Dengang vi var konger

Dorin Larsen ankommer til Vemmelev sammen med tre andre mænd i en kassevogn. Den lille soveby har et par tusinde indbyggere. Dorin Larsen kender byen og alle dens veje, og han kender også banken. Hans forældre bor i Vemmelev, og Danske Bank-filialen er deres bank. Forældrene bor kun få husnumre

derfra.

Det har gjort planlægningen nemmere, at Dorin Larsen er stedkendt og har været i byen mange gange før. Men han har ét forbehold for gruppen. Hvis hans forældre befinder sig i banken, når de sparker døren ind, trækker de sig igen. Trods forbeholdet har Dorin Larsen valgt netop den bank, fordi den ligger perfekt. Der er hele 10 kilometer til nærmeste politistation. Antallet af flugtveje er uendeligt og trafikken minimal.

Det er torsdag den 13. december 2001. Klokken er 13, da den røde kassevogn triller ned mod Danske Bank på Stationsvej. De kører forbi SuperBrugsen og benzintanken og parkerer foran den lille bank i murstenshuset på hjørnet til Borgergade. De holder stille, men chaufføren slukker ikke motoren. Han holder bilen i første gear med en rastløs fod hvilende på speederen.

Dorin Larsen betragter banken gennem bilruden. I hånden har han en plastikpistol. Den har samme effekt overfor bankpersonalet som den ægte vare, men den kan ikke slå nogen ihjel, og det gør en verden til forskel. Havde det været et skarpladt våben i Dorin Larsens hånd, ved han, at han uden tøven ville bruge det, hvis det blev nødvendigt for at komme væk fra politiet.

Adrenalin fylder hans krop til et punkt, hvor han næsten ikke kan sidde stille mere. Han banker med knytnæven på den lille rude bag sig, som adskiller forsæderne fra ladet. Et signal til de to, der sidder inde i kassevognen. Han trækker elefanthuen ned over ansigtet, træder ud af bilen og løber hen mod banken med de to mænd bag sig.

Klokken er 13.13, da Dorin Larsen trænger ind i banken.

’Det er et røveri!’? råber han og peger pistolen rundt i lokalet. ’?Gør, hvad jeg siger, så sker der jer ikke noget! Vi er her kun for pengene og ikke for at skade jer.’

Det går hurtigt. Én tømmer kassen, hvor bankassistenterne står. En anden finder bankbestyreren, som trues til at åbne boksen i baglokalet, hvor der ligger flere hundrede tusinde kroner i sedler. Mens de to mænd fylder taskerne med penge, holder Dorin Larsen skiftevis øje med personalet og døren. Det er hans ansvar, at der ikke kommer nogen ind i banken, og at alle forholder sig i ro, for han har pistolen og med den også magten.

De fire ansatte i banken er i chok. De mumler uforståelige ord og lyde, mens de ligger på gulvet.

Dorin Larsen fryser et øjeblik. Midt i forvirringen træder en kunde ind i banken. Dorin Larsen står ansigt til ansigt med en udviklingshæmmet mand, som ikke forstår, hvad tumulten handler om. Med pistolen i hånden vifter han manden væk, indtil han endelig bakker ud af banken.

Det hele varer omkring halvandet minut, før gruppen løber ud af banken og ind i kassevognen med de fyldte Adidas-tasker over skuldrene. Kort efter hviner bildækkene på asfalten.

De kører hen mod flugtbilen, som holder parkeret ikke langt derfra. Det er en helt almindelig personbil, som politiet i Slagelse og Korsør næppe vil lede efter. Med elefanthuerne i lommen sætter de fire mænd kurs mod Slagelse by. Ikke væk fra politistationen, men mod den. Det er det eneste, politiet ikke forventer.

I den stjålne bil fyldt med pengesedler kører de rutens ti kilometer med en hastighed lige under fartgrænsen. Hele vejen skal de køre lige ud ad Korsørvej, som er én lang tosporet landevej med marker på begge sider. Halvvejs kommer politiet kørende med fuld udrykning hen over bakketoppen i horisonten. Direkte mod dem. Har nogen set, at de har skiftet bil? Kører politiet ind foran dem om lidt og blokerer vejen? Spørgsmålene fylder i tankerne hos alle fire mænd i bilen, men ingen af dem siger et ord.

Selv om Dorin Larsen er på grænsen til at skrige af spænding, er han helt stille, mens sirenerne bliver højere.

Politibilen kører forbi dem. I bakspejlet forsvinder de blå blink.

Dorin Larsen læner sig tilbage i bilsædet og mærker langsomt den dirrende fornemmelse forsvinde ud af kroppen sammen med adrenalinen. Han føler sig uovervindelig.

’Fuck, det er vildt mand!’ råber en af de andre mænd.

’Jeg glæder mig til at komme hjem og tælle pengene!’

En anden ryster en af taskerne og gentager:

’Der er meget, der er meget.’

De fire mænd er tættere på drømmen om millioner af kroner end nogensinde før. Det er drømmen om økonomisk frihed, guldkæder, dyre biler, narko, fester og ludere. I en sikker lejlighed i Søborg vender Dorin Larsen bunden i vejret på taskerne. Tykke seddelbundter vælter ud på spisebordet. Der er præcis 704.740 kroner. De fire mænd krammer hinanden. De giver highfives og griner. Lettede over, at de er sluppet afsted med endnu et røveri.

I. ’Så nemt som at tage strømper på’

17 år efter røveriet i Vemmelev sidder Dorin Larsen i en træningstrøje med striber langs ærmerne på en café i Glostrup Centret. Det er en eftermiddag i september 2018. Han læser menukortet. Han er 41 år, bredskuldret og kortklippet, og så har han et håndtryk, der er hårdere end de flestes. Han bestiller en steak-sandwich.

Dorin Larsen har efter nogen betænkningstid besluttet sig for, at han gerne vil fortælle om sine år som bankrøver, dengang det ene røveri tog det andet.

For røveriet i Vemmelev var kun ét ud af mange røverier, han begik i 2001 og 2002 sammen med en gruppe venner fra Østerbro i København. Hans forældres bank i Vemmelev røvede gruppen igen knap en måned senere. Byens anden bank røvede de også to gange.

”Det var så nemt som at tage strømper på. I mine øjne var det verdens nemmeste penge,” siger Dorin Larsen.

Over for ham sidder hans barndomsven Lasse Jensen med en Tuborg i hånden. Han er skaldet og har briller. Tatoveringer med tribalmønstre og dødningehoveder dækker hans arme, skuldre og hals.

De to mænd er mere end bare almindeligt gode venner. Tilsammen har de stribevis af bankrøverier på samvittigheden, og de var blandt de mest aktive i en gruppe af syv unge venner, der i medierne blev kendt som ’Partners in Crime’.

Lasse Jensen og Dorin Larsen var som 25-årige i politiets søgelys og mistænkt for op mod 30 røverier på Sjælland. Fremgangsmåden var næsten den samme hver gang. De skiftedes til at være chauffør, planlægge og røve bankerne. Kun beløbene, som de slap afsted med, var forskellige.

Lasse Jensen var ikke med til røveriet i Vemmelev den 13. december 2001 sammen med Dorin Larsen. Han havde røvet Danske Bank i Regstrup måneden forinden og forsøgte endnu et mod Amagerbanken i Lyngby tre uger senere. Flere af røverierne begik gruppen med kun få dages mellemrum og i forskellige hold.

På lidt over et år slap vennegruppen afsted med millioner af kroner fra banker på kryds og tværs af hele Sjælland.

Dorin Larsen, Lasse Jensen og de fem andre mænds historie blotlægger en verden, hvor bankrøverier, hvidvaskning og vilde fester omgivet af escortpiger var hverdag. De syv mænd var sultne efter penge, undertiden ramt af paranoia og høje på adrenalin og succes. Men deres historie handler også om, hvordan de som voksne mænd har kæmpet en mental kamp med den indre vaneforbryder, mens de har forsonet sig med fortiden og forsøgt at skabe et liv på den rigtige side af loven.

