Helt tæt på Nikolaj Coster-Waldau: 11 nedslagspunkter i hans liv

Det er den første varme sommerdag i København. I en baggård til Nørrebrogade fuld af fuglekvidder, cykler og duften af soltørret vasketøj sidder Nikolaj Coster-Waldau på en trappesten.

For bare tre dage siden havde det første afsnit af den seneste sæson af HBO-serien ’Game of Thrones’ premiere. Der stod han som Jaime Lannister, på nippet til at dræbe en præst i en kirke. Men nu sidder han dér, på en trappesten og misser træt mod solen.

Han er lidt flad, siger han. Han er lige kommet hjem fra New York, hvor han deltog i USA’s mest hypede society-event: The Met Ball, den årlige velgørenhedsgallafest på Metropolitan Museum of Art. Sammen med udstadsede stjerner som Beyoncé, Nicole Kidman, Lady Gaga, Kate Hudson og Kanye West. (”Som at være til fest i Capitol i ’The Hunger Games’,” bemærker han tørt).

Den skræddersyede silke- og uldsmoking fra Ermenegildo Zegna er skiftet ud med klude fra et helt anderledes jordnært klædeskab. Og selv om næsten ingen andre af hans landsmænd endnu tror så meget på vejrmeldingen, at de tager korte bukser på, er Nikolaj Coster-Waldau i et par lyse knælange shorts, sorte sneakers og hættetrøje. Helt afslappet og skal bare have en kop kaffe.

Tre franske turister cykler forbi og råber: ”Bonjour, Monsieur Lannister” på vej ned ad Nørrebrogade. ”Enjoy the nice weather in Copenhagen,” råber Nikolaj tilbage.

Sådan begyndte et par dage i selskab med Nikolaj Coster-Waldau og med samtaler om (næsten) alt fra hans karriere til bofællesskaber. Om filmsnobber, der ikke vil indrømme, at de ser ’Game of Thrones’, og om hvorfor oddsene var større for, at Leicester vandt Premier League, end for at Elvis er i live.

Om at have en fraværende far, finde den ægte kærlighed og opdrage sine egne døtre. Nikolaj Coster-Waldau svarede på alle spørgsmål, men fyrede samtidig spontane salver af spørgsmål tilbage, så man næsten glemte, at han er blevet en feteret filmstjerne, der har en af hovedrollerne i en af de mest prisbelønnede og piratkopierede serier, der i dag kører i 170 lande.

Han er kommet langt, siden han som lille dreng besluttede sig for, at skuespillet var det eneste rigtige for ham. Her er dén historie – og 10 andre nøglescener fra hans liv.

*

Tvangsauktion

Da jeg gik i første klasse, blev min mor og far skilt. Jeg flyttede til Tybjerg på Sydsjælland med min mor og mine to storesøstre. Jeg kom ind på en lille skole i en klasse med 14 drenge og kun tre piger.

I det første frikvarter fik jeg at vide, at jeg skulle slås med Tobias med det samme, for han var den stærkeste. Drengene var ellers ikke slagsbrødre. De var bare drenge, og jeg skulle testes for at se, hvor i hierarkiet jeg skulle ligge. I den skole handlede alt om, hvem der var stærkest, og hvem der var bedst til ting som fodbold, volleyball og skydning, ja, med riffel.

Jeg kunne ikke slås, så jeg lagde mig ned. Så slap jeg for at få tæv. Jeg har altid været god til at tale mig ud af konflikter. Den eneste gang, jeg har fået klø, var som 11-årig, hvor vi var tre drenge, der drillede en 16-årig pige, og så fik hun nok og gav mig en kæmpe røvfuld. Heldigvis var jeg god til sport, så jeg fik alligevel en plads i hierarkiet.

Jakke Libertine-Libertine til 1.700 kr. Skjorte Paul Smith First Line til 3.000 kr. T-shirt Libertine-Libertine til 200 kr. Foto: Rasmus Weng Karlsen

Vi havde ikke så mange penge, da jeg var barn. På et tidspunkt røg vores hus på tvangsauktion, ja, jeg vidste det faktisk ikke, for min mor spurgte bare, om ikke vi skulle tage ud at se på et andet sted at bo. Jeg har altid syntes, at det var spændende at prøve noget nyt, så jeg var positiv og flyttede glad med. Men en dag sagde en af mine klassekammerater pludselig: ”Min far har læst i Statstidende, at jeres hus er på tvangsauktion.”

