Sjældne ure og en fælles passion: På besøg hos Danmarks største ur-fællesskab

Den første regel i RedBar er ikke, at man ikke taler om RedBar. Tværtimod. Medlemmerne taler gerne op og ned ad stolper om ure og klubben, ikke mindst på Instagram, hvor @redbarcrew har over 48.000 følgere, og hashtagget #redbar har over 126.000 opslag. Nej, den første regel i RedBar er: ’No assholes.’ Der er ikke plads til folk i klubben, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Den anden regel i RedBar er, at man behandler andre folks ure bedre, end man behandler sine egne. Den tredje regel er, at man ikke tolererer fakes, kopi-ure. ”De tre hovedregler fraviger vi aldrig,” siger Jasper Nielsen, ”men ellers er bestemmelserne ret løse.”

Jasper Nielsen er RedBars danske formand og har været interesseret i ure, siden han som ung købte et Casio Protrek til sin værnepligt. Det startede som en fascination af urets tekniske features som kompas og barometer, men udviklede sig til en begejstring for de mekaniske ure. I dag har han en samling limiterede Oris-ure, men han er for beskeden til at kalde sig samler. Han bliver bare aldrig træt af at snakke om ure, hvilket er grunden til, at han i 2019 tog initiativ til at få RedBar til Danmark sammen med vennen og ur-entusiasten Michael Cederqvist. ”Du når et punkt som urnørd, hvor du savner nogen at dele din begejstring med. Medmindre du er så desperat, at du plager din kone og børn med det,” siger Nielsen, der satte sig for at skabe en dansk urgruppe, der ikke var elitær eller lukkede sig om sig selv, som det ellers godt kan ende med, når det handler om dyre ure.

En dag fandt han gruppen RedBar på Instagram og faldt for deres filosofi om, at der skulle være plads til alle i urfællesskabet. ”Det er underordnet, om du kommer med et Rolex til en halv million eller et Seiko til 500 kroner. Det er interessen for urene, der er det bærende,” siger han. Det er også et socialt fællesskab, der passer på sine egne: Da den københavnske urmager Bo Mølbak tidligere i år blev offer for et voldeligt røveri i sin forretning, samlede RedBar Copenhagen og Facebook-gruppen Danske Urtosser næsten 45.000 kroner ind for at hjælpe urmageren med at komme ovenpå.

Redbar er i dag verdens største urfælleskab med over 8.000 medlemmer på verdensplan, og det findes i over 40 lande på fire kontinenter. Idéen til klubben opstod i 2007 i Red Bar, en bar i Korea Town på Manhattan, hvor tekstforfatteren og ur-entusiasten Adam Craniotes en gang om måneden mødtes med en anden ur-entusiast for at tale ure. Det var en ren hobbyvirksomhed, men de to fik snart selskab af andre ur-elskere, der godt kunne lide at holde taffel med ligesindede. RedBar blev en måde at flytte en hobby, som ellers mest fandt sted online, over i et fysisk forum, hvor man kunne sidde ansigt til ansigt og nørde ure og ’se uret med fingrene.’ Ingen fotos eller YouTube-videoer kan nemlig matche følelsen, som når man sidder med uret i hånden.

Dét siger noget om, at ure nok er ingeniørvidenskab, men de er også en taktil, nærmest æstetisk oplevelse, for ursamlere. Mere overraskende kan urfællesskabet også være sjov og ballade. Det er måske med til at forklare RedBars succes. Adam Craniotes ligefremme newyorker-attitude har i al fald vundet ham et ry som en straight shooter, som i modsætning til den etablerede branche taler lige ud af posen. Som han engang har sagt om sit vintage Rolex Submariner fra 1981 i et interview med Crown & Caliber: ”Det er det ur, som jeg vil forære min søn, når han fylder 18. Forudsat at han altså ikke er et røvhul. Hvis han er et røvhul, svejser jeg et Invicta fast til hans håndled.”

Den danske afdeling af RedBar mødes cirka hver sjette uge – indtil videre kun i København og Aarhus, men lokalafdelinger er ifølge Jasper Nielsen også på vej til Aalborg og Odense. Nogle arrangementer er forbeholdt medlemmer, mens andre i princippet er åbne for alle. Det kræver blot en forudgående godkendelse via e-mail, og så afsløres mødestedet af sikkerhedsgrunde først 24 timer inden. Der kan være mange værdier på spil, når ursamlere mødes med deres kæreste eje.

Det er også grunden til, at der er sikkerhedspersonale tilknyttet RedBars arrangementer. Sådan er det også den aften, Euroman er med til ur-træf på Amager. Det foregår på en café nær Amager Bakke, der er reserveret til formålet. Står man ikke på gæstelisten, kommer man ikke ind. Indenfor er stemningen forventningsfuldt afdæmpet. Der bliver drukket store fadøl ved de små borde, men samtalen er mere høflig, end den er bramfri. Det kommer først senere. Hvis man lige var kommet ind fra gaden, kunne det ligne starten på en julefrokost hos Danfoss.

Kun to ud af 70 fremmødte er kvinder. Kigger man nøjere efter, opdager man imidlertid, at der ingen rød tråd er i selskabet, ud over urene på bordene. Det er en broget flok af alt fra modne mænd i blazer og loafers til tatoverede håndværkere i T-shirts. Jeg spørger Jasper Nielsen, hvad ursamlere har til fælles? ”Det er folk, der ofte går lidt stille med deres hobby. Det er ikke flashy typer. Mange har også en interesse for motorcykler eller audio eller andet nørderi, hvor man sidder og nusser lidt. Det er folk, som går op i ting, som rører sjælen, mere end det er for at imponere andre,” siger han. En ting er sikker:

Der er ure denne aften på Amager, der uden at anstrenge sig kan begge dele. De medbragte ure tæller alt fra et kulørt Lego-ur til et Lange & Söhne 1815 Chronograph Flyback, der starter ved 450.000 kroner. Der er også en vintage Seiko Helmet-kronograf fra 70’erne og et Heuer Autavia ’Orange Boy’, der er så sjældent, at der formentlig kun findes 25 styks i verden. Det afspejler ikke kun, at der findes mange forskellige slags samlere. Det siger også noget om, hvad de har til fælles: en passion for ure, der sjældent handler om urenes værdi i kroner og ører. ”Om man samler billigere eller dyre ure, vintage eller nyt, er underordnet. De samlere, jeg kender, kan blive begejstret for det meste, hvis det er spændende, unikt eller bare lækkert,” siger en af deltagerne, Søren Staberg, der står med et Rolex GMT-Master II i rødguld på håndleddet.

Han afbrydes af en mand i poloshirt med Red Bull-print og kasket: ”Hvis du kom ind i min flisehandel med det ur på håndleddet, ved jeg godt, hvilket hjørne af forretningen, jeg ville sende dig hen. Afdelingen for de dyre fliser!” siger han med et grin, der får en sidemand til at tilføje: ”Skal du ikke et have par Speedos på til det ur?” De tre mænd griner og skåler og går tilbage til den nøjere granskning af urene. Mænd, der ser på ure, har det med at blive stille i perioder. Jeg spørger dem, hvad det er, RedBar tilbyder dem som ursamlere? ”RedBar tilbyder mig et forum, hvor man ikke bliver stemplet som tosset,” siger Søren Staberg. ”Folk, der spiller golf, taler meget levende om golf, og det gider folk, der ikke spiller golf, ikke at høre på. Sådan er det også med ure. RedBar er ligesindede, der kan bruge timevis på at tale om ure. Man kan prøve meget forskelligt på armen og blive inspireret. Det kan dog godt blive dyrt.”