Natklubejere forsøger at gøre skak sexet. Og det ser ud til at virke

UDESTUEN MED UDSIGT OVER SØERNE i København er fyldt til randen med store smil, ølflasker, vinglas og farverige cocktails. Man kan vel fristes til at sige, at alt er ved det sædvanlige på Restaurant Babylon – og så alligevel ikke. I dag er restaurantens borde ikke klistret til med spildte drinks. I stedet har skakbrætter og -brikker gjort sit indtog på de små marmorborde. Det er nemlig onsdag, klokken er halv seks, og vi er til Babylon Chess Club, der, som navnet afslører, er en skakklub. Og som på få år har vokset sig til en af landets største målt på antal deltagere.

Hvor de fleste andre skakklubber finder sted i forsamlingshuse, kælderlejligheder eller forstadsgarager, har Babylon Chess Club sin adresse på den hypede københavnernatklub Søpavillonen i den gamle skøjteklub mellem Peblinge og Skt. Jørgens Sø. Det er de to nattelivsveteraner Simon Frank – som er medejer af Søpavillonen og Restaurant Babylon – og Patrick Wurzel, der er mændene bag den lettere atypiske skakklub, og de to festglade familiefædre står klar i døren med en cocktail i hånden for at hilse på samtlige gæster, som var det en genforening med gymnasieklassen eller højskoleårgangen, hvor de poppede sing-along-hits fra 00’erne er skiftet ud med country-musik på lavere volumen.

”For satan, det var da også ved at være for længe siden, du havde været her,” udbryder Simon Frank, da et tydeligt garvet medlem af skakklubben træder ind ad døren og bliver mødt med en bjørnekrammer. Det kan ses fra Dronning Louises Bro, at de er på hjemmebane i rollen som værter.

Den nyankomne gæst afslører sig selv som stamgæst ved at have en lyseblå kasket på hovedet over sit lange, krøllede hår med orange tekst. ’Babylon Chess Club’ står der.

”Det var, inden det blev stort. Der vandt man sådan en her,” fortæller gæsten, hvis navn er Johan, inden han finder sig til rette i baren.

Mens Simon Frank forsøger at kæmpe sig gennem menneskemængden uden at spilde sin cocktail, råber han med nærmest barnlig glæde i øjnene på tværs af lokalet til sin makker:

”Der er sgu fuldt hus, mand! Hold kæft, det er fedt.”

Og ja, det er der søreme også. Igen i aften.

DET VAR ALDRIG PLANEN, at Babylon Chess Club skulle vokse sig til en af landets største skakklubber. Tanken kan strejfe, at de to forretningsdrivende mænd så en mulighed for at lange nogle flere drinks over baren og sikre sig lidt ekstra omsætning. Hvis det skulle være motivationen, er der bare et problem: Gæsterne kommer ikke for at drikke tæt.

Men det er heller ikke meningen, fortæller Patrick Wurzel, der da heller ikke lægger skjul på, at skakklubben ikke er en overskudsforretning (eftersom restaurationer og natklubber tjener de fleste af deres penge på drikkevarer). Langt fra. Så hvorfor i alverden lægger de al den energi i at drive en af Danmarks største skakklubber i de lokaler, som normalt huser landets nok mest kendte natklub?

”Vi vil vise folk, at Søpavillionen kan være meget mere end en natklub, som det også var engang, hvor lokalerne blev brugt til skøjte- og sejlklub for 100 år siden. Desuden er det helt vildt fedt at give folk en mulighed for at skabe gode relationer her uden at drikke sig i hegnet,” siger Patrick Wurzel.

Han kigger ind mod gæsterne og fortsætter:

”Jeg har dannet venskaber med nogle af vores stamspillere her i klubben på få måneder, som jeg ikke har prøvet gennem mine 12 år i nattelivet. Jeg håber, mange har den oplevelse hen over brættet her i klubben.”

Simon Frank stemmer i, mens han tænder en cigaret:

”Jeg er selv skakentusiast og har spillet rigtig meget i mange år. Det var egentlig tænkt som en lille hyggelig klub for nære venner, men så har det udviklet sig til, at der kommer masser af nye ansigter hver uge. Det er bare fedt at skabe nogle rammer, hvor det er muligt, at alle fra unge studerende til ældre mennesker kan mødes og opbygge en eller anden form for venskab.”

Så afbryder Patrick Wurzel sin partners talestrøm, som nogle gange skal bremses, hvis den ikke skal løbe løbsk.

”Vi havde også lovet hinanden, at vi ville forsøge at gøre stedet her mere mangfoldigt, og en aften som i aften er alt andet end lige mere mangfoldig, end natklubben er.”

Det er ikke til at tage fejl af, at det er en succes med det som målsætning. Skæv beliggenhed til en skakklub eller ej. Men hvordan kan de her lokaler passe sammen med en skakklub?

