Stort portræt: Lars Mikkelsen om berømmelse, farens død, stress, Gud og billard

Det er blevet sent. Vi sidder fem-seks stykker uden for et af Nyhavns værtshuse. De har egentlig lukket, men der er stadig fadøl og whisky på bordet. Pludselig rejser Lars Mikkelsen sig op, høj som han er, smilende, for han vil vise os et af Slava Polunins bedste numre.

Slava Polunin er en af Ruslands mest berømte klovne, og en af Lars Mikkelsens store helte. ”Der var en fantastisk poesi i alt, han foretog sig,” siger Lars Mikkelsen, ”det var så simpelt.”

Han tager to stole op på en måde, så armene slår knuder om sig selv.

”Han kommer ind på scenen sådan her,” forklarer Mikkelsen og træder et skridt tilbage for så at træde et skridt frem på de brosten, der nu er vores imaginære scene. Nogle engelske turister, som tidligere har været ovre for at sige hej til ’that guy from House of Cards’, stopper deres samtale og glor på den russiske præsident, der pludselig er blevet russisk klovn for øjnene af dem.

Klovnen er rystende nervøs. Han vil bare gerne sætte stolene fra sig, men han er alt for viklet ind i dem og bange for sit publikum. Det går hele tiden galt, og stolene havner på hans arme igen. Seancen varer et minut, måske mere. Det ene patetiske forsøg efter det andet. Det er hjerteskærende. Og utroligt morsomt.

”Polunin kører den i 10 minutter,” siger Lars Mikkelsen, da han til bifald fra de få resterende gæster i udeserveringen sætter sig ned igen.

Blandt dem er en tysk teaterinstruktør på besøg i byen. ”Du skulle blive klovn igen,” siger hun.

Lars Mikkelsen smiler. ”Måske,” siger han.

Man siger om de bedste klovne, at de gemmer på noget mørkt i sindet. Med Lars Mikkelsen er det næsten omvendt. Tungsindet, sorgen og vreden er tydelig i mange af hans mest berømte roller. Det er glæden, man kun kan skimte.

Lars Mikkelsen er Viktor Petrov, den giftigt magtfulde russiske præsident i Netflix-serien ’House of Cards’. Han er Johannes, præsten og patriarken i DR-dramaet ’Herrens veje’. Han er Martin Vinge i ’Headhunter’. Ole Madsen i ’Edderkoppen’. Frederik Heck, forstanderen i Godhavns-filmen ’Der kommer en dag’.

Han har opbygget en evne til at spille høfligt modbydelig, at lade et mørke skinne igennem en tilsyneladende høflig dialog, som når han læner sig frem mod Frank Underwood (Kevin Spacey) med hænderne foldet foran brystet og siger: ’I don’t want our deal to fall apart any more than you do.’ Og vi ved, at han nådesløst vil lade alt styrte sammen for at vinde denne magtkamp.

Evnen til på samme tid at være hyggelig onkelagtig og et manipulerende røvhul er noget af det, som holder os klistret til skærmen. Vi fornemmer en eksplosionsfare i hans karakterer, og vi bliver nødt til at se, om bomben sprænger. Den evne har indtil videre givet ham en Bodil- og fire Robert-statuetter, og i foråret 2019 kulminerede film- og tv-karrieren med den internationale Emmy – tv-seriernes svar på en Oscar.

Snart er han aktuel i Viaplay-serien ’Forhøret’, skrevet af Jakob Weis og instrueret af Christoffer Boe, og Netflix-serien ’The Witcher’, som er en af Netflix’ kommende, store satsninger.

Men det var som klovn, her på brostenene i København, at karrieren begyndte. Lars Mikkelsen var en rodløs, hashrygende Nørrebro-dreng i begyndelsen af 20’erne, da han forelskede sig i en pige, som for første gang viste ham en retning i livet, der virkelig gav mening.

Lars og hans halvandet år yngre bror Mads voksede op på Nørrebro. Fritiden foregik i gården, hvor fodbold gav mere prestige end Shakespeare. Mads var den udadvendte, den hurtige og sociale, Lars den lidt mere forsigtige, men begge var gode med en bold og en naturlig del af flokken. Toilettet lå i gården, og om natten kunne Lars høre rotterne nede i gården og de voksne i lejlighederne, når de blev fulde og højrøstede.

Deres far gjorde karriere i Danske Bank, og senere fik de en lejlighed, hvor de kun delte toilet med én anden lejlighed, og senere en herskabslejlighed med eget bad.

”Hold kæft, en luksus. Det var helt vildt!” griner Lars Mikkelsen.

