Søren Frank vejer sig selv hver morgen: ”Med al respekt for mine kollegaer: Sådan gider jeg ikke at se ud”

JEG VILLE IKKE ønske for min værste fjende at sove, som jeg gør. Efter fire-fem timers søvn skal jeg altid op at tisse, og derefter har jeg sindssygt svært ved at falde i søvn igen. Typisk tager det mig mindst en time, selvom jeg ligger med sovemaske på og hører noget sovemeditation i mine hovedtelefoner. Af samme årsag slutter min dag normalt klokken 23, for jeg er nødt til at afsætte ni hele timer i det håb at få sovet nok om natten.

FORDI JEG BLIVER så let stresset i min søvn, nægter jeg også at flyve tidligt. Det der med at blive inviteret til en frokost i Paris af en champagneproducent, hvor man bare lige skal have en flyver klokken seks om morgenen, det gider jeg ikke. Så får jeg slet ikke sovet. Jeg hader at stå tidligt op, altså, jeg kan virkelig ikke lide det. Så jeg siger nej til ting, hvis det betyder, at jeg skal tidligt op. Så må jeg flyve ned aftenen før og sove på hotel.

SOM OFTEST ARBEJDER jeg hjemmefra, og når jeg gør det, står jeg op klokken 8.10. Hvis jeg skal ind til redaktionen på Pilestræde, må jeg op kvart over syv. Det er til at arbejde med. Da kultur- og livstilsredaktionerne på Berlingske blev lagt sammen for seks år siden, betød det for mig, at jeg skulle møde på redaktionen klokken 8.30 hver dag. Det var virkelig sur røv for mig, kan du godt høre på det hele. Det harmonerede heller ikke ret godt med jævnligt at være ude på restauranter og til vinsmagninger om aftenen for at anmelde. Nu er redaktionsmødet klokken 9, hvilket passer mig bedre.

DER ER IKKE noget med at snooze. Jeg vågner ofte før mit vækkeur, faktisk. Så springer jeg op af sengen og tænder for ’P1 Morgen’ – det er mit faste holdepunkt om morgenen. Jeg læser ikke papiravis om morgenen, men radioen følger mig med ud i bad på min bluetooth-højttaler fra B&O. Mit bad er ret vigtigt. Jeg har virkelig et godt vandtryk for tiden, det er skønt. Jeg tager et styrtebad med masser af varmt vand. Mit bad er nok også længere end de flestes. Og så slutter jeg af med et megakoldt bad. Hvis ikke jeg gør det, føler jeg mig helt underlig i ansigtshuden.

JEG ELSKER AT veje ting. Jeg er nærmest autistisk omkring vægte. Når jeg er blevet frotteret, stiger jeg op på min badevægt og vejer mig selv. Det gør jeg hver eneste dag, også på grund af mit job. Man behøver jo bare at kigge på stort set samtlige af mine madanmelderkolleger. Og med al respekt: Sådan gider jeg ikke at se ud. Jeg er relativt spinkelt bygget, så det klæder mig ad helvedes til at blive for tyk.

HVIS VÆGTEN STÅR på mere end 74 kilo, er den gal. Jeg dyrker en del motion – jeg spiller tennis to-tre gange om ugen, og jeg går i fitness – men hvis jeg vejer for meget, så kommer der også restriktioner på min aftensmad. Jeg er nødt til at monitorere det. Når jeg er ude for at anmelde, giver jeg los. Der tænker jeg ikke over det, og særligt på mine rejser kan det gå helt amok. Men derhjemme må jeg være mere påpasselig.

OM AFTENEN kan jeg godt lide forandring og afveksling. Men om morgenen holder jeg mig til rutinerne. Når jeg arbejder hjemmefra, spiser jeg den samme morgenmad, jeg har spist siden 2013, og her kommer vægten i spil igen. Jeg vejer det hele: 100 gram frugt – i øjeblikket er det en appelsin, jeg fileterer med en sindssygt skarp japansk kniv. Det er rigtig dejligt med det her appelsin. Så putter jeg 50 gram müsli på. Det er müsli uden sukker og gøgl, ingen tørret frugt eller kokos. Den er fuldkommen dogmeagtig. Under det får jeg 250 gram af et surmælksprodukt, helst Thises Acido, der er en form for A38. Den er også low fat.

MORGENMADSRUTINEN STARTEDE som en form for kur. Min kollega på Berlingske, Kim Flyvbjerg, kom på en kur, hvor han begyndte at veje sin mad. Det blev jeg meget misundelig på. Jeg tænkte, at det må da være utroligt fedt at skulle veje sin mad. Hvorfor skal jeg snydes for en slankekur, bare fordi jeg er slank? Jeg ville også have lov til at veje min mad. Så røg jeg med på hans kur, og morgenmaden er på helt autistisk vis forblevet den samme. I weekenden har jeg dog lidt mere fri leg.

KLOKKEN 9 TÆNDER jeg min computer, hvorfra jeg er med på vores redaktionsmøde – dog med slukket kamera, for jeg spiser morgenmaden imens. På den måde synes jeg, at jeg tidsoptimerer. Jeg hader at føle, at jeg spilder tiden.