“Hvad fanden!” siger en kvinde til sin ledsager, da de går forbi herretoilettet på den lange, sorte gang, der binder de forskellige afdelinger af At Dolores sammen.
“Der lugter ikke af pis derude fra,” griner hun.
Og det er sandt, må jeg medgive hende, da jeg selv træder af på naturens vegne. Den evigt klæbrige pislugt er væk.
Annonse
Har man nogensinde været på Sunday, ved man, at herretoilettet altid lugtede fælt. Hvis det ikke var af pis, så var det af bræk. Det var, som om den dårlige lugt spredte sig rundt i lokalet, når man tændte for håndtørreren.
Nu er de dårlige lugte skiftet ud med lugten af noget nyt. Måske spartelmasse. Jeg er lidt usikker, da jeg er stærkere i at identificere lugten af bræk og tis. Men det er mere behageligt, det er der ingen tvivl om.
Sådan går jeg hele åbningsaftenen på At Dolores og finder konkrete eksempler på, at Sunday-eraen på Lille Kongensgade for alvor er stendød. At vi nu har med en klub at gøre, som vil noget andet.
Det lægger medejerne af klubben - Simon Lennet, Simon Frank, Casper Christensen, Lars Hjortshøj og Peter Visti - heller ikke skjul på. Efter Sunday lukkede i sommer, åbnede Klub Bisou i samme lokaler, men det blev ikke en god forretning. Med en af ejernes egne ord blev det en ‘gymnasiefest’.
Nu prøver de igen. Denne gang med en klub henvendt til dem, der er rundet 27 år.
Allerede ved min ankomst er det tydeligt, at hypen, som klubejerne er vant til fra deres åbninger, ikke er den samme. Klokken er godt nok ikke særlig mange, men vi går direkte ind, fordi der ikke er nogen kø foran At Dolores.
Annonse
At være den første til at besøge et nyt sted, betyder formentligt ikke så meget for et ældre publikum, som det gør for de helt unge klubgængere.
Selvfølgelig er der det økonomiske aspekt i at åbne en klub for et lidt ældre publikum: Folk på 27+ har bare flere penge.'
Men 35-årige Simon Lennet mener også, at der mangler sådan et sted, hvor folk på hans alder kan slå sig løs, uden at blive oversprøjtet af champagne af teenagere fra Nordsjælland.
“Jeg føler mig gammel, når jeg står på de fleste klubber. Det gør min lillebror på 28 år også,” siger han.
“At Dolores skal ikke være det nye Sunday. Det skal være meget mere lowkey. Det skal være sådan, at et kærestepar kan sidde i et hjørne og nyde en cocktail. I Sundays sidste levetid stod der alt for mange unge drenge og hældte champagne ud over hinanden, og det brød jeg mig egentlig ikke om,” siger Simon Lennet.
Casper Christensen er enig i, at Sunday i sin sidste levetid var blevet en abefest. Det fortæller han, da vi møder ham på klubben.
“Til sidst skiftede man jo fra sit pæne tøj til kedeldragt og træsko, inden man tog ind på Sunday,” siger Casper Christensen, da vi møder ham inde på klubben.
Annonse
Han vil gerne gå i byen et sted, hvor hans sko stadig er hvide, når han kommer hjem, hvor man kan komme hurtigt til i baren, og hvor der ikke stinker på toilettet.
I løbet af aftenen bliver det tydeligt, at gæsterne på At Dolores gerne vil have en sjov aften, men at deres form for sjov ikke er lig med vildskab. De fleste er klædt i sort tøj, undtagen en håndfuld kvinder hist og her, som har iklædt sig det, der må være årets modefarve: rød.
På dansegulvet er det ikke teenagere, der hopper om kap på hinandens rygge. Bassen er stadig tung, og musikken stadig høj, men den er anderledes. Det er ikke top 40-hits, der brager ud af højtalerne. Manden bag dj-pulten er Peter Visti, som også ejer en andel af klubben, og han spiller remixes af sange fra Eurythmics, Keith Murray, R. Kelly og The Sugarhill Gang.
En ældre herre med Einstein-hår danser lystigt, og i baggrunden forsøger Klaus Riskær at snige sig tværs igennem dansegulvet og videre ind på klubben med en ung pige i hver hånd. På den måde er der måske ikke lavet så meget om fra dengang i 80’erne, hvor stedet hed Annabels, og Klaus Riskær også var stamgæst.
I sin sidste levetid var Sunday blevet malet sort, og nu er det stadig de mørke farver, der dominerer klubbens indretning. Lamperne i loftet er formet som grankogler, væggene er fyldt op med sprut-, vin- og champagneflasker bag glasplader, og væggene har fået mørkt, stribet tapet.
Blandt kendisserne er det også de voksne, der har fundet vej til At Dolores på åbningsaftenen. Hvis paparazzifotografen ude foran klubben har spottet de samme som mig, er han formodentlig kommet hjem med billeder af Søren Rasted, Lene Nystrøm, Klaus Riskær, Anders Breinholt, Claus Elming, Dar Salim, Camille Jones, Camilla Miehe-Renard og Peter Mygind.
Det er helt tydeligt, at publikum er langt ældre, end de var på Sunday eller Klub Bisou. På denne aften er der heller ikke sat den famøse picker på, som før i tiden udvalgte de helt rigtige folk til at komme ind på klubben.
I min fuldskab har jeg optaget en memo på min telefon, hvor jeg siger til mig selv: “Der er også grimme, tykke og voksne mennesker herinde.” Ikke en helt sympatisk kommentar, det medgiver jeg, men alligevel siger det noget sympatisk om det nye sted: Her er plads til alle, der vil have det sjovt - så længe de selvfølgelig er sidst i 20’erne.
“For os handler det jo ikke om, om folk lige præcis er 27 år. Vi kunne også have sagt 25. Men det sender et signal om, at vi ikke gider de her gymnasiefester mere. Vi vil gerne have folk herind, som ved, hvordan man går i byen. Som allerede har gjort det i 10 år,” siger Casper Christensen.
Der er kun nogle få undtagelser, når det kommer til aldersgrænsen. Reglerne kan bøjes, når det er tætte venner af huset eller en af ejernes børn, som er kommet i klubalderen.
Klokken 01.30 har jeg set nok efter fire timer på klubben. Jeg begiver mig mod garderoben, hvor køen for at få min jakke er længere end køen ind til klubben er på det her tidspunkt. Casper Christensen er også på vej hjem og snyder sig ind foran fra siden (hvilket vel er fair, når man tænker på, at manden ejer stedet).
“Jeg synes, det var en fin generalprøve,” siger han og begiver sig hjemad.
Da jeg står ud på gaden, kigger jeg ned af mig selv for at tjekke, om mine sko stadig er lige så hvide, som da jeg ankom til stedet. Det er de ikke, men de er heller ikke Sunday-smadret, så måske stedet har fundet sin rigtige balance.
