Jesper Buch: "Jeg har været en maskine i 15 år, men jeg vil jo gerne være her, når jeg er 80"

Det var bizart, tænkte Jesper Buch.

Han boede selv på 1.100 kvadratmeter i Marbella på den spanske solkyst, og nu stod han så her i sin gamle fars lejlighed på 60 kvadratmeter i Lunderskov vest for Kolding. Men han vidste jo godt, at havde han sendt flere penge hjem, ville faren have drukket dem op. På den gamles konto i Danske Bank, som var blevet åbnet for børnene, stod der 2,50 kroner. Det var arven.

Sammen med sin søster fik Jesper Buch åbnet vinduet og tændt et stearinlys, som man gør, når nogen i familien dør, og de delte nogle billeder fra farens og deres eget liv. På en boghylde opdagede han en grøn mappe, som han tog ned og åbnede.

”I mappen var der flere avisudklip, end jeg nogensinde havde set. Det var helt vildt. Alt – uden undtagelser – med mit navn på. Min far havde åbenbart haft fuldstændig styr på alt, hvad jeg foretog mig. Han havde været så stolt af mit liv, men havde ikke kunnet finde ud af at leve sit eget.”

De ting i hjemmet, der ikke var i stykker, sendte de to søskende til Røde Kors, og alt, der skulle smides ud, fyldte de i papkasser og affaldssække og bugserede ud i Jesper Buchs spansk indregistrerede bil, en Audi S6.

Da de havde låst den tomme lejlighed efter sig, kørte de til genbrugspladsen i udkanten af Lunderskov. Her blev de mødt af en kvinde i orange dragt, overvægtig og rødmosset. Med to knoer bankede hun på forruden. Jesper Buch rullede ned.

”Du er på spanske plader, så du må ikke aflevere skrald her,” sagde kvinden.

”Nu skal du høre,” svarede han.

”Vi har mistet vores far, han boede i Lunderskov, og det er hans efterladenskaber, vi bare lige skal af med.”

Kvinden rystede på hovedet:

”Bilen er på spanske plader.”

Så mistede Jesper Buch besindelsen.

”Nu tager du den krop, du slæber rundt på, og så flytter du den tilbage til det skide skur,” råbte han og pegede mod den lille bygning, hun var kommet fra.

”Og hvis ikke du gør det, så køber jeg fandme hele byen!”

Der gik nogle sekunder. Så gik kvinden tilbage mod skuret og vendte sig om imod dem.

”Småt brændbart,” mumlede hun og løftede hånden i retning af en container.

Fra 2008 og 10 år frem residerede Jesper Buch i sit store, skandinavisk indrettede hus på Costa del Sol, hvorfra han var business angel – en velhaver, der investerede sine penge i nye, lovende iværksættere.

Dengang drømte han om et slot eller et palæ, når han kom tilbage til Danmark, og hans hus på Dalgas Boulevard på Frederiksberg, som han købte for et par år siden, er faktisk et palæ. Det er den officielle betegnelse for boligen, der har swimmingpool i baghaven, vinkælder og et så højt antal af badeværelser, at det ikke rigtigt kan betale sig at tælle efter. Palæet er af den slags, som filmindustrien låner, når kulisserne skal skrige ægte rigdom. Det var Casper Christensens hjem i ’Klovn’, og det er her, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm har adresse i ’Den Korte Radioavis’.

Huset er en besynderlig blanding af topmoderne og konservativt. Selv om Jesper Buch har renoveret en del, har det været vigtigt for ham at bevare de oprindelige gulve fra 1903. I spisestuen hænger malerier af hele kongerækken. I opholdsstuen troner et stort, kunstigt næsehornshoved og et lige så stort tv. Der er også en del legetøj i stuen, efterladenskaber fra hans børn, og på bogreolen står Henrik Pontoppidans klassiker, ’Lykke-Per’, som er en gave fra mediechefen Per Mikael Jensen.

Buchs ekskæreste har sagt, at der er klare paralleller mellem ham, altså Buch, og romanens hovedperson, Peter Andreas Sidenius, der flyttede fra land til by for at bevise sit værd, men det afviser Jesper Buch med ordene:

”Lykke-Per formår jo ikke at eksekvere, han har det hele i munden.”

Palæets imposante lysekroner er hentet hjem fra et slot i Frankrig, og 15 enheder fra Sonos sørger for, at musikken spiller i stort set alle rum. Musikken er en autogenereret Spotify-playliste med meditationsmusik, som hver morgen klokken 6.45 går i gang og vækker ham og hans tre børn, når de bor her hver anden uge. Jesper Buch vil nødigt undvære sin morgenrutine med børnene:

”Vi hygger os. Vi har en rytme, som er vigtig – både for mig og mine børn. Og jeg har min søde housekeeper. Hun hedder Joy, det står i hendes pas, så det er ikke noget, jeg har sagt, at hun skal hedde. Skidesød filippinsk pige, som hjælper til omkring børnene – ikke med børnene. Det er pragtfuldt. Før i tiden fik ungerne lov til at sidde med deres iPads, men ikke længere. Nu står vi op om morgenen og taler sammen.”

Kongerækken hænger der, fordi Jesper Buch er royalist. Han er stolt over at have vundet prisen som Årets Koldingborger 2016, men hans største drøm er en dag at modtage Dannebrogsordenen. Når Dronningen siger ”Gud bevare Danmark” nytårsaften, får han tårer i øjnene.

Jesper Buch taler sådan et særligt ærkejysk erhvervssprog. Gloser som ”snotskovl” og ”hvalp” går igen og udtales med oprigtighed, og de flettes naturligt sammen med ”deal flow”, ”egodriver”, ”all-in” og andre engelske fagtermer. Omkring hvert femte minut slår han over i engelsk og kan finde på at afslutte en ordstrøm med at sige:

”What doesn’t kill you, makes you stronger – og det er ikke særlig ofte, man dør.”

Han er altid ulasteligt klædt, ofte i jakkesæt med spidse sko, vest og slips, og når han ser på én, krøller hans brede øjenbryn sig sammen på en meget maskulin måde, lidt som Sean Connery gjorde det, da han spillede James Bond. Det er sådan, danskerne har lært Jesper Buch at kende i DR’s ’Løvens Hule’, et af de mest populære tv-programmer i nyere tid, hvor iværksætterspirer pitcher deres mere eller mindre geniale forretningsideer til panelet af erfarne iværksættere, der ud over Buch blandt andet har talt Tommy Ahlers, Ilse Jacobsen og Christian Stadil.

Han har også været den hemmelige millionær i TV 2’s koncept af samme navn, hvor han i 10 dage gik undercover i Mjølnerparken i København for til sidst at donere 300.000 kroner til sociale formål i området.

Men fremover kommer vi til at se mindre til Jesper Buch i medierne. Iværksætteren har valgt at drosle ned på offentlige optrædener, og det her bliver hans sidste store interview det næste lange stykke tid, bedyrer han fra sofaen i palæets opholdsstue.

Jesper Buch vil ikke blot skære ned på interviews, men på alting. I årevis har han arbejdet 80 timer om ugen, og han kan ikke holde til det i længden. I hvert fald ikke hvis han skal blive ældre, end hans far nåede at blive.

Jesper Buch blev født på Kolding Sygehus i 1975 og voksede op i sine forældres parcelhus i den jyske flække Vamdrup. 132 kvadratmeter i rødsten og nok nogenlunde det mest leverpostejagtige, han er i stand til at forestille sig i dag.

Moren, Jette, var sygeplejerske og blot 16 år, da hun fik Jesper. Faren, Jørn, drev en træskofabrik, havde forretningssans og kunne nok have drevet det vidt, men han drak, og derfor havde familien ikke mange penge. Jesper Buch har ikke tal på, hvor mange gange han har siddet på bagsædet af sin fars bil og ventet på parkeringspladsen bagved værtshuset ’Skomageren’ i Lunderskov.

”Min far var i begyndelsen en glad, velbegavet festabe, men så, da han var sidst i 20’erne, kunne han ikke stoppe med at drikke. Så skulle han have en reparationsbajer om søndagen, og så blev det til en øl på vej hjem fra arbejde. Min mor vidste intet om det og spurgte mig mange år senere: ’Hvorfor har du ikke sagt noget?’ Men det gør man jo ikke. En dag på vej hjem fra en forretningsrejse, stod min far af i Amsterdam, og så stod vi der, min mor, min søster og jeg, i Billund og ventede. Han kom først hjem tre dage senere.”

Barndommen var alligevel i alle andre henseender tryg og god, siger Jesper Buch, og han var meget inspireret af sin far. Tidligt lovede han dog sig selv, at han ikke ville ende som ham. Han ville være en rigtig forretningsmand. En, der tjente penge. Det er noget bullshit, siger han i dag, når iværksættere påstår, at de vil bygge en virksomhed op for at ”gøre en forskel.” De bør stå ved, at rigdom er en motivationsfaktor.

”De gode undskyldninger skal nok komme senere i processen, når du finder ud af, at det faktisk også er sjovt at gøre en forskel.”

Jesper Buch solgte først aviser, så pantflasker, og da han blev ældre, opkøbte og videresolgte han via Den Blå Avis alt, han syntes var spændende: spillemaskiner, knallerter, fyrværkeri og meget andet. Til sidst blev det sådan, at han fik sin egen telefonlinje på sit værelse, fordi forældrene var trætte af den evige kimen på parcelhusets fastnettelefon.

Han gik på Skanderup Friskole mellem Lunderskov og Vamdrup, og i fem år stod han hver morgen op ved 05-tiden og cyklede i god tid, så han kunne være fremme klokken 07. Så sad han med skolens forstander, Herdis, og fik te og brød.

Udover skolegangen og forretningerne var hans liv frem til konfirmationsalderen centreret om hans Commodore 64 og flere end 1.000 disketter med spil.

Derefter åbnede en ny verden sig; en verden af knallerter, øl og tanker om piger. Teenage-Jesper var ikke ham, der kunne score de flotteste i Vamdrup. For at sige det, som det er, var han ikke nogen særligt pæn dreng, og slet ikke efter han fik langt nakkehår. Der var heller ikke penge til Ball-trøjer eller gummisko fra Adidas – Jesper måtte nøjes med de lidt billigere Kangaroos-sko og almindelige T-shirts fra Føtex. Og så var han genert.

”Hvis jeg kigger på billeder, fra jeg var helt ung, kan jeg se, at jeg heldigvis er blevet pænere med alderen. Jeg er blevet lidt mere mand. Det har også sine fordele. Men nej, jeg kunne ikke score de lækreste dengang. Hvis der er fem hylder for piger, hvor hylde 5 var the shit i 6580 Vamdrup, så kunne jeg vel tage hylde 3, og nogle gange, hvis jeg virkelig gav den gas, så kunne jeg tage hylde 4.”

Da han blev 16, begyndte han at gå i byen inde i Kolding. Der lå et sted på Akseltorv, First Avenue, hvor man kunne komme ind, hvis man var under 18 år. På det tidspunkt hang Jesper altid ud sammen med sin gode ven Henrik Østergaard.

”En dag havde Henrik og jeg havde varmet op til at gå i byen, og senere slentrede vi ind gennem Kolding Banegård. Der sad min far i ventesalen og sov. Klokken 22 en fredag aften, pissefuld og snorkende. Han havde sikkert mistet en afgang til Lunderskov, fordi han var faldet i søvn.”

Jesper gik forbi sin far uden at sige et ord. Og uden at vække ham.

”Det gjorde pisseondt. Men det eneste, jeg tænkte, var: ’Jeg skal fandme vise verden, hvad jeg kan.’”

Langsomt forsvandt kejtetheden. Det skete for alvor, da Jesper Buch kom bag baren på Crazy Daisy i Kolding og siden på kædens største diskotek i Herning. Om morgenen gik han med aviser, om eftermiddagen passede han kassen i Bilka, og om aftenen og natten var han bartender. I en periode skiftede han direkte fra Bilka- til Crazy Daisy-skjorten, og årene på diskoteket ændrede hans liv.

Han mødte Crazy Daisy-kædens stifter og ejer, Carsten Mikkelsen, der blev en slags mentor for ham, og som han indledte et tæt venskab og parløb med. Jesper Buch var fascineret af, hvordan Mikkelsen talte med både afryddere og mellemledere, af hvordan han var en god kammerat over for dem alle og samtidig motiverede dem. Og så hjalp det, at Jesper fik lov til at køre en tur i Carsten Mikkelsens Lamborghini. Bare et smut rundt i Vejle for at vise sig.

”For mig blev det motivationen: ’Jeg kommer til at arbejde i fucking døgndrift, indtil jeg opnår det, han har,’ tænkte jeg.”

Og arbejde i døgndrift gjorde Jesper Buch, mens han sugede læring til sig bag baren.

”Når du er bartender, så har du en scene. Og har du en scene, så indtager du en rolle, og så er det nemmere. Du er autoriteten.”

Men det er også farligt:

”Jeg havde to år i Herning, hvor det gik stærkt. Torsdag, ny pige, fredag, ny, lørdag, ny. Det var en vild, vild tid, men det ændrede mig også. Når man har arbejdet på Crazy Daisy i fem-seks år, så bliver man helt loco til sidst.”

Buchs erfaring som bartender betød især, at hans selvtillid og selvværd voksede. Han fik opbygget et mod til at turde konfrontere, som siden har været afgørende i hans liv som forretningsmand.

”Jeg lærte, at en god bartender er én med det fulde overblik. Ikke bare over første række, men også række to og tre. Samtidig skal en god bartender have et glimt i øjet, der kan tiltrække pigerne. For hvis de sidder der, så kommer drengene. Og det kunne vi. Det smarte er, at man bag baren har kontakten uden at skulle konfrontere. Det er jo det, vi mænd ikke kan lide: At skulle tage steppet og sige: ’Du er lækker.’ Men når du står på en scene, er det nemt at komme med en smart bemærkning eller lige sende et shot over.”

Selv om Jesper Buchs egen far drak, frygtede han aldrig, at alkoholismen skulle gå i arv. I dag drikker han ikke på hverdage, medmindre der – som han siger – er en helt ’special occasion’ og medmindre det bliver ’endorset’ af de andre parter i det selskab, han befinder sig i.

”Ellers stikker det helt af for mig,” siger han.

”Men jeg bliver ikke alkoholiker. Jeg havde mine år på Crazy Daisy, og jeg har boet på Costa Del Sol i otte år, hvor der er to udfordringer: for meget tid og for mange penge. Så hvis det skulle ske, var det nok sket. Til gengæld har jeg så mange andre laster. Jeg har røget i alt for mange år, og jeg arbejder ad pommeren til. Og så kan jeg godt lide at feste. Jeg laver de bedste fester. Når jeg holder fest, går jeg all-in.”

På sin iPhone finder han en video frem, fra da han holdt housewarming i palæet på Dalgas Boulevard.

Der kom 150 mennesker, som alle var klædt i hvidt, og festen var ifølge Buch selv den fedeste i København i mange år. Han havde sendt en lille flaske champagne og en invitation til alle naboerne.

Der går et par minutter, og så finder han en video mere frem. Den er fra endnu en fest, i hans hus i Marbella. Der er diskotekslys og stort lydanlæg, og i vinduerne står danserinder, han havde hyret. Mens vi kigger på telefonen, dukker en lille, grøn besked op i toppen af skærmen: Det er en sms fra Skoleintra.

Jesper Buch er en ivrig storyteller. Han rejser sig flere gange og gestikulerer med hænderne for så igen at sætte sig til rette i sofaen. Han er i strømpesokker og har en pletfri, hvid skjorte på, som med guldtråd har hans initialer, J.B., syet ind i manchetten, og et blåt strikket slips fra An Ivy. Bukserne er fra tøjfirmaet Shaping New Tomorrow. Både Shaping New Tomorrow og An Ivy har han investeret i via ’Løvens hule’, og til efteråret går han for femte år i træk i gang med optagelserne til DR-programmet.

”Vi optager et program om dagen i 10 dage. Det er hårdt at sidde så mange timer foran kameraet, men det er også en vild fornemmelse. Man føler sig lidt som en konge, fordi man ikke er i tvivl om, at man er hovedpersonen.”

Hvad er det så for en version af dig, der kommer på?

”Så er jeg i et attack-modus, hvor jeg skal performe, og jeg skal være sikker på at vurdere rigtigt. Jeg elsker, hvis der kommer en klaphat, og jeg kan få lov til at fortælle, at han er et fjols – på en okay måde. Som barn fik jeg at vide af min mor: ’Du må aldrig nogensinde påpege noget, som folk ikke kan gøre for.’ Det har jeg levet efter. Jeg forsøger at svine folk til på en så charmerende måde som muligt. Og jeg forsøger kun at gøre det, når det er berettiget. Når der kommer én ind, som bliver ved med at tro, at hun er 20 millioner værd, fordi hun har lavet en plastikdims, som gør, at børn ikke får sæbe i øjnene – og hun bliver ved – så sabler jeg hende ned. Du vinder ikke over mig. Don’t fucking go there.”

Og hvad så, når der kommer nogen ind, der bare sparker røv?

”Så er det også pragtfuldt,” siger Jesper Buch og smiler.

Med Shaping New Tomorrow ramte han den ”lige i røven”, og han siger, at han vil være slemt skuffet, hvis han ikke som minimum får 50 millioner kroner ud af den investering.

”Det er sådan, det er. Der skal bare én investering til.”

Efter tiden på Crazy Daisy meldte han sig frivilligt til militærtjeneste. Han kom på sergentskolen, så løjtnantskolen og i en periode var han næstkommanderende i Tønder og delingsfører for konstabeleleverne i Fredericia. De fire år i militæret gav ham ”struktur, fysik og proces.”

Siden blev Jesper Buch optaget på Eksportskolen og fik en traineestilling i handelsafdelingen på den danske ambassade i Norge. Det var seks måneder med slips hver dag, og det var ret kedeligt. Han boede i den lille by Skjetten 20 kilometer nordøst for Oslo, en søvnig forstad med en samling boligblokke i den ene ende, nogle trævillaer i den anden og imellem dem en bistro. En eftermiddag i Skjetten var Jesper Buch pizzasulten, men han vidste ikke, hvem han skulle ringe til. Så hvad gør man? Man går på internettet.

Han tændte sin computer og det skrattende 33K-modem, men dengang, i år 2000, kom der ingen hits, når han søgte på ordene ’pizza’ og ’Oslo’. Det overraskede den 25-årige handelsstuderende. Han blev nysgerrig og undersøgte også markedet for bestilling af pizzaer i Danmark. Der var heller intet. Kimen til Just Eat var sået.

”Nu havde jeg min idé, og kort efter skrev jeg den første forretningsplan. Jeg ville gøre det nemt og enkelt at bestille takeaway-mad og få det leveret til døren.”

De næste måneder i Norge fokuserede Jesper Buch mere på sin idé end på ambassaden, og da han kom tilbage til Danmark, tog virksomheden sin spæde begyndelse som en beskeden start-up i en kælder i Domhusgade i Kolding. På det tidspunkt bar firmaet det knap så tjekkede navn ’Foodzoom’.

Det var hårde tider, it-boblen var lige bristet, og Jesper Buch fik allernådigst lov til at låne 318.000 kroner i BG Bank. Han havde ondt i maven hver dag, siger han, men han troede på projektet.

Han samlede et hold, der blandt andet bestod af hans gamle kammesjukker fra Crazy Daisy. I årene, der fulgte, tilsidesatte han alt for virksomheden. Den rykkede fra Kolding til Aarhus og til sidst til Vejle, og Jesper Buch stod for ansættelser, strategi, kommunikation og budgetter. Selv da Just Eat voksede sig stor, tog han sommetider en vagt i kundeservice for at få et indtryk af de udfordringer, kunderne oplevede.

”Du må aldrig blive for arrogant til at lytte til kunderne, for det er i sidste ende dem, der sørger for omsætningen,” som han siger.

I 2005 flyttede han til London for at etablere den internationale del af Just Eat. Her gik det hurtigt, og i 2008 var Buch, som i mellemtiden var flyttet til Marbella, med til at ansætte en administrerende direktør. De to viste sig at være som ild og vand og havde ifølge Jesper Buchs diplomatiske efterrationalisering ”forskellige ønsker for virksomheden.”

Det endte med, at han i 2009 solgte en betragtelig del af sine aktier. To år senere kom der et tilbud fra de amerikanske investeringsvirksomheder Greylock Partners og Redpoint Ventures, og så solgte Jesper Buch resten af sine aktier. Han tjente et trecifret millionbeløb. Pengene stod på hans konto i Danske Bank dagen efter.

Ud over de to start-ups fra ’Løvens hule’ har Jesper Buch i dag en fod indenfor hos GoMore, Vivino, Hungry, Autobutler og Reshopper. Blandt andet. Men hvad er det egentlig, han kan?

”Jeg er jo ikke medlem af Mensa. Men jeg har en brændende tro på mig selv. Jeg kan godt lide at arbejde hårdt, og jeg er god til at finde nogle gode folk omkring mig og til at motivere dem gennem ejerskaber og optioner. Og så kan jeg tale med alle. Jeg har fundet ud af, at uanset om man er elevrådsformand med hornbriller, hardcore motorcykelrocker med rygmærke eller fucking Jesper Buch, så er man som udgangspunkt et godt menneske. Der er mange, som efter at have mødt en eller anden kan finde på at sige: ’Han er faktisk mega cool.’ Som om det skulle være en overraskelse. Nej, alle mennesker er som udgangspunkt cool – man skal bare finde ind til dem.”

Og du kan tjene penge?

”Jeg er ikke som kong Midas. Alt, hvad han rørte ved, blev til guld. Men min statistik er bare vild i forhold til, hvad der rent faktisk bliver til guld. Jeg har 30 investeringer, og selvfølgelig vil der være nogle af dem, der går konkurs. Noget, der bare viser sig ikke at fungere. Hvis jeg investerer i 10 start-ups, er der fem, der bliver til noget. Så et eller andet kan jeg jo.”