Siden har jeg tænkt over, hvad fanden det er for nogle forældre, der gør den slags. Tænk at sidde og holde øje med, hvem der er på røven, og bagefter fortælle sønnen det. Men da min mor købte huset, var renten på 17 %, så det var en lidt anden virkelighed. Vi var nødt til at spare meget.

Jeg kan huske, at jeg fik salat første gang hos en ven, og jeg syntes, at det var meget mærkeligt, for hjemme hos mig fik vi kartofler og medisterpølse.

Sådan så Nikolaj Coster-Waldau ud på sit skolefoto i 2. klasse på den nye skole, hvor han lagde sig ned for ikke at få bank. Foto: Privat

*

Brug kondom

Min far arbejdede på Grønland. Først i Maniitsoq og siden på Thulebasen. Han var kun hjemme en gang hver tredje måned. For ham var det perfekt, for så kunne han tage derop og tjene nogle penge og drikke sig i hegnet. Han var alkoholiker. Når han kom hjem, var den første uge den helt store fest, men efter en uge havde han drukket alt det op, han havde tjent.

Jeg så ham ikke så meget, og måske er det derfor, jeg altid har søgt de der faderfigurer – fodboldtræneren, klasselæreren og venners forældre – for at få noget, jeg manglede. Mine forældre havde et lidt mærkeligt forhold. Først blev de gift, så skilt, og så blev de gift igen. Eller det var måske ikke så mærkeligt, for når man bliver voksen og får børn, finder man ud af, at det ikke er så sort og hvidt, og at det ikke er så nemt at få hverdag og familieliv til at hænge sammen.

Jeg kan huske, da min far og jeg skulle have den der snak om sex. Jeg var 15, og det var en meget, meget kort samtale. Han sagde: ”Det der med pigerne ... Du skal altså huske at bruge kondomer, ellers ender du ligesom mig og får børn alt for tidligt.” Og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Hvad?!”

Der var ingen tvivl om, at han elskede sine børn, men det virkede, som om han sagde, at han havde ofret sig og gået på enorme kompromiser for at forsørge sin familie. Jeg kan huske, at jeg var lidt rystet. Men jeg synes omvendt hurtigt, det kan blive meget ynkeligt, når folk sidder og siger: ”Grunden til, at mit liv ikke blev godt, er mine forældre.”

Selvfølgelig hænger tingene sammen, men det er vigtigt, at man selv tager ansvar. Jeg har sgu ikke lyst til, at der er nogen, der skal have ondt af mig og sidde og sige: ”Nårh, lille putte.” For jeg synes ikke, det er synd for mig. Eller at jeg har haft en trist barndom.

Jakke Libertine-Libertine til 1.700 kr. Foto: Rasmus Weng Karlsen

*

Følelsen af at være god

I 5. klasse lavede vi en skoleforestilling. Det eneste, jeg egentlig kan huske, er, at der var et telt på scenen, og på et tidspunkt midt i forestillingen kollapsede teltet, mens alle sad derinde. De andre gik i stå og anede ikke, hvad de skulle gøre. Men uden at tænke over det gik jeg i gang med at forsøge at inkorporere det sammenstyrtede telt i forestillingen.

Bagefter kom vores klasselærer Torben Sørensen hen og sagde: ”Det var fa’me godt gået, det dér, Nikolaj.” Og det betød utrolig meget for mig. Den der følelse af, at her var noget, jeg var god til. Det sidder stadig fast.

Når jeg tænker tilbage, har jeg altid gerne villet være skuespiller. Men det virkede som en umulig drøm. For hvordan gør man det, når man vokser op langt ude på landet? Jeg havde ingen familie i den branche. I 7. klasse skulle jeg skrive en stil til studievejlederen om, hvad jeg ville være, når jeg blev voksen.

Jeg skrev: 1. Skuespiller. 2. Journalist, for så kunne jeg rejse rundt i verden og fortælle historier og oplyse, du ved: den gode, retfærdige kamp. Og nummer 3: Advokat.

For hvis ikke jeg kunne lave det, jeg havde lyst til, ville jeg tjene nogle penge. Jeg har stadig den stil.

