”Da jeg modtog min diagnose, var det med en vis lettelse. Nogle sammenhænge blev tydelige, og lidt af ansvaret for mine egne fiaskoer blev taget af mine skuldre”

HVIS DU I BEGYNDELSEN af 2018 så mig cykle gennem Utterslev Mose, ville du nok tænke, at jeg var helt normal.

Hvis du kendte mig, ville du måske endda tænke på mig som relativt succesfuld: 36 år gammel, to børn, stadig kærester med deres mor, en villalejlighed i udkanten af København og uddannet journalist. Men sådan føltes det ikke. Mit liv var et patetisk rod.

Året før havde jeg impulsivt sagt mit arbejde op, fordi jeg troede, jeg havde et andet på hånden. Det havde jeg ikke. Og nu var jeg i stedet arbejdsløs – eller freelancer, som vi journalister ynder at kalde det.

Den nyvundne frihed skulle bruges fornuftigt, havde jeg tænkt. Endelig skulle jeg skrive en roman, ombygge børnenes værelser og hygge mig med journalistiske projekter, indtil jeg igen fandt et arbejde. Sådan gik det ikke. I stedet sad jeg oppe på mit kontor, hvor tankerne myldrede, og ingenting skete.

Det var frustrerende ad helvede til. Alle mine dårlige sider blev forstærket. Jeg blev endnu mere tyndhudet. De mindste følelsesmæssige udsving fra mine børn kunne bringe mig ud af fatning. Jeg råbte ad dem. Jeg magtede ikke at spille et brætspil eller engagere mig i børnenes skolegang. Mit største bidrag til familien var nogle overdrevne madprojekter, som jeg blev grebet af. Men små børn ser ikke skønheden i oksehaleragout. De vil hellere have spaghetti. Og en far, de kan snakke med.

Jeg gemte mig for høje lyde og det mindste optræk til konflikt. Men når du elsker nogen, og du bor sammen med dem, kan du ikke rigtig gemme dig. Jeg kunne liste op på mit kontor eller ud i køkkenet, men når jeg ikke var i stuen med min familie, var mit fravær der. Der var en plads i rummet, som ikke blev fyldt ud. Jeg kunne høre dem spille Uno, mens jeg følte, at mistede forbindelsen til dem, jeg elskede mest.

Jeg ved ikke, hvor bevidste mine børn var om det, eller hvor stort deres afsavn reelt var. Jeg var god til at læse godnathistorie, jeg kunne også sagtens tage dem en tur i svømmehallen, og jeg var klart den fedeste forælder at have med i bland-selv-slik-butikken. Jeg var nærværende, når det var sjovt. Men sandheden var, at det var deres mor, som bar familien, når det kom til at få hverdagen til at hænge sammen. Hun vidste, hvilken tandbørste der var hvis. Hvem af dem, der havde brug for en ny vinterjakke. Hvad de andre børn i klassen hed. Jeg var skiftevis en sjov hyggeonkel eller en magtesløs idiot, som råbte ad dem, hvis de ikke tog strømperne på i det øjeblik, jeg sagde, at de skulle.

Det var ikke den slags far, jeg ønskede at være, og jeg hadede mig selv for at være utilregnelig.

JEG HADEDE MIG selv for mange ting. At jeg ikke tjente penge. At jeg ikke skrev den bog, jeg drømte om. At jeg ikke byggede de børneværelser. At jeg ikke i det mindste havde det sjovt. At jeg ikke færdiggjorde noget, end ikke de mindste projekter. Det år havde jeg fået en idé om at brygge cider.

Fuld af entusiasme havde jeg organiseret, at hele familien samlede æbler og mostede dem. Nu stod dunkene med æblemost i et hjørne af haven og hånede mig for, at jeg ikke kunne tage mig sammen til at putte indholdet på flaske. Jeg hadede de dunke med æblemost, der stod og rådnede ude ved det uslåede græs.

En tidlig midtlivskrise, kunne man måske kalde det, men mens jeg sad på mit lille kontor oppe under loftet i vores lejlighed, begyndte det at stå klart, at min magtesløshed ikke bare handlede om min arbejdssituation.

