Thomas Uhrskov: Sådan lykkes du med at give glæden ved skiløb videre til dine børn

Det var min egen fars skyld, at jeg selv begyndte at stå på ski. Mine forældre blev skilt, og vi var tre børn, som blev delt, og jeg kom til at bo hos min far som den eneste. Han skulle finde på et alternativ til en rigtig familiejul, da det ikke er så sjovt at holde jul kun to mennesker, når man har plejet at være fem. Derfor begyndte vi at tage på skiferier os to hver jul, hvilket der ikke var så mange andre danske familier, som gjorde dengang. Jeg havde nok et lille medfødt talent og i hvert fald en stor glæde for at stå på ski, og så gik det hak i hak.

Min far er fra Jylland, så jeg skulle lære at yde, før jeg kunne nyde. Da jeg blev 15, sagde han, at jeg selv skulle til at betale for at komme af sted. Jeg svarede: ’Jaja’ og glemte at gå med nok aviser, så jeg havde ikke råd til at komme på skiferie næste år. Det skulle simpelthen være løgn, og jeg fik omgående kørt alle de aviser, jeg kunne komme i nærheden af, ud, og opdagede også, at man kunne blive skilærer. Det betød, at jeg kunne få lov til at stå endnu mere på ski og komme gratis af sted.

Man ønsker jo det bedste for sine børn, og når man nu selv har fået enormt meget glæde af skiløb, så ville det være åndsvagt ikke også at introducere dem til det. Det er primært for deres skyld, men for min egen skyld har jeg gerne villet af sted på ski, og når man har små børn, kan man jo ikke efterlade dem alene hjemme. De skulle med, og så gælder det om, at de nyder at stå på ski. Og det er vi heldigvis lykkedes ned. Vores yngste, Anton, skal til Østrig i år og undervise, for han er blevet skilærer og er gået i mine fodspor. Alle mine tre børn er rigtig glade for at stå på ski. De er 19, 20 og 24 år.

Vi er ikke ligesom sådan en rigtig håndboldfamilie, der er i håndboldhallen hele tiden, fordi der, hvor man kan stå på ski, er jo et godt stykke væk. At stå på ski er bare noget, vi laver sammen. Jeg ville ikke definere os som en skifamilie. Men når man har ski som en del af sit arbejde, har man en kæmpefordel, når det kommer til at videregive glæden for noget til sine børn. Man er af sted flere gange om året, og hver enkel skidag er ikke så bekostelig som for andre.

Derfor har der ikke været et pres på børnene om, at vi kun har denne her uge, så ’nu skal I sateme nyde det, skynd jer ud.’ Vi har været meget afslappede med, at hvis de hellere havde lyst til at sidde derhjemme og drikke kakao, se videofilm eller lave puslespil, har det været helt fint. Og det, tror jeg i virkeligheden, er kilden til succesen. Der er jo ikke noget værre end forældre, som er glade for et eller andet, og så derfor med vold og magt vil have børnene til også at nyde det. Man skal virkelig passe meget på som forældre med at pådutte ens glæde for noget.

Vi har altid været påpasselige med, hvordan vi har snakket om skiløb. Vi har fx aldrig nogensinde sagt til vores børn: ’Du SKAL gå på skiskole!’ Vi har i stedet sagt: ’Hvis du opfører dig ordentligt, får du lov til at komme på skiskole.’ Vi har aldrig spurgt børnene om noget, de ikke kunne forholde sig til som fx: ’Er du klar til at prøve den store lift?’ Eller: ’Skal vi køre nedad den røde?’ For det aner de ikke noget om. Du skal spørge dem, om de fryser, er sultne eller skal have en tur mere? Eller bare sige: ’Nu skal vi det her. Kom med.’

Det kan være svært ikke at skulle stille spørgsmål til sine børn, fordi man er sympatisk anlagt og gerne vil være inkluderende, og det skal foregå i deres tempo, men der er mange af de spørgsmål, hvor de ikke er kompetente til at svare på dem. Derfor må du tage beslutningerne på deres vegne. Og der skal du hellere være lidt for forsigtig fremfor for modig, for hvis først barnet er kommet galt afsted, og det er gået alt, alt for stærkt, og de er hamret ind i skiltet til restauranten nede for enden af bjerget, så kan det godt være svært at få banket motivationen op igen.

Start i det små og start meget gerne herhjemme. Også selvom man bor på 3. sal. Få fat i et par skistøvler og ski, hvis børnene er helt små, og lad dem tonse rundt inde i lejligheden og gerne med hjelm og skibriller på, så de vænner sig til det og vil synes, at det er skidesjovt. Vi har stået rigtig meget på ski i haven og stuen. Hvis jeg har ryddet op nede i kælderen, har jeg godt kunnet finde på en sommerdag at stille skistøvlerne frem på stuegulvet, og så er det jo bare legetøj. Der er kommet nogle hakker i gulvet, men det er et gammelt hus i forvejen, så det gør ikke noget.

I vores familie har vi et begreb, der hedder ’børnebenzin’. Det har oftest været vingummibamser, som vi har delt ud til dem. Når man er én meter høj eller mindre, og det blæser en lillesmule, så får man altså væsentligt mere sne ind i bærret, end forældrene gør, og man har også svære ved at holde varmen. Derfor har der nogle gange skullet noget ekstra motivation til som i form af børnebenzin.

Når nu min ældste datter, Sally, kommer til at læse det her, og at jeg påstår, at jeg har haft en meget afslappet tilgang, vil hun omgående sige, at det ikke passer en skid, og at jeg har presset hende enormt meget. Så alligevel har vi måske i det første forsøg ud af tre presset en lillebitte smule på. Det har vi ikke gjort med de to næste, som måske af samme grund er endnu gladere for at stå på ski.

Sally var kun fire måneder gammel, da hun var med i en pose oppe i 2.500 meters højde, og det fik vi meget skæld ud over af nogle personer, som sad ved siden af os oppe i liften. De sagde, at vi var helt vanvittige, og at det kunne børnene dø af, men det gjorde hun ikke. Alle vores børn begyndte at stå på ski omkring to års alderen, og det er nok, fordi vi har været så meget af sted. Jeg ville hellere anbefale andre forældre at starte, fra børnene er tre år.

Med Sally havde jeg en sele til hende, når jeg vi stod på ski sammen, og den hadede hun. Og det har hun nok aldrig glemt igen. Sally er meget selvstændig, og det med, at jeg kunne holde fast hende med selen, var hun slet ikke tilpas med. Jeg skulle bare have sagt, at så bruger vi ikke den sele. Anton og Frida elskede derimod selen, og det var skidesjovt, fordi Frida havde ingen frygt.

Hun stolede blindt på mig, så nogle gange kørte hun bare direkte nedad bjerget, og så kørte jeg med selen og lavede sving bagved, og hun fik sig måske nogle lige voldsomme saltomortaler. Jeg fik ballade hos min kone, men vi havde det skideskægt, og vi kom ikke galt af sted. Der findes altså ikke én løsning, der virker til alle slags børn.

Hvis du vælger at køre med sådan en sele, så kræver det, at du sætter vidvinkelblikket på, og at selen har en rimelig skrigende farve, så man undgår, at en anden skiløber kører indimellem. Det må ikke ske.

Et af de bedste skiminder, jeg har med min familie, var faktisk i en fempersoners stolelift på et skisted i Østrig, hvor jeg sad ude i den ene ende, min kone i den anden ende, og de tre børn i midten, og de var blevet så store, at man ikke skulle være bange for, at de ville glide ud under skjoldet. At sidde og kigge på de her fire mennesker, mine børn og min kone, og vi alle havde det lige skønt. Dét øjeblik glemmer jeg aldrig.

Jeg kan stadig tage mine børn på rutinen og kan ting med et par ski, som de ikke kan. Men at skulle køre om kap, det tør jeg ikke mere. Hvis jeg stopper, når vi rammer de 100 km/t, har de slet ikke tænkt sig at gøre det samme. De er yngre, og specielt Anton er fire gange så stærk som jeg, så fysik, udholdenhed og vågemod slår de mig på. De kommer heller ikke til skade, hvis de falder. Det gør vi andre på min alder jo.