At have tømmermænd er selvfølgelig først og fremmest en fysisk affære; kvalmen, hovedpinen, og I kender det alle sammen. Det kan være skrækkeligt, men endnu værre er det, når man har det tilsvarende elendigt med sig selv som menneske.
Når man vågner, og man med det samme gennemlever aftenen, som den tog sig ud, nu dog i ædruelighedens ulideligt klare skær.
”Fik jeg virkelig plæderet for, at Mikkel Hansen ville gøre det anstændigt som statsminister, og brugte jeg seriøst 300 kroner på seks Heineken på Søpavillonen?”
Åh, at søbe rundt i selvhad, det er dog udmarvende. Men sådan behøver det ikke være. Langt fra faktisk.
Nogle gange vågner man nemlig uden at have det decideret godt, men med den helt rette mængde selvironi og med en passende bedøvende distance til verden og dens gang. I stedet for at græmmes over alt det lort, man fik snakket, så glædes man. I stedet for at dyrke elendigheden affinder man sig med den. Man tager så at sige tømmermændene på sig. Vedkender sig sin tilstand, og hvis verden har et problem med en, så må den have det. I could not be bothered.
Så hvis du en dag vågner tørmundet, klatøjet og søvndrukken, men alligevel har det umiskendeligt selvsikkert, følger her en guide til, hvordan du bruger dagen med tømmermændsselvtillid bedst.
Ud af fjerene og spis en is
Det handler først og fremmest om at komme ud. Ikke nødvendigvis for at opleve verden, men fordi verden har godt af at opleve dig. Så hop i dit mest vanvittige tøj (cowboyhat og solbriller fungerer altid), gå ud i verden, træk luft ind og køb dig en is. Gerne en, som er infantil i dens smag og udtryk. En Twister fx. Den fuldfører ligesom outfittet, samtidig med at den forfrisker og giver dig noget tiltrængt sukker.
Du vil opleve, som du går der og nipper til den særegne blanding af fløde og sodavandsis, at folk kigger mere på dig end normalt. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at du ser gal ud, men på de her dage vil det føles, som om de nysgerrige blikke ikke er dømmende. De virker derimod beundrende, og selvom kroppen er dvask, rankes ryggen en anelse. Nu går du ikke længere; du spankulerer som hanen i en hønsegård. En påfugl i Tivoli.
Find en kammerat
Hank op i en ven fra aftenen før (et telefonopkald går fint an, hvis decideret menneskelig kontakt alligevel er for intenst), og gennemgå gårsdagens begivenheder. Et debrief, om du så enten er hemmelig agent eller blot en triumferende weekendkriger, er vigtig for, at helhedsoplevelsen lægger sig rigtigt i kroppen. En sludder for en sladder.
Hvis du føler dig modig og har lige så dumme vaner som mig, kan du tænde en cigaret, men vær yderst varsom med den manøvre. Du kan risikere at ryge flere skridt tilbage i din udvikling.
Fyld maven
Mere fast føde er påkrævet, og nu hvor du er ude i stand til at føle dig skyldig, gælder det om at forfølge dine inderste primale lyster. Her kan jeg anbefale et besøg hos pølsemanden. Et mere uprætentiøst sted findes ikke og ikke nok med, at de serverer mad, der balancerer perfekt mellem lækkert og grotesk, vil du opdage, at pølsemanden fungerer glimrende til dit humør. Ligesom dig ejer de nemlig ikke skyggen af skam, og hos dem er der altid garanti for lidt diller, lidt daller og nogle aparte røverhistorier.
En film slår aldrig fejl
Slut dagen af med en tur i biografen. Det er underordnet, hvad du ender med at se, for det handler ikke om filmen. Det handler om at falde ned og om at fornøje sig på en måde, der kræver lidt af dig. For dagen igennem har din store selvtillid fået dig til at lave mere, end hvad godt egentlig er.
Du er blevet træt og dvask, så synk ned i sædet bevæbnet med alt for meget cola og lune popcorn, og så kluk dig lidt igennem filmen, mens du med et sagte smil slumrer hen og glæder dig over, hvor fandens chilleren du egentlig er.