Journalistdrømmen blev slukket, dengang jeg kom i erhvervspraktik på Ringsted Dagblad, og redaktøren råbte konstant ad mig i en uge. Jeg skulle skrive små annoncer om til redaktionelle notitser. Fx en annonce fra Mogenstrup Kro, der lød: ”Kom fredag, buffet: 88 kr.”

Jeg tog udgangspunkt i, at man skulle sælge, så jeg skrev, at man kunne få en fantastisk oplevelse på Mogenstrup Kro, og så gik redaktøren helt amok: ”Det er jo ikke journalistik, vi skal være objektive,” brølede han. ”Jamen, det er jo en annonce …,” sagde jeg, og så svarede han:

”Du skal ikke stille spørgsmål, men bare gøre, som der bliver sagt!” Min drøm om den journalistiske gerning led et knæk dér.

*

Blå måtter i fjæset

eg flyttede hjemmefra efter gymnasiet, da jeg var 17 år. Jeg flyttede ind i et bofællesskab i Odensegade på Østerbro i København, så jeg kunne gå på et teaterkursus, der hed Basic Theatre, hos en engelsk fyr, Barry McKenna.

Jeg var målrettet, og der gik jeg to timer om dagen med en masse husmødre. Han foreslog, at jeg skulle søge ind på teaterskolen, og det gjorde jeg året efter. Til den tredje prøve på teaterskolen i Aarhus skulle den daværende rektor workshoppe med mig.

Midt i ’Hamlet’ begyndte han at tyre nogle blå måtter i hovedet på mig, mens jeg fremsagde min del af dialogen. For at se, hvordan jeg tog det. På et tidspunkt ramte han mig lige i hovedet, så det begyndte at bløde. Det slog mig sgu lidt ud.

Jeg kunne mærke, at de alle sammen syntes, det var enormt irriterende, at jeg ikke bare fortsatte. Men selv om jeg var en meget positivt indstillet ung mand, blev jeg helt indebrændt vred på ham. De syntes vist ikke, det var så fedt, at jeg ikke gik med. For sådan er det på teaterskolen: Man skal bare sige ja. Sig ja! Sig ja!

Men det var jo helt vildt irriterende. Så dér sagde jeg altså ikke ja. Hvis jeg havde sagt ja til min umiddelbare impuls, var det nok ikke blevet så kønt. Så jeg kom ikke ind. Til gengæld kom jeg ind på Statens Teaterskole i København. I første hug og til min egen store overraskelse.

Det var først der, jeg fortalte min mor, at jeg ville være skuespiller. Jeg havde ikke fortalt nogen, at jeg søgte ind. Sådan har jeg gjort hele mit liv. Jeg har svært ved at sige tingene højt, før de ligesom er blevet til noget. Måske sådan lidt overtroisk. Men nok også, fordi jeg er presset nok over mine egne ambitioner, og hvis jeg også skal til at tage hensyn til andres, bliver det for meget.

Statens Teaterskoles afgangshold anno 1993. Ulrich Thomsen er yderst til venstre, Dejan Cukic sidder øverst, og til højre for ham står Ann Eleonora Jørgensen. Nikolaj Coster-Waldau er i midten.

Det var et skidegodt hold. Jeg var den helt unge, der var meget positiv og gjorde, hvad der blev sagt, og så var der de lidt ældre, der ikke bare gjorde, som lærerne sagde. Som fx Ulrich Thomsen og Dejan Cukic. De havde nået en alder, hvor de godt kunne se, at nogle af de der lærere havde hul i hovedet.

Efter første år skulle jeg til en evaluering med rektor og lærerne, som sagde: ”Det går jo godt, men du er simpelthen alt for positiv, for glad.” Først gik det mig på, men så gik det op for mig, at de tog fejl. Nogle af lærerne levede måske lidt meget efter den klassiske forestilling om, at kunstneren helst skal være en martret sjæl. At du skal have set de mørkeste afkroge af menneskets sjæl, før du kan vise noget ægte.

Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det er utroligt, at nogle mennesker kan være så mørke. Gad vidst, hvad der er sket i deres liv. Men siden har jeg fundet ud af, at de bare har tænkt, at det var sådan, de skulle fremstå, smadrede. For at have en – påstået – autenticitet.

