Skrivebordsjob og smartphones: Bliver vi alle pukkelryggede?

Siddende i sædet med ryggen buet, nakken bøjet og blikket sænket i en 20 graders vinkel. Således er jeg placeret, kære læser, mens jeg skriver disse sætninger. Min krop er formet som et spørgsmålstegn, og jeg holdes hverken oppe af en stærk rygrad eller et nobelt formål om ved egen vilje at bibringe fred på jord eller stoppe hungersnød. På den måde er jeg rimelig gennemsnitlig. Jeg cykler på arbejde, hvor jeg hele dagen sidder og skriver dit og dat om dette og hint. Jeg cykler hjem, drikker en øl med mine venner, laver noget mad med min kæreste, ser en serie og har det helt igennem rart med ikke at blive nævneværdigt fysisk udfordret i min hverdag.

Og sådan vil jeg gætte på, de fleste af os er. Komfortkonger og-dronninger, der alle uddanner sig med det mål at arbejde bag et skrivebord, mens vi sender e-mails til hinanden. I skolen sætter vi os på vores træstole, og de uartige af os vipper måske lidt på dem. I gymnasiet er stolene blevet en anelse mere ergonomiske, mere komfortable og mindre udfordrende, og vores computer spiller en endnu større rolle i vores uddannelse, som vi bruger til at komme på universitet, hvorfra vi søger ud på arbejdsmarkedet med dets hæve-sænke-borde, som visse af de viljefaste står op ved 30 minutter i løbet af den otte timer lange arbejdsdag blot for at tilkæmpe sig et minimumsmål af god samvittighed over deres ellers stilsiddende livsførelse.

Med fare for at overdrive – og uden skyggen af empiri – vil jeg alligevel påstå, at mange af os opholder os to tredjedele af vores liv enten sovende eller siddende. Og derfra er der sgu langt til forestillingen om stærke vikinger, der slæber langskibet op på fjendens strand efter en strabadserende rejse over det vilde vand. Næ nej, fysikken med den brede brystkasse, stærke skuldre og flade mave er bestemt ikke forenlig med den nuværende livsstil, så hvor fanden bevæger vi os hen i stedet?

”En lidt ekstrem analyse er, at folk være krumrygget om 100 år,” fortæller Casper Abenth, der har 15-års erfaring med fysioterapi og trods fortrinsvist at have arbejdet mest med topatleter genkender billedet af den dvaske dansker, der har en statisk hverdag.

”Åh, hvor skal vi starte den snak, Boris, for det er jo forfærdeligt,” svarer Casper Abenth, da jeg netop har spurgt ind til, hvad hans syn er på den moderne danskers fysiske holdning.

”Vi bliver sat ned, fra vi er seks år gamle, og det fortsætter gennem de næste mange år i skolen, i gymnasiet og så ud på arbejdsmarkedet, hvor der ganske rigtigt er hæve-sænke-borde, men vores holdning er allerede blevet ødelagt under opvæksten. Der er jo ikke behov for at rejse sig længere. Man kan snildt sidde en hel dag uden at bevæge sig andre steder hen end til frokost.”

Man kan selvfølgelig godt sidde sundt, fortæller Casper. En god idé er at starte stående, hvor man spænder op i ballemuskulaturen, i maven og de vigtigste ryg-stabilisatorer, og derefter kan man sætte sig ned med sin ranke ryg. Der er bare ét problem.

”Det er de færreste, der kan sidde ned og holde en god positur i mere end et par minutter. Det kræver utrolig meget opmærksomhed på sin positur, og hvis først man taber spændingen i ballerne, så kan man ikke få den igen. Så skal man rejse sig op og starte processen forfra igen.”

Så tilbage til det oprindelige spørgsmål: Hvis ikke vores livsstil ændrer sig markant, hvordan vil den gennemsnitlige positur så se ud om 100 år?

”Hvis vi gør det hele ekstremt og ser bort fra dem, der har fokus på holdning, og som træner meget til hverdag, så vil folk have en krumrygget positur. Skuldrene vil sidde sammen, armene vil rotere indad, og man vil have en pukkel mellem den øvre ryg og nakke. Kort sagt vil flere være pukkelryggede. En text-neck, som den populært kaldes.”

Man må gøre, hvad man kan. Forsøge at sidde oprejst i stolen, stå op ved hæve-sænke-bordet, dyrke noget mere motion og holde sig oprejst, som kroppen egentlig er designet til.

For hvis ikke, vi gør noget, vil det om 100 år sikkert være et normalt syn at se os gå der med stok i hånden, en pukkel på ryggen og – Gud forbyde det – VR-briller for øjenene. En smule morsomt, rigtig absurd og helt sikkert skræmmende.