Jesper Buch går op i mennesker og medejerskab og i den vekselvirkning, der opstår, når man sender penge og tid tilbage i økosystemerne. Flere gange nævner han, at han egentlig har for meget empati til være hardcore forretningsmand – og selv om han nyder at lave penge, er der også en grænse et sted.

”Havde jeg ikke haft empati, var jeg i dag mangemilliardær. Men jeg har set min del af mangemilliardærer, og de virker altså ikke særlig lykkelige. Hvorfor skulle jeg være interesseret i at investere 25 millioner i et iværksætterprojekt, hvis jeg tjente 250 millioner i renter om året? Hvad skulle man så lave, når man stod op, andet end tage på ferie? Det tror jeg ikke er sundt. Jeg er glad for, at jeg er udstyret med empati. Det er den vigtigste egenskab for et menneske her på kloden. Hvis man har en chef, der ikke har empati, så skal man fyre sig selv i en fart. Gå ned og køb den dyreste flaske champagne, gå hjem og drik hele lortet, og råb: ’I fucking did it.’”

Jesper Buchs medvirken i ’Løvens hule’ har gjort ham til allemandseje. Han ikke kan gå i byen, uden at folk antaster ham – for det meste på en positiv måde.

”Det er mig selv, der har taget beslutningen om at sige ja til det program, så det er mit ansvar at opføre mig ordentligt og give tilbage, når nogen rækker ud. Det gør jeg mange gange på sådan en aften, og det er da også mega fedt for ens selvtillid og selvværd.”

Men nogle gange kammer det over.

”Hvis jeg en torsdag eftermiddag går ind på en sushirestaurant med mine børn, så stopper det hele bare. Alle samtaler forstummer, og en 9. klasse, der sidder og larmer ad helvede til, skal pludselig alle sammen hele vejen hen forbi mit bord, når de skal hente is. Børn er børn, men når jeg ved, at der pludselig er 100 eye balls på mig, så bliver jeg presset.”

Hvorfor?

”Fordi Jesper Buch må have styr på det hele. Men jeg har ikke altid styr på mine børn. Og det er angstprovokerende.”

Hvordan tackler du det?

”Jamen, så prøver vi at spise i fred. En dag kom der en 15-årig knægt hen til os, og jeg kiggede op på ham. ’Må jeg ikke få en selfie?’, spurgte han. Havde det være en 30-årig mand, havde jeg sagt: ’Det der er manglende situationsfornemmelse.’ Men fordi det var en ung hvalp, der havde taget mod til sig, og som stod der med skælvende stemme, sagde jeg selvfølgelig ja.”

Iværksætteri i Danmark er med andre ord blevet sexet, og som Buch siger, ”så er det sgu da også federe, at Jesper Buch er rockstjerne, end Sidney Lee er.”

Anerkendelsen kommer dog med en pris. I januar 2019 drog Jesper Buch ud på en større foredragsturné. Datoerne blev hurtigt udsolgt, og der blev tilføjet nye shows. Det første løb af stablen på Sluseholmen i København, og da Buch sad i sin bil i parkeringskælderen, før han skulle gå på, kunne han næsten ikke komme ud af bildøren. Han kunne se, at der holdt 300 biler parkeret, mens fire vagter stod og guidede gæsterne ind.

”’Fuck mand, de er kommet på grund af mig,’ tænkte jeg. ’Hvad sker der, hvis jeg går i sort? Jeg går i sort. Nej, du gør ikke, Jesper, hold nu kæft. Jo, Jesper, du går i sort. Du kan ikke det der. Slap af, din snotskovl.’”

Jesper Buch fik alligevel kæmpet sig ind i elevatoren, hvor en høflig mand holdt døren for ham. Buch ville gerne sige noget til manden, men der kom ikke noget over hans læber.

”Så gik jeg ind og hørte mit theme, som kørte på tre skærme. Der gik 60 sekunder. Og så …"

Han knipser.

”Så sagde jeg til mig selv: ’Nu går du op og sparker så meget røv, at de mennesker derude bliver så inspireret, at de kan fucking flyve hjem,’ og så gav jeg den bare max gas. Jeg tror, det er en klassiker. Alle, der har prøvet at stå alene foran flere hundrede mennesker – uden PowerPoint eller noget, unplugged – må have oplevet det der. Hvis du spørger Anders Matthesen, vil det være nøjagtig det samme. Det var syret.”

