Lars Løkke Rasmussen vidste godt, at han meget vel kunne være afgående formand for Venstre, når mødet i Odense Kongrescenter var slut. Det var det mest sandsynlige udfaldaf dagens ekstraordinære møde i Venstres hovedbestyrelse, da han satte sig ind i bilen sammen med sin rådgiver Christian Hüttemeier og personlige assistent Frederik Greibe for at køre mod Fyn den 3. juni.
I flere uger havde Danmark ikke talt om meget andet end habitter og underbukser som Venstre havde betalt for formanden, om rygning på hotelværelser og en ferietur med familien til Mallorca. Alt sammen udgifter som partiet havde afholdt, og som nu havde fået Venstrefolk rundt om i landet til at kræve formandens afgang.
Den dårlige stemning omkring formandens forbrug og de interne retningslinjer i partiet som måske/måske ikke var blevet overholdt, var kun blevet værre efter det elendige valg til Europaparlamentet, hvor Venstre mistede to pladser i forhold til valget i 2009.
"Jeg var afklaret, jeg vidste godt, at det meget vel kunne ende med, at jeg ville være nødt til at gå af. Jeg vidste, at jeg ikke ville lade det komme til en afstemning, for uanset hvordan den ville falde ud, ville den splitte partiet fuldstændigt,” fortæller Lars Løkke Rasmussen til euroman.dk.
”Så enten måtte jeg tage det up front og træde af, eller også give det et skud mere. Da jeg satte mig ind i bilen, var den første model den mest sandsynlige og stemningen i bilen var meget mistrøstig."
Omkring Ringsted gjorde bilen holdt ved en lille rasteplads, der hedder 'Hos Morfar'. Her sluttede finansordfører Peter Christensen sig til selskabet og alle gik ind for at få ostemadder og kaffe.
Inden de forlod rastepladsen, skulle Lars Løkke Rasmussen på toilettet og meget i Venstre kunne have set anderledes ud, hvis formanden i stedet var gået direkte mod bilen. Det er på vejen fra det lille skur og hen mod bilen, at Løkke møder fire tilfældige personer, der får afgørende betydning for dagens møde.
Først kommer et ægtepar hen imod formanden, kvinden kigger på ham og siger noget i retning af 'det skal nok gå, Lars'. Længere fremme mod bilen styrer en mand direkte imod ham, tager hans hånd og siger: ”Jeg stemmer ikke nødvendigvis på dit parti, men det er ikke i orden, det, du bliver udsat for. Det skal du bare vide.” Og inden Løkke når hen til bilen, møder han en ældre dame, der giver ham et klap på skulderen.
Annonse
Det er en berørt Lars Løkke Rasmussen, der sætter sig ind i bilen. Han beslutter, at han er nødt til at kæmpe for at blive som formand.
"Jeg går i løsningsmode. Siger til mig selv, at jeg er nødt til at finde en løsning, så jeg kan blive som formand. Jeg beslutter, at jeg var nødt til at påvirke processen og gøre noget aktivt i stedet for bare at lade stemningen afgøre, hvad der skal ske."
Lars Løkke havde under hele forløbet haft en fornemmelse af, at modstanden imod ham ikke var så massiv som medierne havde givet indtryk af, og det havde hans besøg på rastepladsen bekræftet ham i.
Da bilen kørte over Storebæltsbroen, havde Løkke fundet frem til, hvordan situationen skulle håndteres. Han vidste, at han måtte sørge for, at hele diskussionen blev delt op i to halvdele. Første halvdel skulle handle om alt det faktuelle: Regnskabstal, revisorens anvisninger, partiets retningslinjer mv. Og først efter den tekniske gennemgang, skulle man åbne for diskussionen om, hvorvidt Venstre skulle have ny formand.
Og den opdeling kom til at gøre hele forskellen for mødet i kongrescenteret. Efter første halvdel havde der bredt sig en stemning blandt deltagerne af: 'Nå, var der ikke mere i det end det?'
"Det betød nok, at der pludselig kom proportioner i det hele," fortæller Løkke,
"og det var de tre mennesker på rastepladsen, der satte mig i gang. Det var dem, der gjorde, at jeg besluttede, at jeg ikke bare skulle lægge mig ned."