Nogle mønstre var tydelige, når jeg kiggede tilbage på mit liv, og de handlede først og fremmest om uregelmæssighed. Jeg kunne være vanvittigt optaget af noget, men så fuldstændig miste gejsten kort efter. Mine følelser sad uden på tøjet. Jeg kunne køre helt op og så helt ned i en dyb, grøn sump af livslede. Sådan havde det faktisk altid været. Jeg blev sendt ud af folkeskolen første gang i børnehaveklassen, fordi jeg begyndte at græde, hver gang læreren læste ’Ronja Røverdatter’. Anden gang var i syvende klasse, hvor jeg var for urolig, ugidelig og ’ødelagde det for de andre.’ Efter to gode år på efterskole hustlede jeg mig igennem et gymnasium, hvor mine ringe årskarakterer kunne opvejes af, at jeg kunne tale mig igennem de mundtlige eksamener. Derefter fulgte nogle vilde år med caféjobs, eksperimenter med stoffer og rejser.

Som ung mand kunne jeg forklare mine handlinger med, at jeg var i gang med noget kunstnerisk, eller at vi havde det pissesjovt på stoffer, alkohol og spontane rejser. Der var ingen krav. Ingen deadlines. Intet ansvar. Men nu var jeg ikke ung længere. Jeg var blevet far som 27-årig. Efterfølgende havde jeg langsomt fedtet mig gennem en journalistuddannelse. Forældreskabet gav en tryghed og en følelse af at høre til et sted, en rolle i livet, og en enorm kærlighed til mine børn og deres mor. Jeg vidste, at jeg var velsignet, men det var en velsignelse, der krævede noget til gengæld. Den krævede, at jeg tog mig sammen, at jeg mandede mig op og var pålidelig og tilstedeværende. Men af en årsag, som jeg ikke havde ord for, kunne jeg ikke det.

Det gik op for mig, at jeg hele mit liv var styret uden om alle situationer, som krævede noget af mig. Hvis jeg ville være en ordentlig far, og hvis jeg ville gøre mig noget håb om at få skyggen af en karriere, kunne jeg ikke flygte længere. Jeg måtte finde en ny måde at konfrontere krav på, ellers frygtede jeg, at jeg ville ende som en bitter og ensom mand.

Den erkendelse drev mig til lægen. Jeg havde det ikke godt, sagde jeg, og jeg havde en mistanke om, at jeg havde ADHD.

DET VAR ET tilfælde, at jeg var kommet til at læse om ADHD på nettet. Min søster havde sagt, at det var heldigt, man ikke diagnosticerede så mange for ADHD, da jeg var barn, for så var jeg helt sikkert blevet ’fanget’. Det var ment som en vittighed, men fordi jeg desperat ledte efter årsager til min livssituation, begyndte jeg at læse op på det. Beskrivelserne af voksne med ADHD lød skræmmende meget som det, jeg oplevede.

Lægen sendte mig videre til en psykiater, og en eftermiddag i 2018 cyklede jeg gennem Utterslev Mose for at mødes med ham. Han har klinik på en del af Søborg Hovedgade, hvor der altid er lidt dis i luften, og vinden bider i kinderne. I stueetagen ligger en Tiger-butik, en Matas, en tøjforretning og – meget praktisk, skulle det vise sig – et apotek. I opgangen lugter der lidt af nelliker fra tandlæge-klinikken på anden sal.

Det føltes underligt at gå der. Jeg håbede, ingen ville opdage, at jeg ikke skulle til tandlægen. I klinikken var der ingen sekretær, og jeg satte mig i et lille venteværelse med plakater med gode råd om motion og psykisk helbred. Da psykiateren stak hovedet ud ad døren og sagde mit navn, listede jeg med ind og satte mig på stolen ved hans skrivebord.

Han er en høj mand med en lidt jysk dialekt og en venligt professionel udstråling. Tredje gang jeg besøgte ham, havde jeg på forhånd udfyldt otte siders spørgeskema med krydser i forskellige bokse. Jeg havde lovet at sende ham papirerne med post, men jeg havde fået gjort det en uge efter lovet. Det grinede han af. ”Det plejer at være et tegn på, at der er tale om AHDH,” sagde han. Mine krydser i spørgeskemaet pegede i samme retning.

En uge senere lå jeg på en briks på Bispebjerg Hospital. 10 små plastikelektroder var klæbet fast på min overkrop. De skulle undersøge min hjerterytme, en EKG-scanning. Psykiateren ville være sikker på, at mit hjerte var stærkt nok til at klare den medicin, han ville give mig. Elektroderne var koblet til en computer via ledninger. Det lignede noget fra en operationsstue. Jeg ville ønske, jeg ikke var alene. Spørgsmålene kørte rundt i ring. Er jeg virkelig så syg – er min hjerne virkelig så defekt – at det her er nødvendigt?

Det var i midten af 2018. Mit hjerte fejlede ikke noget. En uge efter EKG-scanningen fik jeg min første recept på ADHD-medicin, og i dag tager jeg 36 methylphenidat, to små piller, for at klare mig gennem hverdagen.

