Uffe Buchard tjekker ind på hotel for at overleve lockdown

Uffe Buchard tjekker ind på hotel for at overleve lockdown

Mens nogle er taget i sommerhus, og andre dyrker glamping-trenden, har kreativ direktør i Darling, Uffe Buchard, selv frekventeret de københavnske hoteller oftere under nedlukningen for at få et skud eskapisme. Her fortæller han om sin fødselsdag på Hotel d’Angleterre, og da han fik en concierge til at skaffe ’Babe – Den kække gris’.

Offentliggjort

Hvordan har du det?

”Jeg har det efter omstændighederne godt. Jeg er heldig, at jeg stadig kan gå på arbejde på Darling Creative Studio hver dag og på den måde forsøge at opretholde en nogenlunde normal hverdag med et par gode kolleger, almindelig travlhed og udvikling, for det er virkelig ikke mig at sidde stille og vente. De opgaver, vi sidder med på bureauet i øjeblikket, er virkelig anderledes, så det er på samme tid en både udfordrende og spændende tid.”

Hvad gør du for at holde hovedet højt?

”Jeg har nået en alder, hvor jeg efterhånden godt ved, hvad der skal til for, at jeg er glad og tilfreds, og hvad jeg ikke kan leve foruden. Fx er jeg ved at blive vanvittig over, at jeg ikke kan gå til træning hver morgen, som jeg er vant til. For det er livskvalitet for mig at svede igennem i en time hver morgen. Og skal jeg holde hovedet højt, så bliver jeg nødt til at tvinge mig selv til hjemmetræning med de vægte, det gulv og de møbler, jeg nu engang har til rådighed, ellers bliver jeg i dårligt humør. Men jeg hader hjemmetræning – det er ikke særligt motiverende. Nogle gange sætter jeg bare en god gang 90’er techno på anlægget og danser igennem, som var jeg til et kæmpe raveparty i London. Ikke iført bandana og tracksuit som dengang, men iført soveshorts i egyptisk bomuld og Birkenstocks. Det virker fortrinligt på humøret.

Det skal siges, at jeg er så heldig at bo øverst i et hus, hvor ingen kan kigge ind. Dertil sørger jeg generelt for at forkæle mig selv. Ikke med kage og den slags, men ved at omgive mig med smukke ting. Masser af blomster er altid en god idé, men jeg har faktisk også anskaffet mig utrolig meget ny kunst i det seneste år, og det har holdt mit humør oppe, det har inspireret mig, beriget mig åndeligt og har på alle mulige måder stimuleret mig. Og så har jeg drukket dobbelt så meget vin, som jeg plejer, og fået mig et abonnement på Weekendavisen, ligesom jeg har købt stakkevis af bøger.

Den seneste store forkælelse i kølvandet på lockdown er helt klart installeringen af et meget fancy Geberit douchetoilet i mit badeværelse, der både kan tænde lys, varme toiletsædet op, skylle med forskellig styrke og endog føntørre. Bliver det bedre? Sådan en hygiejne butler har jeg altid ønsket mig.”

Hvilke steder har du holdt staycation?

”Jeg er faktisk en af dem, der slet ikke har været ude at rejse siden marts 2020. Det har jeg ikke prøvet, siden jeg var barn. Til gengæld har jeg brugt skovhytten lidt mere, end jeg plejer, og så har jeg indtil videre været på tre staycations her i min egen by København, siden Covid-19 begyndte at rase. Den første var i sommer (med en hot date) på det store nye Villa Copenhagen, da det næsten lige var åbnet. I efteråret holdt jeg en staycation på mit eget lille nye hotel, The Darling, tæt på Amager Torv, i en weekend, hvor det ikke var booket ud. Og senest har jeg i januar holdt en staycation med min bedste ven på Den Hvide Dame – Hotel d’Angleterre på Kongens Nytorv.”

Uffe Buchard

54 år

Kreativ direktør, Darling Creative Studio

Chefredaktør, DANSK Magazine

Stifter af The Darling design guesthouse

Kan du fortælle historien bag besøget på Hotel d’Angleterre?

”Det var gråt, koldt og trist, og det var min fødselsdag. Normalt plejer jeg at holde et cocktailparty aka abefest i privaten, men det var jo af gode grunde ikke nogen mulighed denne gang. Og en fødselsdag skal i min optik altid markeres som noget ganske særligt. Jeg har lidt af en historie med d’Angleterre. Jeg har været på staycation der flere gange, når livet bare blev lidt for kedeligt, og det var faktisk også her, jeg vågnede op på min 50-årsfødselsdag for nogle år siden sammen med min allernærmeste familie. Jeg føler mig altid meget tryg og utroligt godt forkælet her. Og så er det vel det eneste sted i byen, hvor de stadig pudser dine sko, hvis du stiller dem ud om natten.”

Sover man bedre i sengen på Hotel D’Angleterre end i sin egen seng?

”Altså, det gjorde jeg engang. Men netop fordi jeg sov så vidunderligt i sengene der, så spurgte jeg sidste år, hvilken seng det egentlig var, de havde installeret på værelserne. Det viste sig at være en bestemt model fra DUX, og så gik jeg simpelthen ned og købte præcis den seng. Ikke så meget pis! Så på en eller anden måde sover jeg sådan lidt altid på Hotel d’Angleterre nu.

Men så er der altså også noget med det der sprøde nystrøgne tykke sengetøj og det uendelige antal af hovedpuder af forskellig art. Og dyner som skyer. Det får en til at sove godt.”

Hvad bestilte I af roomservice?