Nu, mange år senere og efter næsten et årti bag tremmer, lever de vidt forskellige liv. Dorin Larsen er driftsassistent på Brøndby Stadion. Lasse Jensen har bosat sig på Gran Canaria, hvor han uddanner sig til dykker-instruktør.

Dorin Larsen og Lasse Jensen har indvilliget i at fortælle, hvordan de sammen med deres venner fra Østerbro skrev sig ind i historien som den mest aktive bankrøvergruppe i Danmark nogensinde.

For at forstå hvordan det kunne komme så vidt, må vi skrue tiden tilbage til begyndelsen af 1980’erne. På Østerbro vokser Dorin Larsen op i et almindeligt arbejderhjem. Hans far er kranfører på B&W og moren ansat på postkontoret. Dorin Larsen beskriver sig selv som en viljestærk dreng med det, han kalder et ’aggressivt temperament’, som gjorde ham til en naturlig leder.

I skolen havde han svært ved at sidde stille og koncentrere sig om bøgerne, og hans lunte var kort. Dengang blev børn med koncentrationsproblemer stemplet af lærerne med forkortelsen ’M.D.B.’, som stod for ’meget dumme børn’, fortæller Dorin Larsen. Det var et mærkat, som fulgte ham på de mange forskellige skoler, han gik på.

Fra 11-års-alderen brugte Dorin Larsen sin energi på hærværk, småtyverier og fodbold i Fælledparken med kvarterets andre børn. Her følte han sig på hjemmebane. Det var også her, han mødte Lasse Jensen. De var jævnaldrende, boede tæt på hinanden og gik begge op i fodbold og hiphop-gruppen Public Enemy. Første gang, de var hjemme hos Dorin, fremviste han stolt sin samling af målmandshandsker. De mest dyrebare i samlingen var dem, Peter Schmeichel forærede ham efter kampen i Idrætsparken, hvor Brøndby mødte Marseille i Europa Cup’en for mesterhold i 1989.

Heller ikke Lasse Jensen befandt sig godt i skolen. Gang på gang var hans adfærd til debat på rektors kontor. Lasse Jensen kom fra det, han beskriver som en kernefamilie med ferier, kærlighed og traditioner. Faren var Falckredder og turistfører, moren arbejdede som personalechef i kommunen. De manglede ikke noget, og hans forældre støttede ham altid. Men måske var de lidt for godtroende, tænker han. Eller også var Lasse Jensen bare god til at lyve. Han røg hash, stjal cykler og lavede graffiti med sine venner fra kvarteret. Han kalder det en slags kreativt selvforsvar, fordi han fra en tidlig alder kæmpede med rollen som mobbeoffer i skolen.

”Jeg følte, at folk så ned på mig på gaden, og i skolen følte jeg mig udenfor, fordi jeg blev mobbet med mine briller. For at blive accepteret begyndte jeg at blive klassens rod. De endte også med at acceptere mig, men af de forkerte årsager.”

Som dreng havde Dorin den samme tilbøjelighed til at lave ’ballade’. Med årene udviklede det sig kun i én retning. Som teenagere brugte Dorin og Lasse deres tid sammen med andre drenge fra kvarteret, drenge, som var både ældre og mere kriminelle end dem selv. Snart udviklede det sig fra drengestreger til kriminalitet, fra hærværk til indbrud.

”Vi gjorde det for spændingen, og det samlede os som gruppe, fordi vi gjorde noget ulovligt. Og det er altid sjovere end at være ham den artige,” siger Dorin Larsen.

II. Den vildeste følelse

Gruppen af Østerbro-drenge havde det til fælles, at de ikke havde lyst til at have et almindeligt arbejde som deres forældre for at tjene til dagen og vejen. De drømte om at lave store penge. Som dreng sagde Dorin til sin mor, at han ville være millionær, inden han blev 25 år. Om han så skulle røve en bank for at blive det.

Også Lasse Jensen drømte om at tjene store penge. Hans far havde skaffet ham en læreplads hos en lokal blikkenslager, men tre år inde i uddannelsen blev han af sin mester uretmæssigt anklaget for et indbrud i virksomheden foran de andre ansatte, fortæller han. Lasse Jensen krævede en undskyldning for mistænkeliggørelsen. Den fik han ikke.

”Jeg sagde: ’Fuck dig, dit svin’ til min mester og skred fra det hele med kun ét år tilbage af min læretid. Jeg var på ret kurs med mit liv, men så ramlede det for mig. Jeg tænkte: ’Fuck systemet’ og blev rigtig kriminel. Jeg hang ud med de forkerte mennesker, som bakkede mig op i, at systemet er noget lort, når man kan tjene penge på andre måder og være sin egen chef.”

Lasse Jensen var 19, da han fandt en ny ’læreplads’ som stikirenddreng for de mere hårdføre kriminelle i miljøet. Sammen med Dorin Larsen lavede han og flere af de andre barndomsvenner fra Østerbro indbrud, afsatte stjålne varer til videresalg og hjalp med at skaffe udstyr til forsikringssvindel og bankrøverier. Langsomt arbejdede de sig op i den kriminelle verden.

”Det blev startskuddet til, at vi selv gik i gang,” siger Dorin Larsen.

I sommeren 2001 tog gruppen af kriminelle venner form. De kaldte sig ’Partners in Crime’, inspireret af Hollywoods gangsterfilm.

Dorin og Lasse havde længe talt om at røve en bank. De var blevet ældre og havde fået ’flere nosser’, som Lasse Jensen formulerer det. Andre kriminelle fra Østerbro var lykkedes med bankrøverier og havde tjent godt på det. 1990'erne og 00’erne var bankrøverens storhedstid, og Dorin og Lasse ville være en del af den.

”Vi kunne godt se, at det var verdens nemmeste penge. Hvorfor skulle vi gå og hjælpe andre med forberedelserne til et røveri og kun tjene småpenge, når vi selv kunne gøre det,” siger Dorin Larsen.

Få måneder senere, en dag i august 2001, røvede de Danske Bank i Ganløse. I oktober samme år røvede de Danske Bank i Regstrup og i december Danske Bank i Vemmelev. De havde hurtigt stjålet deres første million.

Men vennerne var først lige begyndt.

Når Dorin, Lasse og de andre venner ikke havde travlt med at røve banker, kunne man finde dem et sted i Nordvestsjælland. Nord for stationsbyen Vig lå feriehusene i naturskønne områder med børnevenlige badestrande. Sommerhusene blev lejet af familier og tyske turister, som ville opleve den nærliggende geopark i Odsherred, gik på sælsafari ved Rørvig Havn og tog et smut i Sommerland Sjælland. Luksussommerhusene havde indendørs pool, og de store bøgehække og grantræer skærmede af for resten af verden. Men vigtigst af alt så krævede nogle af udlejningsfirmaerne ikke ID, når man betalte for husene.

Lasse Jensen og Dorin Larsen lejede et 200 kvadratmeter stort hus sammen med resten af gruppen. Mændene havde brug for et sted, hvor politiet ikke ville lede efter dem. I feriehuset kunne de slippe hæmningerne og fejre de fyldte sportstasker med stjålne kontanter.

De trak gardinerne for og tændte for musikken. Ikke for højt, i tilfælde af at naboerne skulle klage, men heller ikke for lavt. I stuen tømte de taskens indhold ud på sofabordet. Det var første gang, de så, hvor mange penge røveriet havde givet. Flere hundrede tusinde kroner.

”Det væltede frem med pengebundter, som røg ud på gulvet. Det var den vildeste følelse,” siger? Lasse Jensen.