Jeg er langtfra alene. Det vurderes, at mindst to procent af befolkningen har ADHD, svarende til flere end 100.000 danskere. Cirka 40.000 af os tager medicin. Vi er dem, der ikke passer ind. Vi mangler situationsfornemmelse, glemmer simple ting i hverdagen, bliver let distraheret, færdiggør ikke projekter og bruger natten før en vigtig eksamen på at spille computerspil.

Historien om ADHD er overvejende trist. Mange dropper ud af uddannelsessystemet, falder ud af arbejdsmarkedet, og vi er stærkt overrepræsenteret i stort set alle statistikker over menneskelig fiasko: Skilsmisse, kriminalitet, misbrug, arbejdsløshed, ensomhed, biluheld, sygedage, vold. Listen er tæt på uendelig.

Men på det seneste er jeg blevet interesseret i at undersøge, om der ikke findes en anden historie at fortælle om ADHD. Min logik er, at hvis vi med ADHD ikke bidrog med noget til et samfund, ville evolutionen have fjernet os for længst. Der må være gode grunde til, at vi er her. Og hvis der virkelig er det, må næste undersøgelse være: Hvorfor klarer vi os så dårligt i et moderne samfund? Hvorfor eksploderer antallet af diagnoser og recepter på medicin? Hvordan indretter vi et samfund, som kan rumme de 100.000 danskere med ADHD?

Historien er selvfølgelig personlig. Jeg kan ikke pakke det ind eller komme uden om det. De spørgsmål, der virkelig brænder sig på, er: Hvad fanden skal jeg stille op med mit liv? Hvor er der en plads i verden til mig?

CHRISTINA MOHR JENSEN er blandt Danmarks førende eksperter i ADHD. Hun er psykolog og forsker ved Aalborg Universitet og Forsknings-enheden for Børne- og Ungdomspsykiatri på Aalborg Universitetshospital i Region Nordjylland. For hende begynder samtalen med at slå én ting fast: ADHD findes.

”De fleste psykiske lidelser har et negativt stigma forbundet med sig. Mennesker med skizofreni opfattes ofte som farlige. Depressive skal bare tage sig sammen og så videre. Det har ADHD også. Mange tænker på en dreng, som hænger i gardinerne. Men når det kommer til ADHD, er der samtidig en vedvarende diskussion, om det overhovedet findes.”

Christina Mohr understreger, at ADHD er en af de mest belyste psykiske lidelser overhovedet. Symptomerne og deres konsekvenser er veldokumenterede. Faktisk går de første beskrivelser af noget, vi i dag ville kalde ADHD, helt tilbage til den græske læge Hippokrates, som i år 493 f.Kr. konstaterede, at nogle af hans patienter nemt blev distraheret. Han beskrev det som ’en hurtigere respons på følelsesmæssige oplevelser, men også mindre vedholdenhed, fordi sjælen hurtigt går videre til det næste indtryk.’ Han mente, det skyldtes en overbalance af ild og vand, og han anbefalede masser af fisk, vand og motion.

Siden dengang har et utal af forskere undersøgt de mennesker, hvis sjæl bevæger sig hurtigt videre. I 1955 begyndte læger for første gang at ordinere medicin til børn, og godt 30 år senere stod det klart for forskerne, at voksne også kunne lide af ADHD.

Officielt definerer man i dag ADHD som en neuropsykiatrisk lidelse, der giver mennesker problemer med opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Problemerne skyldes blandt andet nogle ubalancer i de signalstoffer, der skal sende beskeder rundt i hjernen. Det er blandt andet dopamin og noradrenalin.

”Når vi har en ustabil mængde af de her stoffer til rådighed, får vi en uforudsigelig og ustabil hjerne. På et tidspunkt kan en person med ADHD godt tage sig sammen om en ting, men en time senere kan han ikke. Præstationen svinger helt vildt og kommer slet ikke til at svare til de evner, personen har,” siger Christina Mohr.

Ustabiliteten skyldes, at der ikke bliver ryddet ordentligt op i hjernen, og mange af os oplever et indre kaos, hvor tanker og sanseindtryk flyver usorteret rundt.

”Hvis vi sætter det lidt på spidsen, kan vi sige, at hjernen hos en person med ADHD er lidt som et orkester uden dirigent,” siger Christina Mohr.

De fleste uden diagnose har nogle træk fra ADHD, som de kan genkende hos sig selv. Mange kender det med at have svært ved at koncentrere sig til en kedelig forelæsning, føle sig forvirret eller begynde at se små film på Facebook, når de burde arbejde. Har vi så ikke alle sammen ADHD?

