Jeg har har kigget på den bjergside hele vinteren. I dag skal det være. Sneen er perfekt.
Jeg har aldrig kørt så godt på ski som i dag. Sæsonen har været god og lang, og i dag føler jeg mig uovervindelig.
Efter morgenmaden går jeg op og skifter min almindelige hjelm ud med min fullface-hjelm, som også giver ansigtet beskyttelse. Det er fredag, og vi skal hjem dagen efter, så den skal have hele armen.
Annonse
Det er den sidste tur inden vi, min ven Tomas og jeg, skal ned og slutte sæsonen af med afterski. Jeg beslutter mig for at køre den her vildt stejle bjergside. Tomas, som er bosat i Alpe d’Huez og en meget rutineret skiløber, foretrækker at køre ned ad et mindre stejlt sted.
Jeg spænder støvlerne og hjelmen til og tager skiene ordentlig på. Jeg banker mine skistave sammen to gange, inden jeg sætter i gang. Det er et ritual, jeg altid har haft.
Bjergsiden starter med en meget smal passage ned mellem to klippepartier, hvor der ikke er plads til at svinge, så jeg får meget fart på allerede fra starten af.
I mit første sving rammer jeg en sten og falder ud over et 35 meter langt klippeparti. Jeg rammer klipperne tre gange.
Første gang, jeg rammer klipperne, kæmper jeg helt vildt imod og gør alt, hvad jeg kan for at beskytte mig selv Anden gang er jeg livløs. Og tredje gang ligner jeg en dukke, der slår kolbøtter. Min hjelm ryger på forunderlig vis først af, da jeg rammer klipperne tredje gang.
Annonse
Sneen er helt rød omkring mig.
Jeg falder ind og ud af bevidstheden. Skiløbere har en aftale om, at hvis man er okay efter et styrt, så rækker man den ene hånd i vejret. Helt instinktivt rækker jeg min ene arm i vejret, men Tomas ved, at jeg ikke er okay.
Her er bjergsiden og klippepartiet, hvor Tobias Hansen styrter.
Han begynder at gå op imod mig, men på grund af stejlheden og den dybe sne vurderer han, at det vil tage 20 minutter at gå de 30-40 meter op til mig. Han råber efter nogle liftpassere, der står ca. 100 meter væk. Men de prøver bare at berolige ham. Tomas går amok og råber og skriger, at de skal få fat i en helikopter. Han formår at overtale liftpasserne.
Helikopteren kan ikke lande dér, hvor jeg ligger, så førstehjælpsmændene skal hejses ned. Efter at have set mig sender de med det samme helikopteren ned efter en læge og politiet. Politiet kommer kun, hvis man tror, at nogen er død.
De forsøger at stabilisere mig, men det er svært, for jeg har indre og ydre blødninger overalt. Tomas bliver bedt om at holde mig i live. For det meste kan han kun se det hvide i øjnene. Jeg har givet op og vil bare gerne sove i fred. Men han råber ad mig og giver mig lussinger for at holde mig i live.
Annonse
Jeg ligger i sneen i 45-60 minutter, mens flere læger bliver fløjet op og skiftevis forsøger at redde mit liv.
Redningsfolkene opererer med en skala fra 1-10, der vurderer patientens tilstand. 10 er okay, og 0 er du død. Da jeg starter flyveturen ned til hospitalet ligger jeg på en 6’er. Da jeg lander, er jeg på 1. Jeg har mistet rigtig meget blod.
Jeg bliver indlagt på intensiv og lagt i medicinsk koma på det samme hospital i Grenoble, som Schumacher senere skulle ligge på.
Lægerne begynder at operere mig med det samme. Jeg har smadret min milt. Den kan man heldigvis godt leve uden, så den fjerner de. På grund af mine mange indre blødninger skærer de mig op midt i brystkassen og hele vejen ned.
Jeg har overfladiske ridser på hjertet og leveren, hvilket er utroligt farligt. Mit haleben er helt ødelagt, og jeg har fået et kæmpe sår, hvorfra jeg mister en masse blod. Det gør, at de anlægger en stomipose på mig.
Mit bækken har revet sig løst, og mine to skamben er revet fuldstændig fra hinanden. Alt sammen bliver sat på plads med skruer og plader.
Mine forældre og lillebror ankommer til hospitalet allerede dagen efter. Lægerne fortæller dem, at de endnu ikke ved, om jeg overlever. Efter et par dage opererer de mig igen, og her kan lægerne fortælle mine forældre og bror, at jeg overlever. Til gengæld kan de ikke sige noget om, hvorvidt jeg bliver lam.
Det første klare billede, jeg har, er, at jeg vågner med min bror ved min side, mens jeg kigger ned over min krop. Den har alle farver, og der stikker slanger ud overalt.
Jeg kigger på min lillebror og siger: ’Jeg skal ikke have stomipose resten af mit liv, vel?’. Han begynder at grine og forsøger at berolige mig. Jeg kan kun være vågen i to minutter af gangen, så jeg når ikke at sige mere.
