Ugens bil: Nu kan du købe Kevin Magnussens Porsche 930 Turbo

'Ugens bil' er et nyt format under Euroman Premium, hvor Ulrich Wiwel hver uge vil udvælge en bil, der har en god og unik historie. Wiwel er stifter og medejer af Nordic Drive, en brugtvognsforhandler i luksusklassen. Denne gang handler det om en Porsche 930 Turbo, der tilhører Formel 1-racerkøreren Kevin Magnussen og nu er til salg.

Offentliggjort

I et industrikvarter langt ude på Amager i København finder man en lagerhal, hvor der bag de ydmyge forhold gemmer sig nogle helt specielle retrobiler. Der står en hel række af de elegante Porsche 911'ere, i hjørnet holder en Lamborghini Gallardo parkeret med front mod væggen, og der er også biler til det mere hårde tærren som Land Rover Defender og Jeep Wrangler 3.6 V6.

Bilerne bærer hver især på en fantastisk historie, og i denne første udgave af 'Ugens bil' har Ulrich Wiwel udpeget en Porsche 930 Turbo. Wiwel er medejer af Nordic Drive, der driver deres brugtvognsforhandler af luksusbiler i lokalerne.

Porsche 930 Turbo: Specifikationer

Produktionsår: 1977

Årgang: 1978

Kilometerstand: 122.000 km.

Hestekræfter: 300 hk.

Gearkasse: Manuel 4-trin

Accel. 0-100 km/t: 5.4 sekunder

Topfart: 260 km/t

Pris: 1.200.000,- inkl. moms og eks. registreringsafgift.

Hvorfor har du udvalgt denne bil?

”Fordi den er særlig i 911-rækken, og så tilhører den Formel 1-racerkøreren Kevin Magnussen, hvilket giver den et ekstra element."

Hvad er historien bag bilen?

"I midten af 1970’erne ville Ferdinand Porsche lave verdens hurtigste bil. Ferdinand konkurrerede med Enzo Ferrari og andre på det tidspunkt, og de lå og kiggede til hinanden. Det skulle ikke være en bil til racerbanen, selv om den sagtens også kan det, men hvis man havde lyst til en meget hurtig bil, så kunne man få det her.

Ferdinand havde sin egen metode til at lave bilerne på, og det var ikke altid den nemmeste. Det var ikke sådan, at han spurgte ingeniørerne til råds først. Ingeniørerne fik at vide, at nu skulle de lave en helvedesraket bedst muligt, så de mennesker, der troede på deres brand, kunne få en oplevelse udover det sædvanlige. Men man passede ikke rigtig på kunderne, for man lavede nogle biler, der på daværende tidspunkt var alt for vilde.

Ferdinand havde så mange ambitioner på bilens vegne, at man allerede efter tre års produktion udskiftede motoren og gik fra en 3-liters boxermotor til en 3,3 liters, så den blev endnu vildere i generation 2 fra 1977, som denne bil er fra.

Ret hurtigt efter fik den navnet ’The Widowmaker’, fordi den var så svær at køre, at kunderne simpelthen endte i vejtræer og andre forfærdelige steder. Man skulle vide, hvad man lavede, når man kørte dem. Mange af bilerne blev solgt i New York og i London, og det var jakkesætsfolk, der altså købte en dødsmaskine, som de måske ikke havde styr på, men gjorde det lidt på grund af praleeffekten.

Man købte en ambition om at vise, at man var det hurtigste dyr i skoven, hvis man kan sige det på den måde. Og det var ikke alle, der formåede at finde ud af det.

Porsche prøvede ellers på bedst og mest ærlig vis at advare kunderne om risikoen. Der var anbefalinger til, når du købte din bil, at du måske skulle tage et køreteknisk kursus. Porsche prøvede mange ting, uden at skræmme kunden væk. Man kan også se på reklamerne fra dengang, at man gik hurtigt over til at diskutere, at bilen var et vilddyr. Porsche talte direkte til forbrugeren uden at glorificere den for meget: ’Den kan. Kan du?’.

Jeg tror ikke, at der i dag er nogen fra reklameverdenen, der ville reklamere så ærligt og hardcore, som Porsche gjorde. Bilen vakte ens frygtløse del i live, og det turde man stå ved."

Hvorfor er den så svær at køre?

"På de første årgange skal du forestille dig, at Ferdinand nærmest ringede til den lokale traktorproducent og fik deres turbo. Porsche havde ikke selv en turbo, der er et aggregat, der presser luft ind i motoren for at lave flere hestekræfter. Man satte derfor en turbo på, der næsten var den samme, som sidder på en traktor. Og en traktor kører lave omdrejninger, og så pludselig kommer turboen og hjælper til.

Dvs. at når du sidder og kører en god hård kurve og bare forøger trykket på speederen, så kommer turbotrykket og selve kraften i bilen meget voldsomt og pludseligt, hvilket gør den farlig. Og derfor er der folk, som i årtier har mistet herredømmet over bilen.

I dag er en turbo på en moderne bil afstemt med forholdene, og hvordan det lader, men sådan var det ikke på de første generationer. Der gik mange år, før man fik styr på turboen. Derfor er årgange som den her også et vidnesbyrd om, at man gik all-in, før man egentlig havde styr på, hvordan man gjorde det. Som igen viser, at ambitionen var så højt, at bilen var for de få.

Og når man som Kevin Magnussen vælger at tage en af de ægte, vilde første aftapninger af 911 Turbo, så er det en indikation om, at han vil det. Han vil det oprindelige og vil det fra dengang, hvor ingeniørerne sammen med Ferdinand Porsche gik amok."

Hvad kan du fremhæve af detaljer ved bilen?