Og omvendt: Når man så møder nogen, der virkelig har oplevet noget voldsomt, er de sådan lidt mere lette. Grunden til, at man kommer videre i livet, er jo, at man vælger at fokusere på det gode. For ærlig talt, der er ikke noget værre end den der selvsmagende weltschmerz.

*

Lynfrieri

Jeg mødte min kone Nukâka i Danmarks Radio, da vi arbejdede på et hørespil, der hed ’Ørnekaldet’. Det foregik på Grønland og handlede om en helikopterpilot, der møder en grønlandsk pige. Jeg blev forelsket på stedet. Det var præcis som Amors pil, der ramte.

Det var 17. marts 1997. Klokken 08:30, nej, nok snarere 08:35, for hun kommer altid lidt for sent. Det var så heldigt, at jeg sammen med instruktøren Simon Staho var ved at skrive en film, der hed ’Vildspor’.

Det var sådan en venskabshistorie med mig og Mads Mikkelsen, og der var en rolle, som jeg syntes, hun ville passe godt til. Jeg fortalte Simon, at jeg lige havde mødt denne her pige, og at han skulle overveje at prøvefilme hende. Det gjorde han så, og han syntes, hun var perfekt, så Nukâka fik rollen. Vi havde den fedeste sommer på Island, hvor jeg til sidst bad hende om at gifte sig med mig.

Vi har været sammen siden da. Det er måske sådan lidt atypisk for filmbranchen, men det synes jeg ikke, der er noget galt i. Tværtimod er det skønt, for det gør, at sladderbladene ikke rigtig gider skrive om os. Det passer mig fint. Hvis jeg havde haft fire koner og tre elskerinder, havde det måske været mere spændende for dem. Men der er ikke så meget Nicklas Bendtner over mig.

Helt apropos er det også fedt at komme til Grønland om sommeren, hvor man kan være i fred. Vi har købt et lille hus i Igaliku i Sydgrønland, hvor Nukâkas fars familie kommer fra.

Et lillebitte hus i en bygd, hvor vi kan tage op. Der bor omkring 40 mennesker, og det er helt fantastisk. Det eneste irriterende er, at det koster en herregård at komme derop.

Trenchcoat Soulland til 2.500 kr. T-shirt Libertine-Libertine til 200 kr. Bukser Libertine-Libertine til 1.200 kr. Sko Converse All Star 70’s Ox til 800 kr. Foto: Rasmus Weng Karlsen

*

Pølsereklame

Jeg havde fået min gennembrudsrolle i ’Nattevagten’ (i 1994, red), lige da jeg kom ud fra teaterskolen. Det lå ikke i kortene, at den ville blive en succes. Da jeg fortalte folk, at jeg havde fået hovedrollen i en stor dansk filmproduktion, sagde de: ”Hvor fantastisk!” Og når jeg så fortalte, at det var en gyser, svarede de lidt overbærende: ”Åhhh, men det kan man jo ikke lave i Danmark ...”

Jeg fik 70.000 kr. for at være med, og jeg tog til Bristol lige bagefter optagelserne og startede på en teaterskole der. Jeg brugte alle de penge, jeg havde tjent, på skolen. Men ellers brænder jeg ikke penge af på samme måde som min far.

Da min kone Nukâka blev gravid fem år senere, besluttede jeg, at jeg skulle have en buffer, så jeg kunne klare mig uden arbejde i hvert fald et år. Men desværre var netop det år, 1999, mit annus horribilis. Jeg havde lige lavet ’Misery Harbour’ og tænkte: ”Så, nu kører det, nu får jeg masser af job.”

Og så skete der ikke en skid. Det år endte så med, at jeg lavede en tysk pølsereklame, som var helt forfærdelig og nok ikke et af højdepunkterne i min karriere, men som gav mig nogle penge til at komme videre, og som lærte mig at få styr på det her med ikke at bruge flere penge, end man har.

*

Black Hawk Down

’Black Hawk Down’ (2001, red.) betød meget for mig. Det var en kæmpe amerikansk produktion, baseret på virkelige hændelser: slaget i Mogadishu i Somalia. Den handler om amerikanske soldater, der bliver fanget i ildkamp med somaliske klankrigsherrer i et sindssygt land, og som så skal reddes ud.

Jeg havde en lille rolle som Gary Gordon, en mand, der gav sit liv for at redde piloten, og som senere fik den højeste æresbevisning, Kongressens æresmedalje. At møde de mennesker, som havde kendt ham, og komme så meget i dybden for at skabe noget virkeligt, var vildt. Den ramte mine egne fordomme om, hvordan verden så ud. Hvordan er det at være soldat, og oven i købet amerikansk soldat?

Jeg fik vendt en masse ting på hovedet om, hvad det er for nogle mennesker, og hvad de egentlig vil. På en meget positiv måde. Jeg var selv militærnægter og havde nok set for mange ’Rambo’-film. Og så møder jeg nogle mennesker, som er sindssygt idealistiske.

Jeg var i Fort Bragg i North Carolina, hovedkvarter for de amerikanske Special Forces, for at lære at bevæge mig rigtigt og håndtere våben. De var intelligente mennesker, som tænkte selv, og som mente, at de gjorde en positiv forskel. Som troede på, at de bidrog til at gøre verden til et bedre sted inden for de rammer, politikerne udstikker. Bare det at få sådan et perspektiv i forhold til, at politikere i Danmark sender folk i krig. Det er helt vildt. Vi har mennesker, der er villige til at gøre dét, og som siger: ”Nu sender I mig derud, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, men det er virkelig med livet som indsats.”

Jakke Libertine-Libertine til 1.700 kr. T-shirt Libertine-Libertine til 200 kr. Bukser Libertine-Libertine til 1.200 kr. Sko Converse All Star 70’s Ox til 800 kr. Ur Linde Werdelin Oktopus Moon Gold 3DPT Carbon til 236.000 kr. Foto: Rasmus Weng Karlsen.

Ikke bare ord, men handling. Det var en meget stor oplevelse. Og så var det jo Ridley Scott og et hold af store skuespillere – og min første helt store Hollywood-film. Det var en ret vild oplevelse, men jeg havde det super. Vi var meget lang tid i Rabat i Marokko, og jeg var lige blevet far, så Nukâka og Filippa kom ned og besøgte mig. Det var en fantastisk tid. Vi var en kæmpe gruppe af unge ambitiøse skuespillere, der endnu ikke rigtig var kommet i gang med karrieren.

Der var kun et par stykker, der var etablerede: Ewan McGregor, Tom Sizemore, Sam Shepard. Men hvis man går rollelisten igennem i dag, har en meget stor procentdel af os klaret sig rigtig godt. Selvfølgelig var der pres på, men jeg var nu ikke særlig nervøs. Jeg stolede på maskineriet og vidste, at vi havde øvet det fysiske så meget, at det sad på rygraden.

Jeg nød at flyve rundt i Black Hawks hver dag. En dag fik vi en tur af de piloter, der fløj Little Bird-helikoptere (den lille, meget manøvredygtige kamphelikopter MH-6, red.). Det var helt vildt. De ville bevise, at deres mindre helikoptere var bedre. De bliver kaldt gunships, fordi de har to meget kraftige maskingeværer monteret i siderne og kan flyve uhyggelig tæt på målet.

Vores tur var en hyggetur, men deres plan var at få min morgenmad op igen. Det lykkedes ikke, men kun fordi jeg nægtede at ørle. Men det var som den vildeste rutsjebane ganget med 10. Helt fantastisk. Da vi landede, stod hele Little Bird-crewet og moonede mig. Fede gutter.

*

Mindst 140 millioner

Jeg er et meget privat menneske, og grundlæggende synes jeg, at jo mindre man ved om skuespillere, desto bedre. Men samtidig skal man gøre opmærksom på sig selv. Man vil jo gerne have, at folk ser ens film. Og de fleste journalister vil gerne have lidt ekstra, noget andet, noget mere. Det er en balance, hvor meget man selv har lyst til at give.

Hvis du kører ind midt i byen med en masse mennesker omkring dig, hvid smoking og store solbriller på, får du også den reaktion, man kunne forvente. Men man kan jo bare lade være med at spille stjerne. Det tog mig nogle år at finde ud af, at alt er underholdning. Det er ligegyldigt, om det er ’The Daily Show’ eller ’Go’ morgen Danmark’. Man skal ikke ind og være sig selv. Man spiller en rolle.

Jeg kan huske, at jeg så skuespilleren Jeremy Irons blive interviewet af Jarl Friis-Mikkelsen i ’Talkshowet’ for mange år siden, og Jarl Friis-Mikkelsen sagde: ”Det er fedt at lære dig at kende.” Hvorefter Jeremy Irons afbrød og sagde: ”Vi er lige nødt til at stoppe her. Du tror da ikke, du lærer mig at kende af, at jeg sidder her, det er jo bare et talkshow. Det er jo ikke sådan, jeg er.”

Alene tanken om, at en samtale mellem to mennesker i et studie med tre kameraer live i fjernsynet foran et publikum, der skriger eller klapper, fordi nogen siger, de skal gøre det, kan være naturlig, er absurd.

Efter ’Nattevagten’ kan jeg huske, at folk pludselig genkendte mig på gaden. Men jeg boede jo stadig i en toværelses på Nordlandsgade på Amager, som jeg i øvrigt først solgte i 2005. Det stred mod folks forestillinger om, hvordan man er kendt. Hvis du er kendt, må du selvsagt have et liv, der passer til det, folk forestiller sig, og så bor man vel på Strandvejen?

I dag bor jeg i Lyngby med min familie. Ja, jeg ville ønske, det kun var et valg, men det handler også om økonomisk handlefrihed. Da jeg kom hjem efter tv-serien ’New Amsterdam’, som blev stoppet efter otte episoder pga. manuskriptforfatterstrejken i USA, spurgte en kollega mig: ”Jeg har læst, at du tjener 140 millioner, er det rigtigt?”

Det var sådan set ligegyldigt, om jeg sagde, at jeg fik en femmer. Den anden historie vil altid være stærkere. Man får hele tiden vilde historier om skuespillere, sportsstjerner og politikere. Det er jo egentlig utroligt, hvor mange af dem man tager ukritisk til sig, og hvor let det er at manipulere med den virkelighed, hvis man vil.

Jeg følger det engelske fodboldhold Leeds og havde lavet et væddemål med en ven, om jeg kunne komme til at nævne holdets træner Dave Hockadays navn under Comic-Con (kæmpemæssig underholdningsmesse, red.) i San Diego. Jeg sagde, at Hockaday havde lært mig at fægte. Dagen efter var det skrevet ind i hans Wikipedia. Ingen tænkte over, om det passede.

Jeg gjorde lidt det samme med en udstoppet and under et ’Game of Thrones’-interview i Stockholm. Jeg trak den ind i billedet og sagde: ”Det her er til seriens fans. Jeg kan ikke sige mere, men I ved, hvad det betyder ...” Og så kom der en helvedes masse spekulationer og teorier om, hvad det betød: ”Ah, det er ham, der kommer tilbage” og sådan noget. Det er min egen måde at tage lidt pis på det hele.

*

Farligt at møde sine idoler

Et af mine store idoler er Robert De Niro. Tænk bare på film som ’Raging Bull’ og ’The King of Comedy’. Det er fantastiske præstationer. Jeg har faktisk mødt ham engang. Det var en lidt speciel oplevelse.

Han skulle lave filmen ’The Good Shepherd’, og Leonardo DiCaprio skulle spille hovedrollen. Jeg skulle så til London til audition til rollen som DiCaprios russiske modspiller. Normalt er jeg ikke nervøs for at møde folk, men her var jeg. Han kommer ind på den der måde, hvor han er mere De Niro end De Niro (han kniber øjnene sammen, strammer munden og taler med den karakteristiske dybe, hviskende stemme, red.): ”Hey, hey, how are you ...?”

Så siger han, at han bare lige ville høre, om jeg kunne finde tid til at komme igen i morgen og ”læse replikker med Leo.” Jo, øh, det kunne jeg da nok godt, sagde jeg lidt befippet. ”I bet you can, I bet you can ...” (Han efterligner De Niros stemme og mimik igen, red.).

1. Selfies til San Sebastian filmfestival. 2. At arbejde sammen med sine idoler er sjældent en succes. Coster-Waldau var til casting på ’The Good Shepard’ med Robert De Niro, men fik ikke rollen. 3. Coster-Waldau i Nice med sin førstefødte og storesøsterens ekskæreste Joe, som han stadig hænger ud med.

Jeg havde forberedt mig helt vildt. Læst manuskriptet så mange gange, at jeg kunne det forfra og bagfra. DiCaprio læste fuldstændig fantastisk, fordi han bare er så god. Jeg forsøgte at lure, hvad De Niro ville have af mig. Pludselig begyndte De Niro at tale meget lavt, og så talte jeg også meget lavt. Og så talte han lavere, og så talte jeg endnu lavere. Og til sidst sagde han så: ”Why are we whispering?”

Jeg svarede: ”I don’t know. Why?” Og han svarede bare: ”I don’t know.” Han sagde aldrig, at vi skulle tale højere, men blev bare ved med at hviske. Det var helt vildt mærkeligt. Og jeg blev hylet lidt ud af den.

Jeg ventede i fem måneder på at få svar. Så forsvandt DiCaprio fra projektet og blev skiftet ud med Matt Damon i stedet, og jeg fik jo altså ikke rollen. Jeg ved ikke rigtig, om det gjorde mig bedre eller dårligere at stå over for ham. Men han skuffede mig ikke.

*

Hårdføre børn

I de sidste mange år har jeg måske været ude at rejse halvdelen af året, men så er jeg jo rigtig meget hjemme resten af året. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke ser min familie i et halvt år ad gangen. Det er fordelt ud over hele året. Jeg kunne heller ikke gå hjemme, fordi det er bedst for børnene. Det ville aldrig fungere. Så ville jeg blive totalt forbitret. Når jeg har mulighed for at lave det, jeg laver, med de bedste i branchen, ville jeg være en tosse, hvis jeg ikke gjorde det.

Jeg ville altid fortryde det – og nok ende ligesom min far, der brugte det som undskyldning for, at hans liv ikke lige gik, som han havde tænkt, fordi han skulle forsørge en familie. For ham var det måske sandheden, men det kunne også have noget at gøre med, at han, fra han var 25 år, var afhængig af alkohol.

Trenchcoat Soulland til 2.500 kr. T-shirt Libertine-Libertine til 200 kr. Bukser Libertine-Libertine til 1.200 kr. Sko Converse All Star 70’s Ox til 800 kr. Foto: Rasmus Weng Karlsen.

Mine egne piger er 12 og 15 i dag. De kompromiser, man skal lave, og alle de fejl, man begår, når man skal opdrage dem og hjælpe dem, giver én nogle tanker om, hvad det egentlig vil sige at være en god forælder. Hold kæft, et arbejde, det er at være forælder. Jeg tror ikke, jeg har lavet ét eneste interview, hvor jeg ikke er blevet spurgt: ”Det må være hårdt, at du er så meget væk fra dine børn.”

Det ligger næsten altid implicit, eller også er det min egen dårlige samvittighed, at det vist ikke er helt godt for mine børn og min kone. Det er da også hårdt, men det er den virkelighed, vi har. Som vi har valgt. Jeg har altid haft svært ved at skulle have dårlig samvittighed over det. Det ville være utroværdigt.

I min datters klasse er en af forældrene fisker, men der er da aldrig nogen, der ville sige til ham: ”Hvor er det forfærdeligt, at du ikke kan være sammen med dine børn så længe ad gangen.”

Måske er det, fordi folk tror, det er så glamourøst at være skuespiller ude i verden. At man bor på fancy hoteller i sus og dus og lever livet, imens ens stakkels børn går rundt derhjemme ... og lider? Jeg tror, børn er rimelig hårdføre.

Så længe man er ærlig om det, man gør, skal de nok kunne forstå det. Jeg vil gerne opdrage mine børn til selv at træffe nogle valg ud fra, hvad de brænder for, hvad pokker de så end vil lave i livet. Det er i mine øjne det allervigtigste.

*

'Game of Thrones' and beyond

Det er svært at vide, hvad der bliver en succes. Nogle gange tænker man, at man virkelig har lavet noget godt, og så bliver det smadret af kritikerne, eller publikum bliver væk. Andre gange tænker man: ”Det var ligegodt satans, at den gik hjem, den dér. Det havde jeg ikke set.” I det hele taget kan mange af de ting, der går godt, være lidt overraskende.

Når jeg fx fortalte folk, at jeg havde fået en bærende rolle i en HBO-serie, var folk helt vilde. Når de så hørte, at det var fantasy med drager og trolddom, var de mere sådan: ”Åh, o.k. ...”