”Det, vi ved fra forskning, er, at symptomer på ADHD er normale for store dele af befolkningen. Alle vil kunne genkende elementer. Det, der gør forskellen, er, hvor mange symptomer man har, og om de er vedvarende. Det handler om omfang og indvirkning,” siger Christina Mohr og sammenligner det med forskellen på at være trist og være depressiv.

”Alle har i perioder været kede af det eller oplevet ulyst. Det afgørende spørgsmål er, hvorvidt symptomerne er mange og vedvarende og har en negativ indflydelse på, om man kan mestre sit liv.”

Min personlige fortælling vækker genklang hos Christina Mohr. Nogle kan klare store dele af deres hverdag, men med store omkostninger for resten af deres liv.

”Nogle med ADHD kan kompensere for deres mangler ved at udvikle alle mulige systemer og strategier for at klare et arbejde. Men det koster så mange point på energikontoen, at konsekvensen bliver, at man ikke har overskud til at have et liv. Man kan lige holde til at gå på arbejde. Men resten af dagen er man flad og kan ikke tage sig sammen til noget,” siger hun og beskriver med sørgelig præcision de ganske få år af mit liv, jeg har haft et rigtigt arbejde.

I min tid som journalistpraktikant kunne jeg komme hjem fra en normal, otte timers arbejdsdag og falde i søvn på gulvet inden for fem minutter.

Da jeg nogle få år senere, i 2017, pludselig var havnet i arbejdsløshed, kiggede jeg på jobopslag og søgte dem også pligtskyldigt, men i mit stille sind håbede jeg på afslag. Jeg kunne ikke overskue idéen om et fast arbejde. Det kan være svært at forstå for folk omkring mig. Og i virkeligheden har jeg også selv svært ved at fatte det.

”Du kunne måske godt holde sådan et arbejde, men der ville ikke være nogen livskvalitet,” siger Christina Mohr. ”Det ville simpelthen være for dyrt. Det er et interessant eksempel, for man kan godt se den direkte vej ind i depressionen. Hvis du er gået fuldstændigt kold, ja, så held og lykke med at have et socialt liv eller få gjort rent eller noget af alt det, man også skal.”

FØR 2018 ANEDE jeg ikke, at mit liv passede ind i beskrivelsen af ADHD. Impulsiviteten er en klassiker. Vi bliver grebet af noget og får tunnelsyn. Vi glemmer alt andet. Mange har fortællinger om vanvittige køb: en båd, rejser, en smuk bil, armbåndsure og så videre. Det kan ligne noget fra ’Luksusfælden’, men for mig har det aldrig handlet om luksus, kun en pludselig besættelse af en idé.

Evnen til at bremse sig selv går ind under det, som læger og psykologer kalder ’de eksekutive funktioner’. Det er en samlet betegnelse for de processer, der kontrollerer store dele af vores hjerne, herunder vores følelser, tanker og adfærd. Det er dem, Christina Mohr hentyder til, når hun taler om, at personer med ADHD mangler en indre dirigent.

”Hvis mennesker med ADHD blev tvunget til at sætte sig ned og tænke over en beslutning, kunne de godt ræssonere sig frem til, at det ikke var jordens bedste beslutning, men de får handlet, inden de når at tænke sig om. De mangler ofte nogle bremser,” siger hun.

Det betyder ikke, at vi ikke kan koncentrere os. Det er en udbredt misforståelse. Tværtimod kan mange af os sidde dybt optaget af noget i timevis, nogle gange et døgn eller mere, og glemme at spise og drikke. Hyperfokus, kalder man det. Når jeg bliver grebet af noget, læser jeg ikke tre artikler om det. Jeg læser fem artikler, to videnskabelige rapporter og tre bøger, ser 20 videoer på YouTube og melder mig til et obskurt online-kursus. Hvis du en dag får lyst til at vide noget om de forskellige bestanddele i jord eller regionale forskelle i det indiske køkken, kan du bare ringe.

Det, vi er dårlige til, er at bestemme, hvad vi fokuserer på. Jeg kan have et væld af opgaver, jeg burde tage mig af, og pludselig har jeg brugt fem timer på at fikse min cykel.

”Det er noget af det mest frustrerende for mennesker med ADHD. Man spørger sig selv: Hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen?” siger Christina Mohr.

Det er nok den sætning, vi med ADHD har hørt flest gange: ”Tag dig sammen.” Mange af os siger det til os selv dagligt.