Med papir og blyant talte de 100-, 500- og 1.000-kronesedlerne og fordelte pengene i bunker mellem sig. De havde før siddet tilbage med 100.000 kroner til hver og andre gange kun en brøkdel af det. Denne vinteraften i 2001 var en af de gode. De skulle ikke spare på noget og købte ind til mad og drinks for flere tusinde kroner. De havde mere, end de selv kunne spise og drikke, men selv om mændene havde lyst til at fejre succesen med alle deres andre venner, kunne de ikke invitere dem op i feriehuset. Det var en lukket fest for dem med elefanthuer og hemmeligheder.

”Vi var stadig undercover, så vi kunne ikke give den fuld smadder med technoen. Det var lav musik, god snak og røverhistorier. Men vi skulle have nogle damer til festen. Folk sad i sofaerne og ringede efter ludere – ikke sådan nogle billige Vesterbro-ludere, men escortpiger. Vi knaldede ikke engang dem alle sammen. De var bare godt selskab, fordi de ikke sladrer,” siger Lasse Jensen.

Stuebordet i sommerhuset var fyldt med spiritusflasker og halvtomme øldåser. Lasse Jensen havde lagt sig ud i husets jacuzzi med to af escortpigerne. Hans sanser var bedøvet af sprut og narko, som hjalp med at undertrykke hans konstante frygt for politiet. Mens han lå i det varme vand, blev tankerne om politiet fjernere og fjernere.

Dorin Larsen sad tilbagelænet i lædersofaen. Det simple overtrækstøj fra røverierne havde gruppen skiftet ud med tykke guldkæder og farverige skjorter. Med armene om købte piger og med store smil på læberne følte Dorin og de andre mænd sig som konger. Lige nu og lige her var de uovervindelige. De havde røvet bank efter bank, uden at politiet var tæt på at fange dem. Udbyttet gjorde dem rigere, end de ville blive med et almindeligt arbejde.

Hvorfor nogensinde stoppe?

”Vi ringede til alle escortbureauer i København og fik alle deres piger derop,” siger Dorin Larsen. ”Når man kom ud fra et værelse med en pige, sad der et nyt hold piger fra et nyt escortbureau og ventede. Pigerne gloede overrasket på hinanden, men så ringede det igen på døren med flere piger fra endnu et bureau. Det var en abefest. Der kom nok 20 piger i løbet af natten. Men det klarede vi med en skål med viagra.”

III. Røde pengesedler

Mange af festerne er i dag slørede minder for Dorin Larsen og Lasse Jensen, som begge giver alkoholen skylden. De vilde sommerhusture blev en fast tradition for gruppen, men de festede ikke kun bag de nedrullede gardiner.

Størstedelen af tiden brugte de på at vaske farvede pengesedler hvide. Helt bogstaveligt. Det var konsekvensen af de farvepatroner, Finansrådet introducerede i starten af 1990’erne for at afskrække det stigende antal bankrøvere. En lille ampul skjult mellem pengebundterne ville under et bankrøveri blive udløst med en kraftig, rød røg som afsved og farvede sedlerne. Den røde ’røverfarve’ kostede gruppen mange timer foran vaskemaskinen, hvor forsøg efter forsøg med forskellige kemikalier gradvist trak farven ud af sedlerne. De prøvede at vaske farven væk med forskellige sæbekombinationer, finkornet sand og samtlige kemikalier, der kunne købes for penge. Men sedlerne blev aldrig helt rene.

Til sidst betalte de på det sorte marked for en formel, som andre bankrøvere brugte til samme formål. Pengene blev lagt i blød med en blanding af tre ingredienser, som fjernede farven fra det slidstærke og værdifulde bomuldspapir. Dorin Larsen og Lasse Jensen vil ikke gå i detaljer med hvidvaskningen, da formlen stadig kan bruges i dag.

Processen tog tid, det svinede og lugtede. I sommerhusene arbejdede de skiftevis med hvidvaskningen af penge iført handsker og masker som beskyttelse mod stanken fra de ætsende kemikalier.

Telefonbøger, radiatorer, tørrestativer og gulvarealer var fyldt med våde sedler, der skulle tørre.

Alligevel fjernede det ressourcetunge arbejde ikke alle spor fra farven, fortæller Lasse Jensen:

”Vi prøvede alle mulige forskellige løsninger, men pengene blev stadig lidt lyserøde. På det tidspunkt arbejdede jeg lidt for Coca-Cola, så jeg havde et par røde arbejdsbukser, som jeg tog rundt i til bagerbutikker og værtshuse, hvor jeg betalte med lyserøde 500-kronesedler. Hvis nogen spurgte ind til farven, sagde jeg bare, at jeg havde vasket mine arbejdsbukser med pengene i. Det var derfor sedlerne var lyserøde og duftede af vaskemiddel. Men det kunne ikke betale sig i længden.”

Under de første røverier sprang den røde farve næsten hver gang, de løb ud af banken. En enkelt gang sprang farven i flugtbilen og sendte en stor, rød sky af partikler i ansigtet på dem. Patronerne var gemt inde i de store seddelbundter, der lå opbevaret i boksen bagerst i bankerne. Med tiden lærte Lasse Jensen og Dorin Larsen at føle sig frem til de ’ødelagte’ penge. Med et enkelt buk på sedlerne testede de bundterne, fandt de gemte farvepatroner og kastede de kasserede penge fra sig, før de løb ud af banken.

En måned efter at Dorin Larsen i december 2001 første gang sparkede døren ind til sine forældres bank i Vemmelev, var gruppen på arbejde igen. Torsdag den 10. januar 2002 klokken 10.20 røvede fire mænd fra ’Partners in Crime’ Danske Bank i Vemmelev for 304.331 kroner. Men dermed var det ikke slut. Tre uger senere vendte de tilbage. Denne gang var Slagelse Sparekasse i Vemmelev målet for gruppens sjette røveri.

De to røverier i Vemmelev i januar 2002 gav Lasse Jensen, Dorin Larsen og de andre i gruppen næsten en halv million til deling. Deres motivation for at trække elefanthuen over ansigtet og krydse grænsen fra småkriminalitet til alvorlig kriminalitet var ingen anden end berigelse: økonomisk frihed og nok til at finansiere en bekymringsløs tilværelse.

”Der var ingen af os, der gad at arbejde. Vi var nogle dovne hunde,” siger Dorin Larsen. ”Pengene var til at forsøde livet. Vi var i starten af tyverne, og jeg klattede pengene væk. Var jeg klogere, havde jeg lagt noget til side. Men vi tænkte ikke så langt.”

Lasse Jensen brugte hovedsageligt sine penge fra røverierne på sin familie. Han havde på det tidspunkt en lille søn, og hans kæreste var gravid med deres andet barn. De spiste god mad, tog på ferier, købte en bil og nye møbler til lejligheden. Men som bankrøver fulgte en vis livsstil, når succesen skulle fejres.

”Jeg lejede nogle svedige huse i Nordsjælland, festede og brugte penge på nogle ludere. De blev sløset væk, men det var så nemt, at hvis vi manglede flere, så lavede vi et nyt røveri,” siger Lasse Jensen.

Dorin Larsen supplerer:

”Det var vores liv. Vi levede for en økonomisk frihed. Manglede vi noget, havde vi en ny bank på tegnebrættet.”

Mændene i ’Partners in Crime’ tog for sig af retterne i 00’ernes store forbrugsfest, men for penge, som ikke var deres egne. Dorin Larsen og de andre mænd tog ikke lån i banken, de røvede dem. For dem var bankerne blot identiske murstensbygninger med forskellige virksomhedsnavne på facaden:

Nordea, Danske Bank, Amagerbanken og Sparekassen Sjælland. Pengene i bankerne var forsikrede, og det var derfor moralsk lettere at forsvare end kriminalitet rettet mod små forretningsdrivende og privatpersoner.

Flere gange om måneden kørte mændene Sjælland tyndt for at finde nye, oplagte muligheder. De var blevet professionelle.

IV. Et røveri har tre faser

De syv venner, som dannede bankrøvergruppen, vidste i grove træk, hvad de skulle – og ikke skulle – for at kunne udføre et succesfuldt bankrøveri og slippe væk med pengene. Bank for bank blev de mere og mere erfarne. I korte træk handlede det om at lokalisere den rigtige bank, planlægge flugtruten, uddele rollerne, skaffe overtrækstøj, elefanthuer og pistoler. Dernæst stjæle to flugtbiler, leje et sommerhus og til sidst holde sig uden for politiets søgelys.

En plan med tre faser: Forberedelse, røveri og flugt.

I flere tilfælde slog ’Partners in Crime’ til mod banker, som de i forvejen kendte, fordi de havde familie boende i byerne. Andre gange tog de tilfældige frakørsler fra motorvej E20 mod små byer, hvor bankfilialerne lå langt fra den nærmeste politistation. Det var flere år før, Google Maps blev introduceret, og det betød, at ’Partners in Crime’ kørte rundt på Sjælland og rangerede provinsbankerne på papirblokke. De noterede relevante tider, steder og observationer.

Forberedelserne kunne tage uger, fortæller Dorin Larsen:

”I planlægningen skal man vide, hvordan man kommer hen til banken og væk derfra igen. Man skal finde et sted at skifte bil, for det skal gøres hurtigt, og man skal skifte over i noget, som politiet ikke leder efter. I starten brugte vi som regel en kassevogn, som vi skiftede til en personbil inden for en kilometers radius af banken, hvorefter vi kørte mod politiet og ikke væk fra dem.”

Intet var overladt til tilfældighederne, når de først sparkede døren ind til bankerne. ’Partners in Crime’ begik samtlige bankrøverier om enten formiddagen, hvor pengetransporten lige havde været forbi, eller lige efter frokosttid, hvor der sjældent var mange mennesker eller nogen børn i banken. Det handlede for gruppen om at gøre det så ’humant’ som muligt, siger de.

Der var ikke nogen decideret rollefordeling i gruppen. Ingen bestemte over andre. De planlagde alle røverierne i fællesskab, men de havde alle hver deres styrker, som de kunne byde ind med. Lasse Jensen var opfindsom, og Dorin Larsen var god til at huske ting. Steder og detaljer helt tilbage fra sin barndom, hvor hans familie i mange år camperede rundt på Vestsjælland. Det var derfra, han vidste, at der lå en masse små byer, som var interessante i en bankrøvers øjne.

”Jeg orienterer mig meget, når jeg er ude, og hvis jeg har været et sted én gang, kan jeg ofte finde tilbage. Det gjorde mig dygtig til at planlægge røverierne og flugtruterne,” siger Dorin Larsen.

Flere politifolk, som dengang efterforskede ’Partners in Crime’, betegner Dorin Larsen som gruppens leder. Det genkender han ikke selv. I hans øjne var alle i gruppen lige, fordi de var én samlet enhed. Men han indrømmer, at han i visse situationer havde det afgørende ord.

Der har været kunder og bankpersonale, som er blevet mærket for livet og har udviklet posttraumatisk stress efter deres møde med ’Partners in Crime’. Andre håndterede situationen med en vis ro, som den kvindelige bankmedarbejder, der under et røveri kiggede op fra sin computer og sagde ’Nu igen?’ hvorefter hun arbejdede videre.

I begyndelsen af 00’erne blev der på landsplan begået bankrøverier flere gange om ugen i Danmark. I 2004 havde hver fjerde bankansat enten selv været udsat for et bankrøveri eller overværet en kollega blive det. Det er ofrene, pistolen peger på, men et bankrøveri er heller ikke uden risiko for gerningsmændene, selv om de er gemt bag våben og elefanthue. Når Dorin Larsen og Lasse Jensen trådte ind i en bank, vidste de aldrig, hvor mange kunder der ventede dem, eller hvem kunderne var. Det kunne være gamle damer, men det kunne også være tidligere politibetjente og soldater, som ikke frygtede en voldelig konfrontation.

”Der er som regel nogen i banken, som vil spille helt. Det er også derfor, vi aldrig havde en rigtig pistol med. Hvis der var en, som spillede smart, ville man bare skyde ham, for man tænker ikke rationelt, når man står inde i banken,” siger Lasse Jensen.

Bankrøverier har flere gange haft voldsomme og i enkelte tilfælde dødelige udfald. I 1995 forfulgte en motorcykelbetjent en flugtbil fra et voldsomt røveri ved Jyske Bank i Højbjerg ved Århus. Under biljagten blev to skud affyret, som ramte og dræbte den 41-årige betjent. Et projektil ramte lungerne og borede hul i mandens hjerte. Det samme skete for en familiefar, der blev skudt og dræbt, da han forsøgte at stoppe to Bandidos-medlemmer, som flygtede på motorcykel fra et røveri i Ålsgårde i Nordsjælland. Det skete i juni 2002, kun en måned efter ’Partners in Crime’ begik deres sidste røveri.

Det er det værst tænkelige udfald for et bankrøveri og også grunden til, at Dorin Larsen og Lasse Jensen aldrig brugte skarpladte våben. I stedet var deres ’trick’ at sparke døren ind til banken som det første. Lyden af en glasdør med aluminiumsramme, som rammer en murvæg med stor kraft, efterlod larmende tavshed i banken. Personale og kunder stivnede. Og så blev der råbt ’Det er et røveri!’

”Det næste, de ser, er os med elefanthuer på og med en pistol i hånden, og så opfører de sig som robotter, man kan kommandere rundt med,” siger Lasse Jensen.

Mændene udnyttede den paralyserende frygt, som synet af en bankrøvers uniform skaber, til hurtigt at gennemføre det, de var kommet for. Under et enkelt røveri havde Dorin Larsen en totenschlæger med ind i banken, også kendt som en ’aflivningskølle’.

Slagvåbnet blev smadret ned i disken foran de ansatte, forklarer han, mens han svinger armen i en cirkulær bevægelse.

Når røverierne var overstået, brugte mændene det gamle Østre Gasværk til at brænde deres ting. De smed tøj, plastikpistoler og elefanthuer i en sportstaske og satte ild til beviserne. Der måtte ikke være nogen løse ender, som kunne føres tilbage til dem, og det betød også, at de aldrig kunne prale med røverierne, når de festede i nattelivet.

”Når vi var ude og i byen, og der stod nogen og førte sig frem, så havde vi den der følelse: De skulle bare vide, hvem de stod ved siden af. Hvem vi var, og hvad vi gik og lavede,” siger Dorin Larsen.

Røverierne skabte et sammenhold i gruppen. Flere af mændene var vokset op sammen på Østerbro og havde holdt venskabet i live lige siden. Nu var de voksne og bankrøvere, som delte mere end bare barndomsminder. De delte også en hemmelighed, som ingen andre måtte kende til, og deres arbejde var mørklagt for selv den nærmeste familie og vennekreds. De var nødt til at stole på hinanden, og det skabte et ubrydeligt bånd, hvor der ikke var plads til gnidninger eller konflikter. Der var for meget på spil.

”Venskabet blev stærkere for hvert røveri. Lidt lige som soldaterkammerater fik vi et stærkt sammenhold, fordi de ting, vi gik igennem, bandt os sammen,” siger Dorin Larsen.

I maj 2002 slog gruppen til mod to banker. Ingen af de to røverier gik efter planen, og det blev begyndelsen til enden for ’Partners in Crime’.

V. Panik

En morgen i maj 2002 går gruppen ind i Nordea i Tølløse. Mens Dorin og to andre befinder sig inde i banken, venter Lasse i bilen uden for. Det er hans ansvar at holde øje med omgivelserne. Hvis politiet kommer, skal han dytte med hornet. På et tidspunkt kommer en kvinde med en barnevogn gående forbi bilens højre side. Kvinden kigger på ham og går lidt videre. Så stopper hun op. Kigger ind i bilen igen og ser, at Lasse Jensen har en elefanthue på. Panisk sætter hun i løb med barnevognen foran sig.