Hvad handler det om, tror du?

”Det handler om gerne at ville gøre sit bedste, og pludselig bliver man i tvivl, om man kan gøre det foran 650 mennesker, der har betalt for at se dig. Men det forsvandt – og siden den foredragstur har jeg ikke været nervøs. Jeg kan sidde to minutter, inden jeg går på, og have en diskussion med en partner, og så kan jeg gå ind og sparke røv.”

Hvad med de der stemmer i dit hoved?

”Jeg ved godt, det er kræs for journalister, men det er ikke noget, jeg er blevet behandlet for. Det var … forbipasserende.”

Han holder en pause og siger så:

”Men altså. Uanset om du er sosu-assistent eller ’Anden’ eller Jesper Buch, så kan du godt få angst en gang imellem.”

På en lygtepæl på Dalgas Boulevard hænger en enlig valgplakat fra Venstre-politikeren og iværksætteren Tommy Ahlers. Det er et par dage efter folketingsvalget og nogle måneder efter vores seneste møde. Nu mødes vi en sidste gang i Jesper Buchs palæ på Frederiksberg.

Han er kommet et stykke længere i sine overvejelser om, hvordan han vil skrue ned for blusset. Han vil begrænse sine offentlige optrædener, fortæller han, og det indebærer blandt andet at skære helt ned på foredrag. Han må kunne ane vores skepsis, for vi ved, at Jesper Buch var ude og tale for et stort publikum så sent som i går. Men det havde stået i kalenderen i lang tid, bedyrer han.

”At skrue ned er jo ikke noget, man lige gør over natten. Det er en seks-måneders-ting, for min kalender er fyldt ud så lang tid frem.”

Jesper Buchs ambition er, at han om et halvt år vil arbejde 37 timer om ugen, og at han hver måned vil holde én uges ferie.

”Jeg har været en maskine i 15 år. Jeg arbejder for meget, og jeg har ikke brug for at arbejde for meget. Jeg vil jo gerne blive ved med at være her, når jeg er 80. Kan jeg det, når jeg kører det her show? Det tror jeg ikke. Det er vigtigt at reflektere over sit liv en gang imellem, og folk ryger jo ned med angst og stress og sceneskræk og skidt og lort. Jeg aner ikke, hvad det vil sige at kede sig, for der er hele tiden gang i den, projekter og invitationer. Ved du, hvad jeg skal? Jeg skal lære at sige n-e-j, jeg skal lære at kede mig.”

Hvad sker der, hvis du ikke kan det?

”Så er jeg bekymret for CPU overload.”

Altså stress?

”Jeg gider ikke bruge den term, for det er ikke der, jeg er, og ordet er simpelthen for gennemkneppet. Men jeg forebygger, og jeg tror, det er vigtigt at kunne sige nej. Desuden har jeg oplevelsen af, at jeg har oplevet mere de sidste 20 år end 99,5 procent af verdens befolkning når på et helt liv.”

Når du ser tilbage, har der så været tidspunkter, hvor du kunne have gjort tingene anderledes?

”Ja, især på det private plan. For det er din kæreste, der skal høre på alle udfordringerne. Og der er mange frustrationer. Når man har 30 investeringer, er der brandslukning hele tiden. Der er altid ballade et eller andet sted. Den eneste, man kan tale med om det, er en psykolog, sin partner, sine bedste venner eller sin kæreste derhjemme. Og hvem bruger man mest tid med? Det er jo kæresten. Så der bliver der lukket lort ud en gang imellem.”

Har det givet dig et kick at have travlt og være kendt? Og har en del af din drivkraft også været at score kvinder?

”Vi er jo drevet af anerkendelse som mennesker, og som mand er den største anerkendelse, du kan få, at være hanløve. Hvad gør en hanløve en gang imellem? Jamen for helvede, han kan jo godt lide, når de ligger klar. For 10-15 år siden var det vigtigste for mig at komme ud og få et ordentligt skrald. Jagtinstinktet var alt for mig. Jeg kom i byen for at jage i stedet for at være sammen med dem, jeg var i byen med. Det gør størstedelen af mænd, jeg siger det bare. Jeg har fået det fisse, jeg skal have. Har jeg brug for mere? Nej, det har jeg sådan set ikke. Jeg har det dejligt med mine tre fantastiske børn og mine dejlige ekskærester. Jeg vil sgu hellere være sammen med dem end alle mulige andre, og jeg skal ikke igen til at lave ballade. Det er faktisk ret fedt ikke at skulle være den der hanløve, der altid er på jagt.”

