilpas. Det er det samme hver gang. Jeg glæder mig ved udsigten til at blive klippet, men gruer for det teaterstykke af en samtale, der går i gang lige om lidt.
Jeg antager, at de fleste, der har været i en frisørstol før, ved, hvad jeg taler om. Hvis ikke, følger her en opfrisker i form af et kort resumé af min samtale med frisøren. Den ligner stort set alle samtaler med alle frisører til alle tider:
