”Jeg har netop slettet Tinder, så nu går jeg hele tiden på den norske vejr-app Yr for at tjekke vejret”

”Jeg har netop slettet Tinder, så nu går jeg hele tiden på den norske vejr-app Yr for at tjekke vejret”

Vi har bedt den kreative altmuligmand Uffe Buchard om at udpege sine favoritter – fra et lethadeligt mediehus til en favorittrøje fra Rigshospitalet.

Offentliggjort

Ansigtscreme → Den er hård at lægge ud med, for jeg tager hudpleje meget seriøst og kombinerer de bedste produkter på kryds og tværs. Og jeg misser aldrig min rutine – hverken morgen eller aften. Jeg bruger favoritter fra La Mer, Rudolph Care, Augustinus Bader, Nuori, Beauté Pacifique, Bioeffect og Elizabeth Arden. Og så det løse. Undskyld, men det kræver lidt at holde styr på det gamle fjæs.

App → Jeg har netop slettet Tinder, så nu går jeg hele tiden på den norske vejr-app Yr for at tjekke vejret.

Arvestykke → Da den legendariske modejournalist Didder Rønlund gik bort for et par år siden, arvede jeg hendes Cartier-kuglepen i guld, som hun gennem årene har taget noter med til de parisiske modeuger. I dag bruger jeg den kun, når jeg skal skrive under på noget vigtigt – eller bare vil blære mig.

Bog → Jeg elsker ord, smukke sætninger og kunstneriske formuleringer. En af de bøger, jeg har nydt mest at læse, er Rakel Haslund-Gjerrilds roman ’Adam i Paradis’, der handler om kunstneren Kristian Zahrtmann og hans samtid. Jeg holder også meget af Rupert Everetts biografi på engelsk. Smukkeste sprog og bedste selvironi.

Briller → Jeg ser som en ørn, så jeg er mest solbrilletypen. De sidder til gengæld på mig nat og dag, sommer og vinter og er som regel fra Balenciaga.

Bukser → Rick Owens laver de bedste bukser med bindebånd og low crotch. Og det står ikke til diskussion.

Bælte → Jeg synes, bælter er noget pjat og er blevet for logobefængte. Hvorfor skal man bære et bælte som social markør? Det er for sølle. Jeg bruger bare et snørebånd. Dem fra Balenciaga er bedst.

Cocktail → Jeg hænger totalt fast i 1990’erne og foretrækker en klassisk cosmopolitan, og jeg kan drikke så mange, at min mund klistrer sammen.

Duft → Coromandel fra Chanel, når jeg skal være tilgængelig. Oud Wood fra Tom Ford, når jeg skal være mystisk. Poivre Samarcande fra Hermés, når folk skal lade mig være i fred.

Film → Luca Guadagnios ‘Call me by Your Name’ og Tom Fords ‘A Single Man’.

Fjende → Ekstra Bladet. Det medie er ret nemt at hade.

Frakke → Klassisk sort matrosfrakke i uld fra Loewe. Den passer til alt. Også det, den ikke passer til.

Gadget → Mit liv er for kort til gadgets.

Hat → Jeg er kaskettypen og har alt for mange kasketter. Jeg har stadig en, som den engelske hattemager Philip Treacy lavede engang i 00’erne, og som jeg har haft på til et hav af technofester. Jeg elsker den kasket.

Hotel → Ubetinget Hotel Ritz i Paris. Jeg fejrede min 50-års fødselsdag over en weekend der og er ved at spare sammen til de næste runde fejringer. Ritz Paris er det eneste hotel i verden, hvor jeg ikke har kunnet sætte en kritisk finger på noget som helst. Og jeg har boet på mange hoteller.

Jakke → En oversize blazer fra en af Demnas første kollektioner for Balenciaga.

Jakkesæt → Jeg har en sort klassisk smoking fra Saint Laurent. Når jeg tager den på, er jeg en verdensstjerne med en uartig agenda. Så kan jeg alt.

