Jesper Groth: ”Humor fylder lige så meget for mig, som en kok tænker på mad eller en sexolog på sex”

Snollert og Hvalp kaldte de sig. Med høj hat, Gajolpakke-filosofi og en barnevogn udsmykket med dannebrogsflag, blomster, bamser og Madam Blå begav de sig ud på Hærvejen i Jylland som rigtige vagabonder. Barnevognen slæbte de gennem skove og mudder. Der var endda snevejr på tredjedagen, selv om kalenderen viste midt i maj måned.

”Så blev vi selvfølgelig nødt til at drikke rom for at få varmen.”

Jesper Groth og hans kammerat romantiserede Storm P-tegningen om den lykkelige vagabond ud i det ekstreme og gav en sang, når de kom til en baggård. Humøret holdt de højt gennem deres opbyggede fortælling. De gik fra Frederikshavn, henover den Jyske Ås og ned til Skanderborg – tværs gennem et Danmark, der stod i en valgkamp mellem Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen.

”Ligesom jeg har et behov for at underholde andre, har jeg også et behov for at komme lidt væk og have mindre skærmtid. Mig og min kammerat snakkede om at gå Caminoen, og fordi jeg godt kan lide at have et narrativ, fandt vi frem til: ’For helvede mand, vi skal da være vagabonder.'"

På deres vej gennem Jylland blev Groth og makkeren udelukkende mødt med kærlighed.

”I Aalborg fik vi tilbudt en kæmpe klump hash, som vi dog takkede nej til, af en hippie med dreadlocks, der var lige ved at gå ind i cykelhjulet. Han var holdt op med at ryge og havde set os fra sit køkkenvindue og ville også gerne give os noget. Lastbilchaufførerne forbandt meget vores vagabondtilværelse med frihed, så der fik vi virkelig hornet helt i bund, når de kørte forbi os. Vi gik og lettede på hatten hver gang.”

Mødte de nogle, der genkendte Groth som skuespiller og sagde: ’Er det ikke dig fra 'Sygeplejeskolen'?’, afviste han prompte og forblev i rollen. De to falske vagabonders troværdighed kom dog på prøve, da de pludselig stødte ind i en fyr, der kaldte sig for Mosegrisen. Han var tidligere vagabond og plejede at gå med sine kammerater Pindsvin, Lille Elefant og Ubåds-Ronni. Han fortalte hudløst ærligt om, hvordan de alle var endt på landevejen.

Enten var de gået bankerot med firmaet eller havde banket deres koner, og så lå de under presenninger ude i skoven og drak kogesprit med kirsebærvin. Ubåds-Ronni var endda blevet kørt over ved en togoverskæring.

”Lige pludselig blev alt det, som vi havde gået og sagt for sjovt, til virkelighed. Vi gik jo og fyrede pis af og manglede nærmest kun en hund. Det vildeste var, at Mosegrisen gav os en 20’er, og det er jo en form for adelsmærke. Derfor har vi også gemt den som souvenirs.”

Da de efter små tre ugers gåtur, uden at have været i bad, fik 28 kroner i Skanderborg af en anden mand, der sagde ’Køb en bajer’, vidste de, at missionen var fuldført, og at de havde fået bumset ud.

”Jeg fik hælspore, det gjorde ondt, når jeg gik og skulle hjem på optagelser, så jeg var nødt til at trække stikket.”

At Jesper Groth, 30, har et behov for at gøgle ud som vagabond mellem sine skuespiljobs, illustrerer hans personlighed på bedste vis. En personlighed, han selv beskriver som en mangesidet terning.

Han tjener sine penge som skuespiller, bor i kollektiv på Christiania, er forsanger i dansktop-duoen Fyr & Flamme og heavy metal-gruppen Vold & Magt. Han slår også gerne et slag for provinsen, har en forkærlighed for det kitschede og er fx vild med Dansk Melodi Grand Prix, Bakken og Amager Centret.

”Jeg synes, at Amager Centret har en ægthed over sig. Lige nu er vi i en tid, hvor alle køber den samme bøllehat, og den er ikke særlig køn at se på. Når folk så lægger et billede op på Instagram af dem selv med bøllehatten og deres beskidte Nike-sneakers, tænker de: ’Jeg er sgu lidt min egen’. Men nej, du skal faktisk en tur i Amager Centret, før hver eneste person, der går forbi dig, er sin egen – i hvert fald i påklædning.”

”Så kan det godt være, at de tilsyneladende ser ud til at leve et komfort familieliv, men det tror jeg også kun er på overfladen. Jeg er sikker på, at de er fyldt med historier.”

Man skal heller ikke tage fejl af, at Groth har en følsom og eksperimenterende side. I weekenderne render han rundt med frynsejakker og læbestift på Københavns værtshuse.

”Jeg har også nogle stærke feminine komponenter og gør lidt, som det passer mig. Jeg tror, at folk har svært ved at placere mig.”

”Jeg er hele tiden afsøgende og kan have perioder i mit liv, hvor jeg enten har hovedet helt op i egen røv eller render rundt og er vildt forelsket. Jeg er sådan et pendul, som aldrig står stille i midten. Heldigvis har jeg venner til det hele. Jo mere åben man er, jo bredere spektrum af venner har man også.”

Indtil videre har de danske tv-seere mest oplevet den sjove side af Jesper Groth. Vi har set ham som den evigt snakkende og bi-nysgerrige William Skov i den 90 procent improviserede DR-komedieserie 'Klaphat', hvor han har arrangeret en fodboldrejse til VM i Rusland for kørestolsbrugeren Hjalte. Men William aner ikke selv det store om fodbold. Han har været i Parken, hvilket dog var til Top Charlie, hvor Brødrene Olsen og den fantastiske Birthe Kjær i rød kjole optrådte. Han kender kun til Nicklas Bendtner, fordi fodboldspilleren engang dannede par med tv-baronessen Caroline Fleming, der gjorde rent i helt almindelige menneskers hjem i et tv-program.

Rollen som William Skov i ’Klaphat’ gav Jesper Groth et mindre gennembrud i 2018, en Robert-nominering for bedste birolle og styrkede satiredelen for ham. Efterfølgende fik han blandt andet roller i 'Yes No Maybe', 'Sunday', 'Sygeplejeskolen' og 'Journal 64'. Senest har vi set hans talent for komik og især kvindeparodier i DR’s satireserie ’Parterapi’, hvor han spiller halvdelen af rollerne.

Ifølge Groth findes der to slags kommercielle former for humor i dansk tv. Og han er ret utilfreds med den banehalvdel, som har fået flest penge.

”Det er pik og patter-humoren, det koster ikke noget at sige pik og patter, hvilket provokerer mig helt vildt.”

Groth arbejder altid selv på at finde en smerte i humoren.

”Ricky Gervais er virkelig min Picasso til at få sårbarheden ind i humoren. Det er bare så sindssygt vigtigt, fordi humoren er jo på mange måder en livspause, hvor man lige har et ophold og lærer om livets absurditet.”

Én gang om året skal Groth også gense Zulu-klassikeren ‘Mr. Poxycat’, hvor Rasmus Bjergs karakter er en selvbedragende tryllekunstner, der ikke vil anerkende, at sit ægteskab er ved at gå i stykker.

”’Mr. Poxycat’ er en del af mit grundlæggende pensum.”

I det hele taget synes Groth, at kollegaen Bjerg har haft en beundringsværdig karriere.

”Der er mange, som kun ser ham som en sjov mand, men han favner virkelig bredt. Han er både cirkusdirektør i Cirkus Summarum, han kan stå to timer alene på det kongelige og spille Kældermennesket, Hærværk eller John Mogensen, samtidig med at han er crazy comedy-agtig i ’Mr. Poxycat’.”

Groth håber på at få et tilsvarende spænd af roller.

”Jeg besidder begge sider af spektret og favner ret bredt. Efter at være kommet ud fra en temmelig alvorlig teaterskole var det fedt at genfinde lysten og på en eller anden måde vende tilbage til 8. klasse og give den gas med satiren. Jeg kan dog godt mærke, at jeg indenfor den næste stykke tid gerne vil parkere komikken lidt og spille nogle mere seriøse roller. Jeg skal også huske at bevise, at jeg kan noget andet, for vi har jo så travlt i Danmark med at sætte folk i en bås.”

Jesper Groth groede sine funny bones på Ærø. Han er født og opvokset i Ærøskøbing på den charmerende, lille stokrose-ø i Det Sydfynske Øhav. Her brugte han det meste af sin fritid på at rende rundt i statsskovene, lege i halmballer eller bygge sæbekassebiler med sin lidt ældre ven Hans Mikkel. Der blev ikke spillet The Rolling Stones eller Bob Dylan i barndomshjemmet, men derimod Jesper Lundgaard, Four Jacks og Dansk Melodi Grand Prix-stjerner som Stig Rossen og Kisten Siggaard.

Folkeskolen var også mere simpel i 90’erne, husker skuespilleren det. Der herskede en junglelov.

”Jeg kan ingenting med en fodbold, og det er virkelig et domæne, hvor du kan holde dig populær og i sikkerhed. Jeg har egentlig altid været okay populær, men fordi jeg ikke kunne finde ud af noget sport, fandt jeg ret hurtig ud af, at scenen var en arena, jeg havde for mig selv.”

Der findes ikke den sang- eller underholdningskonkurrence, som Groth ikke har vundet på Ærø som barn. I 4. klasse og tre år frem tog han førstepræmien ved et arrangement, der hed Miniplayback. Her skulle børnene vælge en sang, klæde sig ud som kunstneren og så ellers bare fyre den af på scenen.

Det første år i 1998 optrådte han sammen med en anden som Søs & Kirsten-figurerne Carsten og Helge med røvsprække og netundertrøje.

”Den var ikke gået i dag, vel.”

Ved sin sidste deltagelse var han Jerry Lee Lewis og sad bag et stort flygel.

”Jeg sparkede stolen væk og spillede med fødderne oppe på klaveret. Det var en kæmpe følelse, og jeg husker det som et kæmpe arrangement. Jeg fatter slet ikke, at jeg turde, men jeg var også et nervevrag, det skal lige siges. Det var virkelig til min grænse.”

Hvordan har det ellers præget dig at vokse op på Ærø?

”Jeg vil sige, at jeg ikke er vokset op fattigt. Men jeg er vokset op på en måde, hvor der ikke var sommerferier til udlandet. Det var lidt camping og nogle gange bare til Nyborg, hvor vi boede på en campingplads under Storebæltsbroen. Det har lært mig en masse om taknemmelighed. Vi har aldrig klaget over værelset på et hotel, hytten på en campingplads eller bøffens stegning på en restaurant, fordi de oplevelser hørte til sjældenhederne. Jeg er virkelig glad for, at jeg stadig har det sådan: ’Who cares? Fuck it’. Måske er det også en konfliktskyhed, men hvis jeg skulle sidde på en restaurant og have kokken ind til bordet og sige: ’Hvad fanden er det for en marineret skosål?’, så er der større chancer for, at det ville ødelægge min aften. Jeg synes, at det er en god ting at være taknemmelig med den lille note i ascendanten, at den kok selvfølgelig skal have gjort, hvad han ved, jeg spiser jo ikke råddent kød.”

”Vi har sgu ikke manglet noget i min barndom, og jeg var heller ikke misundelig på børn, der kunne få en halv grillkylling med pomfritter i Fårup Sommerland. Min mor var suveræn til at fylde en køletaske med discountsodavander og rugbrødsmadder. Jeg tænker tilbage på det som en meget romantisk ting, som jeg gerne selv vil føre videre fuldstændig uagtet, hvor meget jeg tjener. Det har noget med taknemmelighed at gøre, og at man ikke behøver alt det lort.”

Fordi Groth er fra Ærøskøbing, vil det sige, at han er ’westsider’, hvilket er en reference til den mangeårige rivalisering mellem øens to største byer, Ærøskøbing og Marstal. En rivalisering, som mest bunder i, hvem der skal have færgeruten. Groth er selv meget træt af det.

”I min generation griner vi af rivaliseringen, og jeg glæder mig faktisk til, at det klinger af, for det er dybt åndssvagt, at der ikke er nogen enighed på sådan en lille ø. Marstallerne vil godt have en færge, og så er der nogle fra Ærøskøbing, der synes, at det er en pissedårlig idé. I stedet for bare at lade dem få den og købe den selv. Se det dog som noget initiativrigt, og hvis den ikke kan løbe rundt, så lukker den bare igen. Det er virkelig noget gammelt pis.”

”Og jeg må da også indrømme, at det var sådan noget som diskussionerne om færgepolitikken, der gjorde, at der kom et tidspunkt som teenager, hvor jeg i hvert fald godt kunne mærke, at verdenen også var større. Her følte jeg, at tiden var moden til at møde nogle andre mennesker, og så tog jeg på en efterskole i Svendborg.”

Selv om det kun lige var over på den anden side af vandet, var det alligevel en helt anden verden. På efterskolen gik elever fra Grønland, Christiania og 2. generationsindvandrere.

”Verdenen åbnede sig bare.”

Efterskolen var demokratisk styret, og derfor havde eleverne bestemmelse til vigtige afgørelser som at købe en ny te-variant.

”Så sad der nogle hippier, der syntes, at der var for meget garvesyre i den ene, og så måtte vi finde et kompromis. Det var egentlig meget rart at lære om ens tolerancetærskel. Jeg startede med hår til skulderne og gik ind for væbnet revolution og endte med helt kort hår, sådan rockabilly-agtigt og tænkte: ’Okay, det blev sgu for meget det andet der’. Jeg synes, at jeg landede et godt sted på en eller anden måde.”

Det var også på efterskolen, at Groth tog en beslutning om, at han skulle lave noget med kunst og underholdning.

”Jeg er nok meget en kliche i forhold til at have været sådan en, der har afbrudt mange matematiktimer i skolen ved at have et behov for at få folk til at le. Derfor er jeg egentlig ret stolt af, at jeg tog en moden beslutning som 17-årig, som var, hvis jeg har det opmærksomhedsbehov og formidlingsbehov, så vil jeg gerne gå en vej, hvor jeg har noget at have det i. Ellers kan det komme til udtryk på en masse klodsede måder.”

”Derfor er det fuldstændig fantastisk, at når vi er færdige med dette interview, at jeg kan rende over på de skrå brædder på Nørrebro Teater.”

Trods Jesper Groth forlod Ærø og kom ind på teaterskolen i København i første forsøg som 21-årig, har han stadig øen med sig. Han har ’Ærø’ tatoveret to forskellige steder på kroppen, fordi hans gode kammerat på et tidspunkt købte en tatoveringsmaskine.

”Jeg var den første, der lagde arm til. Min ven havde læst på nettet, at man skulle trykke hårdt, og det gjorde han så også, hvilket resulterede i, at tatoveringen var lidt længe om at hele. Der var alt for meget blæk i den, som ligesom skulle ud, før der kunne komme et lag hud henover.”

”Lige den tatovering er jeg egentlig ret stolt over. Det er en icebreaker. Man plejer at sige, hvor der er ærøboere, er der gråspurve. Jeg finder altid nogle, der har en forbindelse til Ærø.”

Han har også provinsen med sig i sin komik. Han har tillært sig mange dialekter og er fx fascinerede af, at Christian Bale altid bruger en ny accent i hver film, han medvirker i. Groth ser det som en satirisk gave at kigge på København og alle dens særheder og urbane massepsykoser med øjne udefra.

”Det kunne fx være, at folk virkelig gerne vil stå i kø for at spise ramen, der ikke er så meget andet end bouillonvand. Eller at folk fuldstændig uden at mærke efter på mavefornemmelsen skal spørge sine venner på Facebook, om det er fint nok at høre Michael Jackson nu.”

”Det kan jeg rigtig godt lide ved at komme udefra, og det er jo ikke, fordi jeg hele tiden skal forsvare provinsen, men jeg kan mærke i København, at det er meget let at sidde på en café og tro, at en bundgarnsfisker på Vestkysten kommer til at savne Radio24syv, som jo også var en lille smule en lukket kreds, eller at han har læst i Weekendavisen, at nu må han ikke længere bruge det og det ord eller være sådan og sådan over for kvinder. Ret konsekvent har jeg det indtryk, at der ikke er nogen accept af, at han kan noget andet og har nogle talenter, som vi også har brug for, hvis tyskerne kommer igen.”