Min rolle som Jaime Lannister i ’Game of Thrones’ er ikke vanvittig sympatisk, men det er der ikke så mange, der er i den serie. Ud over Peter Dinklage (Jaimes bror, Tyrion Lannister, red.) og Stark-børnene. I starten efter første sæson af serien skulle jeg hente min yngste datter Safina i skolen, og så råbte alle drengene i skolegården: ”Det er ham, der skubber børn ud ad vinduet.” Det havde læreren åbenbart fortalt dem. Det var lidt sjovt.

Der er nogle i serien, man får sympati for. Jeg tror, at Jaime er en af dem. Man begynder så småt at forstå, at hans motivation ikke er ren psykopati. At manden næsten var tvunget af omstændighederne til at handle, som han gjorde, og skubbe en lille dreng, som han ikke kendte, ud ad vinduet. Ellers var han selv, hans kæreste og søster og deres børn blevet slået ihjel.

Hvis det var dig selv, der stod i den situation, ville du måske også vælge som ham. Det minder lidt om ’Den tredje mand’, hvor Harry Lime (Orson Welles, red.) sidder oppe i pariserhjulet og spørger, om Holly Martins (Joseph Cotten, red.) ville være ligeglad, hvis en af de små menneskeprikker på gaden under dem faldt om. Forskellen er selvfølgelig, at Jaime Lannister selv dræber dem.

Han var 16, da han frasagde sig sine titler og sin familie for at være med i Kingsguard, så han kunne være tæt på sin søster. Alting har handlet om at gøre hende glad. Han siger i filmen, at man ikke selv beslutter, hvem man elsker, og det er måske rigtigt. Men hvor langt ud skal det komme, for at han vågner? Over en tredjedel af hovedpersonerne er blevet slået ihjel i løbet af serien, så mine odds er ikke favorable.

Lige nu ved vi, at der kun er 13 afsnit tilbage efter denne sæson. Så oddsene er gode for, at jeg bliver nakket. Jeg er nysgerrig efter at være med til sidst, og det ville være ærgerligt at blive dræbt lige her før mållinjen. Det er et job ligesom alle andre, men et job, som har været fuldstændig fantastisk.

Mine børn ser ikke ’Game of Thrones’. Det gør min kone for resten heller ikke. Mine børn ser faktisk stort set ikke noget af det, jeg laver. Det er simpelthen for mærkeligt at se far lade, som om han er en anden. De har selvfølgelig været med på settet og set små ting.

Men de har stort set ikke set nogen af mine film. Jeg kan huske, da min yngste datter Safina så traileren til ’En chance til’, hvor jeg græder med tårerne ud af øjnene. Det kunne hun slet ikke holde ud at se. Det var for virkeligt og mærkeligt, at far var så ked af det.

Blå bog

➽ Født 1970 og opvokset i Tybjerg på Sydsjælland. Uddannet fra Statens Teaterskole i København.

➽ Første filmrolle: Ole Bornedals ’Nattevagten’ fra 1994 med Ulf Pilgaard som nekrofil morder.

➽ Fik sine første Hollywood-roller i 2001 i film som ’Black Hawk Down’ og ’Enigma’, men det var efter detektiv-tv-serien ’New Amsterdam’ i 2008, hvor Coster-Waldau spillede hovedrollen, at han blev tilbudt bærende roller i helt store Hollywood-produktioner.

➽ Verdenskendt for sin rolle som den kyniske incest-ridder Jaime Lannister i det globale HBO-hit ’Game of Thrones’, der nu i fem år har kørt i 170 lande.

➽ Bor i Lyngby med sin hustru Nukâka, som han har været sammen med siden 1997, og parrets to døtre på 12 og 15 samt familiens to hunde.

➽ Filmaktuel med fængselsdramaet ’Shot Caller’ og fortsætter – tilsyneladende – i sidste sæson af ’Game of Thrones’.

Jakke Libertine-Libertine til 1.700 kr. T-shirt Libertine-Libertine til 200 kr. Bukser Libertine-Libertine til 1.200 kr. Sko Converse All Star 70’s Ox til 800 kr. Foto: Rasmus Weng Karlsen.

LÆS OGSÅ: "Jeg kommer aldrig til at slippe af med det billede, jeg fik på nethinden i går"

LÆS OGSÅ: Kim Leine: "Jeg har flere gange været ved at dø mit misbrug"

LÆS OGSÅ: ”Jeg har lovet min far, at jeg en dag vil komme videre efter hans død. Men hvordan?”