Når det trods alt er lykkedes mig at tage en professionsbachelor i journalistik, er det på grund af evnen til at hyperfokusere. Jeg havde et halvt år til at skrive min bachelor-opgave. En uge før deadline var jeg ikke begyndt. Intet. Ikke ét interview. Presset begyndte at vokse, og ud fra en spontan idé fløj jeg til Grønland og interviewede 10 mennesker om selvmord. Selve opgaven skrev jeg på to døgn. Jeg fik et 4-tal.

Det kan lyde sjovt, og sandheden er, at hvis jeg ikke havde fået børn, havde jeg nok levet mit liv på den måde uden at tænke, at det kunne eller burde være anderledes. Men det er ikke sjovt. Ikke i længden. Og slet ikke, hvis du gerne vil have en kæreste, børn og andre nære relationer.

”Mange med ADHD kender den følelse af at kunne præstere helt vildt. De kommer til at regne med den her superpower, og så går de og venter på, at motivationen skal komme. Men nogle gange skal de vente virkelig lang tid,” siger Christina Mohr.

Resultatet er, at man i lange perioder ikke får udrettet noget. Når du burde gøre noget, men gør noget andet, stiger presset fra omgivelserne. Mails tikker ind, men du reagerer ikke på dem. De føles som noget fra en anden verden, noget, som kommer udefra og slår dig i hovedet, mens du er ved at læse op på flat earth-teorier eller andet, der pludselig virker sindssygt interessant.

På et tidspunkt er der så mange mails, at du ikke tør åbne dem. Ubetalte regninger. Dårlig samvittighed. Du begynder at hente børnene sent fra institution, undskylder det med, at du har travlt, selv om du ikke arbejder på det, du har travlt med. Du stopper med at ringe til venner. Deres beskeder ligger ulæste på din telefon. Du er ikke en skid for dine omgivelser, og du ved det – og så begynder selvværdet at falde.

Nogle kender måske mønsteret fra perioder med stress, og livet med ADHD kan også nogle gange beskrives som en sælsom form for dans med stress som ledsager. Vi kører på den energi, som stress kan give, men det kan let give bagslag.

”Når man er let stresset, udskiller man mange af de stoffer, som skal til for at skubbe til den ustabile hjerne. Men det er i sagens natur usundt at være i forhøjet stresstilstand hele tiden. Mange udvikler angst og depressioner, og det kan handle om, at man bruger sig selv for hårdt,” siger Christina Mohr.

DA JEG MODTOG min diagnose, var det med en vis lettelse. Nogle sammenhænge blev tydelige, og lidt af ansvaret for mine egne fiaskoer blev taget af mine skuldre. Men i begyndelsen var jeg først og fremmest skræmt over udsigten til et liv med en psykisk lidelse. I mit hoved hang en psykiatrisk diagnose sammen med forfald.

På vej til et af mine første møder med psykiateren cyklede jeg forbi en bænk, hvor der sad en fordrukken mand, alene med en pose øl, og det eneste, jeg kunne tænke, var: Er det mig om 20 år? Blandt de idéer, som sad fast i mit hoved, var idéen om, at min kæreste ikke gad have sex med en, der havde en psykisk lidelse. Jeg var et ynkeligt vrag, dømt til at bruge resten af mine dage i terapigrupper for tosser eller på en bænk i en forstadspark med billige øl og udsigt til ingenting. Hvem fanden gad have sex med sådan en? Hvem gad have ham som ven, som medarbejder, som far?

Camilla Louise Lydiksen er direktør for ADHD-foreningen, og hun har hørt hundredvis af historier som min. For hende er den vigtigste mission at formulere en ny fortælling om ADHD, en, som anerkender de problemer, som kan opstå for mennesker med ADHD, men som samtidig viser, at der er håb. Historien behøver ikke ende med skilsmisse, arbejdsløshed, druk eller alle tre ting på en gang.

”Vi mangler at italesætte det positive,” siger hun, da jeg fanger hende på telefonen.

Hun henviser til et studie, som er foretaget i Silicon Valley. Her har forskere talt med flere end 200 af de mest succesfulde it-iværksættere for at finde ud af, hvordan de lykkes med at skabe idéer og eksekvere dem hurtigt. Forskerne opdagede, at en tredjedel af de adspurgte havde karaktertræk, vi kender fra ADHD: En stærk drivkraft, når de var motiverede for en opgave, impulsive, risikovillige og klar til at kaste sig ud i ukendt terræn.

”Det er meget interessant at læse den undersøgelse, for mange af de her superiværksættere har klaret sig dårligt i folkeskolen, mange af dem har slet ikke bestået folkeskolen. Alligevel har de den her evne, som er meget typisk for ADHD, at når de virkelig brænder for noget, er de ikke til at stoppe,” siger hun.

