Galgenhumor Galore: Stort portræt af Simon Jul
Rune Skyum-Nielsen har fulgt i efterdønningerne fra et vaskeægte rædselsår. Et an(n)us horribilis, som ændrede alting.
DET ER EN historie, der er tæt på at drukne sig selv. I vandede vittigheder, utætte sjofelheder, og hvad det ellers hedder. Igennem et halvt års tid er jeg stemplet ind og ud af Simon Jul Jørgensens omskiftelige tilværelse, og det er først lidt i deadline – da jeg skriver vores mange interview ud – at fortællingens kerne ikke længere lader sig tabe af syne: Det 42-årige multimenneske kan også have triste dage. Og mange af dem. Han har haft det skidt, og det er stadig tæt på. Han har taget drastiske skridt for at få det bedre. Det er work in progress. Jeg har været så fascineret, så godt underholdt, at jeg ikke har fanget det åbenlyse. Måske har jeg ikke villet fange det. Heller ikke når nedturen fossede fra munden på det tætte, tættatoverede og tættalende væsen, som mange sætter i bås som komikeren Simon Jul – altså uden Jørgensen.
Da jeg følger ham fra april til oktober, er det ikke hans titel eller funktion på noget som helst tidspunkt. At være komiker synes snarere at være en slags følgesygdom, som han – delvist selvforskyldt – har svært ved at ryste af sig. Jeg oplever Simon Jul Jørgensen som bandmusiker, køkkenchef, selskabsvært, talentshowdommer og landmand. Og så selvfølgelig madmor, som han konsekvent omtaler sig, når der skal sammenbikses rustikke fællesmåltider til venner og kolleger.
For det meste er han også sjov. Så sjov, at selv det tragiske og gravalvorlige bliver noget, man kommer til at trække på smilebåndet af. Om nogen mestrer Simon Jul Jørgensen det galgenhumoristiske. Som når han i sin karakteristiske, ubrudte ordstrøm fortæller om en overraskende modgift på sit dengang 41-årige livs vel nok dybeste krise. Den, der sendte ham til tælling i 2018: ”Da jeg havde det allerværst, satte jeg mig og så en hel sæson af ’Paradise Hotel’.
