Sportssommerens samlingspunkter: Her er seks af de bedste sportsbarer i Danmark

Det bliver en vild sportssommer, men hvor kan man bedst følge med, hvis man ikke vil sidde hjemme i sofaen? Det giver en ny bog 111 bud på.

Sportssommerens samlingspunkter: Her er seks af de bedste sportsbarer i Danmark
Offentliggjort

Vi står foran en sportssommer uden sidestykke: EM i fodbold, OL, Tour de France og Wimbledon og med danskere som Vingegaard, Wozniacki og Holger Rune i forventede hovedroller. Fodboldlandsholdet skal til Tyskland og både håndboldherrer og -damer spås store medaljechancer i Paris.

Der bliver run på foran skærmene på de danske sportsbarer – mange er på ferie og uden for deres sædvanlige hood. Så hvor går man hen for at dele de store sportsoplevelser med ligesindede?

Det giver bogen ’111 sportsbarer som du skal se’ svaret på. Bogen er den første guide af sin art nogensinde, og den kortlægger nogle af de bedste sportsbarer i hele Danmark fra Rønne til Esbjerg, fra Nakskov til Hirtshals.

Her er et uddrag fra bogen med seks af de bedste sportsbarer i Danmark:

Bottega Estadio

Det er lidt af en tilsnigelse at kalde Bottega Estadio 12 for en sportsbar, selvom der på et lille tv i baren lejlighedsvis vises alt fra Champions League og Superliga til fodboldlandskampe med direkte transmitteret lydkulisse fra den store nabo, Parken.

Stedet er restaurant og vinbar i ét – med streg under restaurant. Nogle kampe vises uden lyd, for ved bordene rundt om baren er gæster ofte i gang med at fortære menuer, der blander danske råvarer med latinamerikanske og middelhavslandenes kulinariske traditioner.

Det er vigtigt at bestille bord i meget god tid på kampdage, da der er mange om pladserne på det lille spisehus. Beliggenheden i et hjørne af Østerbro Stadion sikrer også en af landets mest attraktive sportsudeserveringer, idet terrassen har fri udsigt til den ene halvdel af B93’s hjemmebane.

Adresse: Gunnar Nu Hansens Plads 9, 2100 København Ø

Åbningstider: Mandag-onsdag kl. 17-23, torsdag kl. 17-24, fredag kl. 15-01, lørdag kl. 11-01

Café Svejk, Frederiksberg

Nye ejere, nye tider.

Den navnkundige Frederiksberg-café, opkaldt efter den naive og snakkesalige soldat Svejk i Jaroslav Hašeks antimilitaristiske roman om Den gode soldat Svejk fra 1921, fik under coronaen en opgradering af de helt store.

Indtil Simon Sheard og Brian McKenna overtog stedet i 2019, var Svejk kendt for sine tjekkiske fad- og flaskeøl i et stramt og beskedent udvalg. Men intet er, som det var.

Som noget nyt har Svejk fået eget køkken og et menukort med twistet, klassisk smørrebrød, salater og gullasch. Men helt tydelig er forandringen udenfor. Med 150 pladser er Svejk blevet et af de helt store lokale trækplastre.

Ofte er der propfyldt udenfor, og det gælder ikke mindst, når storskærmen sættes op til de store kampe. I den kolde tid sørger overdækning og varmelamper for en lang udesæson for en bar, der emmer af god stemning.

Adresse: Smallegade 31, 2000 Frederiksberg

Åbningstider: Mandag-torsdag kl. 11-00, fredag-lørdag kl. 11-02, søndag kl. 11-23

Café Dan Turèll

At Café Dan Turèll figurerer i en bog om barer, der viser sport, vil nok komme bag på de fleste.

For den engang så hippe københavnercafé var mest kendt som en af frontløberne i en ny og mere poleret cafétrend efter parisisk forbillede, da den så dagens lys tilbage i 1977.

Siden er der løbet meget vand i åen, og i 2021 overtog rigmanden Lars Seier Christensen stedet, som også i dag fremstår eksklusivt, både hvad indretning og klientel angår. For slet ikke at tale om vinkortet, der er på 27 sider (!) og tæller en Domaine Leroy, Latriciéres Chambertin, Grand Cru fra 2015 til 110.000 kroner flasken.

På store sportsaftener er storskærmslærredet med lyd hevet frem, og i den lille lounge bag baren er der desuden hele to skærme til rådighed og altid lyd på til kampene.