Andre undersøgelser har vist tilsvarende resultater. I Sverige gav en forsker en papirclips til udvalgte forsøgsgrupper og spurgte, hvad den ellers kunne bruges til. Personer med ADHD var generelt langt hurtigere til at finde på alternative funktioner, eksempelvis en dåseåbner.

”Vi har efterhånden en del evidens for, at når det kommer til kreativitet og idérigdom, har personer med ADHD ofte nogle særlige kompetencer,” siger Camilla Louise Lydiksen.

Mens jeg stadig gik og tumlede med at definere mig selv efter at have fået en diagnose, var jeg tilfældigvis på besøg i Eventyrernes Klub i Nyhavn i København, hvor billeder fra vilde rejser hang på væggene sammen med artefakter fra de dybeste jungler, ødemarker og Arktis. Jeg mødte folk som Anders Bilgram, der havde sejlet rundt om Nordpolen i en jolle, fordi han havde lyst. Morten Kirckhoff havde rejst ad landvejen fra Singapore til Danmark. Jonas Bergsøe krydsede Atlanten i et selvbygget skib. Hele klubben virkede som en hyldest til det, som forskerne kalder ’høj risikovillighed, motivation og drivkraft’, og vi andre måske ville kalde dumdristighed.

”Hold da kæft, en flok ADHD’ere!” tænkte jeg.

Det var første gang, jeg på et personligt plan begyndte at definere ADHD positivt.

Jeg begyndte at se på mennesker som kokken Nikolaj Kirk, forskeren Rane Willerslev og forretningsmanden Martin Thorborg og se nogle træk, som jeg kunne genkende. En evne til at lade sig begejstre og sige ’ja’, inden man får tænkt sig om. Lysten til at kaste sig ud i ting og handle med det samme uden først nødvendigvis at analysere, om det her nu også virkelig er en hamrende god idé.

Som ung rejste jeg til New York uden en plan og med lidt under 10.000 kroner på lommen. Den første aften gik jeg rundt i snedriverne, fordi jeg havde glemt at skrive adressen på vandrehjemmet ned. Havde jeg haft en indre dirigent, havde han nok fået mig til at notere adressen før afrejsen, men han havde nok også forsøgt at fortælle mig, at man ikke kan leve i New York uden arbejdstilladelse og penge. Det endte med et halvt års vidunderlig galskab og venskaber, jeg stadig holder fast i den dag i dag. Senere boede jeg en sommer alene på et slot i en skov i Tyskland. Engang bestilte en ven og jeg billetter til Tel Aviv i en kæmpe koger, mens krigen mod Hizbollah rasede, og den rejse – med alt hvad den indebar af krig, poesi og sex – vil jeg aldrig glemme.

Jeg har en lang række af den slags fortællinger. Men det var først, da jeg begyndte at kigge nærmere på de personer, som bar deres impulsivitet som emblemer på tøjet, at jeg begyndte at se, at uigennemtænkte beslutninger også kan være en form for positiv sideeffekt af ADHD.

JEG ANER IKKE, om de nævnte personer har ADHD. Det er heller ikke vigtigt. De har nogle karaktertræk, som jeg kunne spejle mig i. Men i modsætning til mig kæmpede de ikke imod. De lod sig rive med. De prøvede ikke længere at passe ind. De stak ud. Og i stedet for skam virkede det til, at de havde stolthed.

I dag står det som en af de vigtigste pointer i forhold til ADHD. Jeg vil være stolt af det, jeg er god til. Også selv om det blandt andet indbefatter, at jeg ikke altid tænker mig om.

Det lyder let, men hvis de to procent af befolkningen, som har ADHD, skal vende skam til stolthed, kræver det, at samfundet giver dem en chance for, at deres særlige karaktertræk kommer i spil på en positiv måde.

For mange er det slag allerede tabt, når niende klasse er overstået. Mere end hvert andet barn med ADHD har ikke opnået mindst 02 i både dansk og matematik ved afslutning af grundskolen, så de kommer ikke til at gå i gymnasiet. Dyderne i skolen hedder koncentration, kontrol og behovsudskydelse: ’Sid ned. Kig på tavlen. Vær stille. Hvorfor har du ikke din matematikbog med?’ Og når man ikke lever op til det, er man ikke bare forkert. Man er dårlig.

”Jeg vil gerne slå fast, at der absolut ingen evidens er for, at personer med ADHD skulle have lavere intelligens. Tværtimod kan vi se, at de godt kan klare sig, hvis de får chancen,” siger Camilla Louise Lydiksen.