Med den ene hånd på rattet og den anden på gearstangen venter Lasse Jensen utålmodigt på, at de tre mænd inde i banken gør arbejdet færdigt. Sekunder føles som timer. Tankerne presser sig på. Hvad hvis det her er røveriet, hvor det går galt? En patruljebil kan køre forbi banken på det forkerte tidspunkt, eller han kan køre galt i flugtbilen i et skarpt sving. Ét fejltrin, og det vil koste ham flere år i fængsel. Han har kæreste, en lille søn og en anden på vej.

Skal han ikke se sine børn vokse op? Er pengene til en ny bil vigtigere?

Inde i banken forklarer en kvindelig ansat til Dorin Larsen, at de ikke har særligt mange penge liggende, fordi der har været et røveri i byens anden bank dagen forinden. Han ænser hende knap, da han tager tasken med sig og løber ud af banken mod bilen.

I sidespejlet ser Lasse Jensen de tre venner komme løbende. En af dem åbner sports-tasken med penge og kaster et seddelbundt over skulderen. Farvepatronen eksploderer i en røgsky af røde partikler og farver luften bag dem.

De hopper ind i bilen, drejer skarpt ud på Sejergårdsvej og knapt et minut senere ind på en tom parkeringsplads bag et lejlighedskompleks, hvor de parkerer bilen. Deres anden bil holder parkeret foran en ejendom præcis 300 meter fra banken, men da Lasse Jensen skal starte den, lyder den velkendte brummen fra motoren ikke. Ratlåsen har også sat sig. De kan høre sirener i nærheden.

Mændene hopper ud af bilen og sætter i løb. Sportstasken med penge kaster de om bag en nærliggende skraldespand, men en af dem fortryder og samler den op igen. Uden pengene har det hele været forgæves. Der er panik i gruppen. På den nærmeste hovedvej forsøger de at stoppe en kvinde i en bil, som kommer kørende direkte mod dem. De stiller sig ud på vejen og vifter med hænderne og pistolerne for at stoppe hende, men hun kører udenom og forsvinder. De må flygte til fods.

Den fjerne lyd af politisirener har forvandlet sig til en allestedsnærværende larm, som kun bliver overdøvet af hundepatruljernes schæferhunde. I militæret har Dorin Larsen lært, hvordan man skjuler sig på åbne marker. Kravlende på maven langs læhegn og til fods i grøfter fyldt med mudder bevæger de sig længere og længere væk fra Tølløse. Mere end tre kilometer fra banken løber de ind gennem parken bag Aastrup Kloster, da lyden af en bil nærmer sig på landevejen. Hvis det er en politibil, vil den havde frit udsyn til dem, og uden anden udvej hopper de alle i et nærliggende åløb, som fører op til klosteret. Bilen har knapt forladt vejen, da også en helikopter begynder at cirkulere over dem.

Det er først i en nåleskov ikke langt derfra, at bevoksningen er så tæt, at de kan sætte sig og hvile i nogle timer. Mens én løber videre for at få fat på deres lovlige bil, som holder parkeret i Ugerløse over 10 kilometer derfra, sætter de andre sig i buskadset og venter. I Lasse Jensens jakkelomme finder de fire gram kokain – rester fra en bytur. Ventetiden bruger de på kokainen, mens de tæller indholdet af sportstasken, seddel for seddel. Næsten 150.000 kroner i kontanter. Få timer senere bliver de samlet op i bil.

I radioavisen på vej hjem i bilen lytter de til en efterlysning af fire gerningsmænd fra et røveri i Tølløse, gruppens 10. røveri. Det skal blive det sidste, beslutter Lasse Jensen for sig selv.

”Jeg var bange for at blive taget efter Tølløse. Jeg tog drivvåd hjem til min kæreste og sagde: ’Bestil en rejse så hurtigt som muligt. Jeg skal væk.’”

VI. Kvinden på togstationen

Mens Lasse Jensen i hast fløj med familien til Kreta, kunne Dorin Larsen læse om røveriet i aviserne dagen efter. Han fandt ikke sit eget navn, men han vidste, at han var én af de maskerede røvere, som kriminalinspektøren fra Holbæk Politi beskrev som så aggressive, at ’selv garvede politifolk ville tage skade.’

Det gik dramatisk for sig i Tølløse, men Dorin Larsen var ikke skræmt på samme måde som Lasse Jensen. Han ville fortsætte, og kun 14 dage senere begik han sammen med tre af de andre igen et røveri. De slap væk med mere end en halv million kroner fra Nordea i Tune 30. maj 2002. Det var gruppens 11. og – skulle det vise sig – sidste røveri.

For Lasse Jensen gav ferien på Kreta et tiltrængt afbræk fra bekymringerne, men da han kom hjem til Danmark, mærkede han igen jorden brænde under sig:

”Da jeg kommer hjem fra ferie, hører jeg, at Nick (et af medlemmerne af ’Partners in Crime’, red.) er blev taget. Jeg får at vide, at jeg skal holde lav profil, og det passede mig fint, for jeg ville bare leve familielivet og ikke være røver længere.”

Selv om ’Partners in Crime’ undslap politiet efter Tølløse-røveriet i maj 2002, så var politiet ikke uden spor. Tidligere samme måned havde gruppen røvet Nordea i Lynge. Det var det eneste røveri, hvor gruppen havde ændret strategi og anvendt en flugtbil, som ikke var stjålet til formålet. De havde i stedet brugt en firmabil, som tilhørte én fra gruppen. Virksomhedens logo og navn, ’Duespecialisten Skadedyrsbekæmpelse’, var malet på siden af ladet. Det var den detalje, et vidne huskede, og den detalje, som førte politiet direkte til det nyeste medlem af gruppen, Nick, fortæller Dorin Larsen:

”Der går tre uger, så får vi et opkald fra Nicks kæreste, som fortæller, at Nick har fortalt alt til politiet om røverierne. Vi sad tilfældigvis allesammen samlet på det tidspunkt, og vi spillede bare dumme og sagde: ’Vi ved ikke, hvad du snakker om.’ Bagefter blev vi enige om, at hvis han havde stukket os til politiet, så havde de allerede hentet os.”

Dorin Larsen og resten af gruppen var ikke bange. De nægtede at tro, at politiet havde knækket Nick.

Men politiet var tættere på, end medlemmerne af ’Partners in Crime’ anede. En specialgruppe på 10 mand fra Hillerød, Roskilde, Holbæk og Slagelse var blevet oprettet med det ene formål at efterforske gruppens rolle i bølgen af bankrøverier på tværs af Sjælland. Med vicekriminalkommissær Keld Olesen fra Hillerød Politi i spidsen havde de fundet flere bemærkelsesværdige mønstre, som kædede ’Partners in Crime’ sammen med et hidtil uset antal røverier. Med hjælp fra Rigspolitiets særlige skyggeenhed satte Keld Olesen de syv mænd under intens overvågning. Civilklædte betjente fulgte hvert et skridt, de tog. De var med under byture på Københavns natklubber, ventede i biler foran deres lejligheder og fulgte efter dem til og fra træningscentre. Mens skyggeenheden hele tiden holdt øje, arbejdede specialgruppen omkring Keld Olesen hver dag på bevisbyrden mod ’Partners in Crime’, som ringbind efter ringbind voksede sig større og større.

”Vi fór ikke ud og anholdt nogen med det samme. Vi ville være helt sikre på, hvem vi skulle have fat i, og derfor brugte vi tid på at efterforske gruppen. Arbejdet bestod i at indsamle røverisager fra alle politikredse og lede efter ligheder, der kunne bruges som spor. Jeg kan huske, at dommeren i Østre Landsret udtalte, at antallet af indicier kan blive så massivt, at det flytter sig over i retningen af at blive et bevis – og vi havde mange indicier til sidst,” fortæller Keld Olesen.