Der er masser af godt at fortælle om den barndom. Livet i gården. Håndbold. Korsang. Men der var også noget andet, en mørk grundtone i familien, som Lars havde svært ved at løbe fra, og som gnavede i ham. Lars Mikkelsen var vred. På sine forældre. På sig selv. Folkeskolen var endt i en mindre hashtåge. Gymnasiet bød på flere nederlag end sejre, han pjækkede og gik i Palads for at se film eller spille arkadespil. Hvert nederlag bekræftede ham i en selvforståelse, der havde vokset sig fast i ham: At han var et grimt menneske.

Nederlagene blev et tryggere rum at være i end forsøget på at opnå noget. To gange måtte han gå en klasse om. En følelse af afmagt. Han ville slås, hvis han kunne komme til det.

Men Anette Støvelbæk må have set noget andet. Hun gik i gymnasiet. Lars Mikkelsen var i militæret, hvor han aftjente frivillig værnepligt i forsøget på at leve op til et billede af, hvem han skulle være.

”Jeg var forelsket med det samme, mand!” siger han.

I tre måneder forsøgte han at få fat på hende, indtil hendes far tog telefonen og bad ham lade hende være. Det gjorde Lars ikke. Og til sidst lykkedes det at få arrangeret en date, som han desværre måtte aflyse, fordi en kammerat på kasernen ikke tog sin vagt, og Lars måtte træde til. Det endte i slagsmål.

Men Lars og Anette kom endelig i biografen en aften og så ’Falsk som vatten’ (’Falsk som vand’). Hun kyssede ham. Endelig. Langt senere blev de begge professionelle skuespillere, de fik to børn og en lejlighed på Vesterbro, hvorfra man let kunne gå ned på hjørnet, sætte sig med en kop kaffe og studere mennesker.

”Jeg mødte et andet menneske, som sagde, at mit selvbillede ikke var rigtigt. Og som satte alt ind på at lære mig det. Det var helt afgørende,” siger Lars Mikkelsen. ”Det var ikke noget, vi var bevidste om. Det var ikke noget, jeg forstod før senere i livet. Men når man er forelsket, kaster man sig ind til hinanden, og så får du at vide, at du kan blive elsket.”

Anette ville være skuespiller. Lars sloges stadig med at passe ind i en boks, en idé om, at ’et liv ser ud på en bestemt måde.’ Han gennemførte sin værnepligt. Han forsøgte at studere. Men det var håbløst. Anette begyndte på Gøglerskolen, og det åbnede Lars’ øjne.

Han smiler, da han fortæller historien, som ender – eller først for alvor begynder – med, at han begynder at optræde med gadeteater.

”Jeg kan huske, jeg stod på Strøget. Det regnede, der var tre tilskuere, og vi lavede et virkeligt forfærdeligt knivkaste-nummer. En af tilskuerne fik bind for øjnene, og vi listede os ind på ham og stak kniven i væggen lige bag ham, så han fik et chok. Idéen er, at resten af publikum skal grine, men de to, der var tilbage, gik bare.”

Lars Mikkelsen griner.

”Den mest udtalte fiasko du kan have,” siger han, ”men jeg kunne mærke: ’Det er det her, jeg skal, det er de her mennesker, som er lige så utilpassede som mig, jeg skal være sammen med!’”

Et par dage før den spontane værtshustur på Nyhavn har jeg mødt Lars Mikkelsen ved et lydstudie i Københavns nordvestkvarter. Her indtaler han ’Sundets stilhed’, en fortælling om seks forfattere med tilknytning til Sydfyn, som publikum kan have i ørerne, mens de går en tur ved Svendborg og oplever de steder, som fortællingen handler om.

Det er en af de sidste sommerdage, og mellem de gamle industribygninger, hvor lydstudiet ligger, slænger nogle af områdets ansatte sig i solen. Der er kaffe, frugt og smøger. Men ingen Lars Mikkelsen.

Han står i studiet og kommer kun ud for korte pauser. Så snart den hvide King’s er røget ned, vil han ind og arbejde igen. Om en halv time kommer en fotograf, som skal tage billeder af ham til pressematerialet.

”Perfekt, så kan vi lige nå nogle sider,” siger Lars Mikkelsen og går forrest tilbage ind i studiet.

”Let’s do it, man!” siger han, da vi er indenfor. Ingen tid til sniksnak. Lydmanden tænder optageren.

Det er interessant at se Lars Mikkelsen arbejde. Han læser op fra manuskriptet, men lader blikket køre op og ud til siderne, prøver at se billederne for sig.

