Hvornår skal man begynde til ballet, hvis man vil have en chance for at blive god?
”Et sted omkring otte års-alderen er et sweet spot. Små børn er jo helt bløde i knoglerne og i deres led, deres muskler er også meget mere smidige. Jeg var en 12-årig fodbolddreng, der aldrig havde danset, da jeg kom ind på Det Kongelige Teaters Balletskole, og allerede dér er man begyndt at blive lidt stiv i benene.
Det, der var værst for mig, da jeg begyndte, var min smidighed. Jeg havde aldrig danset i trin før, så jeg kom ned til de ni-10-årige piger, der stod i deres lyserøde balletdragter og fnisede af mig, fordi jeg ikke kunne gå i split. Det, syntes jeg, var pinligt. Alle andre kunne, og jeg kunne ikke. Så det var noget med at tvinge mig selv ned i de positioner.”
Hvordan lærer man at gå i split?
”Man giver det bare et godt skud. Det gør ondt, men man gør det hver aften, mens man ser et afsnit af ’Venner’, der kørte meget på TV 2 i den periode, jeg skulle lære det. Man vænner sig til følelsen, og man lærer at komme længere og længere ned, indtil man til sidst kan finde ud af det.”
Hvilke forudsætninger kræver det at blive danser?
”Jeg havde ingen. Jeg kendte intet til den verden. Jeg gik til fægtning, karate, klaver og fodbold, og så blev min mor træt af fodbold og kørte mig til optagelsesprøve på balletskolen. Her kigger de på ens kropstype, og så går man rundt i takt og danser nogle meget simple ting.
Hvis man har kropsforståelse og musikalsk forståelse, er der en læge, der kigger på ens ben, fødder og sådan nogle ting. Man skal ikke kunne danse ballet for at komme ind.”
Var der mange andre drenge på skolen?
”På min årgang var jeg den eneste dreng sammen med seks piger. På den måde er jeg meget ligesom Billy Elliot. Han trænede også kun med piger. Men det havde jeg det fint med, jeg blev venner med pigerne, og så gik der én dreng i klassen under mig, som jeg stadig er bedste venner med den dag i dag.”
Er du blevet mødt af nogle fordomme i forhold til at være balletdanser?
”Nej, det er ikke noget, jeg er blevet mødt af som sådan. Jeg vidste, de var der, og så har jeg selv haft fordomme. Om at det ikke var noget for drenge. Men da jeg havde været på skolen i to måneder, så jeg en ballet, der hed ’Onegin’, som også er navnet på hovedpersonen, en mand, der kommer ind på scenen og danser i en stram sort trikot.
Det er en fin, gammel, romantisk ballet, og jeg forstod hele historien, selvom ingen sagde et ord. Og selvom han havde det her meget stramme stykke tøj på, var det noget af det mest maskuline, jeg nogensinde havde set. Hele det her sammenspil med hans kvindelige partner, dansen og løftet, var meget maskulint.”
Må man godt gå i byen, når man er balletdanser?
”Altså, ja. Det må jeg godt. Jeg skal ikke skrive under på en fodboldspillerkontrakt, hvor der står, at jeg ikke må drikke alkohol. Du kan godt drikke og gå i byen, det handler mere om, hvor smadret man har lyst til at være næste dag. Og når man senere bliver ældre og kan mærke, hvad det gør for ens krop, må man selv vælge, hvor godt man vil performe.”
Skal man leve på en streng diæt?
”Det gør jeg ikke, men jeg tænker hele tiden over, hvad jeg spiser. Jeg er ikke glutenallergiker, men hvis jeg spiser alt for meget gluten, så er jeg bare oppustet, og så er det ikke sjovt at gå på scenen. Og så tænker jeg bare over at spise ordentlig mad. Da jeg var 18 år, kunne jeg godt leve af McDonalds. Det kan jeg ikke mere. Jeg kan faktisk ikke engang få det ned.”
Er der nogle trin, du særlig godt kan lide at lave?
”Det er altid sjovt at dreje piruetter. Det er sjovt at springe, altså at hoppe. Men det, jeg nyder allermest, er partnerarbejdet. Fordi så er man to om det, og så har man et sammenspil. Man er et team. Hvis det går vildt godt, så har man noget at fejre sammen. Hvis jeg går ind og er skidegod selv, så er det fedt for mig, men jeg kan ikke dele det med nogen på samme måde.”
Alban Lendorf
(f. 1989) Udlært fra Det Kongelige Teaters Balletskole og har sidenhen opnået den øverste titel som solodanser ved både Det Kongelige Teater og ved American Ballet Theatre i New York. Gennem sin karriere har han døjet med flere skader, og i 2018 satte slidgigt en stopper for livet som professionel balletdanser. I 2023 gjorde han imidlertid et comeback, da han medvirkede i ’Sommerballet’ på Bellevue Teater. Aktuel i ’Billy Elliot – The musical’, der spiller i Operaen i København fra den 21. november.
Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd, Kunst og Danmark