Han vidste på et tidligt tidspunkt, at hvis beviserne holdt stik, ville der være tale om en af danmarkshistoriens største bankrøvergrupper. Men fornemmelsen sagde ham også, at ’Partners in Crime’ kunne være involveret i langt flere røverier end dem, de havde beviser for. Specialgruppen havde undersøgt de unge mænd i forbindelse med op mod 30 røverier, men i sidste ende ville det ikke gøre en forskel for strafudmålingen, om de blev dømt for 10, 18 eller 20 røverier.

VII. ’Alle mine venner var væk’

Det var statsadvokaten for Sjælland, som i sidste ende skulle afgøre, om beviserne var stærke nok til at holde i retten, og i slutningen af juni 2002 havde politiet beviser nok. En torsdag i juni faldt korthuset sammen for ’Partners in Crime’.

Den dag skal Dorin Larsen mødes med nogle af de andre hjemme hos Kevin, endnu et af gruppens medlemmer, på Østerbro for at tale om planlægningen af et nyt røveri. På vejen henter Dorin et andet medlem, Thomas, og 10 minutter senere holder de ind foran ejendomskomplekset og stiger ud af bilen. Rundt om hjørnet kommer en bekendt gående med Kevins hund og fortæller, at politiet lige har stormet området og anholdt Kevin og Kenneth, endnu et medlem af gruppen.

Nu skal det gå hurtigt. I sin lejlighed på Frederiksberg har Dorin Larsen en taske liggende med penge, men inden de går under jorden, vil Thomas først ud til sin kæreste i Ishøj og sige farvel. Mens Dorin Larsen venter på sin ven, fordriver han ventetiden i en nærliggende kiosk. På vej tilbage mod bilen ser han Thomas ligge på parkeringspladsen med en mand oven på sig. Det er politiet. Dorin Larsen stopper ikke. Han fortsætter i stedet skråt over vejen og forsvinder ud af syne.

På Amager er Lasse Jensen uvidende om anholdelserne. Han er på vej ud af en grillbar, hvor han lige har hentet en bestilling mad til sin kæreste, da han ser, at der venter seks bevæbnede, civilklædte betjente på fortovet. I én lang bevægelse bliver han kastet ned på jorden og kropsvisiteret med ansigtet i asfalten.

’Lasse, du er færdig. Du kommer først ud igen til din søns konfirmation,’ siger en af mændene ifølge Lasse Jensens erindring.

I det øjeblik er hans udsyn begrænset til lidt blå himmel og nogle parkerede biler. Tanken om, at det er sidste gang, han ser byen, strejfer ham.

Fem ud af gruppens syv medlemmer er nu anholdt. Dorin Larsen mærker, hvordan politiet ånder ham i nakken. Det er ikke længere muligt for ham at tage hjem til sin lejlighed på Frederiksberg eller opsøge familie og nære venner, hvor politiet formentlig allerede venter. Men han kender en hemmelig lejlighed i centrum af København, hvor Allan, det sidste medlem af gruppen, i næsten et år har holdt sig skjult for politiet, fordi han i forvejen er efterlyst for andre kriminelle forhold. Som de to sidste kan de holde lav profil sammen i nogle måneder hen over sommeren.

”Allan og jeg gik lidt i byen, men vi havde ikke rigtig nogen penge. Vi prøvede at sætte noget op – et bankrøveri – men det blev ikke til noget. Jeg lavede lidt fusk for nogen for at have noget at leve af, men det var kun lige til dagen og vejen. Det var rimelig kedeligt i forhold til livet før,” siger Dorin Larsen.

Politiets specialgruppe i Hillerød har i slutningen af juni 2002 fem af mændene fra ’Partners in Crime’ varetægtsfængslet, men de mangler stadig to. Det bekymrer dog ikke vicekriminalkommissær Keld Olesen. Hans erfaring siger ham, at de fleste kriminelle bliver fundet til sidst, hvis ikke de melder sig selv først:

”De skulle nok komme, tænkte jeg. For er man eftersøgt af politiet, vil man hele tiden kigge sig over skulderen, og det er der ikke mange, som kan holde til i længden.”

Det er dog ikke frygten for politiet, som plager Dorin Larsen. Det er kedsomheden. De indskrænkede muligheder og den låste tilværelse er allerede som et fængsel.

”Mit liv var røvsygt. Jeg sad for det meste bare i en lejlighed. Jeg havde ingen penge og lavede ikke en skid. Alle mine venner var væk, og jeg kunne ikke rigtig snakke med min familie og gøre de ting, jeg plejede at gøre. Jeg havde ingenting. Det var rimelig trist.”

En måned senere bliver Allan anholdt. Dorin Larsen er den eneste, som stadig er på fri fod. Han er efterlyst med navn og billede i medierne. Hans tid i lejligheden er kun afløst af korte, små stikture på diskoteker om natten og et enkelt besøg til sin søsters dimissionsfest. Flere barer og natklubber er på det tidspunkt begyndt at have fotografer ansat til at tage billeder af deres gæster, som bliver lagt ud på populære datingtjenester og sociale medier. Hverdagsaftenerne bruger Dorin Larsen på at tilføje billederne til sine profiler og skrive med de piger, han har mødt i byen. Han er blevet skødesløs, ligeglad.

I september 2002 skriver en smuk, ung kvinde en uopfordret besked til ham. Hun er interesseret, og hun vil gerne møde Dorin Larsen ansigt til ansigt. De aftaler at mødes mandag aften den 23. september på Ryparken Station. Det slår ham, at det kan være en falsk profil, men han er nysgerrig.

”Jeg var ligeglad med, om jeg tog en chance eller ej, for jeg havde ikke noget at miste, når jeg alligevel ville melde mig selv to uger senere.”

Den aften bliver Dorin Larsen kørt til Ryparken Station af en ven, som vil vente i bilen på parkeringspladsen. Ikke langt derfra holder en af politiets hundevogne også parkeret.

’Det er politiet, som står bag det her, mand. Det er 100 procent politiet, mand,’ udbryder Dorin Larsen. ’Lad os køre væk,’ svarer vennen.

Men Dorin Larsen er ikke indstillet på at tage hjem. Han beder sin ven om at gå ind på togstationen og se, om der står en kvinde og venter. Få minutter efter kommer han tilbage med et stort smil. Der står rigtig nok en kvinde, der passer til beskrivelsen. Dorin Larsen stiger ud af bilen og går ind på togstationen. I tunnelen får han øjenkontakt med kvinden. Han tager et par skridt i hendes retning og går forbi rulletrappen, kigger op mod perronen og stopper. En mand kigger udtryksløst ned på ham for enden af trappen.

’Fuck. Han er panser, mand,’ tænker Dorin Larsen. Han mærker en voldsom hjertebanken og knuger hænderne. Han skal væk. I stedet for at gå hen til kvinden, går han med blikket rettet stift ud i luften forbi hende, ud gennem tunnelen og ind i den næste. For enden står endnu en mand og venter.

I en hurtig bevægelse vender Dorin Larsen sig om, men i samme øjeblik han går hen mod indgangsdørene, vælter det frem med civile og uniformerede betjente fra alle retninger.

Flere end 10 betjente er med i den koordinerede anholdelse den aften. I tre måneder har Dorin Lasen været på flugt fra politiet. Nu er det slut.

”Jeg bliver smidt ind i en politibil, og så kommer der en dum betjent hen, som spiller smart og siger: ’Du skal væk i lang tid. Du skal væk i ni år.’ Det sagde han – helt præcist – og det var den dom, jeg fik,” siger Dorin Larsen. Han tilføjer: ”Jeg vidste godt, at jeg skulle væk i lang tid. Det var jeg indstillet på.”