For Jesper Groth er latteren den ultimative forløsning på et teater. Men han bruger også humoren for at få afløb for sin melankoli, og den angst, der nogle gange banker på. Han tror ikke, at han er plaget mere af angst end så mange andre, men en terapeut har beskrevet Groths personlighed som følsom og sørgmodig.

”Humor fylder lige så meget hos mig, som en kok tænker på mad eller en sexolog på sex. Og jeg har virkelig prøvet at granske hvorfor? Det er jo klart, at humoren ved nogle svære tidspunkter i min ungdom har været et skjold og fremfor alt en livspause i en tilværelse, som jeg synes er temmelig kynisk. De fleste humorister er ikke sådan nogle, som er sprunget ud som aktivister, må jeg jo sande.”

”Jeg har haft en trang til humoren, fordi jeg altid har været en melankolsk dreng. Jeg tror, at jeg har haft en melankoli over mig, siden jeg var 11 år gammel, og den melankoli går virkelig hånd i hånd med min trang til at beskæftige mig med humor. For at få en pause i melankolien. Det er ikke, fordi jeg flygter fra min melankoli, jeg lever med den og bruger den som en inspiration.”

Han har rundet de 30 år og er blevet bedre til at finde et leje, hvor det er mere naturligt end tidligere, hvor han enten var meget forelsket eller meget melankolsk bekymret – og over ting, som man ikke behøver at været bekymret over.

”Jeg lever også et liv med skam, jeg ikke ved, hvor kommer fra. Jeg kan ligge om aftenen og kan ikke sove på grund af noget, som har fundet sted i 6. klasse, og jeg aner ikke hvorfor. Det er nok meget godt, at jeg får sat mig fri for det. Jeg har tit haft en oplevelse af, at jeg falder i søvn 45 minutter senere end alle andre mennesker, men jeg tror faktisk, at der er mange, som kæmper med det samme.”

Ifølge Groth er han midt i en brydningstid i sit liv. Han vil gerne have en større indsigt i sig selv.

”Jeg prøver at komme til bunds i nogle ting, fordi jeg godt vil ind i 30’erne og være klogere, end jeg var som 23. Nu er det Body-SDS, og jeg bruger psykologi meget og prøver at mærke mig selv på alle mulige andre måder.”

Body-SDS er en insisterende massage, hvor der bliver trykket nogle steder på kroppen, som trigger nogle følelser. Det lyder meget hokuspokus, men det er det egentlig ikke. Body-SDS bliver også brugt i sportsverdenen.

”Der er ikke så meget samtale i det, men det ligger i åndedrættet og spændingerne i brystkassen. Man får knækket nakken, så det stråler ud i dine hænder. Jeg begynder tit af grine af det og kan sagtens ligge og grine i et kvarter uafbrudt. Jeg har aldrig gået derfra og har haft det ens, og det er ret vildt. Jeg kan gå derfra helt rang og andre gange kan jeg være helt træt og gå hjem og pisse en liter gul pis ud og føle mig såret. Det er virkelig effektivt.”

Han undersøger også ensomheden i øjeblikket. For nylig var han på en lille weekendtur i skoven med to venner, hvor vagabondhatten kom på hovedet igen. Skoven er den bedste lokation for gode og dybe samtaler.

”Min ven Jonathan skulle jo bare have lov til at kigge ind i bålet og være sur på sit forsikringsselskab og snakke om, at han ikke er sammen med den kvinde, som han har børn med, mere. Vi fik drøftet ensomheden, og hvordan man holder sammen i det.”

Ifølge Groth skal os mænd blive bedre til at tale om de svære ting i livet med hinanden. Og til at være mere åbne overfor vores feminine sider.

”Gommen til et bryllup har tit kun en bestman, som han kan sige alt til. Sådan en mand, der dumper forbi til kaffe hvert halve år, fordi han har travlt med sine børn. Man kan mærke, at der er et eller andet i vejen, men de får ikke talt om det. De får ikke levet noget ud, og der vil jeg anbefale at turde. Det er der heldigvis også nogle, der gør.”

Når Jesper Groth tager læbestift på i weekenderne, er det for at finde sin indre Freddie Mercury frem.

”Freddie Mercury er det ultimative sexsymbol for mig – skillepunktet mellem det feminine og maskuline. Han er min Marilyn Monroe og Elvis Presley på samme tid. Helt genial.”