”Du skal forestille dig, at publikum er på en legeplads nu,” siger den tyske teaterinstruktør. Han lytter. Prøver igen. Nogle små toners forskel, og lydmanden smiler bredt. Ikke én gang kigger han over på mig. Jeg er luft. Det samme er skålen med slik foran ham og alt andet i rummet. Han minder mig om min syvårige søn, når han bygger Lego, samme fuldstændige koncentration og glæde ved at være dybt optaget af noget.

Lars Mikkelsen beskriver det selv som en kærlighed til faget, en tilfredsstillelse, der opstår, når man glemmer sin forfængelighed og fokuserer på den del af skuespillet, som er en opfindelse af noget nyt.

Koncentrationen har han haft hele karrieren. Glæden har været mere svingende og i perioder helt væk. Som yngre skuespiller var han fanget i det, han betegner som en ’præstationskrampe’, behovet for at blive bekræftet. Hele tiden.

”Rigtig mange skuespillere starter med et dybt behov for opmærksomhed og anerkendelse,” siger han, ”det er jo dybest set knald i låget at stille sig op foran 1.000 mennesker. Hvorfor vil man det? For mange er det bekræftelsen, elsk mig, elsk mig, elsk mig! Det var det også for mig.”

Der stod han, booket på de største scener i landet, med en bærende hovedrolle i filmen ’Headhunter’ og råbte: ’Elsk mig!’, indtil han ikke kunne mere. Og kollapsede. Det var i 2008. Lars Mikkelsen var 44 år.

”Jeg knækkede fuldstændigt sammen,” siger han, ”det blev for meget.”

Hans to børn, Lue og Thor, var henholdsvis 10 og fire år gamle. Om aftenen var han på turné med ’Brandes’, om dagen indspillede han ’Headhunter’, og hvis han nåede hjem, var det kun for at sove.

”Du kan se det på familiebilleder fra den tid. Jeg er der jo ikke. Og hvis jeg var der, lå jeg på sofaen og sov.”

Der var ikke noget at gøre. Han måtte stoppe op. I et halvt år smurte han madpakker og stillede sig selv ubehagelige spørgsmål.

”Jeg skulle ind og finde ud af, hvorfor fanden jeg gør det her. Når du løber så hurtigt, er det ikke fordi, det er sjovt mere.”

Det er ikke så let, som det lyder, at finde glæden i faget.

”Det er skide svært,” siger Lars Mikkelsen, da vi mødes på Det Kgl. Teater nogle dage efter mødet i lydstudiet.

Sideløbende med indspilningerne til ’Sundets stilhed’ spiller Lars Mikkelsen her på teatret stykket ’Adressaten ubekendt’ – med Søren Sætter-Lassen. Stykket er en brevudveksling mellem to tysk-amerikanske mænd, den ene jøde, i de første år af Hitlers magtovertagelse.

Bag scenen lægger de selv deres make-up – det er sparetider på teatret – og joker med, at Søren Sætter-Lassens ansigt er blevet mørkere end normalt.

”Men han bor da også i Californien, ikke?” griner Lassen med henvisning til, at hans karakter bliver bosiddende ved USA’s solrige vestkyst, mens Lars Mikkelsens karakter rejser til Tyskland.

”Du mangler bare lidt pudder, så bliver det helt perfekt,” trøster Mikkelsen.

Der er under en time til, at forestillingen begynder. Make-up’en sidder nogenlunde. Nu er det tid til tøjet. Lars Mikkelsen slentrer tilsyneladende afslappet ind i sit omklædningsrum med store spejle og udsigt ud over havnen.

Da han for 14 år siden ramte muren og var ved at opgive skuespillet, så han et stykke, hvor Bodil Udsen spillede hovedrollen. Og dér så han noget, som var med til at ændre hans tilgang til skuespillet.

”Hun var fandeme så god. Alt, hun gjorde, var så fucking sandt. Hun behøvede ikke gøre noget, som ikke var sandt. Det var fantastisk. Og jeg tænkte: ’Det der vil jeg nå. Nu ved jeg, hvad jeg vil.’”

Siden er Lars Mikkelsen dykket stadigt dybere ned i, hvad det vil sige at være skuespiller. Hvornår er et udtryk sandt? Det er både et teknisk og personligt spørgsmål. Teknisk, fordi skuespillet er et håndværk, og lige som en maler har forskellige farver, har skuespilleren forskellige metoder at benytte sig af. Personligt, fordi alle skuespillerens farver er versioner af ham selv.

Det tekniske i faget interesserer ham. På den ene side skal du overholde 1.000 små aftaler med de andre skuespillere, dig selv og instruktøren, men samtidig forsøge at give slip på kontrol, glemme sig selv og give sig hen.

”Du kan ikke bare stå og sutte på dig selv,” siger han. ”Det er ikke nødvendigvis sådan, at publikum græder, fordi du står på scenen og flæber.”

Du bliver nødt til at mestre dit håndværk, siger Lars. Du kan spille en rolle op, smile stort, når karakteren er glad, og græde, når karakteren er trist, eller du kan spille ned, indtil et punkt hvor skuespillet bliver udtryksløst. Lars Mikkelsens generation blev kendt for at spille ned. Så lidt mimik som muligt. Udtrykket gav en følelse af, at der var mere på spil, end det vi kunne se, og det var med til at give dansk film og tv succes op gennem 90’erne og 00’erne – og give DR et utal af klager fra seere, der ikke kunne høre, hvad skuespillerne sagde.

Men for Lars Mikkelsen har den tilgang sine begrænsninger. Den er ikke mere eller mindre sand end den modsatte tilgang, at spille op og vise alle de store følelser, og han har de seneste år jagtet noget andet, en sandere måde at spille skuespil på. Han spiller mere op, end det var normalt på film og tv for 10 år siden. Han søger en eller anden form for forstørret realisme, som giver plads til poesien.

”Hvis man er interesseret i, hvad livet er, at få det op på scenen, så skal man gøre noget andet, så skal vi tillade hinanden at gribe efter noget, som er større.”

Samtidig er det selvfølgelig personligt.

”Du kan ikke spille noget, du ikke kender noget til,” siger han.

Det bliver nødt til at komme indefra, du har kun dine egne strenge at spille på. Dine egne erfaringer, dine egne erkendelser, dit eget smil, dit eget mørke.

Lars Mikkelsen hører Bach fra en lille højttaler på bordet. Han har sunget kor som barn, drengekoret i Vor Frue og Sankt Annæ Skole, og han taler lige så lykkeligt om koncerter i Berliner Philharmonikaen som om håndbold, en anden stor passion, som har fulgt ham gennem livet.

Mens han skifter fra sine egne jeans og T-shirt til forestillingens pressefoldede bukser, hvid skjorte og vest, spørger jeg til et billede, der står ved siden af højttaleren på hans bord: Storm P’s ’Månen i gadekæret’.

”Jeg fik det af min far. Eller det var der, da vi ryddede op. Jeg kan rigtig godt lide det.”

På billedet fisker vagabonden efter månen i en sø i gadekæret uden at opdage, at det blot er en refleksion, at den rigtige måne hænger højt oppe bag ham.

”Man kan måske sige, at det er det, vi gør som skuespillere, vi fisker efter noget smukt, som ikke rigtigt findes.”

Jeg tror, jeg havde forventet et hårdere, mere ufremkommeligt menneske, da jeg begyndte at planlægge interviewet med Lars Mikkelsen. Måske var jeg præget af hans karakterer på film og tv. Måske var det de ultrakorte sms-svar, jeg fik, mens vi planlagde tid og formater. ’Ja’, ’ok’, ’det lyder fint’. Ingen smileys, ingen ’glæder mig!’ eller nogle af den slags høfligheder, vi ofte smører vores kommunikation ind i.

Men det er et mildt og venligt menneske, der byder på kaffe i lejligheden på Vesterbro, da jeg møder ham første gang. Han fanger sig selv i at sige noget dumt, ændrer det, griner, ’lad os ryge,’ siger han. Og da vi alligevel ryger, går vi ned på hans stamværtshus nede om hjørnet, hvor han har sine egne billardkøer, hvor kaffen er gratis, og hvor stamgæsterne kender alt til hans evner med den røde bal og lidt til hans evner på en scene.

Han er på krammer med de fleste. Nogle får også lige et kindkys. Det blev vådt i går. Lars Mikkelsen havde inviteret værtshusets ejer, Brian Ingberg, i teatret, og bagefter skulle de lige smage et par glas af Brians berømte vodkasamling.

”Spiller du?” siger Lars.

Vi aftaler at tage et klassisk spil skomager, ned fra 60, og kaffe fra termokanden i baren.

I ’Adressaten ubekendt’ efterlader Lars Mikkelsens karakter, Martin, sin jødiske ven, spillet af Søren Sætter-Lassen, i Californien, hvor vennen fortsætter med at drive deres fælles galleri med stort økonomisk udbytte for dem begge. De mange dollars bliver endnu mere værd, når Martin veksler dem til tyske mark, og Martin lever som en greve – eller en filmstjerne, om man vil – mens samfundet omkring ham bliver gladere og gladere for landets nye Führer. I begyndelsen ser Martin nazismen som et nødvendigt onde, siden omfavner han den, og forholdet mellem de to venner bliver sat på en prøve.

”Min karakter slår ikke til, han har ikke noget mod, og han kommer til at løbe med en strøm, som er omsiggribende. Stykket handler om at miste sig selv som menneske,” siger Lars Mikkelsen og trækker selv parallellerne til sit eget liv og den tid, vi lever i.

”Min karakter kunne have valgt ikke at blive feteret, rig og berømt,” siger han.

Men det er ikke nazismen, Lars Mikkelsen er bange for, når han kigger sig omkring. Han er bange for, at vi er ved at glemme hinanden.

Som eksempel bruger han sin egen boligblok på Vesterbro. Der plejede at være liv i gården, men selv om den er mere velplejet og tilgængelig end nogensinde, bliver den brugt ganske lidt. Hver lejlighed har fået altan.

”Nu har vi fået hver vores lille parcelhus midt i byen,” siger han. ”Jeg kan da godt se, at det er smart, hvis man har et lille barn, og man lige kan stille barnevognen derud. Men der er sgu noget usundt ved, at vi ikke behøver tale sammen længere.”

Jeg fører i skomager. På tre skud er jeg kommet ned på 46. Ikke prangende, men Lars er på 52. Der er cirka 10 gæster på værtshuset, og snakken går. Brian spiser koldskål ved et lille bord mellem baren og billardbordet. Sceneriet er som taget ud af Sam’s Bar, Sometimes you wanna go where everybody knows your name …

Det er et simpelt, uprætentiøst fællesskab, lige så no bullshit som Lars Mikkelsens sms’er, og du må sige, drikke og ryge, hvad du vil, så længe du opfører dig nogenlunde høfligt over for de andre. Et levn fra en tid før alle Københavns lejligheder fik altaner eller sågar toiletter.

Lars Mikkelsens valg af roller afspejler hans optagethed af, hvad der samler og adskiller os som mennesker i et samfund. Han har nået et punkt i sin karriere, hvor han kan vælge, hvad han gerne vil være med til.

”Jeg kan tillade mig at vælge ud fra, om jeg synes, det er væsentligt. Og for mig er det de historier, der definerer et fællesskab.”

Derfor sagde han ja til at være vært på ’Historien om Danmark’ og ja til at lave en ny DR-serie om grænselandet mellem Tyskland og Danmark, der bliver vist i 2020 i forbindelse med 100-året for grænsedragningen. Historien er et fælleskulturelt fikspunkt, og vi har brug for den, mener Lars Mikkelsen, ”for vi lever i en fragmenteret verden. Alle sidder der med hver deres lille dagsorden.”

Er du ved at blive et småsurt, gammelt røvhul?

”Ja, det er jeg nok,” griner han, ”det gamle røvhul på Vesterbro.”

Lars Mikkelsen nedstammer fra en familie af kommunister, og i sine ungdomsår sad han i sin morfars lampebutik i Nordre Frihavnsgade og blev belært om de store russiske tænkere. Måske er det også der, den umiddelbart lidt bryske facon kan spores tilbage til.

”Han solgte sgu aldrig rigtig noget. Jeg har aldrig set ham sælge en lampe, og han var decideret ubehøvlet. Vi sad i baglokalet, og hver gang klokken gik ude i butikken, kunne jeg se forventningen i ham, men så skulle folk bare købe et batteri. Og så var han helt hård: ’Ja!’ ’Værsgo!’ ’Hallo, farvel!’”

Den lille historie fortælles, så jeg ikke kan undgå at grine. Lars gestikulerer og imiterer sin morfars stemme. Et lille klovnenummer i sig selv. Mørket lige bagved smilet. Lars har flere af den slags historier, mens han kører to-tre bander uden problemer og undgår at lave skæve. Jeg halser håbløst bagefter. Lars diskuterer fodbold med et par af de andre gæster. Tipslørdag i 70’erne.

”Min far lå altid på sofaen og sov til det om lørdagen. Hvis man så listede over for at slå over på Sverige, så vågnede han og sagde: ’Hov, jeg ser det der!’” fortæller han.

Til en særvisning på ’Adressaten ubekendt’ havde Det Kgl. Teater inviteret de rigmænd, der har støttet forestillingen, berømte skuespillere, Kronprinsen og Kronprinsessen og andre venner af huset. Lars Mikkelsen fik 10 billetter, han kunne dele ud af. Han gav den ene til sin kone, et par stykker til gamle håndboldvenner, og resten lagde han her på værtshuset. Slænget af stamgæster kom og så forestillingen i selskab med Frederik og Mary.

”Det var skide hyggeligt,” siger Lars Mikkelsen.

Nederlaget i skomager er en kendsgerning. Vi afslår et spil mere. Der er noget, Lars gerne vil tale mere om, det her med fællesskabet, de ting, der binder os sammen: Danmarks Radio, Kongehuset, vores fælles historie, foreningerne. Det er vigtigt for ham. Han taler beundrende om dem, der skabte vores demokrati, hvordan de vidste, hvad der var på spil, og ofrede sig for, at det skulle lykkes.

”Generationer har kæmpet for demokratiet,” siger han, ”og nu sidder unge mennesker og siger: ’Jeg kan ikke lige se, hvad det giver mig.’ Den der individuelle dagsorden er fuldstændigt misforstået, hele identitetspolitikken er en shoppingliste-tilgang til demokratiet. ’Demokratiet skal afspejle mig.’ Det er den største trussel mod vores samfund lige nu, at folk føler, at politik skal give dem lige præcis den forløsning, de har brug for.”

For Lars Mikkelsen er demokratiet stort og tungt, men netop derfor smukt.

”Du er nødt til at lytte på dem, du ikke gider lytte på,” siger han og vender tilbage til skuespillet, hvordan han ligesom de fleste andre unge skuespillere gik og mærkede på sig selv. Hvordan har jeg det? Hvor gør det ondt på mig?

”I virkeligheden består opgaven, den, du skal løse henad vejen, i at mærke på det omgivende, på alt det rundt om dig.”

I sidste ende kan det koges ned til tilstedeværelse. Fokus på køen og ballen eller skuespilleren over for dig, historien rundt om dig, din kone, dine børn.

Har du været en tilstedeværende far?

Han smiler lidt afvigende.

”Henad vejen er jeg blevet bedre til at være der, være tilstede i de der familieting.”

Det er ikke, fordi han har noget imod at tale om de ting, der kommer tæt på. Men det kræver lidt tilløb. Vi stiller koppen på baren på stamværtshuset og bevæger os tilbage til hans lejlighed.

Lars Mikkelsen og Anette Støvelbæks børn er blevet voksne. Lue er 24 og ved at uddanne sig til skuespiller. Thor er 18. De er vokset op her i lejligheden, hvor filmene fylder halvdelen af den store bogreol, og kattene hopper op på bordet, når de kan se deres snit til det.

”Du bliver nødt til at være der, hvor opgaverne er, når du er en ung skuespiller,” siger Lars. ”Du er nødt til at feje en hel masse til side, en hel masse andres behov, for at bruge den tid, du skal, for at blive den, du er i gang med at blive.”

Det er anden gang, jeg besøger ham i hans hjem. Vi er tilbage ved det med forældrerollen. Anette og Lars var unge, da de fik Lue, og drengen måtte nogle gange med på teatret, når han ikke kunne blive passet hjemme. Her underholdt teknikerne ham, mens mor og far var på scenen.

”At være skuespiller er et ret sindssygt job. Du har en kontrakt, hvor du skal præstere, ellers er du ude. Du lægger dig ikke syg med lidt feber,” siger han. ”De taler om at øremærke barsel til mænd. Ja, pøj pøj med det, tag du bare barsel lige der, hvor din karriere skal til at eksplodere.”

Men det skal ikke lyde som en lidelseshistorie. Lars fortryder ikke noget. Der har også været tid til familien, ”jeg har sgu også været der,” siger han, og Lues valg af profession ser han som tegn på, at det også var fedt for ham, på trods af hvad Anette og han nogle gange frygtede.

Valget om at blive skuespiller med alt, hvad det har af omkostninger, blev truffet med åbne øjne, selv om ordene kommer langsommere nu. Som er de tunge at få over læberne.

”Det er et hårdt liv.”

Stilhed.

”Men der er også altid den anden side.”

Han smiler.

”Det er også et meget lykkeligt liv.”

Stilhed.

”Skal vi gå ud og ryge?”

Det er på bagtrappen, at Lars Mikkelsen ryger, selv om man i princippet ikke må. Den lange krop folder sig sammen på den lille repos. Askebægeret står på en kasse. Det er herude, han sidder, når han læser op til stykker.

”Det koster et par år af mit liv hver gang,” siger han og nikker mod pakken af King’s.

Skuespillet er en flugt, selvfølgelig er det det, erkender han, og nogle gange har flugten været helt konkret, væk fra familien og hverdagen og herud på bagtrappen, dybt ind i et manuskript, en rolle, et andet liv. Men skuespillet er i lige så høj grad det modsatte, et forsøg på at komme tæt på noget meningsfuldt.

”Der er en mørk grundtone i mig, men jeg har nogle gange forsøgt at formulere den anderledes, som et behov for at søge sandheden,” siger han.

Da han gik ned med stress og tog et halvt år med at smøre madpakker til sine drenge, begyndte han for første gang at gå til psykolog. Hun var fantastisk, fortæller han, en stærk, islandsk kvinde, som tålmodigt hjalp ham til at forstå, hvad det var, han søgte på scenen og i sine relationer.

”Jeg har haft svært ved at blive elsket. Det er helt sikkert noget af det, der var mit problem som barn,” siger han og tænder en til.

Og lige som potteplanter kan blive så tørre, at jorden ikke suger vandet, kan de mennesker, som har mest brug for kærlighed være dem, som har sværest ved at tage imod den. Så kan bifaldet vare nok så længe. Familien kan være nok så tæt på. Du ender med at sove på sofaen eller gemme dig på bagtrappen.

Det begyndte han at forstå, mens han gik og stillede sig selv ubehagelige spørgsmål. Måske var han allerede begyndt mange år tidligere, men sammen med sin psykolog fik han sat ord på det. Og langsomt begyndte han også at erkende, at han var et troende menneske.

”Som barn begyndte jeg tidligt at føre en dialog med et eller andet. Jeg spurgte aldrig mig selv, hvad det var. Det havde jeg ikke behov for. Det var bare en måde at overleve på.”

I forbindelse med arbejdet på ’Herrens Veje’ i 2016 til 2018 mødtes han flere gange med Mikkel Wold, præst i Marmorkirken, og samtalerne inspirerede Lars Mikkelsen til at konfrontere sin egen tro. Han var med Mikkel Wold på arbejde, til sorgsamtaler og gudstjenester, og selv om han stadig har svært ved at stå inde for hvert ord i Bibelen – eller bare hvert ord i Trosbekendelsen – fik ’et eller andet’ et navn, og troen fik et sted at kigge mod.

”Det behov for at dele os selv med noget, der er større, det tror jeg, vi alle har. Nu tog jeg det sgu i hånden.”

En tidlig morgen gik han med en ven til Marmorkirken, hvor Mikkel Wold lagde lidt vand på hans hoved og spurgte: ’Forsager du Djævelen og alle hans gerninger?’ Lars Mikkelsen svarede ’ja’ til det og resten af Trosbekendelsen, og da klokken var lidt over otte om morgenen, var han blevet døbt. Og så stod han der. Med en oplevelse af at være lidt mindre alene.

”Det væsentligste budskab i vores kristendom er efter min mening, at du er elsket, bare du er her. Det er faktisk ret rart at vide. Mange misopfattelser af én selv opstår, fordi man ikke tror, man er elsket. Fordi man mangler det i en eller anden forstand, man føler, man ikke har lov til at få det. Man føler sig ensom.”

Der er ting, vi ikke taler om, når båndoptageren er tændt. En skuespiller skal have sine hemmeligheder. Men Lars vil gerne tale om sin far.

Henning Mikkelsen var bankmand. Han og moderen blev skilt, mens sønnerne var i 20’erne, og han boede i en lejlighed i Vangede, da han døde i begyndelsen af foråret 2019.

”Det er sådan lidt mærkeligt,” siger Lars, ”du ved, man har de der beskeder i kalenderen på telefonen, og nu står der, at han snart har fødselsdag. Han ville være blevet 81.”

Henning Mikkelsen var af den skole, hvor man ikke taler for meget.

”En træmand,” siger Lars Mikkelsen, ”når man ringede til ham og spurgte, hvordan han havde det, sagde han: ’Det går godt, hvorfor?’”

Så man ringede ikke så tit. Han ville helst passe sig selv. Lars havde ikke set ham i nogle dage, da nogle af farens gamle venner ringede. De havde ikke hørt fra ham. Lars ringede til Mads, som tog derud.

”Og så lå han der,” siger Lars, ”det var sgu trist.”

Han asker i askebægeret.

”Vi er jo så vanvittigt ensomme i døden.”

De to brødre gik i gang med at rydde op i deres fars hjem. Men det er svært, når du hele dit liv har fået at vide, at du ikke må gå i fars skuffer.

”Det sidder dybt i én,” siger han og fortæller, at deres far, da Lars og Mads var børn, havde et glas med lakridspulver stående i et skab, og de to brødre ville nogle gange snige sig op og dyppe fingrene lige så stille i det. Så kunne man slikke lakridspulveret af sine fingre.

’Hvem har været i mit lakridspulver?’ ville han spørge. Halvt for sjov, halvt i alvor.

”Det var en leg,” siger Lars Mikkelsen, ”men der var også det i det, at han ikke ville have, at man gik i hans ting.”

Nu var der ingen vej udenom. Mads og Lars Mikkelsen gik i gang med at rydde op, og midt i alle de andre følelser var det også rart at rykke sammen om opgaven.

”Det har været skønt for os to at være kloge og enige og voksne.”

De ryddede op efter et menneske, som de burde vide en masse om. Men Henning Mikkelsen var et privat menneske og en dedikeret tilbudsjæger, så arbejdet blev både bremset af små nye erkendelser og et utal af boremaskiner, brødristere, forstærkere og andre muligheder for at spare 500 kroner.

De fleste maskiner kom ned på værtshuset, hvor de blev til præmier i det månedlige bankospil. Men der var også alt det andet, to klarinetter og et hav af mundharper, eksempelvis. Mads og Lars’ far havde altid gerne villet være musiker.

”Man bliver mindet om, hvem han var, hvad hans inderste ønsker var,” siger Lars Mikkelsen, der beskriver oprydningsarbejdet som et kaos af følelser. ”Nåede man det, man skulle? Fik man den relation, man ville? Fuck, tiden gik. Man fik aldrig sagt det eller det.”

Men det var også godt. Lars og hans far havde snakket. Lars havde sagt det, han skulle. Træmanden havde sagt så meget, han kunne.

”Man kunne godt komme i tvivl, om han syntes, det, vi gik og lavede, var noget særligt,” siger Lars Mikkelsen.

Ros var ikke noget, faren ruttede med. Men mellem de indkøbte tilbud stod to store kasser. Da Lars og Mads Mikkelsen åbnede dem, fandt de udklip af alt, der er skrevet om dem.

”Hold kæft, det har betydet meget for ham,” smiler Lars. ”Det går op for én, hvor stolt han har været af os.”

Blandt det, Henning Mikkelsen nåede at være stolt af, er den Emmy, Lars vandt i efteråret 2018. Emmy er den største tv-pris i USA, og Lars Mikkelsen vandt den internationale Emmy for bedste mandlige skuespiller. Det foregik i New York, og der var rød løber, smoking, et smukt hotel – måske Hilton, Lars kan ikke huske det – og alt det, der skal til ved verdens store prisoverrækkelser.

Men Lars Mikkelsen var i gang med optagelserne til ’The Witcher’ i Budapest, så det blev en ganske kort smuttur til USA, og da han havde modtaget prisen, var det direkte til lufthavnen for at nå tilbage til Ungarn. Hjemme i Danmark sov alle, så det var kun børnene og Anette, han havde været i kontakt med.

”Jeg tænkte, det var ikke meget opmærksomhed, det trak,” fortæller han og griner. ”Men jeg havde jo lyst til at fortælle nogen om det.”

Ved siden af ham i lufthaven sad en mand. Lars spiller situationen, mens han fortæller den. Klovnen, der sidder i lufthavnen og skeler lidt til manden ved siden af.

”Og så sagde jeg til ham, ’nå, hvad har du så lavet i aften?’ Manden fortalte, hvad han havde lavet, og så skulle han jo spørge mig, og jeg kunne sige, ’jeg har lige vundet en Emmy.’”

Desværre var reaktionen ikke den, Lars havde ønsket.

”Han var nærmest lidt fornærmet,” griner Lars Mikkelsen.

’Nå, så er det jo ikke noget særligt, jeg har lavet,’ sagde manden.

Det var først, da Lars Mikkelsen mellemlandede et sted i Europa, at beskederne pludselig væltede ind. Alle skrev. Han var i transit, men nåede at stå i et rygelokale et sted og se på telefonen, beskederne der bare blev ved med at tikke ind.

Der findes ét virkelig godt interview med Lars Mikkelsen, skrevet af Lotte Thorsen for Politiken i 2009. Her møder man en succesfuld skuespiller, men også en mand, som stadig kæmper med at finde fodfæste professionelt og personligt, og som siger, at det kunne være rart at stå om 10 år og sige: ’Ja, det lykkedes!’

Jeg fortæller ham om interviewet. Nu har han modtaget en af de største anerkendelser i verden, og næste spørgsmål er oplagt:

Lykkedes du?

”Man bliver sindssygt glad, selvfølgelig gør man det. Det er en anerkendelse. Men man har ikke vundet en skid,” siger han.

Der er meget politik i de priser, mener han. Anerkendelsen er fed. Men den er ikke væsentlig. Den er ikke værd at række ud efter.

Vi rejser os. Lars Mikkelsen støtter med hånden på sit knæ – han skal have kigget på det snart, men han har ikke haft tid. Jeg kommer til at tænke på en anden ting ved det 10 år gamle interview. I artiklen beskrives en spinkel, næsten dyster mand, der sjældent griner, men manden, jeg har mødt, er knap så spinkel, han smiler ofte og laver klovnenumre på Nyhavn.

Er du gladere nu, end du var for 10 år siden?

”Ja! Det er meget let at svare på. Jeg glæder mig til at komme på arbejde. Jeg er meget mere i ro. Der er højere til loftet i mit eget hoved.”