Søren Holms jul: "Jeg har aldrig været til en julefrokost"

24-årige Søren Holm er forsanger i indiepop-bandet Liss. Her fortæller han om at smugkigge på gaverne som barn, om at være dårlig til selv at give gaver og om vestjyske risengrøds-traditioner.

Søren Holms jul: 'Jeg har aldrig været til en julefrokost'
Offentliggjort

Jeg var syv år gammel, da jeg fik min bedste julegave nogensinde. Det var en Lego-udgave af The Millenium Falcon (ikonisk rumskib fra Star Wars-filmene, red.). Som barn var jeg kæmpe fan af Star Wars, og jeg legede også rigtig meget med Lego, så det var den perfekte kombination. Jeg kan huske, at jeg havde været inde og smugkigge på gaverne på forhånd, så jeg vidste godt, at jeg fik den. Men jeg lod, som om jeg var overrasket alligevel.

Jeg har heldigvis aldrig selv haft en dårlig juleaften. Men min storebror, som går meget op i traditioner, underholder stadig med dengang, min familie holdt jul i Afrika. Jeg var ikke født endnu, og han var stadig ret lille. Juleaften var de sammen med en anden familie, som bestemte, at de skulle have pizza i stedet for julemad. Den oplevelse er han vist stadig lidt traumatiseret af.

I min familie spiser vi risengrød til forret i stedet for risalamande til dessert. Jeg er fra Vostrup i Vestjylland, min far er landmand, og måske er det en gammel vestjysk bondeting, fordi risengrøden var billig og mættede godt, hvis der ikke var nok af den dyre and og flæskesteg. Grøden står og simrer i løbet af dagen, og det dufter i hele huset. Vi putter stadig en mandel i og dyster om mandelgaven, men det hele foregår før selve julemiddagen. Jeg plejede at tro, at det kun var noget, min familie gjorde, men jeg har efterhånden mødt flere, som også spiser risengrød juleaften. Det er en tradition, der minder mig om, hvor jeg kommer fra, og det kan jeg godt lide.

Jeg er ikke ret god til at give gaver. Jeg er typen, som har en tendens til at lademine søskende købe gaverne, og så spørger de, om jeg vil være med og skriver mit navn på. Det er en dårlig jule-vane, som jeg godt kunne tænke mig at lave om på – måske skal det være i år.