Kunstner → Jeg elsker moderne, dansk kunst, og jeg elsker skulpturer, så jeg må sige Robert Jacobsens jernskulpturer og Sonja Ferlov Mancobas i bronze. I keramik er det ubetinget Axel Salto og hans spirende stil.

Morgenmad → En tebolle med tandsmør og køleskabskold Nutella. Så er det sagt.

Motionsform → Benhård morgenstyrketræning med min personlige træner Daniel. Jeg møder op sur og går hjem glad.

Motto → ’Græsset er ikke grønnere på den anden side. Det er grønnest der, hvor du vander det.’

Musik → Jeg er et meget sammensat menneske, når det kommer til musik. Jeg hører meget klassisk og opera derhjemme og går samtidig ret ofte ud og danser til pumpende techno og house-musik. Og det er også det, jeg spiller, når jeg er DJ. Min favoritmusik – den, der bevæger mig allermest – er dog intermezzostykket i Pietro Mascagnis opera ’Cavalleria Rusticana’. Den har jeg nu tudet over i 56 år.

Møbel → Poul Kjærholms PK25-lænestol. Dens ramme er bøjet ud af et enkelt stykke metal, og stolens sæde og ryg består blot af flagline. Det må være verdens mest sofistikerede stol.

Overspringshandling → Bruun Rasmussens online kunstauktioner.

Podcast → 'Mads og A-Holdet'. Altid relevant.

Pung → Hvem har brug for en pung i 2023?

Rejsedestination → Asserbo Plantage lige vest for Tisvilde i Nordsjælland. Her ligger min lille skovhytte, og ingen destination er mig lige så kær som den.

Livret → Pasta. Noget med pasta. Så simpelt som muligt.

Sengetid → At gå i seng klokken 22 er det bedste, jeg ved.

Skjorte → En helt ny, hvid, sprød og enkel fra Prada.

Sko → Jeg har altid gået i store sko – sko, der fylder noget. Og folk, der går i for små sko er generelt ikke noget for mig i øvrigt. Min favorit er en kort, sort støvle med plateau fra Bottega Veneta.

Slips → Slips minder mig om den bankmand, jeg kunne være blevet, hvis min mor havde fået sin vilje. Dermed sagt: Jeg bruger sjældent slips.

Smykke → Min B.Zero1 four band-ring i hvidguld fra Bvlgari. Den første, jeg havde sparet sammen til, glemte jeg på et toilet i Berlin – say no more. Og den næste købte jeg til minde om min mor, da hun gik bort.

Spiritus → Jeg skal bare bede om vodka, så kører det.

Strømper → Min søsters hjemmestrikkede.

T-shirt → Hvide Acne Studios-T-shirts med generøs udskæring ved halsen. Ellers får jeg fnidder.

Taske → Min gamle Louis Vuitton keepall Bandouliére 55 LV-monogram-taske med initialer. Den er med mig alle steder og har oplevet lidt af hvert.

Transportmiddel → Jeg elsker at transportere mig på min svenske Pilen-cykel gennem København. Har haft en del af dem gennem tiden, men altid den samme model og altid sort.

Trøje → Den langærmede og meget bløde undertrøje tilhørende Rigshospitalet, jeg engang fik af en virkelig sød og meget pæn medicinstuderende. Den kan bare noget.

Underbukser → Hvide fra Calvin Klein uden ben. Hvorfor overhovedet begynde at bøvle med andet?

Ur → Jeg gav mig selv et Rolex Submariner i stål med sort skive, da jeg stadig var i 30’erne, fordi jeg syntes, jeg havde været sej og arbejdet meget. Det sidder stadig på mit håndled, og jeg får ikke brug for andet, for det passer til alt fra træningstøj til mit stiveste puds.

Tatovering → Har to stjerner på håndleddet, som jeg engang fik lavet i fuldskab. Jeg hygger mig med dem, men favoritter kan man ikke sige, de er. Lad os se, hvad fremtiden bringer, for nej, man bliver aldrig for gammel til endnu en tatovering.

Vågnetid → Omkring klokken 9.00 passer bedst til mit temperament. Desværre er det oftest urealistisk.