”I forhold til min feminine komponent så abonnerer jeg nogle gange på Euroman, som er fortællingen om et tungt titaniums-ur og tænk, hvis jeg havde en Porsche med et trærat. Men hvor jeg nogle gange stopper det abonnement igen, fordi jeg tænker: ’Hvor er mændene med læbestift eller dem, som køber noget dametøj og udforsker sig selv på en anden måde henne?’

Har du også eksperimenteret med din egen seksualitet?

”Da jeg flyttede til København, var det ligesom om, at det hele skulle prøves. Jeg gav det en chance og tog på bøssebarer, men jeg nåede ikke ret langt og kunne bare mærke, at jeg ikke havde det i mig. Men jeg har så fundet ud af, at jeg godt kan være betaget af mænd på en æstetisk måde, og allerede dér er der mange mænd, som er for stolte til at indrømme det. Men jeg er nødt til at sige, at jeg ikke vil udelukke noget, fordi det potentielt kan forny mit liv, hvis jeg får brug for det.”

Jesper Groth fik sin uddannelse fra teaterskolen i København i 2015, og selv om der har været korte perioder med dagpenge og med at sende ansøgninger som både lagermand og overlæge, har han gjort det godt.

”Jeg er sådan en skuespiller, der ikke rigtig har kunnet klage. Jeg har været på teatre både i Hjørring og Svendborg, haft en børneforestilling inde i byen og rejst lidt rundt med noget fagforeningsteater. På den måde har jeg ikke været meget på A-kasse. For mange handler prestige om at lave film og tv, og det skete bare lidt af sig selv i udgangen af 2018. Man kan godt mærke, at der er en byld, og jeg fik ligesom bare hul på den. Jeg nærmer mig et punkt, hvor folk har set noget, jeg har lavet før og derfor ikke behøver at gå så meget til casting og starte forfra med: ’Hvem er du?’.”

”Nu har jeg tjent mine penge, og det kører sgu meget godt. Det er ikke en bekymring mere, og derfor prøver jeg også at tjene penge ind for at kunne have en pause, hvor man kan gå og vente på det rigtige projekt. Jeg er egentlig stolt over, at jeg har været så modig til at sige ja til nogle ting, der nødvendigvis ikke har ligget til mit højre ben, men hvor jeg har tjent mine penge på ærlig og redelig vis. Der er nok en del skuespillere, som i starten af deres karrierer faktisk hellere vil satse på at være på A-kasse, indtil Nordisk Film ringer, men der har jeg sgu været land og rige rundt med små teatre og tre sorte bagskærme og tjent mine penge. Det er erfaring hver gang, så det er jeg ikke ked af, at jeg har gjort.”

Der har også været travlt for Groth efter gennembruddet med ’Klaphat’. Han har lige færdiggjort en spillefilm og ’Parterapi’ på DR. Sidstnævnte havde han kun 14 dage til at lave mellem spillefilmen og Nørrebro Teater, hvor han er nu.

Derfor tager han en længere velfortjent pause i starten af 2020. Han har købt et fritidshus i Marstal på Ærø, som han vil hygge sig med at sætte i stand.

”Jeg håber, at foråret både kan blive til en rejse, hvor jeg er alene af sted for en gangs skyld og konfronterer min ensomhed og udvikler den del, og at jeg får tid til at lave lidt på mit fritidshus og får dyrket mit dobbelte statsborgerskab, jeg har med København og Ærø.”

Han er lun på at rejse til Asien, men har også lyst til komfort, så det ender nok med Zanzibar og med at læse Søren Pinds nye bog. Sikkert er det, at han rejser alene.

”Jeg kan virkelig mærke, at der er en del af mig, som skal ud og finde et svar nu og konfrontere ensomheden. Jeg har levet konstant med mennesker siden efterskolen og bor også i et kollektiv i dag, så nu er jeg nødt til at tage den alene, og jeg ved, at det bliver hårdt. Men jeg ved også fra andre, som har gjort det tidligere, at der efter 13-14 dage på turen er et vendepunkt, hvor man finder ud af, hvad man savner, hvad man er i stand til og hvor meget man kan klare selv. Og det vil jeg gerne udforske. Jeg er virkelig i min brydningstid lige nu.”