”I min optik er roomservice simpelthen noget af det mest luksuriøse, man kan udsætte sig selv for. Man sidder bare der og føler efter i kroppen: Hvad har man trang til lige her og nu? Og vupti! Så bliver det serveret lige foran næsen på en. Det er da toppen. Da vi ankom, bestilte vi søde sager og portvin, og senere kunne vi ikke lade være med at bestille den ikoniske Boeuf Bearnaise med masser af tykke pommes frites og en grøn salat for synets og den gode samvittigheds skyld. Og masser af rødvin naturligvis. Næste dag – om søndagen – var det min fødselsdag, så da fik vi champagne brunch med det hele og lidt til.”

Kan man snyde hjernen til at tro, at man vitterligt er et andet sted, når man ligger i en hotelsuite få kilometer væk hjemmefra?

”Min hjerne har intet problem med det, men jeg har også over mange år vænnet den til, at den rigtig gerne må narres, når jeg rykker ind på et hotel i egen by, for jeg har gjort det, før der overhovedet var et begreb, der hed staycation. Jeg har altid haft en fascination af hoteller, og på gode hoteller bliver du jo lullet ind i en ganske speciel og eksotisk atmosfære. Ellers har du valgt det forkerte hotel. Det er anderledes, og man kommer faktisk væk fra dagligdagen, væk fra for mange tanker og for meget arbejde ved blot at flytte et døgn eller to i nye eventyrlige rammer, der begejstrer og er meget langt fra de hjemlige. Men det går jo ikke bare at booke et hvilket som helst hotel – det skal ligesom være noget ganske særligt, for det skal være en sanselig oplevelse på alle niveauer. Staycation virker for mig. Man får alt det dejlige et hotel kan tilbyde uden lufthavnsstress, flyvetur med pladsmangel og sur taxachauffør. Og har man glemt noget derhjemme, så henter man det bare.”

Hvad er det vildeste, en concierge har skaffet dig på et hotelophold?

”Man skal jo først og fremmest huske på, at en concierge er til for at blive brugt – det er ligesom det, de er der for – så jeg er blevet ret god til at udfordre dem, tror jeg.

Jeg fejrede engang min fødselsdag på en suite på Ritz i London med min bedste veninde. På et tidspunkt fik vi sådan lyst til at se filmen ’Babe – den kække gris’, der på det tidspunkt var helt outdated og bestemt ikke på nogen filmhitlister. Vi bad om, at den blev skaffet, hvilket de tog ret stille og roligt.

En anden gang fejrede jeg fødselsdag med en større flok uvorne venner på Blakes i London, og da blev det altså til lidt af en fest. På et tidspunkt bad vi conciergen om at skaffe et katalog over lokale mandlige strippere. Og det gjorde han så. Uden at fortrække en mine. Diskretion frem for alt. ’What happens at Blakes stayes at Blakes,’ som de sagde.”

Bestiller du late check out?

”Det gør jeg altid. Det er fast kutyme. Hvem pokker er klar til at forlade rummet klokken 12? Det er jo ren ondskab. Jeg forsøger altid at strække den til klokken 15.

På Ritz i Paris, hvor jeg dog kun har boet to gange, har de fleksible ind-check og ud-check tider. Det er så moderne og sådan en god idé. Sidst jeg var der, tjekkede jeg først ud af rummet klokken 19 om aftenen – uden tillæg. Se, det er service.”

Hvorfor er det vigtigt at overnatte på hotellerne i sin egen by?

”Jeg kan personligt rigtig godt lide at kende min bys hoteller indefra, men lige nu har det også fået en helt anden og meget vigtigere betydning at bruge byens hoteller. De har simpelthen brug for, at vi lokale bruger dem i øjeblikket, hvis de skal komme nogenlunde helskindet ud af krisen. Så dem, der kan, burde få sig en dejlig forkælende oplevelse samtidig med, at de holder gang i hjulene på hotellerne.”

Hvordan skaber man hotelstemning derhjemme?

”Det er faktisk slet ikke så svært endda. Jeg kan selv finde på at gøre det på en kedelig mandag eksempelvis. Det handler jo om at have forberedt det og ikke mindst at have gjort sig umage med foranstaltningerne, inden man ligesom tjekker ind hos sig selv. Det kræver, at man lige tager sig sammen i et par timer og får sit hjem til at tage sig så attraktivt ud som muligt. Der skal være helt rent og ingen rod.

Køb masser af friske blomster. Køb alt det ind, du godt kan lide at spise, og som du ikke sædvanligvis ville have i huset. Måske lidt kaviar, bobler naturligvis og alt det, der kunne tænkes at være inde i en virkelig godt udrustet minibar. Alt derudover handler om sengen. Læg dynerne til luftning og læg nyt hvidt sengetøj på og stryg det på begge sider, til det knitrer af fryd. Pyjamas og en fluffy morgenkåbe er et must og så naturligvis slippers. Forbered et dejligt bad med sæber, scrub og creme, som du har indkøbt specielt til lejligheden, for det, man ikke lige kender fra sin hverdag, virker altid lidt mere sensationelt.

Og så noget virkelig god takeaway. Så kan det næsten føles som roomservice, hvis man lukker øjnene, når WOLT-fyren står i døråbningen… Just pretend!”

Hvad er det første sted, du skal rejse hen, når vi er på den anden side?

”Jeg skal til London og Paris med det samme. Det er mine byer. Og jeg trænger så vanvittigt meget til at få lidt nyt tøj, til at blive inspireret af gademoden, til at se international kunst og til at komme ud på et dansegulv i en europæisk metropol fyldt med glade mennesker. Damn, hvor jeg glæder mig.”

De her 5 techno-baskere danser Uffe Buchard til

It’s our Future - AWeX

Insomnia - Faithless

9PM (Till I Come) - ATB

Sandstorm - Darude

Got The Groove (SM Radio edit) - SM-Trax