"Først og fremmest den karakteristiske hækvinge, også kaldet ‘the whale tail’. Mange tror fejlagtigt, at denne hækvinge er aerodynamik og et look, der skal få en bil til at se hurtigere ud, og det er det slet ikke. Hækvingen var et resultat af, at der ikke var plads til at lægge intercooleren til turbomotoren ned i bagagerummet på anden måde. En intercooler køler turboluften ned, fordi luft fylder mindre, når det bliver nedkølet, og derfor har alle Turbo-biler en intercooler. Det er en køler, ligesom du har en vandkøler, bare med luft igennem.

Men der var ikke plads til den på anden vis. Den sidder jo også og stikker ud fra hele bilens form.

Jeg er sikker på, at man har tygget meget på, om det nu var pænt eller ej med den store hækvinge til autocooleren, fordi Ferdinand havde tegnet de andre Porscher med den klassiske silhouette, så det var et kompromis for ham, men det er så siden blevet et designikon. Der er monteret så mange hækvinger på 911'er, der aldrig har været Turboer. Det gør det lidt specielt.

Selvfølgelig har det noget aerodynamik, det laver noget down-force, fordi vinden presser bilens røv ned mod asfalten, og det gør, at den bliver en smule mere sikker. Det ændrede sig med tiden, og det er kun de ægte Turboer, der har denne hækvinge. Men så er der mange, der siden har sat hækvingerne på for lookets skyld, så det ser ud som om, at bilen er vild.

Man kan altid som nørd bare kigge ned og se, om autocooleren sidder der, og så ved du, at prisen er dobbelt op, for de var dyrere dengang, og der er som sagt også en del, som endte i et vejtræ og derfor er der heller ikke så mange af dem tilbage."

Hvad er historien til denne specifikke bil?

"Bilen er skabt til det tyske marked og har været indregistret tre gange i Tyskland og enkelt gang i Texas, hvor den var hos en familie i 18 år. Og det er en af grundene til, at bilen har holdt sig så godt, fordi den har stået i et tørt klima. Hvis det havde været en daily runner i Nordeuropa, havde man kunne se meget mere rust på stålrammen. De biler, som er skabt til det tyske marked og senere er kommet til USA og tilbage igen, er meget attraktive. Der er meget nørderi omkring det, når en Porsche er produceret til Tyskland.

Senere har en dansk mand, vist nok en Vestas-ingeniør, købt bilen og skilt den ad. Det blev et flere års projekt, hvor man renoverede bilen. Det er ikke sådan, at han selv lavede tingene, men han har en teknisk forståelse, og det gør, at alt blev sat ordentlig sammen. Du kan se motorrummet, det ligner noget, som er renset med en tandbørste, så pænt af det.

Kevin Magnussen, som ejer den nu, fandt bilen selv, fordi han ved, hvordan ting skal laves. Typisk kan folk også finde på at fortolke lidt og male den i en anden farve, men det er sådan her, bilen blev bygget. Man kan hos Porsche få et vognkort, som viser, hvordan bilen så ud, da den forlod fabrikken. Og det gør den her præcist.

Udover at den er sort, har den nogle andre optioner som de her veloursæder, som er tidstypiske, og som jeg synes, er sindssygt cool."

Hvilken betydning har bilen for Kevin Magnussen?

"Bare i år har han kørt små 5.000 kilometer i bilen, så det er ikke en hyggebil. Selv om det ikke er en pendlerbil, så har Kevin alligevel gjort den til det. Det handler om, at Kevin får masser af motorsport og galskab i sin Formel 1-bil, men han vil også have det i dagligdagen. Når han kører i den, skal han kunne mærke det. Det er jo ikke nemt og komfortabelt.

Jeg synes, at det imponerende, at en racerkører på det niveau vælger at sige, at vi skal simpelthen ned i de vilde opskrifter fra 70’erne, hvilket er langt tid før, at han selv blev født.

Jeg kunne også forestille mig, at det er en personlig reference til, at han normalt sidder i en Formel 1-bil, som til en vis grad er lavet til at hjælpe ham, han skal selvfølgelig kunne resten selv, og det kan han, men denne Porsche modarbejder ham.

Der var hundrede løsninger, der var mere oplagte for Kevin at vælge, men han er gået efter denne ægthed og fuldblodshed: ’Det skal jeg prøve. Det skal være en del af mit liv’."

Hvorfor sælger han den så?

"Det er svært for mig at svare på. Men jeg tror, at det handler om, at han nu har lyst til at prøve det næste. Det har været på tale at finde en Porsche 964 Turbo, der er en 911 Turbo, som kommer i starten af 1990’erne, men stadig er vanvittig. Valget kan måske også godt være kombineret med, at der står et Formel 1-team, som koster mange penge at drive, og siger, at det nok lige er risikobetonet nok at køre i en Porsche 930 Turbo, når nu vi har set andre racerkørere, som er kommet galt af sted."

Hvem kunne købe sådan en bil?

"Det kræver en kunde, som vil det. Den er dyrere, fordi den tilhører Kevin Magnussen. Man har lagt 25 procent af det, som den normalt ville koste, oveni. Det kan være en Porsche-entusiast, som synes, at det ville være specielt at eje landets eneste Formel 1-racerkørers bil. For andre er det ren og skær investering. Den kan sagtens ende med at stå i en samling herhjemme.

Vi vil gøre alt for, at den bliver solgt i Danmark og bliver her. Fordi mange af de her exceptionelle biler forsvinder ud af landet, og så ser vi dem aldrig mere. Jeg synes, at det vigtigt for historikken, at vi har nogle ting, der er oprindelige og har nogle specielle danske noter. Når sådan en bil er renoveret i Danmark/Tyskland og ejes af en dansk Formel 1-kører, så er det sjovt, at den bliver her."