Jeg er i en kæmpe morfin-koger. Det første, jeg siger til min far, er, at de bliver nødt til at finde et nyt hospital til mig, fordi jeg er irriteret over, at lægerne og sygeplejerskerne fester hver nat. Der er selvfølgelig ingen fest og høj musik på hospitalsgangene.
Jeg keder mig ikke på hospitalet, da de viser Blinkende Lygter om aftenen på et fjernsyn oppe i loftet. Jeg kan huske alle citater fra filmen og navnene på alle skuespillerne. Der er bare heller ikke noget fjernsyn over min seng.
Efter endnu en operation nogle dage senere kan lægerne endelig fortælle, at jeg ikke bliver lam.
Jeg har ligget på intensiv i 10 dage, da jeg bliver flyttet over på en anden stue. Her får jeg for første gang min mobiltelefon i hænderne. Mine forældre ville ikke give mig den før, fordi de synes, det ville være for overvældende. Men da jeg åbner den, vælter det ind med beskeder. Det gør mig glad at vide, jeg har en masse venner.
Hver morgen vågner jeg på hospitalet i en lykkerus over at være i live. Jeg er ikke længere totalt dopet af morfin, men jeg er konstant høj over, at jeg ikke er død.
Hele oplevelsen har lært mig, at jeg ikke kan klare mig alene.
Det tager en halv time at gå fra sengen, som jeg sover på i mine forældres stue og ud til toilettet. Når jeg kommer tilbage er jeg fuldstændig smadret. Men det er en stor sejr at kunne gå på toilettet selv.
Efter at have ligget hos mine forældre i et par måneder forsvinder lykkerusen, og jeg begynder for første gang at være frustreret over min situation.
Mit medicinforbrug er blevet væsentlig reduceret, men jeg får lov til at tage en morfinpille, hvis jeg oplever smerter. Det kunne jeg ikke styre, da der ikke skulle noget til, før jeg mener, at jeg har ondt. Det føltes helt fantastisk at tage morfinen. Så det ender med, at min mor bliver nødt til at tage pillerne fra mig.
Når jeg går ned ad strøget i Århus, føler jeg, at alle kunne se min stomipose. Da min aftale hos lægen et halvt år efter skaden bliver aflyst, fordi lægen var blevet syg, bryder jeg fuldstændig sammen. Jeg ryger bagerst i køen og får først opereret den ud efter 8 måneder.
Lægerne anbefaler, at jeg ikke tager så tidligt på ski. Hvis jeg styrter, vil der være risiko for, at min arm aldrig bliver funktionel igen. Men med en opbundet arm tager jeg af sted på ski allerede i januar. Jeg ryster af nervøsitet, første gang jeg tager skiene på. Men skiferien går smertefrit.
Jeg er ikke blevet bange for at stå på ski. Men jeg er begyndt at tænke over, hvor og hvordan jeg kører.
Tanken om, at jeg kunne komme til skade, hvis jeg styrtede, faldt mig aldrig ind tidligere. Jeg tænkte kun på, hvor vildt det næste klippedrop skulle være. Nu har jeg hovedet med. Men jeg elsker stadig at køre hurtigt og hoppe udover klipper.
Det tager et par år efter ulykken, før jeg stopper med at søge anerkendelse hos alt og alle. Allerede året efter skaden valgte jeg at stille op til Freeride DM for at bevise, at jeg stadig var den bedste. Jeg faldt og brækkede et par ribben.
Først efter endnu et styrt under DM i 2011 går det op for mig, at nu skal jeg stoppe. Jeg sætter mig i publikumsområdet med goggles på og stortuder. Jeg er chokeret over, at jeg kunne være så dumdristig.
Jeg har ikke deltaget i DM siden og søger ikke sponsorater længere.
Før var jeg en egoistisk og følelsesforladt nar. Der er mange, der har sagt, at det var godt, jeg styrtede. Jeg er blevet meget behagelig at være sammen med. Og nu skal der ikke særlig meget til, før jeg begynder at tude.
Når der er nogle mennesker, der i dag oplever noget ubehageligt, selv hvis det er en perifer person, sender jeg lige en hilsen.
Min lille søn skal med på ski for første gang i påsken. Han skal lære at elske skiløb lige så meget som jeg selv.
Jeg tænker tit på, at hvis ikke jeg havde skiftet min hjelm ud på ulykkesmorgenen, var jeg død.
Jeg kommer ikke til at dø på ski - det har jeg lovet min mor.
Tobias Hansen er uddannet journalist og arbejder blandt andet for DR Sporten, P3-programmet ’Liga’ og kommenterer fodbold for 6’eren. Han har sammen med sin bror Jeppe Hansen grundlagt Freeride DM, som finder sted hvert år i Tignes i påsken. Han er i dag 35 år; da han kom til skade, var han 27 år.