VIII ’Brutalis-dobbelt-op’

Politiets specialgruppe havde på et halvt år skrevet 1.800 rapporter om ’Partners in Crime’. De var mistænkt for mere end 18 røverier mod pengeinstitutter på kryds og tværs af Sjælland, men i sidste ende blev de syv unge mænd sigtet for 11 røverier og fem røveriforsøg foruden en række andre sigtelser.

Dorin Larsen stod anklaget for otte fuldbyrdede røverier og tre forsøg med et samlet udbytte på 2,3 millioner kroner. Lasse Jensen for fem røverier og fem forsøg med et udbytte på 1,3 millioner kroner. I straffelovens 288 kan røveri straffes med maksimalt seks år, men er røveriet af særlig grov beskaffenhed eller antallet meget højt, kan straffen stige til 10 års fængsel.

Anklageren gik efter den hårdest mulige straf. Østre Landsret havde afsat 23 retsdage og planlagt afhøringer af omkring 100 vidner. En ud af de tre landsdommere var Peter Lundins banemand, Niels Johan Petersen, som gennem to årtier i Østre Landsret har dømt landets største og værste kriminelle. Han er kendt som streng og kontant, af andre ligefrem brutal.

”Han var blandt de indsatte kendt under navnet ’Brutalis-dobbelt-op’, fordi han bare bonnede folk,” siger Dorin Larsen.

I januar 2004 fandt nævningetinget i Østre Landsret Lasse Jensen, Dorin Larsen og de fem andre mænd skyldige i 11 røverier og fem røveriforsøg for mere end tre millioner kroner. ’Partners in Crime’ blev samlet idømt 53 års fængsel.

Lasse Jensen fik otte års fængsel, mens Dorin Larsen, der nægtede sig skyldig, fik ni år og dermed en af de hårdeste domme, som er givet i en sag om røveri i Danmark.

De danske banker var under angreb i begyndelsen af 00’erne. Sammen med resten af ’Partners in Crime’ bidrog Lasse Jensen og Dorin Larsen til statistikken, som på det tidspunkt talte mere end 200 årlige bankrøverier på landsplan. Siden er det tal kun blevet mindre. Statistisk set er bankrøveren stort set uddød herhjemme.

I 2018 blev der begået fem bankrøverier i Danmark. Det er blevet ’for besværligt’ med den højteknologiske sikkerhed i bankerne, lyder en af forklaringerne. En anden forklaring er, at det simpelthen ikke kan betale sig længere. I det kontantløse samfund har bankerne så få penge liggende, at det ikke er risikoen værd. Men det er ikke kun kontanterne, som forsvinder. Bankfilialer lukker også én efter én landet over. I starten af årtusindskiftet var der 2.159 bankfilialer i Danmark og i 2017 kun 805.

Spørger man Dorin Larsen og Lasse Jensen, hører deres liv som bankrøvere fortiden til. Tre af de oprindelige syv venner fra ’Partners In Crime’ valgte efter fængslet at skære alle bånd til gruppen og begynde et nyt liv. En fjerde er død og en femte har de kun sporadisk kontakt med.

Det er længe siden, at Lasse Jensen og Dorin Larsen har lagt den kriminelle løbebane bag sig, men det betyder ikke, at de har slettet deres fortid. Bankrøveren lever stadig i blækket, som de har tatoveret ind i huden.

Det er ikke til at tage fejl af, når Dorin Larsen hiver ærmet op på sin venstre underarm. Bankrøveren med hætte, elefanthue og en Glock 17 pistol i hver hånd kigger truende frem. Der er også seddelbundter og et citat fra filmen ’Scarface’: ’You need people like me so you can point your fuckin’ fingers and say, ’That’s the bad guy.’

På ryggen har han med gotiske bogstaver tatoveret forkortelsen ’P.I.C’ for ’Partners in Crime’. Den samme tatovering har Lasse Jensen fået skrevet på indersiden af underlæben. På hans arme smelter symboler fra hans barndomskvarter, Østerbro, med de ikoniske bygninger Østre Gasværk og Svanemølleværket, sammen med ungdomsårenes pengesedler og champagne.

På venstre hånd har Lasse Jensen et stort, rødt stempel med teksten ’Kasseret’, som han har fået lavet, fordi han føler, at samfundet uretmæssigt har vendt ham ryggen. På højre side af halsen står der ’Cabron’, spansk slang for barsk fyr, mens der på den højre side står ’Salvado’, der betyder frelst.

På den ene side repræsenterer begyndelsen af 00'erne de år, hvor Lasse Jensen og Dorin Larsen var i deres bedste alder og skabte nogle af deres vildeste minder. På den anden side har de valg, de dengang tog, haft en pris.

”Da jeg røg i fængsel, havde jeg en søn på fire år, og min kæreste var gravid med min anden søn, som jeg først lærte at kende, da jeg kom ud af fængslet igen,” siger Lasse Jensen.

Vi møder ham en dag i december 2018, to måneder efter vores møde i butikscentret i Glostrup. Han sætter sig ved det første ledige bord på Emdrup Bodega, et udskænkningssted klemt ind mellem Lyngbymotorvejen og en Fakta. Det seneste år har han boet fast på Gran Canaria, men i øjeblikket er han hjemme i Danmark for at besøge sine forældre, som bor tæt på bodegaen.

På sin mobil viser Lasse Jensen nye billeder fra det dykkercenter, hvor han arbejder og snart bliver uddannet dykkerinstruktør. Han er stolt og taknemmelig for at være nået dertil med tanke på alle de tilbageslag, han har stået igennem. For efter adskillige år i fængselssystemet kan friheden pludselig være svær at håndtere. Det var næsten som at vågne i et fremmed land eller at lære at gå igen, da han blev løsladt i 2007 og fra den ene dag til den næste blev bombarderet med nye indtryk fra et samfund, der føltes fremmedgjort for ham. Løsladt fra fængslet stod Lasse Jensen alene med gæld fra sagsomkostninger, erstatningskrav på flere hundrede tusinde kroner, børnepenge, manglende bolig og arbejdsløshed med en plettet straffeattest og et hullet CV.

En af grundene til, at han ikke faldt tilbage til kriminaliteten, var organisationen High:fives, som hjælper kriminalitetstruede unge i job eller uddannelse. Den skaffede også Lasse Jensen et arbejde på en byggeplads, efter han blev løsladt.

Endnu et skridt i den rigtige retning var, at han i 2012 tilmeldte sig konfliktrådet, hvor han stod ansigt til ansigt med en række af sine tidligere ofre. Men det var ikke nok for Lasse Jensen. Han ville ikke nøjes med at symptombehandle de problemer, han havde forårsaget. Han ville gøre en forskel, siger han. Ud fra sine egne erfaringer begyndte han at holde foredrag for Tårnby Kommune og arbejde med udsatte, kriminelle unge i et mentorforløb i Ballerup Kommune, hvor han i seks måneder hjalp en ung mand ud af misbrugsproblemer og banderelationer. Planen var, at Lasse Jensen skulle hjælpe flere unge, men efter en kontrovers med kommunen og politiet om, hvad der var bedst for det unge bandemedlem, blev han afskediget.

Derfra begyndte det pludselig at gå den forkerte vej for Lasse Jensen, som kort efter også mistede sin lejlighed. Hele vinteren boede han i en campingvogn i Glostrup, men efter flere måneder uden gas og varme havde han nået sin grænse. Han følte sig kasseret og var kørt fast uden nogen retning for livet. I marts 2018 købte han en envejsbillet til Gran Canaria med det ene formål at skabe afstand til Danmark. Det var en reel frygt for Lasse Jensen, at tanken om lettjente penge igen ville hive i ham, hvis han gik ledig rundt derhjemme blandt sine gamle bekendtskaber.