Cafeen har eget køkken, men et i skrivende stund meget beskedent menukort, som dog indeholder en chili con carne, der var signaturret i 1970'erne, og som i dag har fået en renæssance.

Til gengæld er cocktailkortet mere omfattende og interessant end de fleste andre steder, og du finder øl på både fad og flaske fra de mest kendte mærker.

Adresse: Store Regnegade 3, 1110 København K

Åbningstider: Søndag-torsdag kl. 16-00, fredag-lørdag kl. 16-02

Tir na nÓg, Aarhus

Tir na nÓg er keltisk og betyder ’Den evige ungdoms land’. Baren er stiftet i 2004, kan rumme 600 gæster og har 12 skærme fordelt på fem store sammenhængende rum med hver deres funktion.

I et af rummene kan du vælge mellem 27 forskellige fadøl, i et andet mellem 100 forskellige slags whisky, mens et tredje rum er indrettet som eksklusivt cocktailområde.

Det største af rummene er forbeholdt større sportsbegivenheder og koncerter, mens det femte rum er en gastropub med pubmad i den bedre ende. Og så har vi ikke engang nævnt loungen med de bløde sofaer og storskærm.

Programmet offentliggøres konsekvent hver mandag med alle nævneværdige fodboldkampe, men også med dart, Formel 1 og rugby.

Adresse: Frederiksgade 40, 8000 Aarhus C

Åbningstider: søndag-onsdag kl. 12-02, torsdag kl. 12-03, fredag-lørdag kl. 10-04

The Irish House, Aalborg

Siden irske Jerome Lacarriere åbnede The Irish House i 2002, har pubben været en dedikeret sportsbar, og er man i tvivl, kan man besøge pubbens Facebook-side, hvor der ligger fotos og programopdateringer, så langt tilbage som øjet rækker.

Gennem alle årene er programmet troligt opdateret uge efter uge, og især Premier League-fodbold hitter. Pubben er stamsted for fans af Tottenham og AaB, men mange fangrupperinger finder vej til dette irske åndehul i Nordjyllands hovedstad.

The Irish House er en gastropub med et bemærkelsesværdigt omfattende spisekort præget af irske specialiteter.

Til sportsinteresserede er der et særligt godt tilbud, idet en Farmer Tommy’s-burger

med fritter og en fadøl eller sodavand efter eget valg fås for 120 kr. Det er et tilbud, som gælder til alle kampe, og da det ikke er set bedre på nogen anden sportsbar, skal det fremhæves her.

Adresse: Østerågade 25, 9000 Aalborg

Åbningstider: Mandag-onsdag kl. 13-01, torsdag 13-02, fredag og lørdag kl. 12-04

Ryan’s Irish Pub, Odense

Mange odenseanere har utvivlsomt bemærket den mobile storskærm, som rulles ud på sommerens varmeste dage og viser store fodboldkampe og Tour de France, så Fisketorvet fyldes med folk, der sammen kan se sport, huje og hygge sig. På Ryan’s vises der en bred vifte af fodboldkampe, og der er godt fyldt op til sportsevents.

Hvis du gerne vil bestille bord for at se sport, kan du bestille en plads på ’The Snug’, som på irsk er et lille afsides område med egen skærm og eget fadølsanlæg. Ifølge pubben selv serveres byens bedste cheeseburger og fish and chips fra eget køkken.

Man kan også tage et spil shuffle, dart eller bordfodbold eller være med i andre pubgames.

Adresse: Fisketorvet 12, 5000 Odense C

Åbningstider: Mandag-onsdag kl. 11-00, torsdag kl. 11-02, fredag-lørdag kl. 11-03, søndag kl. 11-23

111 sportsbarer som du skal se

Forside-111-sportsbarer.jpg

Bogen '111 sportsbarer som du skal se' kortlægger nogle af de bedste sportsbarer i hele Danmark fra Rønne til Esbjerg, fra Nakskov til Hirtshals.

Der fortælles en kort historie om hver enkelt bar og så guider de til, hvor kan man sidde foran skærmen udenfor i skyggen, så man med sikkerhed kan opleve ægte landskampsstemning uden for nationalarenaen. Og spise noget godt imens.

Bag bogen står far og søn Ib Keld Jensen og Mathias Harnow Jensen, som fostrede idéen så langt tilbage som 2018. Siden gjorde fotografen Caroline Abild Jessen dem følgeskab.

Bogen udkommer 3. juni på Frydenlund og koster 250 kroner. 

Forside-111-sportsbarer.jpg

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Tennis, Ol og Olympiske Lege