Det gør de sjældent. I stedet udvikler alt for mange det, som i psykiatri-kredse hedder ’tillægsdiagnoser’, ofte angst eller depression.

”Jeg kan mærke, at jeg næsten bliver vred, når jeg snakker om det. Ni års nederlag! Ni år, hvor man ikke passer ind i den struktur og den læring der er. Prøv at forestille dig, hvad det gør ved et barn,” siger Camilla Louise Lydiksen.

Det har jeg ikke svært ved. Min egen skolegang var en blandet oplevelse. Jeg havde det godt socialt, og jeg husker også enkelte lærere, som jeg stolede på. Min biologilærer syntes tydeligvis, at jeg var morsom. Hun jokede med mig. Min dansklærer var en sød, gammel mand, som bar over med det meste. Men der var flest af de lærere, som ikke anede, hvad de skulle stille op med ham den antiautoritære møgunge, som ikke gjorde, hvad de bad om. Min fysiklærers løsning var at smide mig ind på kontoret så hurtigt som muligt, nogle gange i det øjeblik, jeg trådte ind i lokalet. Sløjdlæreren sendte mig konsekvent ud i et baglokale. Min matematiklærer gjorde et nummer ud af at nedgøre mig, når hun fik chancen. ’Den her klasse ville være meget bedre uden dig,’ sagde hun ofte og helst så højt, at alle kunne høre det.

De sidste år i folkeskolen havde jeg min egen plads på kontoret. Mit job var at makulere papir. Jeg var jo god til at ødelægge ting. I syvende klasse bad lærerne indtrængende min mor om at finde en efterskole til mig med det samme. Det gjorde hun. Og det ændrede alt.

Her var der regler for alt og faste tidspunkter for enhver aktivitet, men samtidig to timers motion om dagen og mulighed for at lave teater og male, være i festudvalget, spille musik og på alle mulige måder give idéer frit løb. Jeg var lykkelig.

Camilla Louise Lydiksen møder jævnligt personer med ADHD, som længes efter den gammeldags skole med faste strukturer, ringeklokker og rigtige bøger i undervisningen, fordi forudsigeligheden kan give ro, hvis man i forvejen har en lidt uregerlig hjerne. Inden for de faste rammer kunne man så begynde at støtte de børn, hvis sjæl bevæger sig hurtigt videre.

”Vi bliver nødt til at udvikle nogle folkeskoler, som ikke er designet sådan, at det kun er den snævre midte, der kan være med,” siger Camilla Louise Lydiksen.

”Vi kunne tænke iværksætteri ind i alle fag, sløjd, håndværk og design, matematik, dansk. I årevis har vi snakket om, at Danmark skal leve af innovation, men jeg har stadig til gode at se det komme til udtryk i folkeskolen.”

Det ville potentielt give børn med ADHD mulighed for at være anderledes på en god måde.

”Prøv at tænk på en succes, de her børn kunne have. Her ville være et felt, hvor de fik chancen for at shine.”

Men der er lang vej endnu. Faktisk er folkeskolen blevet et værre sted for børn med ADHD, mener Camilla Louise Lydiksen. Klasserne er blevet større. Lydniveauet er steget. Lærerne har dårligere tid. Og den trygge klasseundervisning er udskiftet med ustrukturerede projekter på tværs af årgangen.

”Det er forfærdeligt,” siger Camilla Louise Lydiksen.

DER FINDES IKKE én løsning på de problemer, som de kedelige ADHD-statistikker vidner om. Men alle løsningerne begynder ét sted: Ved erkendelsen af, at ADHD er en reel psykisk lidelse, som kræver opmærksomhed.

”Der er flere end 100.000 med ADHD i Danmark. Vi har cirka 40.000 diagnosticerede. Så hele debatten om overdiagnosticering vil jeg gerne mane fuldstændigt i jorden,” siger Camilla Louise Lydiksen og slår samtidig fast, at ADHD ikke kommer på grund af mobiltelefoner eller Disney Sjov. ADHD har højst sandsynligt altid eksisteret blandt homo sapiens.

Når det er sagt, så kan mobiltelefonernes konstante ønske om opmærksomhed og omverdenens krav om omstillingsparathed gøre det sværere at leve med ADHD. Det moderne samfund kræver alle de eksekutive funktioner, vi med ADHD ikke er så stærke i, når fokus konstant skal flyttes, koncentrationen brydes af en breaking-besked og arbejdspladsen skifter strategi for tiende gang på et år.

Hvis vi erkender, at ADHD ikke går væk, og at samfundet, som det ser ud i dag, stiller store krav til personer med ADHD, begynder vi så småt at kunne hjælpe dem – og få det bedste ud af dem.