På Emdrup Bodega ryger alle, og Lasse Jensen leder i sin jakke efter sine egne cigaretter, som han har glemt. Han kigger rundt i lokalet, rejser sig og går hen til et nærliggende bord.

’Må jeg ikke stjæle en smøg fra dig?’ spørger han en ældre kvinde.

Hun kigger på ham: ’Nej, du må ikke stjæle. Men du må få én.’

Lasse Jensen har bosat sig på sydsiden af Gran Canaria, hvor han arbejder på dykkercenteret. Firmaet betaler ham ikke løn, men til gengæld får han en dykkeruddannelse. Det betyder også, at Lasse Jensen er afhængig af sin kontanthjælp, hvis han fortsat skal have råd til at bo på øen. Selv om hans tilværelse har fået et eksotisk strejf, giver det månedlige rådighedsbeløb ham ikke lov til luksus.

”Jeg arbejder gratis seks dage om ugen for at betale min egen uddannelse. Men når jeg er færdig, har jeg en uddannelse og kan sige farvel til støtten fra det danske system.”

Med et instruktørbevis i hånden håber han på at forene dykning med sine kompetencer fra mentorarbejdet med unge. Inden for seks måneder kan han arbejde professionelt som dykker og egenhændigt afholde dykkeraktiviteter og kurser. I Danmark hjælper bokseklubber udsatte unge væk fra gaden og ud af kriminalitet, og det samme håber Lasse Jensen at gøre med dykning.

”Jeg har min erfaring fra gaden af, så jeg ved, hvad de unge taler om. Jeg kunne godt selv have brugt den slags mentor, da jeg var ung, men jeg mødte kun en masse mennesker fra kommunen med mapper under armen.”

Om få uger kommer hans forældre og ene søn på besøg på Gran Canaria, hvor de skal overvære den praktiske del af hans eksamen, der går forud for titlen som redningsdykker. Det er en simuleret redningsaktion, hvor Lasse Jensen skal svømme ud til en bevidstløs dykker, bjerge ham tilbage til stranden og udføre førstehjælp.

”Jeg vil gerne gøre min far stolt. Det er længe siden, at han har haft grund til være det. Der er mange ting, jeg gerne ville gøre anderledes, hvis jeg kunne. Men mine valg har også gjort mig til den, jeg er i dag, og den person er jeg tilfreds med lige nu.”

IX. Gudernes palads

På Brøndby Stadion møder vi Dorin Larsen en decemberdag i 2018. Bag nordtribunen flytter han rundt på de store, gule stålhegn, som dagen før adskilte tilskuerne fra Vendsyssel med fansene fra Brøndby. Gårsdagens kamp er han ikke meget for at tale om. Hjemmeholdet tabte 2-3 til ’fucking Vendsyssel’. Førhen fulgte Dorin Larsen med fra tribunen på sydsiden med en øl i hånden blandt sine gamle kammerater, men de sidste mange måneder har Brøndby Stadion været hans arbejdsplads. Som driftsassistent arbejder han før, under og efter alle kampene. Det er på mange måder et drømmejob for Dorin Larsen, der i årtier har været inkarneret Brøndbyfan, og som nu har holdets logo broderet i arbejdsuniformen.

Dedikationen til fodboldholdet sidder dog ikke kun i tøjet. Han trækker op i trøjen og blotlægger en rygtatovering, som forestiller to hænder foldet i bøn omkring en rosenkrans, der i stedet for et traditionelt kors har Brøndby IF’s logo som vedhæng.

”Der er nogen, som beder til Gud, og det her, Brøndby IF, er gudernes palads for mig,” forklarer Dorin Larsen.

Oven over rosenkransen toner de tre gotiske bogstaver frem i ’P.I.C’- tatoveringen, som han i 00’erne oprindelig fik lavet for sjov sammen med et par stykker fra gruppen. Det gav politiet belæg for at kalde dem organiserede bankrøvere, men ifølge Dorin Larsen havde de aldrig været den bande, som politiet og medierne gjorde dem til. De var bare barndomsvenner, en gruppe unge, lovløse lykkejægere, der havde slået ind på den samme vej. ’Partners in Crime’ blev opløst i fængslet, og selv om flere af de andre aldrig så sig tilbage, forfulgte Dorin Larsen atter den kriminelle løbebane, efter han havde afsonet sin straf på ni år. Han vendte tilbage til det liv og den rolle, som han kendte bedst. Indtil det også indhentede ham.

”Jeg var heldig og fik kun ni måneder for noget narkokriminalitet, hvor jeg kunne have fået fem til seks år, og det fik mig til at tænke over tingene. Jeg gider ikke længere gå rundt og opretholde et image som én, der er en fandens karl. Det er ikke som dengang, vi var 20 år.”

I størstedelen af sit voksenliv har Dorin Larsen levet på den anden side af loven. Det har givet ham et økonomisk udbytte og en handlefrihed, men det har også haft en pris. På den ene side har han aldrig følt sig mere i live, end dengang han høj på adrenalin røvede banker, deltog i vilde sommerhusfester og oplevede det stærke fællesskab i gruppen. Det er en livsstil og en række oplevelser, han ikke ville være foruden. På den anden side har det kostet ham et årti af sit liv i fængslerne i Horsens, Vridsløselille og Jyderup. Det er dog ikke kun Dorin Larsen selv, som har følt konsekvenserne af det liv, han har ført.

”Mine valg har påvirket min mor og hendes liv. At se hende blive ked af det er nok det, som har gjort allermest ondt. Hun har jo følt, at hun har gjort noget forkert i opdragelsen af mig. Det har hun på ingen måde. Det er mine valg, som ene og alene førte mig ned ad den vej.”

Da Dorin Larsen for anden gang blev idømt en fængselsstraf, ville hans mor have ham til at love, at der ikke ville blive en tredje gang. Selv om Dorin Larsen gerne ville, var det ikke et løfte, han kunne give hende. For han kan og vil ikke kategorisk afvise, at der en dag opstår en situation, måske et slagsmål, hvor han bliver nødt til at reagere på en måde, som kan sende ham i fængsel. På samme måde kan han heller ikke udelukke, at han vil røve en bank igen, hvis det rent hypotetisk var muligt at slippe afsted med flere hundrede millioner kroner. I stedet har Dorin Larsen lovet sin mor, at han vil gøre sit absolut ypperste for ikke at komme i fængsel igen, så længe hun lever.

De konsekvenser, bankrøverierne har haft for de ansatte, har fyldt mindre i Dorin Larsens tanker.

”Jeg har det dårligt med, at det er gået ud over andre mennesker. Det er ikke rart, at man har udsat nogen for de ting, men har man sagt a, må man også sige b. Det er svært at forklare det, uden at det lyder kynisk, men kan du ikke leve med dine handlinger, skal du ikke gøre det i første omgang.”

I dag er Dorin Larsen ikke længere kriminel.Bankrøveren, fodboldhooliganen og narkoforbryderen er væk. De tider er forbi, siger han.

At han nu har en fuldtidsstilling på Brøndby Stadion har ikke været kommunens fortjeneste, men ene og alene hans egen. Det var hans egen arbejdsomhed og initiativ, som fik Brøndby IF til at gøre hans ulønnede praktikstilling til en deltidsansættelse og til sidst tilbyde ham et fast arbejde som driftsassistent.

Tiden i fængslet får han aldrig tilbage, og erstatningskravene og gælden efter bankrøverierne kommer til at forfølge ham i mange år endnu. Alt taget i betragtning fortryder Dorin Larsen dog ikke noget.

”Det er svært at fortryde, for så skulle jeg fortryde mit liv. Det var sådan, jeg var som 25-årig. Jeg er ældre nu, og den tankegang har jeg ikke mere,” siger han og tilføjer så:

”Men man er vel altid lidt erhvervsskadet, så når jeg kører forbi en bank, tænker jeg med det samme i flugtruter.”