Hvad er det første, du læser, når du står op om morgenen?
”Jeg får Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og The New York Times på print. Den med den bedste forside læser jeg først. Men allerede aftenen inden, når e-aviserne begynder at komme, bliver jeg lige opdateret på morgendagens centrale historier og væsentligste nyheder. Og så læser jeg altid dødsannoncerne i Berlingske. Jeg har det ligesom Dirch Passer, der engang sagde, at man ikke er rigtigt død, før det har stået i Berlingske.”
Når du at få det hele med?
”Der er jo grænser for, hvad jeg kan nå på en travl morgen, så jeg har overtaget en vane fra Anker Jørgensen, vores gamle statsminister. Når Anker og jeg rejste til møder i Nordisk Råd sammen, havde han altid en mappe med, hvor han havde avisudklip fra flere uger liggende. Hvis der var store artikler, store interview, reportager, baggrundshistorier og lange kronikker, klippede han dem ud af avisen og lagde i mappen. Når han fik tid, fx i ministerbilen eller på et fly, kunne han læse de artikler, han havde gemt. Det, syntes jeg, var en rigtig god idé, så jeg har haft min egen mappe lige siden, som jeg har med mig hver dag. Det ærgrer mig, når en masse stof, som der er lagt journalistiske muskler i, bare ryger i genbrugscontaineren.”
Abonnerer du på andet i løbet af ugen?
”Hver lørdag får jeg The Economist, som efter min mening er noget af den bedste udenrigs- og økonomiske journalistik. De er i stand til på relativt kort plads at fylde dig med informationer, så du føler dig opdateret – om det er på situationen på Haiti, status på Xi Jinpings udbygning af det kinesiske forsvar, det amerikanske præsidentvalg, den engelske valgkamp eller problemer i EU. Der står ikke ét overflødigt ord.”
Lytter du til podcasts?
”Ja, jeg er faktisk en ret flittig podcastlytter. De fleste, jeg hører, handler om politik. Fx ’Slotsholmen’, ’Borgen Unplugged’, og så laver jeg jo også en selv med Clara Vind på EB (’Øverste Hylde’, red.). Og så er jeg også ret vild med ’P1 Orientering’, ’Kampen om Historien’ og ’Verden ifølge Gram’. Og så elsker jeg Peter Ernstved Rasmussens ’Frontlinjen’, der udelukkende handler om dansk forsvar. På BBC har de et hav af tema-udsendelser, som er fabelagtigt spændende, som ’History’, ’The Global Story’, ’Hard Talk’ og ’Ukrainecast’. Jeg går konstant rundt med dårlig samvittighed, fordi jeg mangler at høre fem-seks-syv podcasts, der ligger i kø.”
Interesserer du dig for alt, eller er der noget i nyhedsbilledet, du springer over?
”Jeg interesserer mig for alt muligt, det gør jeg faktisk. Politik følger jeg selvfølgelig nøje, og derudover læser jeg alt fra boganmeldelser til madopskrifter og læserbreve. Jeg synes også, at både Berlingske og Politiken er gode til at have stof om København. Sporten læser jeg stort set ikke, og erhvervsstoffet, livsstil og boligstof kun i begrænset omfang.”
Når du også at se nyhederne?
”Jeg ser de bærende nyhedsudsendelser. Dem, jeg selv er med i, ser jeg kun, hvis jeg har fået et nyt slips og gerne vil se, hvordan det tager sig ud. Jeg bryder som hovedregel ikke om at se mig selv i tv – selv om jeg måske kunne lære noget af det.”
Er der nogle specifikke journalister, hvis arbejde du følger nøje?
”Min favorit – og jeg er sur, hver gang han er på ferie – er Ole Rasmussen på Politiken. En søndag med ham er en søndag, hvor man starter dagen med at ligge flad af grin. Og så kan jeg lide ’Lippert’ på News og holdet bag ’Genstart’ med Anna Ingrisch og Simon Stefanski m.fl. Dygtige, skarpe journalister.”
Hvad med sociale medier, er du på dem overhovedet?
”Det er jeg simpelthen ikke. Jeg har rigeligt at se til med mails, podcasts, aviser, magasiner og sms’er. Mange spørger, hvordan jeg med mit arbejde kan undgå SoMe, og der må jeg bare sige, at der er ikke nogen væsentlige nyheder, der går min næse forbi. Det, der er væsentligt i mit arbejde, har jeg som regel inde på linsen i løbet af få minutter. Jeg har endnu ikke været i en situation, hvor jeg tænkte, at det var godt nok ærgerligt at gå glip af. Jeg vil hellere bruge tid på The New York Times.”
Er du altid så opdateret, fx også når du holder ferie?
”Ja. Og nu rammer du et sindssygt ømt punkt, for min kone, Pernille, påstår, at jeg ikke kan bevæge mig fire meter, uden at jeg skal opdateres på, hvad der er af nyheder. Jeg prøver virkelig, men der sker så meget i politik for tiden, og hvis jeg ikke er opdateret, føler jeg mig bagud. Jeg hader de gange, hvor jeg er blevet ringet op og orienteret om en stor nyhed, jeg ikke selv har været på forkant med. Det er en erhvervsbetonet lidelse, jeg har pådraget mig, som mange journalister lider af, selv efter de er gået på pension. Jeg har i øvrigt ingen planer i den retning.”
Hans Engell
(f. 1948) Journalist, politisk kommentator, foredragsholder, forfatter og tidligere minister og partiformand. Indledte sin karriere på Berlingske. Blev i 1978 pressechef for De Konservative. Forsvarsminister fra 1982-1987, justitsminister fra 1989-1993 og partiformand fra 1993-1997. Chefredaktør på Ekstra Bladet fra 2000-2007. Siden 2007 tilknyttet både Ekstra Bladet og TV 2 som henholdsvis skribent og politisk kommentator.
Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd og Journalistik