”Vi kan ikke tale det væk, men vi kan være meget bedre til at hjælpe dem, der har brug for det, og sørge for, at alle har den information og viden, som de har brug for. Det gælder både børn, forældre, lærere, kolleger og så videre,” siger Camilla Louise Lydiksern.

Den information, hun taler om, er blandt andet det, som man i psykiater-lingo kalder psyko-edukation. Hvis man lærer at forstå de svagheder og styrker, der er forbundet med at have ADHD, begynder man også at kunne indrette et liv, som giver mening i forhold til det. En arbejdsgiver kan hjælpe med at få en medarbejder med ADHD placeret i den afdeling, hvor man gør mest gavn. En lærer kan hjælpe med små systemer, der gør hverdagen sjovere og mere overskuelig for elever med ADHD. I et parforhold kan man acceptere, at personen med ADHD har svært ved nogle af de praktiske gøremål, men så til gengæld kan kompensere ved at lave lækker mad – og love, at han laver noget mere familievenligt end okse-haleragout.

DET ER NAT, mens jeg skriver dette. Jeg har været tidsoptimistisk igen, og artiklen skal være på min redaktørs skrivebord, når han møder i morgen tidlig.

Børnene sover. Jeg fik ikke læst godnathistorie for dem.

Mange ting ligner sig selv og har ikke forandret sig med en ADHD-diagnose og medicin. Men nogle ting har.

Jeg forsøger at være mere påpasselig, så min hverdag ikke skrider fuldstændig. Jeg skal være et skridt foran min ADHD, og jeg har lært mig selv en hel perlerække af tricks. Jeg skriver alt ned i min kalender. Mails, jeg skal huske at svare på, regninger, jeg skal betale, men også små ting som: ’Husk at holde pause’ og ’Husk at spise’. Alle opgaver deler jeg op i mikroskopiske bidder og sætter ind i kalenderen, så der aldrig står noget så uoverskueligt som ’Skriv artikel’, men i stedet ’Ring til XX’, ’Skriv faktaboks’, ’Skriv indledning’ og så videre.

Men vigtigst af alt er jeg langsomt ved at acceptere, at der er ting, jeg kan, og ting, jeg ikke kan. Det er en langsom proces at erkende, at det er sådan, det bliver nødt til at være.

ADHD-diagnosen har hjulpet til, at jeg giver mig selv lov til at gøre ting på min måde. Det drejer sig om store ting som arbejde, familieliv, men det drejer sig også om bittesmå ting i hverdagen. Jeg kan eksempelvis ikke overskue at støvsuge. Det kan lyde åndssvagt, men det virker som en helt uoverskuelig ting at gå i gang med. Men hvis jeg siger til mig selv, at det er o.k., at jeg i stedet fejer og vasker gulv, har jeg ikke et problem. At feje og vaske gulv minder mig om mine unge dage på caféer, hvor det er noget, man gør i køkkenet fem gange om dagen. Jeg sætter høj musik på, og hele processen bliver lystbetonet.

Jeg kommer ikke til at få et normalt 9-17-arbejde. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan arbejde. På samme måde som jeg kan udskifte støvsugning med fejning, kan jeg finde måder at navigere i mit professionelle liv, så jeg kan styre uden om de situationer, jeg har svært ved at være i: De lange stræk med ensformige opgaver, krav om organisering og langsigtede opgaver. Den hverdag, jeg får i stedet, er en hverdag med hurtige beslutninger, sidste-øjebliks-stress og overspringshandlinger, og selv om det måske ikke lyder så hensigtsmæssigt, så har det den fordel for mig, at hvis jeg gør det rigtigt, så får jeg til gengæld begejstring, originale oplevelser og lyst til at søsætte projekter, som enhver med en velfungerende mental bremseklods ville styre udenom. Og det betyder, at jeg, som nu, sidder om natten og skriver.

Jeg behøver ikke slå mig selv i hovedet, fordi jeg ikke arbejder på den måde, som jeg er opdraget til at tro, er den rigtige.

Processen giver mening. Jeg er mere robust end tidligere. Mere balanceret. Og mere fri. Jeg har ikke mistet besindelsen over for mine børn i to år. Jeg har gennemført op til flere spil Uno. Jeg har etableret mig som freelancejournalist og iværksætter med udgangspunkt i et lille kulturhus i København. Jeg behøver ikke blive medlem af Eventyrernes Klub, men jeg behøver heller ikke kræve af mig selv, at jeg kan skrive en artikel færdig indenfor normal kontortid.