Kl. 05.45-06.45
Mit vækkeur ringer før klokken seks hver morgen. Sådan er det ofte, når jeg indspiller film. Jeg har rundet de 50 år, så mine rutiner skal være faste. Jeg står op med det samme og tager et hurtigt bad.
Derefter nyder jeg, at jeg har morgenen for mig selv, fordi resten af hjemmet stadig sover. Min morgenmad er altid den samme: yoghurt med Husk, så både mave og tarmsystem vil kendes ved mig. Jeg drikker et par glas vand og laver derefter en stor kop neskaffe.
Alt er udført med præcision, for jeg skal have tid til at sætte mig ind i, hvad resten af dagen byder på. Så gennemgår jeg dagens scener for mig selv. Det er en sand nydelse med den forberedelse, men jeg har også et kontrolgen, der gør, at jeg hellere bruger for meget end for lidt tid på arbejdet.
Kl. 06.45-9
Jeg er i den heldige situation, at jeg kan gå til mit arbejde. Vi optager store dele af ’Viktor mod verden’ i Nykredits filial midt i København. Vi har en hel etage for os selv, og jeg kan spadsere derhen på de solrige sommermorgener.
Når jeg svinger mig helt op, har jeg ligefrem korte bukser på, og jeg bliver i det civile tøj under morgenens prøver. Her står jeg over for Nicolai Jørgensen, som spiller hovedrollen, mens jeg agerer hans far. Jeg er helt vild med Nicolai. Der er noget Dirch Passer over ham.
Det er, som om han er landet fra 1960’erne og har noget at sige os her i 2023. Efter vi har været teksten igennem, går jeg i sminken og får en make-over. Af med shortsene og ned i jakkesættet. Jeg har på forhånd fået lavet en nydelig bank-eller-forsikringsmand-agtig frisure, som gerne skal holde i de seks uger, vi indspiller.
Kl. 9-12
Det er sommer, men du kan ikke åbne et eneste vindue i Nykredit. Vi er alle sammen iført slips og har skjorterne knappet helt op til adamsæblet. Derfor sveder vi sindssygt meget, mens vi indspiller.
Vi er nærmest låst inde i den her bank. Der er sikkerhedskoder over alt. Det er varmt, men det er også lidt spændende, synes jeg. Et af frynsegoderne ved mit job er, at jeg får lov til at se steder, hvor man ikke normalt bliver inviteret indenfor. Jeg er meget fascineret af Nykredit i de dage, men koncentrerer mig selvfølgelig mest af alt om arbejdet.
Kl. 12-13
Frokosttid. Vi sidder i vores kostumer i Nykredits kantine sammen med alle deres medarbejdere. Jeg går rundt som en slags artsfælle. Jeg spiser en klat ris, en klat sovs og en klat kylling. Det er ikke den store luksus, men det mætter, og jeg har mere brug for at komme ud og være lidt for mig selv.
Kort efter sidder jeg og kigger ud over vandet ved Kalvebod Brygge. Jeg har taget en Cola Zero med og finder smartphonen frem. Jeg har aldrig været på de sociale medier, for som skuespiller fortæller andre allerede rigeligt om dit liv.
Derfor kværner jeg i stedet et par danske avishjemmesider. Da jeg når til business-sektionerne, er jeg i mål. Jeg er interesseret i kultur og mennesker. Ikke i tal.
Kl. 13-17
Jeg bliver kaldt ind og knapper skjorten helt op igen, men alligevel ender det i et grin. Det er sjældent, man som i ’Viktor mod verden’ har et manuskript, der er så skarpt, men at der samtidig er plads til improvisation. Vi har mulighed for at hyle hinanden ud af den. Jeg forestiller mig, at det var det samme, der skete for ’Anchorman’-drengene under deres optagelser.
Kl. 17-19.30
En filmoptagedag varer 10 timer. Jeg er helt bombet, når vi er færdige. Jeg trasker hjem, og i dag er det mig, der står for madlavningen. Vi får en måltidskasse fra Aarstiderne.
Jeg er efterhånden blevet god til at lave habil husmandskost, selvom jeg nok burde følge opskrifterne mere slavisk. Min hustru, min søn og jeg spiser altid sammen. Det er noget af det bedste ved dagen. Efter maden forbereder jeg mig til arbejdet på Nykredit næste dag.
Kl. 19.30-21
Min søn er blevet så stor, at min hustru og jeg har aftenen for os selv. Vi ser en serie. Enten sammen eller hver for sig. Jeg er til sci-fi og zombies, mens hun elsker true crime. Vi kan mødes over et godt drama. Vi ser et nyt afsnit af ’The White Lotus’.
Jeg bedømmer en tv-serie som alle andre, selvom jeg er skuespiller, men det er klart, at jeg har nogle idéer om, hvordan tingene er lavet. Det, der virkelig kan ødelægge en serie for mig, er, hvis jeg kan se, at alle scener i fx et skur er indspillet på samme tid. Så kan jeg simpelthen ikke følge med kronologisk, men får derimod et ’Kodak-moment’, hvor jeg kan se, at tøjet sidder, som det gjorde for flere afsnit siden.
Kl. 21-22
Jeg er en forholdsvis gammel mand på 51 år, så når jeg har banket på min drengs værelsesdør og sagt godnat, søger jeg mod mine egne dyner. Jeg falder i søvn lidt før klokken 22, for vækkeuret ringer jo igen alt for tidligt næste dag.
