Sådan rydder du op og holder orden i dit hjem

Findes lykken i de rene overflader, eller er den dybt begravet i tøjbunken på gulvet? Vi har allieret os med oprydningsekspert Sanne Severinsen fra firmaet ’Rum til livet’ i jagten på et hjem i balance.

Sådan rydder du op og holder orden i dit hjem
Offentliggjort

Hvad betyder rod for vores velvære i hjemmet?

”Rod er tegn på liv. Legetøj på gulvet, kaffekopper på bordet og en bog vi er i gang med at læse. Det er okay at have ting liggende eller stående fremme, og det, der vises i bladene og på Instagram, er jo blændværk. Der er så meget skam ved rod, men det roder jo at leve. Rod kan dog også dræne vores energi og mindske vores overblik. Det gør os korte for hovedet, og det skaber rigtig mange konflikter, især i parforhold, men også i forholdet til vores børn. I virkeligheden er kunsten at finde en balance, hvor tingene har en plads, og hvor der er nogenlunde ryddeligt, men hvor der også er rum til at leve.”

Hvad er årsagerne til, at vi roder?

”Vi kan opdele de ting, vi har i vores hjem, i tre kategorier: yndlinge, energidræbere og fyld. Yndlinge er alle dine favoritter. Det er det, vores sanser reagerer positivt på. Det, vi godt kan lide at se, høre, røre og dufte til. Energidræberne er de ting, der gør os trætte, irriterede og frustrerede. Tøj, der kradser eller er lidt for småt. Stakke af papirer. Det suger bare livet ud af én. Men vi har jo alle mulige årsager til, at vi gemmer de ting alligevel. Måske det er en gave, måske har det kostet mange penge, måske minder det os om noget.

Og så har vi fyldet. I de fleste hjem fylder det 60 procent af alt det, vi ejer. Det er reserverne. Et ekstra håndklæde, ekstra sengetøj. Masser af ting i vores køkken er også bare fyld. Det fylder op i skabe og skuffer, og det gør, at vi får pladsmangel. Det gør det svært at skabe systemer.”

Sådan rydder du op 1.jpg

Hvordan rydder man så bedst muligt op?

”Gå til en ting ad gangen eller et område ad gangen. Kig på dine bøger eller på dit tøj, og begynd at sortér ud fra de tre kategorier. Det kan godt være, at du ikke kan skille dig af med alt fyldet eller alle energidræberne, men hvis du forsøger at gøre det til en begyndelse, så giver det dig en klarhed over, hvad det egentlig er, der er vigtigt for dig.”

Hvad har det at rydde op med det gode liv at gøre?

”Når vi rydder op og får taget stilling til de ting, vi har i vores bolig, så skaber vi et hjem, der er i flow og i overensstemmelse med os selv, og den vi er lige nu. Så har vi bedre rum og frihed til at leve det liv, vi gerne vil. Jeg er ikke selv 100 procent minimalist, men jo mere vi kun beholder de ting, der passer til os, jo lettere bliver det at leve. Så er der færre ting, som skal vedligeholdes. Så får vi meget mere tid og frihed.”

Det gode liv

På Eurowoman og Euroman ligger det i vores natur at være internationalt orienterede. Vores læsere navigerer hjemmevant i de fleste europæiske storbyer, og vi skal stå tidligt op, hvis vi skal anbefale restauranter, udstillinger eller butikker, de ikke i forvejen kender til eller har besøgt. Det er på rejser, langt ude i naturen eller sent om aftenen på en lokal taverna, at meget af det moderne liv leves. Det er her, vi og vores læsere oplever, suger til os og skaber minder, vi gemmer til eftertiden.

Men det er derhjemme, at fundamentet for vores tilværelse er. Og det er her, vi bliver hele mennesker. Vi har brug for tryghed, fire vægge og et tag over hovedet. Vi kan efterleve vores udlængsel og få nok så mange indtryk ude i verden, men det er på hjemmeadressen, at oplevelserne bliver fordøjet og gjort til en del af os selv.

Det seneste halvandet år har hjemmet fået en ny betydning. For nogle er det gået fra at være et frirum til et fængsel, fordi friheden til at bevæge sig rundt i verden er blevet stækket. For andre har det været det eneste sted, hvor spillereglerne for at være borger ikke er blevet omskrevet af en virus, og hvor man stadig kan være sit rigtige jeg.

Men mest af alt står det klart, at hjemmet stadig er der, hjertet er nødt til at være. Og den energi og de midler, vi ikke har brugt på rejser eller oplevelser, er blevet brugt derhjemme. Hvad udad er blevet tabt i manglende inspiration fra fjerne egne, er indad blevet vundet ved forbedring af boligen. Den skal være et rart sted at være. Møbelfirmaerne har kronede dage. Vi køber kunst til væggene, går i køkkenet og får øjnene op for den væsentlige forskel mellem at bo i et hus og at skabe et hjem.

Det hylder vi i et stort tema og fejrer alt det, der gør livet derhjemme ekstra godt. Farver på væggene, nyt udstyr til køkkenet, musikken til middagsselskaberne, nye titler til bogreolen, hotel-fornemmelser på badeværelset og selvfølgelig skik og orden på alt det, du ikke rigtig bruger og derfor bør skille dig af med.

Verden åbner igen, men den kolde og blæsende årstid trækker os indendøre. Grib muligheden for at bruge den mørke tid rigtigt: Indtag dit hjem, inviter dine venner og skab plads til at skabe de rammer, hvor minderne kan slå rod.

Anne Lose og Kristoffer Dahy Ernst

Chefredaktører

Eurowoman og Euroman

Se, hvad vi ellers skriver om: Det gode liv og Bolig