Vi sætter os i opholdsstuen og vender tilbage til historien om hans far, Jørn. Jesper Buch vil gerne fortælle om det, siger han – han føler ligefrem, han har et slags ansvar:

”Der er et par hundrede tusinde mennesker, der følger mig på tværs af sociale medier. Rigtig mange af dem er unge hvalpe, og statistikken fortæller, at en del af dem har en forælder, som ikke kan finde ud af at være det,” siger han.

Frem til det sidste år af farens liv var Jesper Buch resistent over for ideen om, at alkoholisme skulle være en sygdom. Men til sidst accepterede han det og inviterede sin far tilbage i sit liv. Han købte en lejlighed og en lille bil til ham i Marbella og satte også lidt penge ind på hans konto hver måned – på én betingelse: ’Drikker du én eneste øl, bliver du sat på et fly tilbage til Danmark.’ Det overholdt Jørn. I seks måneder.

”En dag kom min daværende kæreste og sagde, at han havde drukket. Jeg blev simpelthen så gal på hende. ’Hvad snakker du om?’ Jeg troede ikke på det, men den var god nok. Han fik en chance mere og en chance mere, og så slut. Jeg fik min onkel til at hente ham og overførte 150.000 kroner og fik ham til at sørge for at finde en lejlighed i Lunderskov, købe nogle møbler og så videre.”

To år senere sad Jesper Buch på et krydstogtskib ud for Malaga, da han modtog et opkald fra sin onkel. Jesper Buch så på telefonen og vidste med det samme, hvilken besked han ville få. Han sagde det højt, inden han åbnede telefonen: ”Min far er død.”

Og så brød Jesper Buch ud i gråd.

”Det er sundt, du. Jeg ville ønske, jeg kunne hyle noget mere, end jeg gør. Jeg er ikke særlig god til det. Kun hvis det har noget med mine børn at gøre. Men det skal man kunne. En rigtig mand skal lære sig selv at græde.”

Jesper Buch forlod krydstogtskibet og fløj alene tilbage til Danmark. Hans søster boede på det tidspunkt i Thailand, og hun rejste også hjem for at være med til bisættelsen. I kapellet lå deres far.

”Han var kold og bleg, men han så fin ud. Jeg syntes, det var synd for ham, at han kun blev 62, når han burde være blevet bare 20 år mere. Jeg hader at sige farvel, men jeg takkede ham for den, jeg er blevet, og sagde, at jeg var ked af, at han ikke kunne håndtere sin sygdom. Jeg sagde også, at jeg elskede ham. Trods alt.”

Han og hans søster fik ryddet op i farens lejlighed. De havde fået at vide, at det så voldsomt ud – det gør det tit, når alkoholikeres udposninger på blodårene brister – men Falck var kommet dem i forkøbet og havde gjort rent.

Da oprydningen var overstået, og de havde fået lov til at kassere farens ting i containeren for småt brændbart, kørte Jesper Buch sin Audi på spanske plader forbi SuperBrugsen og købte seks dåser Tuborg. Derefter kørte han tilbage til genbrugspladsen og opsøgte kvinden, han havde talt grimt til tidligere på dagen. Hun fik øllene og en uforbeholden undskyldning.

Bisættelsen fandt sted i Skanderup Kirke. Det er også her, Jesper Buch selv skal ligge en dag. Op til begravelsen kontaktede han kirkens præst og sagde, at han gerne ville oprette et familiegravsted. Han ville blot høre, hvor stor gravstenen måtte være. Sådan en forespørgsel havde de aldrig fået før, sagde præsten, som udbad sig betænkningstid.

Efter et par dage vendte præsten tilbage. Gravstenen måtte ikke overgå pastor Carl Moes sten i højden, sagde han. Indre Mission har traditionelt stået stærkt i lokalområdet omkring Skanderup og Vamdrup, og Carl Moe var en af skaberne af den kristne bevægelse i Danmark.

Fint, svarede Jesper Buch. Kort efter troppede han op på kirkegården med et målebånd. Han gik hen til pastor Moes gravsten og målte op. 2 meter og 65 centimeter.

”Jeg fandt en stor, hvid marmorsten i Italien – én blok – som jeg købte og fik transporteret herop. Den var 2 meter og 50 og vejede tre tons, så Esbjerg Sværtransport måtte køre bagom og lægge jernplader frem til en kran,” siger han og griner.

Der går et rygte om, at gravstenen i sig selv ikke er større end pastor Moes. Men når man medregner soklen, så …