”Det gør de heller ikke. Selve vores koncept og stedet passer ikke sammen med en skakklub – overhovedet ikke,” indrømmer Simon Frank og bryder ud i et hæst og lettere harsk grin.

BAG BAREN BLIVER DER med en lille urtekniv skåret isklumper, der skal passe i de små, lave cocktailglas, som om lidt skal indeholde en negroni. Kniven føres af en bartender klædt i en tætsiddende, nystrøget hvid skjorte med et stramt slips og et blåt læderforklæde bundet om livet. Om det er gæsterne foran baren eller bartenderen, der har misforstået dresscoden, tør jeg ikke sige. Men faktum er, at der er yderst divergerende opfattelser af, hvor formelt aftenens arrangement egentlig er.

I hvert fald har disse lokaler aldrig før set så mange slidte sweatshirts og afvaskede t-shirts på samme tid.

Gæsterne spiller et par opvarmningspartier rundt omkring i lokalet, mens diskussioner om rødvinens (lave) temperatur breder sig blandt de skakspillere med en albue eller en håndflade solidt plantet på bardisken. Klokken begynder at nærme sig turneringsstart, som er det, de fleste gæster har glædet sig til. Den største titel tilfalder aftenens vinder af grandmaster-rækken – turneringens svar på Superligaen – mens der også kan hentes stor prestige i skakklubbens 1. division, master-rækken.

Udover de to mænd bag skakklubben, Simon og Patrick, bliver turneringen arrangeret af to frivillige, Mira og Alberte. ”Det kunne umuligt lade sig gøre uden dem,” understreger Simon Frank. De to frivillige skal gøre klar, lave grupper, fortælle folk, hvor de skal sidde, og sikre, at alle, der har lyst til det, får mulighed for at spille.

”Sørg lige for, at der ikke er nogen, der putter noget i den her,” siger den ene til Euromans udsendte med en finger peget mod sit vinglas, inden hun vender om på hælen, stiller sig på forhøjningen for at råbe udestuen op. Det fornægter sig alligevel ikke helt, at vi befinder os på en natklub.

Efter et par sporadiske forsøg får de to frivillige ro på orangeriet, så turneringen kan starte. Et godt, højt pift skulle der til. De råber:

”Klaus, Peter, Emma, Kasper og Johanne, I skal gå herover.”

”Den anden gruppe af grandmasters er Vincent, Phillip, Johan...”

Johan, ham med den lyseblå vinder-kasket, afbryder i et toneleje, der skærer gennem lokalet:

”Er jeg kommet i grandmaster? What the fuck?!”

Alle griner højlydt.

”Vi rykker dig, Johan!”

De to opråbere skåler mod ham, undskylder og fortsætter gruppedannelsen, der lige på falderebet får et par tilføjelser, da en far træder ind ad døren med sin teenagesøn.

DET ER IKKE KUN her i Babylon Chess Club, skak er blevet mere mangfoldigt i de senere år. Efterhånden går det vel under betegnelsen allemandseje. Chess.com – en hjemmeside, hvor du kan spille online mod andre spillere eller en computer – vokser stadig eksplosivt. I 2019 havde verdens største skakportal 25 millioner brugere på verdensplan. Spoler vi tiden frem til i dag, er det tal vokset med 100 millioner.

Desuden har sporten fået sin måske første verdensstjerne i form af norske Magnus Carlsen, som er forsvarende verdensmester på tiende år. Han var i alverdens medier, efter han sidste år kom med anklager om snyd mod hans unge, amerikanske modstander Hans Niemann.

Nedlukningen under Covid19-pandemien og Netflix-succesen ’The Queen’s Gambit’ er ikke desto mindre de tungestvejende årsager til, at spillet med de små træbrikker er blevet en stadigt voksende dille.

Lur mig, om der ikke også er en eller to i din omgangskreds, der er startet med at spille skak i løbet af de seneste par år?

DET ER KUTYME i Babylon Chess Club, at du hilser pænt med håndtryk og sludrer ultrakort, inden du retter koncentrationen mod brættet og turneringen. Jeg bliver undervejs i turneringen tilbudt en cigaret af én, for ”vi kunne jo lige trække lidt frisk luft, inden vi spiller.” En anden byder på et stykke snustobak, og det er nærmest en uskreven regel, at der inden kampstart skåles i pilsner, rødvin eller cola. Sidstnævnte er trods alt det mest sjældne syn.

Svedperlerne begynder at vise sig på folks pander, og udsigten over søerne er gemt væk bag duggede ruder. Koncentrationen er ikke til at tage fejl af, mens skakspillene ruller ufortrødent videre, og udbruddene bliver flere:

”Ej, hvordan kunne jeg ikke se den åbning?”

”Hold da op, hvor var det en gave, jeg gav dig der!”

”Fuck! Nu er jeg ’mat, er jeg ikke?”

”Du spiller sgu godt i aften, makker,”

Netop den stemning er det, som er med til at differentiere Babylon Chess Club fra landets andre skakklubber (udover beliggenheden, drikkevarerne, musikken, menneskerne og lokalernes beskaffenhed, selvfølgelig).

”Vi gider ikke at ligne andre skakklubber, men det er der vist heller ingen risiko for, at vi kommer til, ha ha. Her skal der være mulighed for, at stemningen må blive lidt mere løssluppen. Spillet skal være en fælles interesse, man mødes om, så det ikke bliver en stilleleg, hvor skakken er det eneste, der bliver talt om og tænkt på,” siger Simon Frank.

Og der er endda nogle få, der holder sig helt fra at prøve kræfter med sicilianske åbninger og knivtangsmanøvrer.

”Man må jo også hjertens gerne komme og være med uden at spille med. Det har vi nogle medlemmer, der gør sommetider,” supplerer Patrick Wurzel.

Et par af dem har taget plads i baren, hvor de står og følger med på bordene foran.

”Jeg har haft lidt en lang dag på arbejdet, så jeg kunne ikke nå det til turneringsstart, men jeg vil gerne lige ned og sludre lidt med de andre fra klubben,” siger han, mens en anden byder ind med, at han i aften ikke ”orker at koncentrere sig så meget, som han gør, når han spiller skak.”

For de to unge mænd er det ligesom at gå til fodbold en gang om ugen. I aften kommer de bare kun for tredje halvleg, der er kendt for lavere puls, hyggeligere stemning og røverhistorier i omklædningsrummet. Princippet er det samme her. Træbænken og det kolde gulv er bare skiftet ud med en blød stol med velourbetræk i hjørnet af den normalt eksklusive udestue.

SOM TURNERINGEN SKRIDER FREM, begynder folk at stimle sammen om nogle få kampe med nogle af turneringens dygtigste spillere. En af dem, der har spillet sig videre til semifinalerne, er en tidligere flerdobbelt vinder, Morgan. Han har tæt, mørkt skæg, er iført jeans og en oversized sweatshirt og spiller skak med et godt glas vin i hånden. Netop det er også undskyldningen for, at det ikke blev til endnu en turneringssejr denne aften:

”Det er farligt, at vinen smager så godt, fordi det bliver lidt sværere at koncentrere sig om spillet, når man har fået lidt for meget. Men det gør også, at jeg har en rigtig god undskyldning, når jeg taber.”

Han tager en god tår og fortæller om sit forhold til skakklubben:

”Jeg kommer her, hver gang jeg kan komme til det. På en måde er det her min fredag, for derhjemme har jeg en kone og to små børn, så jeg har ikke samme muligheder for at gå ud, som jeg havde engang. Det er blevet kompromisset, at jeg har den her aften, hvor min kone så er alene med børnene, og jeg kan gå til skak og drikke lidt vin med de venner, jeg har mødt her.”

Det er en ung mand i starten af tyverne, der har spillet sig i finalen. Han møder en mand med en sixpence, der dækker sin gråstængte hårpragt. I det hele taget er manden med favoritværdigheden og flere år på bagen mere formelt klædt end sin yngre modstander. Tænk ’Peaky Blinders’ mod den gennemsnitlige gymnasieelev.

’PEAKY BLINDERS’ SLÅR OFTEST GYMNASIET (bare spørg hvilken som helst studerende), og manden med sixpence, vest og pressefolder på bukserne løber med sejren. Den store jubelscene udebliver: De trykker hænder, smiler og takker for en god aften og en god kamp. Og går hjem. Det er jo hverdag, og morgendagen er næppe en fridag for aftenens publikum.

Det er heller ikke meningen, skakklubben skal udvikle sig til en fest, fortæller Simon Frank. Man fristes til at tro, at det er hans egen intellektuelle vej ud af den branche, men det er det ikke, selvom han ikke desto mindre erkender, at han har haft brug for at bruge sin tid på nogle andre ting end for år tilbage:

”Jeg er ikke på vej ud af nattelivet, for jeg er ikke træt af at arbejde med at holde fede fester. Men i takt med at jeg er kommet op i alderen, er det selvfølgelig blevet sværere at gå på natklub to gange hver weekend. Så kan jeg til gengæld holde til at gå i skakklub som den olding, jeg efterhånden er,” når han knap at sige, før stemmebåndet overtages af en overdøvende latter.

Men hvad det egentlig er, de vil med skakturneringerne og den eksplosivt voksende klub, der er få medlemmer fra at blive landets største, hvis det hverken er for at tjene en skilling, et forsøg på en ny karrierevej eller at udvikle skaktalenter?

”Vores altoverskyggende mål med klubben er at gøre skak sexet,” siger de to initiativtagere nærmest i kor.

Det er de efter alt at dømme lykkedes meget godt med.

Babylon Chess Clubs skakturnering vil fra og med den 30. marts blive afholdt hver torsdag fra klokken 19.00. Dørene åbner klokken 17.30. Man kan blive medlem af Babylon Chess Club her.